Oblivion

En fortælling om at miste sig selv til sit kaosfyldte hoved; at glemme virkeligheden

12Likes
8Kommentarer
512Visninger

1. Oblivion

 

 

Der er intet der siger mig noget. Som jeg sidder i dette farveløse klasselokale med absolut ingen ånd eller tegn på livsglæde, med de forpinte blege ansigter der kigger døsigt ind i de åbne skærme med tomme blikke, bliver jeg mere og mere klar over hvor ligegyldigt alting er. Hvordan jeg ser dagene passere forbi og glemmer at leve i nuet for der er lige pludselig ingenting at leve for. Jeg er som forsvundet ind i mit eget hoved og det er svært at finde ud igen,
fanget i en labyrint af mit eget tankemylder og for at komme ud er jeg nødt til at finde en løsning på at klare mine tanker til det bedre. Men jeg har givet op, bukket under for mit eget hoved der er ved at eksplodere.

Jeg ser mennesker overalt, de samme mennesker med de samme fordomsfulde ansigtsudtryk, for privilegerede til forvirrede hoveder som mig med mit genbrugskluns og alt for mange smøger. De sender mig skjulte blikke og skynder sig at gå videre, helst en bue udenom så de ikke bliver smittet af min autonome sjæl der er halvt smadret. Jeg er ikke afhængig af at passe ind i den store mængde af ensformede individer med opdigtede personligheder der smelter perfekt ind med hinanden, for det er nemmere end at skille sig ud og finde sit eget individ. Jeg vil hellere være særpræget med min egen morale og æstetik. Selvom mit hoved brænder mig op indefra.
Jeg er ikke normal – min selvbevidsthed er over standard, mine følelser fortærer min forstand, jeg er et kaos indeni men jeg prøver at leve som jeg nu kan formå. Alt jeg har brug for er at nogen fatter at intet er som det foregiver sig at være. Jeg ser måske glad ud, men det er nemt at smile.

 

 

Den sene eftermiddag er dunkel og kold. Kulden river i mine kinder og gør mine øjne fugtige. Søvnen har kastet sig over min krop så hvert skridt er en kamp. Endnu en dag er gået med de samme timer og de samme kedelige mennesker, så pisse primitive og ensformede at det er lige til at brække sig over.

Det er blevet sværere at komme igennem dagene. Mit syn svækkes af den overdyngede udmattelse og jeg har bare lyst til at give op for adskillige rusmidler der får min krop til at slappe af. Jeg er hjælpeløs og fuldstændig forsvundet fra min bevidsthed, den har forladt min krop. Jeg kan ikke længere skelne mellem hvad der er rigtigt og forkert og jeg er også ligeglad for alt jeg søger er en måde at komme igennem de alt for lange dage på og det helvede jeg er tvunget til at være i.

Jeg har altid været klar over at gymnasiet aldrig har været min kop te. Jeg vidste udmærket godt at jeg vil hade hvert sekund af det, men der er ikke så meget at gøre når ens skæbne allerede er blevet bestemt for en. Mine kære forældre er stædige og det eneste der er vejen frem er gymnasiet i deres forskruede hoveder. De er lige så normale og statusafhængige som alle andre forældre i dette åndssvage samfund. Deres børn skal være lige så succesfulde og intelligente som de selv er, hvis ikke endnu mere og med en god uddannelse. Hvis ikke børnene kan leve op til det, er der ingen perfekt familie og heller ingen status og på den måde kan livet ikke fungere. Det har jeg erfaret på den hårde måde og derfor er jeg aldrig hjemme. Mine forældre skammer sig over min dovenskab og min ligegyldige indstilling over min fremtid. Jeg engagerer mig ikke nok og graver min egen grav mener de, men i det mindste bør de være taknemlige for at jeg tager på det åndssvage gymnasium hver dag.
Jeg er også ligeglad. Pisse ligeglad med alting.

