Will you be my lovesong?

Når ens far smuttede fra før man lærte ham og kende, og derefter efterlader sig selv med sin mor har man ikke lyst til at kendes ved ham..
Callanders far er selve Simon som opdaget one direction, men hvad sker der når Callander skal på Tour med dem..
Og når Harry begynder at vise interesse?
Og der er helt klare regler om at ingen må røre Callander..

Vil Callander tilgive sin far og se at Harry er mere end en egoistisk popstjerne?


OPS: dette er et remake, af én af mine ældste movellas. Handlingen er den samme, den er bare omskrevet og forbedret.

28Likes
1Kommentarer
2261Visninger
AA

1. Kapitel 1-14.

 

’’Callander! Kom lige ned i køkkenet!’’ min mor råbte nede fra stuen. ’’Kommer nu mor’’ fik jeg svaret tilbage, men om hun hørte dét, var jeg egentlig i tvivl om.

Jeg sukkede. Hvorfor kunne hun egentlig ikke komme herop?

Alligevel fik jeg rejst mig fra den seng jeg lå i, og løb nede af vores store trappe og direkte op på køkkenbordet jeg placerede mig på.

’’Hør her, Cal’’ mumlede min mor, hvorefter hun holdte en pause, som varede i en evighed.

Hvad laver hun? Hvorfor har hun det med, at trække hendes sætninger SÅ langt ud?

Jeg kiggede op fra mine hænder, og over på min mor, der ikke så så glad ud, som jeg havde forventet. Hun var ked af det, og måske endda på renden tila t græde. ’’Mor?’’ fik jeg sagt svagt med en dirrende stemme. ’’Callander, du ved jo at vi ikke snakker med din far mere, men’’ hun holdte igen en for lang pause. ’’Jeg er nødt til at samle mig. Og for dit og mit eget bedste er jeg nødt til, at sende dig til Simon’’ sagde hun og undgik øjenkontakt.

Jeg fik straks en klump i halsen. Det kunne hun ikke mene. Hun kunne ikke sende mig hen til en mand, hun ikke har lavet andet end at snakke dårligt om. Jeg vil ikke være sammen med ham. Han er ikke min far. Ikke sådan en narrøv.

 

’’Det mener du ikke.’’ Bed jeg af hende. Det var ikke et spørgsmål, men forhåbentlig en bekræftelse i, at hun ikke mente det. ’’Skat..’’ hun bed sig i læben. ’’Det er på ubestemt tid, men jeg lover du snart kommer hjem’’ hun smilede skævt til mig.

Jeg var mundlam. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle sige.

’’Jeg går op og pakker’’ og med det, forladte jeg bordet, men i stedet for at gå op på mit værelse gik jeg ind på mit toilet.

Jeg havde blå øjne, og langt mørkebrunt hår. Jeg var trænet og tideligere model hos Victoria Secret, men jeg var aldrig tilfreds nok.

 

Jeg åbnede mine skuffer og tog de ting der nu var der, ned i den toilettaske der også stod på bordet.

Hvad var egentlig ellers nødvendigt, at have med? Tøj, ja, men altså.. Hvad plejer skilsmisse børn at pakke?

Min tankestrøm blev afbrudt, af en banken nedenunder.

 

Det var sikkert min far.

 

 

’’Hey min lille Callander! Hold da helt op, hvor er du dog blevet stor!’’ min far stod i døren og smilte helt venligt. Jeg smilte skævt tilbage til ham.

’’Er du klar til dit nye liv?’’ spurgte han, imens jeg stadig ikke havde flyttet mig fra trapperne. ’’Det er ikke et nyt liv. Ligeså snart mor har det godt igen, er jeg smuttet. Så ikke få det for godt med jeg er der’’ snerrede jeg af ham, inden jeg vente mig om og gik op af trapperne for, at hente de kufferter jeg i al hast havde fået pakket.

 

Jeg havde ondt i maven over at skulle forlade min mor, men jeg vidste nok godt, at det var det bedste for hende. Og det var det vigtigste for mig. Hun skulle bare have det godt, så skulle jeg nok finde en måde, at underholde mig selv på.

’’Har du brug for hjælp?’’ Simon stod i døren, og kiggede ind på mit værelse. Han så ærligtalt ikke for godt ud, men hvad kunne jeg sige. ’’Hvis du gider, at tage dem her, smutter jeg ned og siger farvel til mor’’ mumlede jeg, idet jeg maste mig forbi ham i døren.

