Sjakalerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2017
  • Opdateret: 23 okt. 2017
  • Status: Igang
Jeg husker ikke den 4. verdenskrig.
Jeg husker ikke hvordan krigen lagde jorden øde.
Jeg kan kun huske fra den dag, at jeg vågner op, dækket af støv og murbrokker.
Jeg kan kun huske, at jeg bliver reddet og kastet i hvad jeg troede var helvede.
Jeg kan kun huske, at dette helvede i virkeligheden var Jorden.

//Vinder af 2. pladsen i 'skriv om overlevelse' konkurrencen

6Likes
7Kommentarer
638Visninger
AA

3. ~ 2 ~

 

Reno skubbede lågen til side i det vi ankom i jeepen til lejren. Alex gøede energisk og løb efter os, da Nathan kørte ind. Reno lukkede lågen og gik hen til jeepen for at hjælpe med at læse af. Det var i dag hans ansvar at beskytte lejren, mens vi andre var ude og samle mad og andet vi manglede. Han var effektiv med et våben og har afværget et par angreb på vores lejr alene, eller i hvert fald holdt stand til vi andre kom tilbage.

   I dag havde vi været heldige og skudt et dyr, men ofte bestod vores mad af indhold fra rustne dåser og andet vi kunne plyndre fra andre lejre og gamle bygninger. Men de var begyndt at være mere end udtømte. Det betød at vi måtte taget længere væk, og at vi vil komme til at være længere tid væk fra lejren. Snart ville vi stå overfor valget om at skulle risikere lejren ved at tage længere ud eller flytte den helt. Lige nu prøvede på at holde vores togter under de fem timer.

   Vores lejr var beskeden, men alligevel havde vi samlet nok ting til at ligne en veludrustet lejr. Det var mest Nathans idé om, at vi skulle ligne noget mere end vi var for at afværge mulige angreb. Vi havde alle et lille telt, som var centreret i en halvmåne rundt om vores bålsted. Hele molevitten var placeret ud til vandet. Selvom Nathan havde sagt, at vandet udgjorde en naturlig mur mistænkte jeg han for, at det mere var den beroligende lyd af bølgerne som han foretrak.

   ”Reno!” råbte jeg og sprang ned fra ladet. ”Se lige hvad vores mad vil bestå af i dag.” Jeg pegede på rådyret. Et kæmpe smil bredte sig på hans ansigt.

   ”Er det dig vi kan takke?” spurgte han og gik hen til mig. Jeg nikkede. ”Hold kæft, hvor er jeg glad for, at du er på vores side, Ami. Du er magisk bag den riffel.” Han lagde en arm omkring mig og trak mig ind i et kram. Han havde valgt at barbere hans hår helt af for et år siden. Det kom kun i vejen havde han sagt. John prøvede at få ham til gro det ud igen, men han var ikke til at rokke.

   ”Det er jeg glad for, du synes,” svarede jeg grinende. Alex kæmpede sig ind i mellem Reno og jeg, og Reno gav slip på mig så jeg kunne sige hej til Alex. Jeg satte mig ned på hug og tog imod hans velkomst. Han slikkede mig i ansigtet, og jeg forsøgte at skubbe ham væk.

   ”Ja, jeg er også glad for at se dig, men derfor har jeg ikke lyst til at bades i det savl Alex,” sagde jeg og kælede med ham.

   Da han syntes, han havde modtaget nok af min kærlighed, løb han hen til jeepen og de andre. Reno var i gang med at hjælpe John og Mark med at læsse af, mens Nathan stod og holdt styr på hvor alt kom hen. I hænderne havde han et stykke bark, som han skrev på. Alex hoppede op og lagde forbenene på kanten af ladet på jeepen. Hans snude bevægede sig i små ryk i rådyrets retning, og han lagde an til at hoppe helt op. Jeg løb hen til ham.

   ”Ned Alex!” råbte jeg og skubbede ham væk fra rådyret. Han så på mig med sine bedende brune øjne, og jeg returnerede hans blik med mit hårde. ”Gå ind i teltet og bliv der,” kommanderede jeg ham og pegede i retning af mit telt. Han klynkede og gik langsom hen til teltet.

   ”Er alt under kontrol?” spurgte Nathan. Hans grå øjne var varme, og jeg nikkede.

   ”Alex opfører sig bare…” Jeg sukkede og kørte en hånd over mit ansigt.

   ”Han er vel ligeså glad for frisk kød som os andre? Han glæder sig nok til at sætte tænderne i det,” sagde Nathan og lagde en hånd på min skulder. Jeg nikkede og et smil brede sig. Nathan vidste altid hvad man skulle sige for at løfte humøret.

   ”Ja. Men hvis jeg ikke havde været over ham.”

   ”Men det var du.” Hans stemme var bestemt og øjnene ligeså.

   ”Hvordan ser vores beholdning ud?” spurgte jeg ham og skiftede emne. Teenager Alex var ikke noget kært emne. Nathan gjorde tegn til sit bark med listen over ting.

   ”Vi skal snart have skaffet os noget mere 556mm og 12 kaliber haglpatroner,” svarede han.

   ”Jeg troede vi havde fået samlet mange sammen i forrige uge?” spurgte jeg. Han nikkede.

   ”Det havde vi, men efter angrebet for fire dage siden, og den uventede modstand vi mødte forleden, har vi brugt mere, end jeg havde forventet. Vi har dog nok af dine 308 WIN patroner.”

   ”Men det er heller ikke det som vi bruger mest af. 556mm er ret vigtigt at få fat på, da det er vi bruger mest,” sagde jeg.

   ”Ja,” svarede han og så ned på sin oversigt. Efter et par sekunder sukkede han. ”Jeg tror dog, vi må tage chancen og køre længere ud. Vi kommer til at overskride de fem timer, men det er det eneste alternativ lige nu. Sig ikke noget til de andre, især John. Jeg skal lige have styr på detaljerne.”

   ”Selvfølgelig,” bekræftede jeg og ville spørge om mere, men blev afbrudt af Reno.

   ”I to! Er vi jeres slaver eller ligemænd? Vi kunne godt bruge lidt hjælp!” råbte han til os.

   ”Jeg nyder at se jer knokle! Det styrker mit ego!” råbte jeg tilbage til ham og grinte. Nathan grinte også svagt ved siden af mig, selvom han prøvede at skjule det.

   ”Ami vil med glæde hjælpe til, hvis I overgav jeres tøj til hende så hun kan vaske det,” råbte Nathan, da han havde grinet af.

   ”Er det virkelig den tid igen? Hvad nu hvis jeg melder mig frivilligt til at hjælpe med vasken, kan mit tøj så undgå at blive vasket?” spurgte Reno og prøvede at lave dådyrøjne.

   ”Hvis du melder sig frivilligt til at vaske tøj, kan du vaske dit eget og bestemme hvor meget du synes det skal vaskes.”

   ”Kan jeg så nøjes med at dyppe det i vandet?” Smilet bredte sig mere, og jeg rystede på hovedet.

   ”Nej, Reno. Det skal mindst have lidt skrub og sæbe hvis der er mere af det,” svarede jeg.

   ”Det minder mig om,” sagde Nathan og gik et par skidt hen til førersædet i jeepen. Han rakte ind og smilte til mig, da han fandt det han ledte efter. ”Værsgo,” sagde han og holdt tre store pakker med vaskemiddel i hænderne.

   ”Åh! Min helt!”

   ”Hold kæft, Ami og tag dem!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...