Mit liv som Krykhusar

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2017
  • Opdateret: 29 okt. 2017
  • Status: Færdig
Mit navn er Dina Kristensen.
I årene 2007-2011 var jeg del af gruppen, der senere blev kendt som terrorgruppen Krykhusarerne.
Jeg deltog i samtlige af gruppens aktiviteter.
Denne bog er tilegnet Emma, Daniel, Camille, Kåre, Anders og alle de umulige unger, de udstødte, de rodløse, de vrede. Lorteungerne, ungdomsaffaldet, ballademagerne.
Alle I, der ingen steder hører til. Alle I, der vågner op med en knude i maven om morgenen og falder i søvn til larm i hovedet om aftenen. Alle I, der drikker jer fra sans og samling hver
weekend, fordi der ikke er andet at lave. Alle I, der ikke kan tro på en fremtid.
Denne bog handler om mig, den handler om mine venner, og den handler om jer.

Alle navne heri er ændret af hensyn til mine venners privatliv.

1Likes
1Kommentarer
242Visninger
AA

1. Prolog

 

Mit navn er Dina Kristensen.

I årene 2007-2011 var jeg del af gruppen, der senere blev kendt som terrorgruppen Krykhusarerne.

Jeg deltog i samtlige af gruppens aktiviteter.

Denne bog er tilegnet Emma, Daniel, Camille, Kåre, Anders og alle de umulige unger, de udstødte, de rodløse, de vrede. Lorteungerne, ungdomsaffaldet, ballademagerne.

Alle I, der ingen steder hører til. Alle I, der vågner op med en knude i maven om morgenen og falder i søvn til larm i hovedet om aftenen. Alle I, der drikker jer fra sans og samling hver

weekend, fordi der ikke er andet at lave. Alle I, der ikke kan tro på en fremtid.

Denne bog handler om mig, den handler om mine venner, og den handler om jer.

 

Alle navne heri er ændret af hensyn til mine venners privatliv.

 

Prolog

Det er en rigtig lortedag, og jeg er ekstra ond i sulet, da jeg ankommer til Vestre Fængsel. Hele dagen har blæsten raset og kastet hagl i nakken på mig, mens jeg bevægede mig hertil for at stå ansigt til ansigt med mit hykleri. Mine lunger rasler og piber mens jeg slæber mine udtrådte sko op ad trappen.

Fængselsbetjenten der tager imod mig er gemytlig, hvilket får blodet til at dunke bag mine øjenlåg, jeg hader ham allerede. Han taler til mig med samme stemmeføring, som man bruger over for uartige børn. Han er sikkert en super fin fyr, sådan en der tager med sine børn på stranden og aldrig kunne drømme om at være sin kone utro, og det pisser mig af mere end noget andet. Jeg ønsker at han er et rigtigt dumt svin, en magtliderlig sadist.

”Kan jeg lige se din besøgstilladelse og ID?” spørger han.

Jeg finder papiret frem fra min inderlomme, og rækker ham den foldede seddel sammen med mit pas. Han kaster et blik på begge, og giver mig dem så tilbage.

Vi følges ad til et rum, der minder om omklædningsrummet på min gamle folkeskole, og jeg mærker koldsveden springe frem på min overlæbe.

”Har du en mobiltelefon? For de må desværre ikke komme med ind.”

Jeg kyler min telefon ind i et lille skab, og tramper efter betjenten til en metaldetektor.

Mit bælte må ofres inden metaldetektoren holder inde med sine protester, og endelig får jeg lov at vralte, med bukserne nede om røven, med betjenten til et besøgsrum. Jeg sætter mig i en ikeasofa, og betragter en plakat for en børnefilm, der hænger på væggen. Farverigt legetøj er spredt omkring i rummet, og bryder det ellers ensfarvede hvide tema. Min hånd klistrer til sofaen, og jeg får øje på en plet, som jeg inderligt håber er saft.

”Jeg går lige ud og henter ham,” siger betjenten, og forsvinder bag døren. Jeg rejser mig fra sofaen og går lidt rundt i rummet, trækker skufferne ud i et møbel, der står i hjørnet. Skufferne er fulde af kondomer. Jeg kigger på min hånd og på pletten på sofaen, og føler at jeg skal kaste op.

Der lyder et bank på døren, og fængselsbetjenten kommer ind, fulgt af en ung mand.

”Dina!” hilser Anders, og går hen til mig. Han halter en smule, men lader sig ikke mærke med det. Jeg omfavner ham akavet, vi har ikke set hinanden i årevis.

Fængselsbetjenten siger, at han vil komme tilbage om en time, og lukker døren bag sig. Anders giver den lukkede dør fingeren, og lader sig dumpe ned i en lænestol. Han flyder i den, den er en hel redningsbåd af rødternet flonel.

”En time om ugen, og så opfører de sig som om jeg bør være taknemmelig.” Han skærer ansigter, og tygger på en fingernegl.

