Sjakalerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2017
  • Opdateret: 23 okt. 2017
  • Status: Igang
Jeg husker ikke den 4. verdenskrig.
Jeg husker ikke hvordan krigen lagde jorden øde.
Jeg kan kun huske fra den dag, at jeg vågner op, dækket af støv og murbrokker.
Jeg kan kun huske, at jeg bliver reddet og kastet i hvad jeg troede var helvede.
Jeg kan kun huske, at dette helvede i virkeligheden var Jorden.

//Vinder af 2. pladsen i 'skriv om overlevelse' konkurrencen

6Likes
7Kommentarer
637Visninger
AA

2. ~ 1 ~

 

”Nathan er i stilling,” sagde John, som lå ved siden af mig. I hænderne havde John en gammel walkie og en kikkert. Jeg lagde hovedet på kindpuden og gennem riffelsigtet spottede jeg Nathan. Han stod lænet op af kølerhjælmen på jeepen. Den var gammel, men kørte udmærket. Jeg tror farven på jeepen skulle være grøn, men den var falmet kraftigt, og rusten gjorde heller ikke noget godt. Det var ikke ideel at tage ud i dag. Nattens regn havde gjord jorden blød og mudret. Jeepens hjulspor ville være nemme at følge.

   ”Jeg ser ham,” sagde jeg.

   ”Super.” John løftede walkien op til munden. ”Ami har visuelt udsyn til dig og går i gang med at rekognoscere området,” sagde han. I kikkeren kunne jeg se Nathan grine og holde sin egen walkie op til munden.

   ”Ami, sig lige til John han skal skrue ned for de militære koder. Det må ikke være sundt at tænke sådan hele tiden,” sagde Nathan. Jeg smilte bredt, da John kom med en meget utilfreds lyd. Han svarede ikke Nathan, og jeg gik i gang med at undersøge området. Nathan var alene i jeepen i dag. Mark var hos John og jeg, fordi vi var mere udsatte oppe på bakketoppen. Alt der stod mellem en potentiel fjende og Nathan var mig.

   Riffelsigtet var slidt – ligesom alt andet, og dalen under os var en anelse sløret. Men John var mit andet sæt øjne gennem kikkerten og havde spottet en del fjender. Nathan vidste det og stolede fuldt på at vi kunne beskytte hans ryg, mens han gennemsøgte huse for brugbare ting.

   Dalen rummede nogle faldefærdige huse, mens horisonten var præget af de ødelagte højhuse, som åbenbart engang var ret eftertragtede. Tidens løb og krigene havde sat sine spor. Et hus manglede både tag og væge. Kun stolperne, som udgjorde rammen for huset, stod tilbage. Et andet hus var nogenlunde intakt, så man bort fra gavlen, som lå spredt ud på jorden. I den bløde jord kunne man se fodaftryk rundt om huset.

   ”Fodspor ved huset, som ligger to kilometer nordvest for Nathan. Det er det hvor gavlen mangler. Ellers er der fri bane,” sagde jeg. John videregav informationen til Nathan, og jeg fortsatte med at udforske dalen. Ind i mellem stak der noget op fra jorden, som engang havde været træer. Stammen, og nogle af de tykkere grene, var det eneste tilbage. Andre steder var der kun en stub tilbage. Brænde skulle man jo skaffe et eller andet sted fra. Selv havde jeg ikke set et af de grønne træer, Nathan beskrev i sine fortidshistorier. Jeg kunne ikke forstille mig disse træer, han snakkede om. Hvordan kunne de på nogen måde se smukke og imponerende ud?

   ”Fuck!” råbte jeg. Der var en brun klat i dalen. En brun farve som ikke burde være der. Klatten var stadig nogle kilometer væk, men den bevægede sig langsomt mod Nathan.

   ”Hvad sker der?” spurgte John bekymret. Jeg drejede en af skiverne på sigtet, for at få et klarere billede af skikkelsen. Med hvert klik fremgik skikkelsen lidt tydeligere. Den forvandlede sig fra en brun klat til noget, der blot lignede noget brunt, der kravlede. To klik mere, og det brune havde nu også sort og hvidt i sig. Tre klik mere og klatten var så tydelig den kunne blive. Men jeg vidste præcis hvad det var.

   Jackpot.

   ”Ami!”

