Gulligt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2017
  • Opdateret: 7 sep. 2017
  • Status: Færdig
"Ofte tænkte jeg ikke selv over det, men alligevel vidste jeg, at alle der boede i særligt denne opgang, var bygget af noget unikt."

3Likes
4Kommentarer
260Visninger

1. -

Gulligt

Af: Marie_G

 

 

Han fortalte mig, at han elskede mig. Jeg var ikke sikker på, hvordan han mente det, men han lagde sine arme om mig. Knugede mig ind til hans krop, så jeg kunne høre hans hjerte slå mod mit øre. Jeg mærkede tydeligt hans varme. Hans lidenskab. Jeg mærkede det blusse. Både i ham og mine kinder. Det var magisk, men samtidig så fjernt og så fremmed. Det var svært at regne ud. Det var svært at forstå. Ham og mig selv. Alle andre. Det hele var utydeligt. Så vanskeligt.

”Vi finder ud af det,” hviskede han i mit øre, men trods hans lindrende smil, kunne jeg ikke lægge låg på min bekymring. Min angst. For som livet skridtede frem, følte jeg, at jeg sank tilbage. Både fysisk, men også i mig selv.

Han tog min hånd og krøllede sine fingre ind mellem mine. Han smilede og blinkede. Jeg var fanget mellem mig selv og det, som jeg troede var forkert. Måske var det en og det samme.

 

”Kom med,” hviskede han sagte og trak mig afsted. Opgangens gullige skær blev udskiftet med nattens buldre mørke. Jeg så op mod stjernerne, og en let støvregn lagde sig som et tæppe over mit ansigt. Jeg tog mig selv i at åbne munden. Mærkede de kølige dråber ramme min tunge med en neutral smag af fred og ro. Der var stille på gaden. Kun lyden af vores støvler mod de slidte brussten og en hvæsende kat, kunne høres. Han så sig over højre skulder, lige som jeg selv gjorde. Jeg slap hans hånd, da jeg så de gule øjne stirre mod os. Jeg holdt vejret og standsede. Jeg fik lyst til at forsvinde. I hvert fald tilbage til den velkendte gule opgang. Derinde var alle dørene ens, men jeg kendte alle personligheder bag dem. Nogle var venligere. Andre var skøre. Jeg hørte nok til på midten. Det passede også til, at jeg boede på 3. Sal midt for.

”Det er bare en kat,” mumlede han og tog min hånd igen, så en velkendt ubehag bredte sig i min krop. Jeg ville tro, at han kunne mærke, at jeg var utilpas. Han slap i hvert fald min hånd, men svang så sin arm om mig, så min skulder blev presset mod hans brystkasse.

”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg endelig og bemærkede hæsheden, der langsomt havde smørret sig om min hals.

”Det skal jeg vise dig,” svarede han og så ned på mig, med de velkendte mørkegrønne øjne.

 

Første gang jeg mødte ham, var en nat i centrum af København. Jeg havde nok drukket en del, for det hele stod sløret for mig. Alligevel huskede jeg klart og tydeligt den fortryllelse, jeg blev underlagt, da han stødte ind i mig med den lyserøde drink i hånden. Han tog min skulder og smilede. Undslap en blød og ren latter, mens han med sit magiske blik så mig ind i øjnene. Han undskyldte og forsøgte at tørre noget af den lyserøde væske af med sin tommelfinger, der var landet på min skulder.

”Det skal du ikke tænke på,” havde jeg svaret uden at være i stand til at skjule min fortryllelse.

”Jeg hedder Jason,” sagde han efter et øjebliks stilhed, og jeg mærkede, hvordan mit hjerte for første gang bankede på en måde, som det ikke havde gjort før.

”Kan jeg lokke med en drink?” spurgte han og rystede det næsten tomme lyserøde glas. Jeg havde nikket. Normalt havde jeg nok takket nej, hvis jeg kendte mig selv ret, men den aften var jeg en anden, og noget sagde mig, at denne ’anden’ ville blive længere end en nat.

 

Den aften sjal han mit første rigtige kys. Jeg havde selvfølgelig kysset før. Både drenge og piger, men jeg havde aldrig haft følelser med i det. Ofte var det blot en del af en åndssvag drukleg. Så var der også den gang Daniella kyssede mig. Hun kunne lide at tirre de drenge, som håbløst forsøgte at score hende. Hun morede sig over det. Jeg havde intet problem med det, men lige som hende, følte jeg intet. Kun splittelse og en smule ubehag.