Det slår mig hvor meget han ligner sig selv. Stadig lige spinkel, og stadig fylder han hele rummet. Hans hår er skiftet fra den krasse røde farve til hans naturlige bastardblonde tone, og dunene på hans kinder er efterhånden blevet til rigtige skægstubbe, men ellers er han uforandret.

”Du nævnte i dit brev, at du ville have mig til at skrive noget for dig?” siger jeg, og sætter mig tilbage på sofaen, længst muligt væk fra den suspekte plet.

Anders ser på mig med sammenknebne øjenbryn.

”Det gjorde jeg, ja. Du skriver stadig, ikke?”

Jeg nikker kort, mens jeg tænker på mængden af uudgivne noveller og romaner, der ligger på min computer. Et par af dem har jeg fået et kontant afslag på, men de fleste er blevet ignoreret. Det er heldigt for mit mentale helbred, at computeren for længst har erstattet skrivemaskinen. Jeg tror ikke jeg ville kunne udholde synet af stakkevis af ubrugelige ord i mit hjem, det ville føles som en gravskrift.

”Jeg synes du skal skrive historien om os. Om Krykhusarernes opstigning og fald.” Han flagrer med hænderne. Hans tonefald antyder, at han mener at han netop har foræret mig en kæmpe gave.

”Men jeg er ikke forfatter,” svarer jeg.

”Jeg er blevet kontaktet af forfattere, journalister og hele rosset. De har alle deres agenda, jeg vil ikke fremstilles sådan. Jeg vil ikke have, at vi skal fremstilles sådan. Som psykopater, forkælede møgunger eller psykoanalyseres og blive martyrer. Jeg vil have en ærlig fremstilling, jeg vil have, at du skal skrive den rigtige historie. Kynisk og kontant, ikke rosenrødt eller fordømmende. Jeg kan fandme ikke klare tanken om en pædagog med våde øjne gøre mig til et offer. Føj for satan.”

Jeg tygger på min frostbidte underlæbe, og kan smage en smule blod. Jeg hader virkelig denne årstid. Det er typisk Anders at sige sådan noget, han er altid så fuld af planer, der skal involvere andre.

”Skal jeg skrive den, skal jeg nok fremstille dig som det røvhul du er,” svarer jeg.

”Godt,” griner han.

Vi snakker om løst og fast. Jeg spørger ind til Anders' hverdag i fængslet, og han forklarer at han for tiden laver selvstudium. Han bryder sig tydeligvis ikke om at snakke om det, og forsøger at lede samtalen tilbage til bogen, han forventer at jeg skal skrive. For at være ærlig er jeg i tvivl om hvad jeg skal svare, det er alt for let at blive revet med af en som Anders. Snart kommer betjenten tilbage, banker en gang på døren, og meddeler os at besøgstiden er slut.

 

Jeg tager bussen hjem, mens jeg grubler. Hvis jeg skal skrive den bog, han bad mig skrive, bliver jeg nødt til at være ærlig. Så ærlig, at visse kan komme til skade, Anders er trods alt den ene af kun to Krykhusarer, hvis identitet er kendt. Resten slap væk uden at blive afsløret, og Anders udviste en ukarakteristisk tavshed, da han undlod at angive nogen af os andre.

Derhjemme laver jeg første udkast til en tidslinje, men det er svært at se, hvornår det hele begyndte. Jeg skriver deres navne ned, Anders, Camille, Kåre, Emma og Daniel. Jeg visker det ene navn ud, jeg har ikke lyst til at se på det. Det minder mig om afslutningen.

Jeg lå på gulvet, grus i munden, ringen i ørerne. Mit hoved sved, mine ben dunkede af smerte, og støvet lå tykt i luften. Anders sad et stykke derfra, hans mund var åben i et skrig, men jeg kunne ikke høre ham. Der var blod over alt.

Jeg skubber tankerne væk, og koncentrerer mig om de andre navne. Jeg må tage kontakt til dem, om ikke andet, så for at advare dem om projektet.

 

Vi var en gruppe af utilpassede unge fra provinsen. Nogle af dem, der har for meget fritid og for lidt muligheder. Dem, der hænger ud på parkeringspladsen uden for ungdomsklubberne og drikker papvin direkte fra kartonen.

Der var Anders, hans bedste ven Daniel, Daniels kæreste Emma og hans lillesøster Camille. Og så var der mig og Kåre. Der var flere, mennesker, der kom ind i vores gruppe, sympatisører og æresmedlemmer, gæsteoptrædener og bekendtskaber, men den hårde kerne var os seks. Vi så sikkert ikke ud af meget, når vi sad på kantstenene og sendte en karton rundt mellem os. Jeg vil dog vove at påstå, at et par ældre damer trak hundene tættere på sig, når de passerede os, men de rigtige bander lagde knap mærke til os, når de kom drønende forbi i deres nedslidte biler med bassen dundrende gennem nedrullede vinduer.

Men jeg forhaster mig. Skal jeg skrive denne bog, må jeg hellere starte med begyndelsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...