Alt det jeg ikke kan huske om min barndom ~ Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2017
  • Opdateret: 14 sep. 2017
  • Status: Færdig
Dette er egentlig et lille Oneshot, jeg skrev, på baggrund af min barndom. Jeg er blevet rigtig godt tilfreds med det. Den handler om nogle digte, jeg skrev i 4. klasse, som jeg så fandt her får et halvt år siden, og så kunne jeg pludselig huske meget mere...

2Likes
0Kommentarer
82Visninger

1. -

 

Alt det jeg ikke kan huske om min barndom

***

Jeg sang. Bare sang det meste af tiden. Jeg kan faktisk ikke huske så meget andet end, at jeg sang. Nogle gange var der ikke system i tekster og melodier, men til tider blev de mere som rigtige sange og digte. Først da jeg fandt dem nu - flere år efter - kunne jeg huske, jeg havde skrevet nogle af dem ned.

Jeg sad længe og så på bogens omslag, uden at kunne få mig selv til at åbne den. Det var en lille indbundet sort og rød bog, uden mange sider i. Det var som om, ordene ventede på mig bag forsiden. Jeg vidste pludselig, at det stod skrevet med min gamle ulæselige håndskrift, den jeg havde haft, da jeg var ganske lille. Den hvor nogle af bogstaverne vendte forkert, og ordene var stavet på min helt egen måde. Samtidig vidste jeg tildeles også, hvad der stod. Jeg vidste, at alt hvad jeg havde følt den gang stod i denne bog, men jeg kunne ikke huske, hvad mine tanker havde været. På den ene side havde jeg ikke lyst til at læse den, jeg havde det fint med ikke at kunne huske alt det skæbnesvangre, men så alligevel brændte ønsket om, at jeg atter skulle vide det. Jeg træk vejret dybt, sagde bestemt til mig selv, at jeg skulle tage mig sammen, og åbnede så bogen.

Den første sang havde titlen ”Pisse ligeglad”. Jeg vidste, hvad jeg sang om, men der var noget jeg ikke kunne huske. At jeg havde hadet ham. At jeg havde vidst, at han var den svage. Der stod, jeg ville, at han skulle tage sig sammen, opfører sig som en mand, og ikke ligge på knæ, som et bange dyr. For jeg vidste, han var bange for livet – og for sig selv. Jeg læste versene to gange. For det var som om en byrde blev lettet fra mine skuldre, men samtidig dækkede en ny sorg mit hjerte. Men jeg blev – stolt – af mig selv. Stolt over at jeg kunne se, at det var ham, der var den dumme. Stolt over at jeg vidste, at det var mig, der ville komme langt i livet, og at det var mig, der ville ende med at elske det.

Den næste sang hed ”Jeg har en drøm”. Måske var titlen inspireret af Luther King, men jeg tvivler.

 

”Når du råber i timerne, når du slår i frikvarteret.

Så drømmer jeg mig væk, til der hvor folk som dig ikke er.

 

Men når du engang virkelig får et stjerneskud, så bliver du skør.

Jeg drømmer mig væk, til der hvor folk som dig ikke er.

 

Ved du overhovedet, hvad det betyder?

Nogle af pigerne har du i din hånd på grund af deres stjerner.

Men jeg drømmer mig væk, til der hvor folk som dig ikke er.”

 

Det næste digt var kun et par få ensomme ord, som aldrig fik slutningen skrevet ned. Jeg ved ikke præcist, hvorfor jeg aldrig kom videre, men jeg tror, at det var fordi, jeg ville skrive om håbet, en ven gav i en dyster stund, men så gik hun fra mig. Hun slog mig faktisk, og så forsvandt hun og ville ikke tale, før hun kom grædende tilbage og vidste, jeg havde talt sandt. Jeg skrev, at en ven gav mig håb, men så var det gået op for mig, at en ven også kunne tage alt håbet fra mig.

Næste sang var færdigskrevet, men det gjorde mig ikke mere glad. For da jeg læste den, græd jeg. Jeg græd, som jeg ikke havde gjort siden den gang. For jeg huskede ensomheden, som stadig holdte mit hjerte fast i et koldt greb.

 

”Jeg sidder her helt alene, når mange leger eller spiller spil.

Jeg tegner eller spiser.

De andre morer sig, mens jeg bare sidder her helt alene.

En dårlig dag. En mørk dag.

Den varme stol sidder jeg i, men jeg synes den er kold.”

 

Jeg smækkede bogen sammen, for mit hjerte føltes så tung, at jeg ikke kunne mere, og jeg kunne ikke læse for tårerne, der løb mig ned ad kinderne. Jeg så tomt ud i luften og følte et endeløst sår i mit indre. Ingenting fyldte mine tanker, men så var det som om, jeg stod fast. Jeg holdte fast i mig selv, og jeg gav ikke op, for da ville jeg virkelig vide, hvad det var, jeg havde følte. Jeg tog den næste bog i bunken op. Det var den dagbog min lærer havde sagt, jeg skulle føre. Jeg skulle hverdag skrive både en god, og en dårlig ting, hvis sådan en var sket. Jo mere jeg læste, jo mere fortabt synes jeg, at jeg havde været. Og jeg blev vred. Jeg tænkte på, hvad de havde gjort mod mig. Hvordan mit liv havde været hvis de ikke havde eksisteret, og det ønskede jeg, at de ikke havde. Men efter det blev jeg vred på mig selv. For jeg kunne ikke forstå den lille stakkels pige, der havde skrevet dette ned. Jeg kunne faktisk ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne have opført mig normalt. Men jeg ville bare gerne have venner. Nogle at lege med. Og det vidste jeg ikke, hvordan man fik. Jeg måtte prøve mig frem, så jeg langsomt kunne lære, hvordan man kom i kontakt med andre, og jeg lærte det på den hårde måde. Men den hårde metode gjorde mig til den, jeg er i dag.

Jeg bladrede om på en blank side i bogen, greb en blyant. Jeg startede med at skrive datoen.

                                                                   

”Sort, grå, hvid

og et lille glas med grøn gift.

En mørk dyb rød som mit eget blod

og den varme, jeg aldrig fik.

Noget lysende og blålig, der minder om mine tårer.

Dem, der falder på søens rene spejl.

Sølvfarvede tanker flyver omkring,

mens andre blunder i stjernernes blade.

 

Alt er samlet i et dæmpet billede af mig.

Maleren har sparet på farverne,

thi min ene halvdel er sort, den anden grå.

 

Jeg sidder med et dødt væsen i min favn.

Det ligner bare en bunke pels.

Men jeg ved, hvad det er.

Hvem det er.

Det er min eneste elskede.

Det er mig.”

 

Så lagde jeg bøgerne væk. Låste dem inde, og fandt dem kun frem, når jeg ville blive mindet om, at det ikke var min skyld. Jeg levede livet, men gav aldrig slip på mig selv. Og hvem jeg var.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...