Mit liv som Krykhusar

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2017
  • Opdateret: 29 okt. 2017
  • Status: Færdig
Mit navn er Dina Kristensen.
I årene 2007-2011 var jeg del af gruppen, der senere blev kendt som terrorgruppen Krykhusarerne.
Jeg deltog i samtlige af gruppens aktiviteter.
Denne bog er tilegnet Emma, Daniel, Camille, Kåre, Anders og alle de umulige unger, de udstødte, de rodløse, de vrede. Lorteungerne, ungdomsaffaldet, ballademagerne.
Alle I, der ingen steder hører til. Alle I, der vågner op med en knude i maven om morgenen og falder i søvn til larm i hovedet om aftenen. Alle I, der drikker jer fra sans og samling hver
weekend, fordi der ikke er andet at lave. Alle I, der ikke kan tro på en fremtid.
Denne bog handler om mig, den handler om mine venner, og den handler om jer.

Alle navne heri er ændret af hensyn til mine venners privatliv.

1Likes
1Kommentarer
254Visninger
AA

2. Dina

Jeg voksede op på landet, i en af de mange byer som ingen kender. Faktisk har jeg sjældent mødt en eneste person uden for halvøen, der kendte til selve halvøens eksistens. Byen synes at være forsvundet i glemslen, og jeg ville ønske, at jeg kunne glemme den.

Jeg husker ikke en tid hvor jeg ikke blev mobbet, hvor jeg ikke var bange, hver gang jeg skulle i skole. I børnehaveklassen havde vi sovetime i første time, og jeg husker at ligge i legehuset bagest i klassen, mens to drenge tæskede løs på mig med puder. Jeg husker i fjerde klasse, hvor jeg prikkede en dreng jeg godt kunne lide. Han svarede igen ved at give mig en blodtud, og jeg husker tydeligt bloddryppene, der blandede sig med mine tårer på matematiktestens papir og lavede pletter af gennemsigtighed. Jeg var en lille flæberøv, sådan en rigtig tudeprinsesse, der græd over alt. Jeg hulkede og skreg, når de andre kaldte mig mærkelig, når jeg blev skubbet og spændt ben for, fik kastet snebolde i nakken eller blev rettet på af lærerne. Intet var for småt til at græde over. Jeg tudede på toiletterne i frikvarteret og i min seng om natten, men aldrig foran mine forældre. Jeg kom hjem med blå mærker i ansigtet fra spark og slag, og tyggede mine tænder så hårdt sammen at jeg fik hovedpine. Jeg pissede i sengen til jeg var femten, jeg holdt aldrig op med at bide negle til det bløder, og jeg måtte ofte sygemeldes med mavepiner. Når min mor ikke ville sygemelde mig, lagde jeg min hånd mod min skoldvarme tekop, og derefter på panden når hun kiggede væk, for at simulere feber. Jeg skar mig i håndfladerne med en sløv saks, men jeg græd ikke.

Jeg husker i sjette klasse, i sløjdlokalet, hvor to af pigerne fra klassen trængte mig op i et hjørne. Tre af de værste mobbere af drengene blokerede døren, og skraldgrinede mens pigerne skiftedes til at presse en træpind op i min røv. Da jeg senere stod på gangen og tudbrølede mens jeg sladrede til læreren, kom grupper af andre elever forbi. En af dem råbte om jeg var sikker på at det var en pind og ikke en pik, de havde stukket op i mig. Udtalelsen blev efterfulgt af nye latterbrøl.

Da jeg kom hjem fandt jeg en fugleunge i mine forældres have. Den var faldet ud af reden, og var fuldstændig ubevidst om at den skulle være bange for mig. Jeg fodrede den med ribs til den sked rødt, og tiggede og bad forgæves mine forældre om lov til at have den indenfor.

Dagen efter fandt jeg den død i vores have. Jeg brød sammen, græd i timevis, og undervejs kom historierne om mobningen frem. Min far gik amok, han kunne ikke forstå at jeg ikke havde fortalt ham om det før. Min mor sagde ikke ret meget.

