November blomst

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2017
  • Opdateret: 10 sep. 2017
  • Status: Igang
Kat har lige mistet sit ben, og skal nu fortsætte sit liv, på en helt anden måde end hvad hun havde planlagt.

0Likes
1Kommentarer
124Visninger
AA

1. Kapitel 1

Det bankede på døren.

”Kom ind”

Far åbnede døren forsigtigt og gik ind. Han kiggede lidt rundt som om han trak tiden ud, som om der var noget han ville snakke om, men ikke rigtig viste hvordan han skulle begynde. Jeg sad bare og kiggede på ham ovre fra sengen af, og ventede på at han fik sagt det han ville sige. Det kunne jo umuligt være noget der var værre, end dengang han gav doktoren ret i at jeg skulle til psykolog. Hvor blev jeg sur på ham, han var simpelthen så dobbeltmoralsk syntes jeg, hvilket jeg også råbte til ham. Før i tiden gik han altid og vente øjne af dem der gik til psykolog, og sagde at de var svæklingen, som ikke kunne klare sine problemer selv. Men så lige pludselig syntes han, at det var en skide god ide, at jeg skulle til psykolog, jeg var rasende. Han havde det samme udtryk i ansigtet nu, som han havde dengang, som om han skulle sige noget, han viste vi ville komme op og skændes over. Efter at han havde gået rundt på mit værelse i godt fem min. satte han sig endelig ned. Han kiggede meget alvorligt på mig. ”Kat. Vi er nød til at begynde at tænke på din fremtid – du kan jo ikke arbejde her mere efter... ved du nok. I hvert fald ikke på den måde du gerne vil. ” Der var en lang pause, hvor jeg bare sad og kiggede på ham. Jeg viste jo godt at jeg ikke kunne blive her, eller det kunne jeg godt, jeg gad bare ikke sidde på et kontor og være koordinator eller noget i den stil resten af mit liv, men der var jo kun gået to måneder.

”Jeg har tænkt meget over det – jeg syntes du skal starte på universitetet. ”

Der var en lang pause. Det kunne han ikke mene, jeg egnede mig jo ikke til uni, jeg har altid hadet at gå i skole, ikke fordi jeg var dårlig til det, jeg har altid fået god karakterer, det kedet mig bare, og jeg duede ikke til at sidde stille en hel dag.

”Det mener du ikke vel? Du ved jo godt skole ikke er mig. ”

”Jeg syntes du skal prøve det, desuden er du jo nød til at have en uddannelse, hvis du skal ud og have er rigtigt job. ”

Man kunne høre på hans stemme, at det endelig ikke var op til diskussion, det at han havde bragt det op, var mere fordi han håbede at jeg bare ville gå med til det, men at det ville blive til noget om jeg ville det eller ej. Jeg kan jo også godt se, at det et eller andet sted var en god ide, men bare tanken om at jeg skulle flytte ind på et kollegieværelse med en masse andre tøser, som ville stirre mærkeligt på mig hver gang jeg ikke gik med lange bukser, eller skulle i bad gjorde mig dårlig. Piger kan være virkelig modbydelige, ikke at jeg ikke kunne klare pigers modbydelighed og stirren, men det oven i alt hvad der var sket. Der var jo trodsalt kun gået to måneder, mit ben var ikke engang helet ordentligt endnu, og jeg havde stadig ikke vende mig til protesen.

”Far – jeg kan godt se at det giver mening at gå på uni og alt det der, men jeg ved altså ikke om jeg kan klare det på nuværende tidspunkt, der er jo kun gået to måneder, mit ben er ikke engang helet ordentligt og jeg har heller ikke vende mig til protesen endnu. ”

Jeg ville ikke fortælle ham omkring det med pigerne, for så ville han bare blive sur og begynde at snakke om, at han ikke havde opdraget mig til at være en, der gik og bekymrede sig om hvad andre tænkte om mig, men en stærk og selvstændig kvinde. Hvilket også var rigtigt nok under normale omstændigheder, men ikke når man lige har mistet sit ben.

Der var en lang pause igen. Jeg sad og kiggede ud af vinduet, mens jeg ventede på at han ville blive sur over min grund, til ikke at ville gøre det. Han sad og kigge længe på mig, jeg kunne mærke hans øjne mens han tyggede på det jeg lige havde sagt.

”Jeg syntes bare vi skulle snakke om det så du kunne vende dig til tanken, der er ikke rigtig noget at diskutere. Jeg har meldt dig ind og du skal starte om to måneder. ”

Rigtig nok havde han taget beslutningen og så var det sådan det blev, mente han, men det var han ikke ene om at bestemme.

”Det kan du sku da ikke bare gøre, du kan ikke tvinge mig til at gå! Jeg vil ikke og det kan du ikke gøre noget ved! ”

”Det kommer du til, om jeg så skal slæbe dig derhen mig selv. ”

Jeg kunne se på ham at han mente at samtalen var slut, han rejste sig og gik ud og lukkede døren efter sig. Jeg sad bare og stigerede på den lukkede dør. Han var oberst så han var vant til at når han havde bestemt sig for noget, så var det sådan det blev, men ikke denne gang. Jeg skulle ikke på uni nu, det skulle jeg nok sørge for.  Måske om et år eller to, når jeg havde vende mig lidt til min nye tilværelse, men ikke om to måneder. Nej, det skulle han ikke bestemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...