 

Hun stod forenden af trappen, pakket ind i sin lange cardigan. Min smukke mor. Hun var blevet gammel- og syg. Men ligeså smuk som hun altid har været. Jeg forstår godt min far forelskede sig i hende. Jeg smilede skævt til hende.

’’Skat’’ sagde hun sammenbidt, hvorefter hun hev mig ind i langt kram. ’’Være du sød i mod ham. Og kald ham nu far’’ mumlede hun imens hendes hoved var begravet i min skulder. Jeg måtte bide mig hårdt i læben for ikke, at græde. Hun hev mig ud fra krammet, hvorefter hun lagde sin hånd på min kind. ’’Elsker dig skat- min lille pige. Min lille Callander Valentin’’ sagde hun hvorefter hun kyssede min på kinden.

Jeg tror måske hun nåede, at fange den tårer der løb ned af min kind.

’’Elsker også dig mor’’

 

Der var en akavet tavshed i bilen, men det var helt bevist. Jeg havde mine hørertelefoner i, da jeg ikke havde brug for at hører hvad min far havde at sige.

Men inden jeg havde set mig om, var vi i lufthavnen- og omringet af en masse paparazzier.

’’Vil du være sød at fortælle mig hvad fanden der sker?’’ jeg kiggede surt på Simon, hvorefter han tog sine solbriller på. ’’Rolig, Callander. De vil have billeder af drengene, men de er ikke lige her. Bare ignorer dem’’ svarede han koldt hvorefter han gik ud af bilen.

 

Det løgn. Det fandme løgn. Er De her også.

 

Jeg fulgte efter Simon hen til et privatfly, og heldigvis havde han ret. De var ikke så intresseret i os, og vi havde sluppet helskindet hen til trappen til flyvet. Men det gjorde ikke mit humør bedre. Jeg var indebrændt, træt og sur. Jeg er blevet flyttet rundt, og jeg ved ikke en skid.

’’PAS PÅ TRINET, CALL-’’ og mere hørte jeg ikke, før jeg lå i indgangen på flyvet. Nede på alle fire, for at tage fra for det fald jeg var i gang med.

 

Typisk. Super typisk.

 

 

Der var flere end forventet der grinte af mit fald, men inden jeg havde set mig om var jeg kommet op på mine ben, og havde sat mig i et sæde for mig selv. Jeg magtede ikke mere. JEG. VIL. HJEM.

 

Men det måtte jeg give Simon. Flyveren var kæmpe.

 

’’Hej, mit navn er Niall’’ mine tanker blev afbrudt, af en eller anden blond gut, der mente at han skulle side foran mig. ’’Hey’’ mumlede jeg, hvorefter jeg igen kiggede ud af vinduet. ’’Du hedder Callander, ikke?’’ Drengen, eller Niall som han så hedder, blev ved med at snakke til mig. Jeg løftede mit ene bryn. ’’Hvor ved du det fra?’’ Niall smilte stort. ’’Din far har fortalt meget om dig’’ Jeg sukkede. Det skulle han ikke. Han har intet at fortælle, for han ved ikke en skid.

’’Jaja, han har sagt at du er sådan en sød datter, klog og talenter inden for musik’’ sagde han smilende. ’’Stop’’ afbrød jeg ham. Er det muligt, at jeg kunne blive mere sur på Simon?

’’De sælger hotdogs? Skal du have nogen’’ jeg rystede på hovedet. Lad ham nu bare putte noget i munden, så han kunne holde kæft. ’’Jeg lægger mig til at sove Naill’’ smilede jeg til ham, imens jeg håbede på at han forstod en hentydning. Men nej. ’’Nej, det kan du ikke! Du mangler, at møde de andre fra One Direction!’’ Han rejste sig med det samme, hvorefter han tog om mit håndled inden jeg nåede at protestere.

 

’’Dette er drengene: Harry, Louis, Liam og Zayn’’ smilede han hvorefter han præsenterede drengene. Jeg løftede akavet hånden. ’’Jeg er Callander Valentin’’ smilede jeg akavet- gud hvor jeg dog ønskede jeg ikke var her. ’’Sødt’’ sagde ham med krøllerne- om jeg kunne huske hans navn? Nej.

 

Varmen steg op til mine kinder.