Det kom som et chok for klassen at jeg skiftede skole. Vi havde enkelte gange haft ”samtaler” om mobningen, og hvordan det skulle stoppe, når min mor ind i mellem havde kontaktet lærerne efter at have set mine mærker. Samtalerne gik mest ud på at de andre sad i en rundkreds om mig og fortalte hvor irriterende jeg var, men denne gang mens læreren var til stede. De forklarede mig i detaljer hvordan de blev nødt til at gøre hvad de gjorde, hvordan jeg fortjente det. Jeg tror aldrig rigtig de opfattede det som mobning, de forstod det ikke. Det var en naturlig reaktion for dem, jeg var mærkelig, jeg var irriterende i min mærkelighed, jeg var selv ude om det. Langsomt opdagede jeg, at der måtte være ét eller andet inde i mig, der var grundlæggende forkert. Noget, der fik andre til at udstøde mig, men som jeg ikke kunne sætte fingeren på.

Jeg husker ikke en lærer, der gjorde en forskel. Jeg husker ikke en autoritetsperson i mit liv, der lyttede til mig og hjalp.

Da jeg skiftede skole krængede jeg den gamle ham af mig. Jeg var ikke længere tudeprinsessen, jeg havde ikke tillid eller respekt for lærerne længere, og jeg bar mine svagheder udenpå, smed dem i ansigtet på alle jeg mødte, og vrængede om de havde et problem med det.

Jeg begyndte til boksning, og slog mine knoer til blods på boksebolden med vilje. Jeg lod en dreng tæske mig direkte ind i en svær hjernerystelse, fordi jeg nægtede at stoppe kampen. I stedet lå jeg tre uger på sofaen og sparkede til væggene i frustration.

De andre kaldte mig provo, de kaldte mig syg i hovedet, men med ærefrygt i stemmen. Der var en vis prestige i at være provokerende, og selvom de stadig ikke kunne lide mig, mobbede de mig ikke.

 

I 2006 startede jeg på Amtsgymnasiet i Roskilde, og jeg hadede det. Mine medstuderende og jeg havde intet tilfælles. Hver dag frygtede jeg, at de skulle finde ud af, at der var et eller andet galt med mig, og starte en ny omgang mobning. Blev jeg mod alle odds inviteret med i parken for at drikke og ryge, svarede jeg sarkastisk og afvisende.

Jeg afskyede dem, deres apati over for de virkelig vigtige ting, samtidig med at de brændte for alle de ligegyldige. Den forkerte ting indeni mig havde for altid mærket mig som stående udenfor, så derfor kunne jeg lige så godt være på tværs. De ville være journalister, rockstjerner, læger, vigtige, berømte, rige. De bevægede sig med selvsikre kalveknæ, gik i tøj, der havde den rette ”edginess”, og pustede deres verdensvisdom ud sammen med potrøgen. De virkede sikre på, hvem de var, hvem de ville være. Jeg følte mig ikke som noget. Ganske vist havde andre været mere end villige til at fortælle mig, hvem jeg var; stinke Dina, klamme Dina, tykke, grimme, hende, som i jeg-vil-ikke-sidde-ved-siden-af-hende, eller derhjemme, prinsessen fra min far, møgungen fra min mor. Provo, psyko. Ingen af navnene føltes rigtige, jeg var ingenting. Hver aften gik jeg i seng med tomhed i min mave.

Sommetider blev jeg oppe og læste nyheder, hvorefter tomheden blev erstattet med vrede. Det forekom mig, at alting var forkert. Klimakrise, økonomisk krise, krig. Specielt krigen i Irak gjorde stort indtryk på mig. Den blev startet med et smalt flertal i folketinget i 2003. Lars Grenaa og Rune Eltard-Sørensen kastede maling mod Anders Fogh og Per Stig Møller, og råbte ”du har blod på hænderne!”. I 2006 var det klart, at krigen var uberettiget. Grundlaget var løgn, og tusinder var døde. Malingskasterne var varetægtsfængslet i 70 dage, i strid med loven. Senere blev de dømt til at betale erstatning, selv fik de ingen erstatning. Der var ingen konsekvenser for politikerne, selv efter at grundlaget for krigen viste sig at være løgn.

Jeg klippede et billede af Per Stig Møller og Anders Fogh ud, med maling dryppende fra tøjet, og hængte det op på min væg. Anders Fogh så lille ud, som han stred ud på gaden, med en klat maling i håret. Sommetider kan folk virke som en hel institution i sig selv, og så pludselig bliver de så små, at de kan ligge i en håndflade.

Min far så fotoet, og forstod ikke, hvad det betød. ”Hvis folk er utilfredse, kan de bare stemme på nogen andre,” som han sagde. Han forstod ikke en skid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...