   ”Shhh!” tyssede jeg og pressede bundstykket frem, mens jeg holdte blikket på klatten.

   ”Med hvad med Nathan?”

   ”Ti så stille for helvede!” vrissede jeg. ”Treenhalv kilometer nordøst fra Nathan.” Jeg stillede riflen på jorden, og lagde mig til rette, så jeg kunne skyde.

   ”Er det hvad jeg tror det er?” hviskede John. Hans stemme blev fuld af glæde. Jeg smilte og slog låsen fra og stirrede på klatten gennem sigtet.

   ”Vi skal have et festmåltid i aften,” hviskede jeg tilbage.

   ”Lad nu den ikke slippe væk.”

   ”Hvornår har jeg ramt ved siden af John?” spurgte jeg og fokuserede på klatten. Det velkendte sigtekorn guidede mig. Det var et rådyr, nok ikke mere end bare et år gammelt. Det var længe siden vi sidst fik noget mad, som ikke kom fra en dåse, eller var tørret ind til ukendelighed.

   Dyrelivet forsvandt næsten fuldstændigt efter krigene. Nathan har fortalt historier, om dengang dyr fandtes over det hele. Dengang hvor man ikke skulle kæmpe om føden for at overleve. Dengang før krigen. Selv huskede jeg intet. Jeg vågnede begravet under en halv bygning, og da de endelig fik mig ud, så jeg den nye verden. Dem, der reddede mig sagde, at jeg havde slået mit hoved ret hårdt, og derfor kunne jeg ikke huske noget. De døbte mig Nia og tog mig ind i deres familie. I dag ønskede jeg, at jeg havde afslået deres tilbud.

   Jeg lukkede mine øjne for at fjerne billederne og minderne. Jeg tog en dyb indånding og fokuserede på min opgave. Det var på tide med noget frisk kød. Langsomt strammede jeg om aftrækkeren og mærkede stødet fra rekylen i min skulder. Igennem mit sigte så jeg dyret falde om. Et smil bredte sig på mine læber, og jeg trak bundstykket tilbage på riflen, så den tomme patron sprang ud.

   ”Yes! Sådan skal det gøres!” råbte John og klappede mig på skulderen i triumf.

   ”Hvad satan var det? Jeg troede, der var fri bane!” lød Nathan fra walkien. Han stod formentlig med hovedet ind i et skab. Folk opbevarede de særeste ting i gemte rum. Han gik endda måske og nynnede en sang, mens han gennemrodede alt. I hvert fald havde han hørt skuddet, og nu troede han nok han var under angreb. ”Hvad sker der derude?” lød det igen.

   ”Ami har klaret aftensmaden!” sagde John med et stort smil ind i walkien. Jeg tog den fra John. Han skulede til mig, og jeg rakte tunge af ham som svar.

   ”Hvad John mener er, at jeg lige har skudt et rådyr,” uddybede jeg.

   ”Skabt gået Ami!” sagde han og lød glad. ”Så blev vores udflugt ikke helt ufrugtbar alligevel. Husene er som frygtet ret rippet, men jeg har fundet en lille smule i et par godt skjulte rum. Hvor befinder dyret sig? Så kan jeg hente det med det samme, og så samle jer op bagefter.”

   ”Tre-en-halv kilometer nordøst fra jeepen.”

   ”Det er forstået. Vi ses om lidt.” Jeg gav walkien tilbage til John, og rejste mig fra jorden. John lå stadig på jorden og rakte en hånd op til mig. Jeg tog den og hev ham op på benene. Forgæves forsøgte jeg at børste mudderet af mit bukser og i stedet klistrede det sig til mine fingre. Jeg valgte at lade mudderet vinde og tørrede det af på den rene side af mine bukser. Måske kunne det være en god undskyldning for at få vasket alt vores tøj.

   ”Glem det, Ami,” sagde John, som om han vidste hvad jeg tænkte. ”Du får ikke tøjet af mig. Sidste gang du vaskede det kløede det i uger!”

   ”Du vil hellere skræmme det sidste dyreliv – og mennesker – væk med din lugt?” svarede jeg og samlede min riffel op fra jorden. Johns blik flakkede nervøst til min riffel, men jeg lagde den dovent over min skulder. John skulle til at svare mig, men jeg nåde at sige noget først. ”Tøjet bliver vasket John.” Jeg gav ham mit bedste ’mit-ord-er-lov’ blik. John slog opgivende ud med hænderne.