 

’’Rødmer du?’’ Niall kiggede forvirret på mig. ’’Hvordan kan det egentlig være, at du er her?’’ spurgte drengen jeg er rimelig sikker på hed Liam. ’’Jeg er her med Simon’’ sagde jeg, hvorefter jeg kiggede ned på mine fødder. ’’Simon?’’ spurgte Louis Drengen. Han fiskede tydeligvis efter et svar på, hvor jeg kender ham fra. Men hvad søren blander de sig for?

’’Min far’’ svarede jeg kort. ’’Din far?’’ Louis spurgte chorkerende. ’’Er det svært, at forstå eller hvad’’ fik jeg svaret grimt tilbage. Men undskyld, jeg kunne ikke holde det tilbage længere.

 

’’Nååårh! Så du er dén Callander, Simon har snakket så meget om!’’ Drengen med det mørke hår smilte til mig. Jeg gengældte det ikke. ’’Vi troede slet ikke du sådan dét ud’’- Liam. ’’Men du ligner han faktisk’’ – Niall.

Også vendte jeg mig om og gik tilbage til mit sæde. Jeg magtede ikke det lort mere.

 

Harrys synsvinkel:

’’Der klokkede i den, drenge’’ jeg kiggede på drengene. De lader sig altid rive med. ’’Jeg går hen og snakker med hende’’ og derefter rejste jeg mig op, og gik ned til hende. Det er alligevel lidt underlig, hvordan hun reagerede når vi snakkede om hendes far. Jeg tænker bare- hvorfor være sammen med sin far, hvis man ingen gang kan lide ham?

 

’’Heeeey’’ kom det akavet fra mig. Callander kiggede kort på mig, men derefter igen ud af vinduet. Jeg satte mig på stolen foran hende. ’’Hør her Callander. Jeg er ked af den måde drengene udspurgte dig på. Du skal ikke tænke over det.’’ Hun kiggede mig for første gang i øjne. Hun var virkelig smuk- og uden tvivl Simons datter.

’’Det er okay, Harry. Jeg overreagerede nok’’ mumlede hun med et lille smil. ’’men-’’ hun kiggede igen ud af vinduet. ’’Kan jeg ikke få lov til at sidde alene?’’

 

Callanders synsvinkel:

 

Jeg havde bedt Harry om, at gå da jeg egentlig bare gerne ville sidde alene. Ikke at det ikke var sødt af ham, at komme hen og undskylde for de andre drenge, men det var ligesom gået op for mig, at det var deres skyld, at jeg ikke havde min far da jeg var yngre. Det var deres skyld min mor, ikke havde ham.

Jeg spændte min sele og lænede mig tilbage i sædet. Jeg skulle bare ud af dette fly hurtigst muligt. Så skulle det nok gå.

 

 

’’Velkommen til hotellet Frk. Cowell’’ sagde en ældre mand men en alt for stram uniform. ’’Bare kald mig Cal’’ rettede jeg på ham, hvorefter jeg smilte undskyldende. Han nikkede forstående.

 

’’HENRY!’’ drengen råbte bagved mig, hvorefter han selv smilende hilste på dem alle.

’’Hvad så, hvordan går det?’’ spurgte Louis ham, og gav ham et skulderklap. ’’Det er lidt tomt uden jer, men nu også meget rart’’ grinte den gamle mand, og smilede varmt til drengene.

De snakkede i et stykke tid, imens jeg passivt stod og kiggede på.

Og egentlig tror jeg at vi blev enige om, at vi havde det værelse de plejede at have.

Drengene var hoppet ind i elevatoren, og jeg stod stadig med Henry og kiggede opgivende efter dem.

’’Hvordan kan du holde dem ud?’’ Henry grinte. ’’man lærer det med tiden’’ jeg nikkede ’’enten dét, ellers skal den elevator gå i stykker lige nu.’’ Han grinte nu bare af det han troede var en joke, men nej. Lad os lige bede for, at de bliver lukket inde- bare et døgn eller fire.

 

’’Hvor er din far egentlig?’’ jeg kiggede forvirret på ham ’’Hvem?’’ spurgte jeg, men kom i tanke om, at jeg er her begrund af ham. ’’Når Simon? Det ved jeg ærligtalt ikke.’’ Svarede jeg med et træk på skuldrene Jeg var egentlig også ligeglad. Det her skulle bare overstås.