 

 

Pubben er mit yndlingssted i denne spøgelsesagtige forladte by, her kan jeg spille om penge og drikke et par øl for at lindre mit sindssyge hoved. Og jeg kan tale med Jimmi som har alle de rigtige svar og som giver mig rabat fordi han synes at det er synd for mig at jeg ikke kan finde rundt nogle steder.

Da jeg åbner døren kommer den velkendte duft af øl og lyden af latter mig i møde og jeg mærker en smule lettelse, som om mine spændte muskler slapper en lille smule af. Jeg elsker at være i dette vakuum for det er efterhånden blevet et så velkendt og trygt sted at være. Det er her jeg slæber alle mine problemer af og får afløb for mine tanker. Her er der nogen der gider at lytte, også selvom de ikke aner hvad de selv siger af alkoholens rus. 
Jeg sætter mig henne ved baren og hilser på de velkendte ansigter der altid sidder på pubben og nyder en kold øl.
Det er som regel pensioneret mennesker der har nået sin endestation og vælger at nyde den sidste tid på den mest afslappede måde. Jeg kan ikke undgå at se mig selv som dem om halvtreds år. Måske tidligere. Jeg ser frem til det.

Jimmi har allerede set mig og er i gang med at hælde en pilsner op i et glas fyldt med isterninger ligesom jeg kan lide det. Det skal gerne være så koldt, at mine læber fryser fast til glasset når jeg tager en slurk. 
Jimmi skænker mig glasset og giver mig et af sine varme smil. Jeg tager en slurk og nyder det iskolde bitre væske skylle gennem min hals og ned i mit system, jeg kan mærke kulden indefra og den behagelige fornemmelse jeg altid længdes efter. Jeg smiler til Jimmi, taknemlig for hans daglige fix der skubber den ildebrand væk indeni for en stund, og lader mig nyde en smule afslappethed. Lader mig være glad. Jeg hæver glasset i vejret og udbringer en skål til de andre der forpligtende skåler igen.

”Nå, fortæl mig om din dag.” Jimmi hviler sine albuer på bordpladen og kigger interesseret på mig med sine brune øjne. Hans smilerynker ved øjnene gør mig altid så behagelig til mode.
”Den har været ligesom de andre dage. Rædselsfuld, svær at komme igennem, irriterende mennesker. Skal jeg blive ved?” Jeg tager endnu en slurk af min øl og fryder mig over hvor velsmagende den er. Jeg er lykkelig når jeg er på pubben, helt og aldeles lykkelig. ”Det er jeg ked af at høre baby. Er dit hoved stadig i oprør?” Jeg nikker fraværende som om det ikke betyder det store. Jeg er begyndt at vænne mig til det. Mit hoved er som et fængsel, der går lang tid før du kommer ud og når du endelig er ude kan du alligevel ikke styre den frihed du lige pludselig har fået, så du ryger direkte tilbage til fængslet igen. Jeg trækker på skuldrene og kigger ned i mit glas der næsten er tomt. Han opdager det med det samme og fylder mit glas op igen. Jeg smiler taknemligt.
”Jeg har en du skal møde. En der også har et kaotisk hoved som du.”
Jeg rynker panden, men vender mig om i den retning Jimmi peger.

Hans lange sorte krøllede hår dækker halvdelen af hans ryg og læderet i hans læderjakke gnidrer sig mod hinanden og udstøder en lyd hver gang han bevæger sig. Han har hævet sit glas i min retning og smiler en smule hemmelighedsfuldt som om han gemmer på et eller andet han gerne vil fortælle, men ikke kan. Han kommer hen til mig nu og jeg vender opmærksomheden på min øl, men den er lige pludselig ikke så spændende længere. Mit hoved gløder nu og jeg kan ikke længere mærke den behagelige fornemmelse jeg havde for få minutter siden. Det er som om denne dreng allerede har set lige igennem mig, har læst mine tanker og analyserede hver og en, funderede over hvordan min hjerne kan reddes og om det overhovedet er muligt. Han rækker hånden frem og ser gennemtrængende på mig. Hans øjne er grønne som forårsbladene på træerne og med en grå undertone når himmelen er overskyede. Alt ved ham gør mig ubehagelig til mode, men alligevel drages jeg af ham på en fuldstændig spirituel måde.