   ”Hørte du fik skudt et dyr. Det bliver kraftedeme godt med noget friskt,” sagde Mark, som var på vej op til John og jeg. Mark var iført et par slidte jeans og en engang hvid T-shirt. Hans hår krøllede utæmmet. Jeg havde engang spurgt, om jeg skulle klippe det, men han takkede nej.

   ”Nu venter vi bare på, at Nathan kommer og henter os efter han har samlet rådyret op.” Jeg nikkede og gik hen til resten af mit udstyr. På den øde jord lå min reserve riffel og en del .308 ammunition. Jeg satte mig på hug foran det og begyndte at rense den riffel, jeg lige havde brugt.

   ”Mark! Du er nødt til at snakke noget fornuft ind i Ami. Hun vil vaske vores tøj.” Hørte jeg John beklage sig, hans toneleje nærmede sig det paniske.

   ”I det mindste gik der mere end to måneder denne her gang John,” svarede Mark roligt.

   ”I vil takke mig når jeg får det vasket!” råbte jeg til dem over skulderen og grinede.

   ”Ami!” råbte John febrilsk.

   Da jeg var ved at pakke alt mit udstyr sammen, ankom Nathan i jeepen.

   ”Godt skudt Ami!” råbte Nathan til mig inde fra jeepens førersæde. ”Det er dejligt at have en på holdet, som kan håndtere riflen!” Han var iklædt sin elskede, men meget brugte vest og T-shirt. Han fuldendte sit udseende med et par affarvede jeans. Hans smil og uglede, blonde hår var altid hans fortrukne tilbehør. På det seneste var grå begyndt at finde fæste i hans hår.

   ”Jeg er glad for jeg måtte overtage rollen,” svarede jeg, samlede mine to rifler op fra jorden og lagde dem op på ladet af jeepen. ”Desuden kan du huske dengang du prøvede at skyde et dyr, Nathan? Det var min femte dag sammen med jer. Vi ledte efter det skide dyr i timer, før vi endelig fandt det,” sagde jeg.

   ”Jeg tror bare Nathan ville imponere det nye medlem af Sjakalerne,” indskød Mark med et smørret smil.

   ”Jeg har ikke brug for at blive imponeret. Alt jeg har brug for er en som holder mig varm om natten, adlyder alt hvad jeg siger og som ikke svarer igen,” sagde jeg, mens jeg lagde det sidste udstyr op i jeepen.

   ”Er du sikker på at det rekyl ikke slog noget mere løs? Jeg tror, du er i en drømmeverden,” sagde John. Han var den, der gik mest op i sit udseende. Det var sjovt, at se hans ansigt, hvis vi gjorde noget, som han ikke så passende. Jeg satte mig op på ladet af jeepen sammen med rådyret, riflerne og de få ting Nathan havde fundet.

   ”Drømmeverden? Jeg har ham da tilbage i lejren,” grinede jeg. Hurtigt landede der fire sæt øjne på mig med en spørgende mine. Det var Mark, der brød deres stilhed.

   ”Har du kidnappet en mand og kneblet ham?” spurgte han alvorligt med en rynket pande. Det fik mig til at grine endnu mere.

   ”Nogen gange så glemmer jeg, at I har testosteron i jeres system,” svarede jeg med tårer i øjnene. ”Har I glemt alt om Alex?” Deres ansigtsudtryk var uvurderligt, da det gik op for dem at Alex var hunden.

   ”Sover du med Alex?” spurgte John. Mark slog John i baghovedet med en flad hånd.

   ”Hvad tror du selv hun gør?” svarede Nathan.

   ”Du skal ikke slå mig!” udbrød John og skubbede til Mark.

   ”Så kan du lade være med at sige sådan nogle dumme ting!”

   ”Så er det godt I to!” afbrød Nathan og kiggede strengt på dem. Mark og John stoppede med det samme. ”Ind i bilen og opfør jer som de voksne I burde være.” John mumlede noget jeg hørte som ’Det var Mark der startede’, mens de fandt en plads i jeepen.

   ”Kør Nathan!” råbte jeg og bankede på taget af jeepen. ”Jeg kan ikke vente med at få en god dyrekølle.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...