 

’’Skal du have hjælp med dine ting?’’ jeg rystede på hovedet. ’’Hvis du bare fortæller mig hvor jeg skal hen, kan jeg ikke bede om mere.’’ Henry smilede venligt: ’’8 etage og værelse nummer 126’’ jeg smilede taknemlig, og gik derefter ind i elevatoren, der langsomt kørte længere og længere op.

 

’’123, 124, 125, 126!’’ jeg åbnede døren og trådte ind.

Værelset var kæmpe stort med panorama udsigt over hele London. Men kom direkte ind i stuen, døre over det hele og et kæmpe køkkent’allerum.

Jeg tog chancen og tog døren til højre for mig. Lad mig side det sådan: der var dobbelt dør, så jeg kunne kun forstille mig, at værelset var lige så smukt som rejsten af rummet.

 

’’HARRY!’’ råbte jeg forskrækket. ’’Hvad laver du inde på mit værelse?’’ han kiggede chorkerende på mig. ’’Ja, jeg skulle da lige til, at spørge dig om det samme.’’ Han kiggede næsten surt på mig.

 

UNDSKYLD MIG! Men det her er mit værelse.

 

’’Jamen så ved vi da, hvem der skal sove sammen’’ kunne man hører Zayn ovre fra døren. Jeg vendte mig om imod ham. ’’Sove sammen?’’ den fangede jeg sku ikke helt lige. ’’Hvad mener du?’’ denne gang var det Zayn der lignede en der ikke helt havde fanget den. ’’Simon vil gerne spare nogen penge, så han har derfor sparet et værelse væk til dig- også mente han også at vi rigtigt ville bonde, hvis vi delte værelse.’’

 

Jeg var rasende. Simon behøvede ikke, at spare nogen steder. Han er bare så pisse udspekuleret.

 

’’Og eftersom’’ forsatte Zayn.

’’Liam og jeg deler, Niall og louis deler- ja, så har i intet valg’’ han smilede flabet.

 

Der er noget han har misforstået. Jeg har valg. Jeg har ikke andet end valg.

 

Jeg vendte mig med det samme mod Harry, og kiggede ham dybt i øjne.

 

’’Der er regler Harry:’’ jeg havde mine arme over kors. ’’Du lyder som Simon’’ Harry kiggede på mig med et løftet øjenbryn. ’’Harry- ingen berørninger, leg, smugkiggeri, pussen nussen, snorken eller sex i denne seng!’’

 

Okay, det lød sejere i mit hoved.

 

’’Havde du regnet med, at vi skulle have sex?’’ han kiggede på mig, hvorefter han slikkede sine løber. Jeg stivnede. ’’Sku da ikke med mig! Mente sådan generelt’’ et suk undslap mine læber.  ’’Og disse regler går begge veje, ikke sandt?’’ denne gang var det Harry der havde armene over kors. ’’Tror du, at du kan klarer det?’’ han spurgte mig næsten som om det var et væddemål.

’’Intet problem, Styles’’

 

Også nikkede vi begge to. Vi havde nu indgået et væddemål.

 

’’Og højre side er min.’’ Fik jeg råbt, inden jeg vendte mig om, og gik nu ud af det værelse, jeg nok havde frygtet mest.

 

 

Efter jeg havde gennemgået reglerne med Harry, var vi alle endt i stuen og så fjernsyn. Jeg sad imellem Liam og Niall, med begge fødder trukket godt op under mig. Liam var så nede på jorden, og Niall slet ikke så mærkelig som jeg først havde troet.

’’Hvem er sulten?’’ spurgte Niall, hvorefter han nuppede sig på maven. ’’Det er jeg faktisk’’ svarede Harry som sad ovre i lænestolen. ’’Jeg bestiller nogle familie pizzaer’’ kom det bag os fra Louis, som allerede havde taget telefonen op til øret. Jeg grinte lidt over dem. Niall fik også rejst sig, for at hører efter om Louis bestilte rigtigt, endte jeg nede i Liams skød. ’’Ligger du godt?’’ grinte han. ’’Nej’’ mumlede jeg, hvorefter jeg rejste mig helt.

 

’’Hvad skal du?’’ spurgte Harry. ’’Tror lige jeg går i bad inden maden kommer’’ svarede jeg, hvorefter jeg bevægede mig ind på vores værelse, der selvfølgelig havde et kæmpe badeværelse.