”Er du også et kaos indeni?”

 

 

Han mærker mig overalt på kroppen. Hans hænder er alle vegne og fingrene brænder på min hud ved hver berøring.
Vores læber sluger hinanden og bider hinanden til blods, vi taler i kyssene om vores kaosfyldte hoveder, vi forstår hinanden på sådan en måde at hele verden ligger i vores hænder, at vi ejer det hele og at der ikke er noget der kan ødelægge os mere. Han mærker mig overalt også indeni. Mine følelser bliver vakt til live og mine tanker galoperer afsted. Vi er forenede og der er intet der kan skille os ad. Vores fortabte sjæle er som skabt for hinanden og på den måde føles virkeligheden ikke længere som et helvede. Jeg kysser ham med sådan en kærlighed og længsel jeg aldrig har oplevet før, jeg har lyst til at kravle ind i hans krop og bo der for evigt. Jeg vil elske og leve sammen med ham.

Han trækker sig pludselig væk og hans ansigt i det lette skær fra nattelampen, får ham til at se trist ud. Hans øjne er mørke og tristheden fortager sig til følelsesløshed, det er som om han ikke har mærket den brændende fornemmelse og den brusende intensitet og kærligheden imellem os. Jeg bliver pludselig rigtig bange og begynder at ryste, det føles som om hele lokalet er ved at falde sammen, at sengen falder sammen under os og vi ryger ned i et sort endeløst hul, at vi og alting bliver til ingenting. Han kigger på mig med sorgløse øjne, fuldstændig som et blankt lærred, intet motiv og intet menneskeligt. ”Det her er ikke virkeligt.”

 

 

Jeg skriger og skriger. Kaster mig rundt i blinde og mærker sorgen stikke i mit hjerte som knive. Min hals er øm efter alle skrigene, men jeg kan ikke lade vær. En beroligende stemme prøver at få mig til at falde til ro, men min krop er ikke længere min egen. Mit tankemylder har overtaget min sjæl, jeg er fortabt og anbragt i helvede for evigt.
Han er væk, alt er borte, den smule glæde jeg følte er væk. Jeg spræller og sparker ud i luften efter et eller andet, prøver at bekæmpe mit eget hoved men det er for sent. Jeg har tabt. Tårerne gør mine kinder rødglødende.

Jeg skriger til min stemme er forsvundet. Og så åbner jeg øjnene og ser hvor jeg er. Jeg befinder mig i et hvidt lokale, der er alt for renligt og kunstigt til at være et klasselokale. Jeg ligger i en seng med adskillige tæpper og ovenover mig kigger en kvinde med store bekymrede blå øjne og smiler med medlidenhed. Hun er iført en kittel.
Jeg kigger rundt og opdager til min store rædsel, at jeg befinder mig på et hospital. Ved siden af mig står der et lille hvidt bord med en masse farverige piller og et glas vand. Det hvide lys skær mig i øjnene. Forvirringen skyller ind over mig og jeg føler at jeg drukner, at jeg ikke kan trække vejret.
”Det er okay pige. Du skal bare tage dine piller, så falder du i søvn igen.” Hun smiler et stort kunstigt smil og jeg får lyst til at slå hendes hvide perfekte tænder ud af munden på hende. En blanding af gråd og halvkvalte skrig giver ekko i rummet. ”Jamen jeg var på pubben, jeg mødte en dreng, vi elskede hinanden, han forstod mit hoved! Han forstod alting! Han hadede også gymnasiet!”
Hun laver en håndbevægelse, vifter mig af og lukker munden på mig. Hun skræmmer mig, hendes perfekte udseende og den hvide kittel der blænder mig. Hun minder mig om plastik.

”Søde, du droppede ud af gymnasiet for to år siden, du har ikke været på pubben og du har ikke mødt en dreng. Du har altid været her.”
Jeg splintres. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...