Det de ikke forstår.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2017
  • Opdateret: 28 sep. 2017
  • Status: Igang
Mai flygter fra sin fortid og ender i London, hvor hun vil starte en ny tilværelse. Men hvordan skal hun gå den nye verden i møde, hvis hun aldrig kan lægge den gamle bag sig, og hvad gør man, når kærligheden pludselig banker på helvedes dør?

'Det de ikke forstår.' er en historie på godt og ondt om den traumatiserede Mai, der tilfældigt møder Harry i byen og derfra udvikler et forhold til den charmerende britiske fyr, mens hun i blinde forsøger at lægge den fortid bag sig, som hele tiden puster hende i nakken.

1Likes
7Kommentarer
299Visninger
AA

4. Et malet skelet.

Jeg knugede min hånd om det varme kaffekrus. Mærkede dampen svæve mod min hage, som jeg lænede mig ind over den. Den duftede kraftigt. Filterkaffen. Stærk og bitter. Lige som jeg kunne lide den. Foran mig lå billedet af den rødhåret pige med fregner og et let og fyldigt smil. Min søster. Jeg huskede ikke, at jeg havde lagt det der. Jeg mindedes faktisk slet ikke, at have fjernet det fra min jakkelomme. Ved siden af lå den sølvfarvede mobil. Skærmen var sort.

Jeg rakte ud efter den. Den virkede tungere end normalt. Det var nok ren indbildning.

’En gang mere!’

Jeg kunne høre hendes stemme. Hende uskyldige spæde stemme. Jeg knugede mine øjne sammen. Mærkede længslen brede sig i min krop, mens jeg irriteret spændte op i alt der kunne spændes. Jeg havde lyst til at skrige. Skrige, så hendes latter i mine tanker blev overdøvet. Hendes gunstige latter. Den sprudlende glæde. Det var dræbende…

 

Det bankede på. Jeg skød mit hoved over skulderen mod hoveddøren, hvorpå der igen blev banket med et fast håndslag. Jeg trak mit pandehår om bag øret. Mærkede langsomt pulsen stige, som jeg nærmede mig døren. Der blev banket igen. Denne gang blidere.

Døren knirkede.

”Mai?” Det var Dave. ”Må jeg komme ind?”

Taget hans hårde bank i betragtning, virkede han besynderligt glad. Hans smil strakte sig fra den ene tinding til den anden, og hans arme var allerede spredt ud til et varmt kram.

”Regner det?” spurgte jeg, idet jeg bemærkede hans gennemblødte hår – mest af alt fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sige.

”Ja, du må undskylde, at jeg bare sådan skred i går.”

Han trådte ind i lejligheden og slæbte et vådt spor efter sig.

”Ja, jeg må sgu indrømme, at jeg nok blev revet lidt med… Du kender det godt ikke?”

Han så begejstret på mig. Jeg havde slet ikke bemærket, at han var gået. Faktisk troede jeg, at det var mig, der efterlod ham.

”Jo, det gør jeg vel.” Jeg var ikke sikker på, hvordan jeg skulle svare. Jeg kunne vel ikke sige, at jeg slet ikke bemærkede, at han tog væk.

”Så du er ikke sur?” Han lod mig ikke svare, før han fortsatte. ”Du ved, fordi Stephen ringede, og han sagde, at han gerne ville mødes alligevel… Og du ved jo. Det er jo Stephen, så jeg kunne jo ikke sige nej. Du ved jo, hvordan jeg er, når Stephen ringer. Så ringer alt inden i mig...” Han plaprede løs. Længere end hvad jeg orkede at høre på. Han havde nok glemt, at jeg ikke havde boet her ret længe. Jeg havde intet begreb om, hvem Stephen var – og i særklasse ikke, hvorfor hans krop begyndte at ’ringe’ over at se ham.

”Men…” Jeg kæmpede for at finde på noget at sige, da hans talestrøm sluttede. ”… Var det så hyggeligt?”

”Om det var!?” Og hans talestrøm kunne atter begynde, og jeg stoppede per automatik med at lytte. For mig at se, var der kun en slags historie, der var værd at lytte til fra jubelidioter. Dem hvor der indtræffer et problem. Glædeshistorierne behøver man ikke at forholde sig til, og man kan derfor lade dem sive forbi. Jeg havde mine egne problemer at tage hensyn til. Problemer, der i hans verden ville virke som en atomkrig, men som jeg i min verden kunne kalde hverdagen.

”… Nå, men jeg kom bare for at sige undskyld og for at tjekke, om du var kommet godt hjem.” Han smilede til mig og klappede mig på skulderen. Jeg nikkede til ham. Jeg orkede ikke, at han skulle starte en ny samtale, og det kunne jeg kun undgå ved slet ikke at sige noget.

”Er du okay?” Han virkede oprigtigt interesseret, men jeg kunne ikke tage stilling til det. Jeg vidste, at jeg ikke var okay. Det var jeg virkelig ikke. Men oven i alt det sorte og umulige, havde Harry vist sig, og det var som om, at alle mine problemer langsomt begyndte at lette fra mine skuldre… Eller. Det håbede jeg da. Måske var det igen bare noget, jeg bildte mig selv ind. I morgen ville han sikkert ikke snakke til mig mere, og min hverdag kunne fortsætte, som jeg slap den.

Jeg havde troet, at London ville ændre mig. Jeg havde troet, at nye venner og nye samtaler kunne ændre min tankegang, men måske var det hele bare som nye møbler. Man putter dyre nye møbler ind i sit hjem, men i sidste ende har man bare malet et lig, og skellettet står stadig sort og råddent tilbage – det har bare fået tøj på. Jeg var ikke engang sikker på, om det gav mening.

”Jeg har det fint,” tøvede jeg og trak på skuldrende, idet hans blik blev en tand for insisterende.

”Okay.” Han klappede mig igen på skulderen. ”Du kan altid komme ned til mig, hvis der er noget ikke.”

Jeg nikkede igen. Trods det faktum, at jeg havde lyst til at smække døren i hoved på ham, så jeg kunne få noget fred, kunne jeg alligevel mærkede en fremmed fred brede sig i min krop. Det var længe siden, at jeg for alvor havde haft en ven. En person, som jeg vidste ville være der for mig, hvis jeg var i nød.

”Tak,” fik jeg fremstammet, da han gik mod døren. ”Tak for det Dave.”

Han smilede, nikkede og lukkede så døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...