 

Harry synsvinkel:

 

Nu hvor jeg tænkte mig om, var navnet Callander virkelig frækt. Det ligger i hvert fald godt i munden.

 

Og så fangede jeg mig selv i, at kigge efter hende indtil hun lukkede døren til vores værelse.

’’Nååårh..’’ Louis stemme lød fra min side. ’’Er hun liiidt sød?’’ han smilede over hele ansigtet.

’’Hvad snakker du om?’’ svarede jeg fornærmet. ’’Du kigger efter hende’’ svarede han som om jeg var en idiot. ’’Jaja, det må du da meget undskylde’’ svarede jeg, hvorefter jeg tog mine hænder op i forsvars position.

’’Callander og Harry sidder i et tog!’’ det var Zayn der begyndte at synge. Også rejste jeg mig. Det der kunne jeg ikke magte.

 

Inde på værelset, stod døren til badeværelset på klem. Og jeg kunne ikke lade være med at stoppe ved døren. Callander nynnede: simpelthen så smukt, at jeg blev helt chorkerende.

Og ikke nok med det, kunne jeg fornemme Cal’s former igennem glasruden.

Jeg burde ikke blive stående.

Men jeg kunne ikke lade være.

 

Callanders synsvinkel:

 

Jeg var endelig kommet ud af badet, og havde endelig i rar fornemmelse i kroppen. Jeg tog nogle træningsbukser og en løs bluse på. Og hvem end der opfandt bh, brudte jeg mig ikke om- så den lod jeg ligge i kufferten. Mit hår lod jeg hænge, og mit ansigt uden make up. Bare naturlige mig.

 

Drengene var til min fulde overraskelse i fuld sving med pizzaerne.

Men helt ærligt- var det egentlig en overraskelse?

Nope.

 

’’Hvor er Simon?’’ drengene kiggede først på hinanden og derefter på mig. Med munden fyldt med pizza, kunne jeg pludselig fornemme, hvordan de ikke havde så travlt med at spise op.

 

Jeg havde fået hele historien af drengene. Og jeg er for første gang i evigheder mundlam.

’’Det er jeg ked af, Cal’’ mumlede Harry, hvorefter han nussede min ryg. ’’Jeg vidste det’’ mumlede jeg, hvorefter jeg af ren raseri tog fat om et glas og fyrede det ind i væggen. Og helt ærligt, det chorkerede mig, at jeg gjorde det. Men det gjorde jeg-

’’Callander-’’ sagde Harry beroligende til mig, men jeg afbrød ham: ’’Nej, Harry! Ikke ’Callander’ mig. Det er faktisk jeres skyld, at jeg har det sådan her. I 5 er faktisk fucking skylden til, at jeg ingen far har. At mine forældre er blevet skilt, og at jeg er vokset op uden far.’’ Mine tårer løb ned af kinderne. Det her var for meget. Jeg kan ikke mere.

 

Jeg gik på værelset, uden at kigge mig tilbage. Kastede mig i sengen og græd. Og græd. Og græd. Det var nok første gang i så mange år, at jeg græd over min far. Hvor knust hvor jeg var, og hvor såret jeg egentlig er.

 

Jeg kunne hører døren åbne, og Harry kom listende ind. Med tårende løbende ned af mine kinder, satte jeg mig op i sengen. Jeg havde skyldfølelse. Det havde jeg. ’’Harry, jeg-’’ men jeg kunne ikke få ordene ud.  ’’Nej Callander, lad mig lige snakke ud.’’ Han tog en dyb vejrtrækning. ’’Ja, vi ved det er vores skyld det hele, og vi kunne ikke være mere ked af det. Du betyder altså meget for os, allerede, men det gør din far også. Han har lavet 6 almindelige drenge til popstjerner, og opfyldt deres største drøm, men det han har gjort et utilgiveligt’’. Harry nussede mig på benet, imens han kiggede ned i dynen.

 

Jeg fik nok ikke min far tilbage

Men til gengæld havde jeg chancen for, at for 5 venner for livet

 

Jeg kiggede ind i Harrys øjne. De smukke intense øjne. Han gjorde noget ved min krop, og jeg kunne egentlig ikke lide det.

 

’’Jeg er så ked af min opførsel, Harry’’ hviskede jeg, hvorefter jeg bed mig hårdt i læben. Harry kom tættere på mig. Både mit hjerne, hjerne og mave slog alle mulige forskellige flikflakker.

