Det de ikke forstår.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2017
  • Opdateret: 28 sep. 2017
  • Status: Igang
Mai flygter fra sin fortid og ender i London, hvor hun vil starte en ny tilværelse. Men hvordan skal hun gå den nye verden i møde, hvis hun aldrig kan lægge den gamle bag sig, og hvad gør man, når kærligheden pludselig banker på helvedes dør?

'Det de ikke forstår.' er en historie på godt og ondt om den traumatiserede Mai, der tilfældigt møder Harry i byen og derfra udvikler et forhold til den charmerende britiske fyr, mens hun i blinde forsøger at lægge den fortid bag sig, som hele tiden puster hende i nakken.

1Likes
7Kommentarer
300Visninger
AA

3. Let og lyst.

Jeg vågnede med en gennemborende hovedpine. Så slem, at jeg knap kunne åbne mine øjne uden at presse dem hårdt sammen igen. Jeg kunne mærke svedperlerne danse på min pande, idet jeg rullede om på maven og gemte mit hoved under puden. Den franske altandør var åben, og de lette hvide gardiner svajede i vinden. Værelset virkede større og lysere end før. Som om noget var anderledes. Lejligheden havde ellers været billig. Toilettet var småt og middelmådigt, mit værelse var tomt og kedeligt, mens køkkenet faktisk var i ok stand, men det var kun et tilfælde. Rigtigt havde køkkenelementerne været gamle og rådne. Det havde faktisk været direkte ulækkert. Men så holdt overboen en fest, der resulterede i en vandskade og alkoholpletter, der sivede gennem loftet til køkkenet, og udlejeren var derfor nødt til at udskiftet hele køkkenet og loftet. Nu var der hvide elementer i køkkenet, som havde fået lejligheden til at fremtone både større og mere rummelig.

Pludselig hørte jeg emhætten blive tændt. Jeg undrede mig kort. Mærkede et stik i brystet, idet jeg troede, at der var en forbryder i lejligheden. Men så kom jeg i tanke om gårsdagens begivenheder. At jeg havde mødt Harry og glemt alt om Dave, der stod alene ude i regnen og talte i telefon. Jeg forsøgte at genkalde minderne. Men alt, der var sket, efter jeg havde mødt Harry, stod slørret og for det meste sort.

Jeg pakkede det hvide lagen om mig og listede over gulvet på mine bare tær. Gulvet knirkede under mig, som jeg listede frem mod døråbningen.

”Godmorgen,” hørte jeg pludselig den hæse stemme fra i går råbe, idet jeg trådte ind i køkkenalrummet.

”Godmorgen?” svarede jeg forvirrede og trak lagnet tættere om mig. Han stod med et hviskestykke over skulderen, mens han stegte noget bacon på den sydende pande.

”Sovet godt?” Hans stemme bar præg af aftenens begivenheder, og jeg mærkede pludselig en frygt i min mave, som overgik den dunkende smerte i mit hoved. Havde vi…?

”Ja. Det har jeg vel,” svarede jeg usikkert og nærmede mig den høje fyr med tatoveringer ned over armene.

”Er du sulten?” Han vendte nu for første gang sit blik mod mig. Han smilte. Både med tænderne og med øjnene. ”Jeg håber, det er okay.” Han pegede ned på panden med baconen. ”Jeg fandt det i køleskabet og tænkte, at du trængte til det.”

Trods hvor forvirret jeg var, kunne jeg ikke undgå at smile. Hans overkrop var en smule foroverbøjet, og hans muskler i overarmene var en spændte. Hans smil nåede op til ørene og dannede et par rynker i tindingerne. Det var bjergtagende.

”Hovedpine?” Han placerede en tallerken med toast, æg og bacon foran mig. Han så indtrængende på mig. Hans safirgrønne øjne var mere grå i morgenlyset.

Jeg nikkede. Jeg havde ikke meget andet at sige. Ikke andet end det og alle mine tusind spørgsmål, der fulgte efter. Hvad lavede Harry i min lejlighed? Hvorfor var han blevet? Hvor havde han fået toastbrød fra?

Han lænede sig afslappet op ad køkkenøen, mens han stadig så indtrængende på mig. Det var voldsomt. Intimiderende.

”Vi…” Jeg forsøgte at spørge ham, men jeg kunne ikke få ordene ud. ”Altså…”

Han rystede på hovedet og begyndte at grine. Mine kinder blussede. Hvorfor grinte han?

”Rolig Mai.” Han satte tallerkenen foran sig på køkkenbordet og lænede sig ind over bordet mod mig. Han ruskede sin hånd igennem det mørke krøllede hår. ”Sådan er jeg ikke.”

Lettelse. Selvfølgelig havde vi ikke været sammen! Jeg fik lyst til at slå mig selv i panden, men smilte i stedet barnligt til ham og knækkede et stykke bacon mellem mine tænder. Han rystede på hovedet, men grinte stadig.

”Hvad?” Jeg lød bebrejdende, men kunne alligevel ikke undgå at grine med ham. ”Jeg kender dig ikke.”

”Det kunne du komme til.” Han blinkede til mig og smed hans allerede tømte tallerken i håndvasken.

”Jeg finder selv ud,” sagde han så og gik mod entreen uden at se sig tilbage.

”Går du allerede?” Min stemme lød desperat. Mere end jeg ønskede.

”Jep.” Han grinte stadig, som om jeg havde gjort noget forkert eller underligt. Havde jeg det?

”Men?” Jeg kæmpede for at finde en grund til, at han skulle blive, men i betragtning af, at jeg intet havde gjort for ham, og at han havde sovet på min forstenede sofa, kunne jeg ikke finde på en god nok grund.

”Men hvad?” spurgte han og stak hovedet ind i køkkenalrummet igen.

”Men.” Jeg kunne stadig ikke finde på noget bedre.

”Men.” Han rystede igen på hovedet. ”Vi ses Mai.”

 

Jeg følte mig åndssvag. Det gjorde jeg tit. Trods det faktum, at jeg ikke ret meget kunne huske, havde jeg så inderligt lyst til at se ham igen. Jeg kunne lide at høre ham snakke. Det kunne jeg huske fra natten før. Ikke vores samtaler, men følelsen. Følelsen stod mere klart end ordene i sig selv. Jeg kunne huske hans passion. De følelser, han lagde i sine historie, var automatisk blevet overført til mig.

Men ville jeg nogensinde se ham igen?

Jeg kiggede ned i tallerkenen. Maden var overraskende nok lækker i betragtning af, at det bare var æg, toast og bacon.

”Han sagde vi ses.” Jeg sagde det højt for mig selv, som om det var det eneste, der kunne få mig overbevist.

”Ja. Det gjorde han.”

Jeg rystede på hovedet. Jeg snakkede normalt aldrig til mig selv. Men jeg skød tanken fra mig, idet en besked bippede ind på min telefon.

 

Princess Diana memorial fountain – klokken 17:00.

- H

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...