Han lænede sig frem imod mig, med sit hoved lidt på skrå. Og af ren refleks gjorde jeg det samme. Hans ånde kunne jeg mærke på mine overlæbe, og næsten fornemme hans læber mod mine.

Min hånd var hans nakke, viklet ind i hans krøller.

 

Men jeg kunne ikke.

 

Jeg rykkede mig fra ham. ’’Harry jeg kan ikke..’’ hviskede jeg, i det mit blik igen var klistret ned. ’’Hvad er det du ikke kan, Cal?’’ Harry bed af mig, og man kunne tydeligt fornemme han var skuffet. Jeg havde kvalme. Han fik hvisket noget jeg ikke helt forstod, men hvad fanden ville han have mig til at gøre!

’’Harry, jeg-’’ men han afbrød mig, hvorefter hen trampede ud af døren.

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde siddet på værelset, men jeg havde ikke lyst til at forlade det. Jeg på den anden side, så kunne jeg heller ikke være låst inde på værelset, som en eller anden tøsefornærmet pige- selvom det nu nok var Harry, der var mest fornærmet her.

Mon Liam eller Niall ville komme med mad til mig? Nok mest Liam. Niall ville spise min mad, inden han overhoved havde åbnet døren. Men på den anden side: hvis Liam kom herind, så ville han nok belærer mig med alt muligt- hvilket jeg heller ikke helt havde overskud til lige nu.

 

Men sulten var jeg- virkelig.

 

Jeg fik endelig rest mig, og havde min hånd på håndtaget.

Og da jeg endelig gjorde det, var det ikke nogen god oplevelse. Drengene sad i køkkenet. Og det er jo dét der er mad. Super lækkert. Nu skal jeg hen til dem, for at få noget fucking mad.

Jeg kan jo heller ikke bare lukke døren igen jo.. Så nu må jeg endelig være den voksne, og tage mig sammen.

Med drengenes øjne i nakken, åbnede jeg køleskabet.

’’Ved i om der er æbler andre steder?’’ fik jeg spurgt dem- jeg havde virkelig lyst til et æble.  ’’Nej, Harry har lige spist det’’ svarede Niall mig, og kiggede derefter på Harry.

De alle havde godt på fornemmelsen, at alt ikke var som det skulle være.

Jeg nikkede bare til Niall: ’’og vi har intet andet?’’ ’’en banan?’’ svarede Zayn mig, hvorefter han gav mig én der lå på bordet. ’’Så giv mig din banan’’ mumlede jeg opgivende. En fnisen spredte sig rundt om mig. ’’Her Cal- her er MIN banan’’ grinte Zayn.  

Jeg sendte ham et advarende blik, hvorefter jeg vendte mig om for, at gå ind på værelset.

 

’’Vil du ikke blive her, og spise den med os?’’ Harrys kække stemme lød bag mig. ’’Det var syndt’’ mumlede han til Louis- om jeg skulle hører det eller ikke, ved jeg ikke, men det gjorde jeg. ’’Her Harry, så æd den fucking banan selv. Jeg har pludselig mistet appetiten’’ nærmest græd jeg, hvorefter jeg kastede den efter ham.

 

Den aften begravede jeg mig under dynen, og bedte til gud om, at Harry sov inde hos Louis, på gulvet eller et helt tredje sted.

 

Jeg ved ikke hvad klokken var, da jeg mærkede hvordan dynen blev hevet af mig. ’’Er du vågen?’’ Harrys hæse stemme lød ved siden af mig. ’’mhm’’ fik jeg svaret. ’’Godnat, Callander’’ svarede han så derefter koldt, hvorefter han vendte ryggen til mig.

 

Det stak i mig. Hvorfor vendte han sig ikke bare om mod mig. Lagde sin arm om mig, og derefter bedte mig om at holde min kæft, inden jeg nåede at protostere.

Men nej: han fortalte mig ikke at alt nok skulle blive godt igen, og tålmodighed var vejen frem.

Han blev liggende den anden vej.

 

Jeg åbnede øjne, og kunne mærke hvordan solen havde sneget sig ind. På uret stod der 10.25- mon drengene allerede var stået op og spist? Det var de nok. Det er trodsalt drenge.

 

Jeg vendte mig om til min højre side, og så hvordan der egentlig manglede noget. Harry.. En skuffende følelse boblede i mig, men hvad havde jeg ærlig talt regnet med?

Men et suk rejste jeg mig fra sengen og hen til min kuffert, for at finde noget tøj. Alt andet ville jo være upassende- rende rundt i undertøj? Nej tak.

 

Jeg tog nogle boyfriendjeans på, samt en stor skjorte på, hvor jeg smurte ærmerne op.

Jeg havde sat mit hår op, børstet tænder og renset min hud. Derefter gik jeg ud til drengene der faktisk stadig sad og spise ved bordet.

 

’’Det var sødt i vækkede mig for, at sige der var mad- eller i begyndte at spise’’ jeg sukkede tungt, hvorefter jeg gik hen og satte mig på en stol. ’’Vi kunne ikke nænne det. Vi synes du havde brug for noget søvn’’ Niall kiggede på mig med et skævt smil, men jeg kunne ikke andet end at vende øjne. Det var bare en dårlig undskyldning.

 

Men ærlig talt. Hvorfor skulle jeg også være sammen med dem, når hele planen var, at jeg skulle være med min far. 

 

’’Gider du ikke at lade være med, at brokke dig allerede? Vi hører ikke andet end negativitet fra dig, og jeg er ærlig talt ved at være skide træt af det’’ bed Harry af mig.

Det blev stille om bordet, hvor drengene kiggede skiftevis på Harry og mig.

 

Min hals var tør, og jeg kunne mærke hvordan jeg ubevidst spændte alle mine muskler. ’’Jeg synes du skal lukke røven, Harry- DU skulle måske til, at se at udover hvad der er lige for snotten af dig.’’ Jeg kiggede ham dirkte øjne. Han trak ikke en mine.

’’Ser jég kun det der for snotten af mig? Det er dig der er så skide egoistisk!’’ Harry stoppede ikke med, at hakke ned på mig, men jeg kunne ikke hører mere. Jeg havde ikke lyst til det.  Så derfor rejste jeg mig fra stolen og flygtede igen ind på værelset.

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde sovet, men faldet i søvn var jeg. Og jeg blev vækket af en stille banken på døren. ’’Callander?’’ Niall kiggede ind, hvorefter han trådte helt ind, og lukkede den efter sig igen. Han kiggede ned på gulvet.

Jeg satte mig til gengæld op i sengen, og bed mig i læben. Mine øjne gjorde ondt, hvilket nok var konsekvenserne ved at, jeg nok havde grædt.

 

’’Hør her Cal: Jeg ved ikke om jeg burde sige det her, men nu siger jeg det- også må du give mig en røvfuld bagefter’’ Niall så dybt seriøs ud. Han kom hen og satte sig for enden af sengen.

’’Harry kan godt lide dig, allerede. Men du er altså ikke særlig sød i mod ham, selvom jeg ved, at du også godt kan lide ham- Og lige nu sidder han med Louis inde på værelset for, at snakke med ham. ’’ Jeg kiggede bare på Niall

 

og gud, jeg var ved at tude igen.

 

Han kørte kort sin hånd over min hvorefter han rejste sig igen, og gik ud af værelset.

 

Også sad jeg igen alene, imens tankerne kørte rundt i hoved på mig.

 

Klokken var ved at blive 18, da jeg endelig fik taget mig sammen til, at komme ud af mit hul.

Drengene sad og så fjernsyn. Harry sad igen i enmandsstolen i en hvid t-shirt og sine sorte bukser.

Louis sparkede ham over skindebenet, alt imens jeg stod lænet op af dørkarmen, og overvejede bare at smutte ind i mit hul igen.

 

’’Callander’’ Harry lød nervøs. ’’Jeg tænkte på noget.. Øhm.. vil du måske’’ kom det stammende fra Harry. Igen sparkede Louis ham over benet, og hvis det ikke var fordi, at jeg var så skide forvirret havde jeg grint.

Harry rejste sig op, og kom med hastige skridt hen imod mig. Kan ens hjerte slå igennem huden? For sådan føltes det på daværende tidspunkt.

’’Cal, jeg er udmærket klar over, at jeg har været et fjols. Derfor tænkte jeg på, om vi måske skulle starte forfra. Vil du med ud og spise, Cal?’’ spurgte Harry mig, kun få centimeter fra mit ansigt.

Jeg rødmede. Rigtig rigtigt meget.

 

Jeg nikkede, hvorefter jeg bed mig i læben. Hans øjne lyste op, og han smilte stort, så hans tænder blev blottet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...