 

Jason havde trukket mig med ned til Nyhavn foran Skuespillerhuset. Vi stod på den store terrasse ved bordene, mens jeg med mit hoved på hans skulder så over mod Papirøen, der med sine gullige skær oplyste den mørklagte havn. Lidt lige som hjemme i opgangen. Dette var bare smukkere, og kemien i luften var sødere.

”Hvor er det smukt,” havde jeg hvisket. Jeg kunne mærke hans brystkasse hæve sig i dybe tag, mens han forsigtigt lagde en arm om mig.

”Det er flot,” sagde han nænsomt og nikkede mod Papirøen, der på denne tid stod uberørt.

”Også det,” svarede jeg blidt og kiggede op på ham. Han var højere end mig, men ikke bredere. Hans hår var mørkt og lagt tilbage med en skinnende gele. Hans tænder var hvide og indbydende. Jeg tog om hans nakke og trak ham ned i et kys. Det var først blidt. Han virkede overrasket, men jeg holdt ved, og jeg kunne mærke, at han langsomt gav efter. Han pressede nu sin krop ind mod min og kørte sine hænder i gennem mit mørke bølgede hår.

 

Den nat havde vi sovet hos mig. Han havde kommenteret på den gule opgang, da vi kom hjem. Han vrængede sig af den tykke cigaretlugt og grinte, da han så de mærkværdige ting, der stod ude foran folks hoveddøre. Ofte tænkte jeg ikke selv over det, men alligevel vidste jeg, at alle der boede i særligt denne opgang, var bygget af noget unikt. Det stod ikke som en del af lejekontrakten, men jeg kunne se og fornemme det, når jeg snakkede med de venlige og eller skøre personligheder.

 

Nu var det en måned siden. Jeg havde set ham på regelmæssig basis, men det var alt sammen i privaten. Der var en særlig kemi, som jeg aldrig havde haft med et andet menneske, og selvom det på alle måder føltes så rigtigt, kunne jeg ikke glemme den grufulde virkelighed. Det var den virkelighed, jeg stod i nu. Det var katte, som den med gule øjne, der fik mig tilbage til realiteterne. Det var mennesker som Jason, der fik mig til at tvivle. Det var sind som mit eget, der fik mig til at svaje mellem godt og ondt. Rigtigt og forkert. Sandt eller falskt.

 

”Vi har været her før,” sagde jeg, da jeg med blanke øjne så på det rolige mørke vand.

”Det er smukt,” sagde han og nikkede fremad. Jeg var usikker på, hvad han mente. Om han mente det samme som jeg, eller om han stadig snakkede om de gule lys på Papirøen.

”… Og forunderligt,” afsluttede jeg og så op på den høje mand, der for kun en halv time siden havde erklæret sin kærlighed til mig.

 

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre?” Jeg knugede mig mod hans bryst og gemte mit ansigt i hans hals. Jeg indhalerede hans velduftende cologne, som jeg efterhånden kendte så godt.

”Hvad mener du?” spurgte han bekymret og kyssede mit hår.

”Jeg er bange,” hviskede jeg og tænkte på mine forældre, de dømmende venner og min bedrevidende storebror.

”Jeg forstår det ikke,” hviskede han, som måtte ingen vide det. Jeg rystede på hovedet og knugede mine arme om hans varme krop.

”Dette går ikke, Jason,” mumlede jeg uden at være sikker på, om jeg i sandhed mente mine ord.

”Hvorfor ikke?” spurgte han uforstående og trak sig væk fra mig. Jeg stod nu efterladt til mig selv. Godt stod han kun en armlængde væk, men alligevel havde jeg aldrig følte mig så ensom. Så forladt.

”Jeg forstår dig,” sagde han med en krympende stemme. Trods mørket kunne jeg stadig se hans blanke øjne og den bævrende underlæbe.

Jeg nikkede. Jeg vidste, at han forstod mig. Bedre end nogen anden nok. Jeg vidste, at han elskede mig. Jeg elskede ham. Jeg kiggede op fra jorden. Så mod Jason, der med fortvivlelse havde placeret sine hænder i den grønne army jakke.

En hvæsende lyd stjal min opmærksomhed. Jeg så mig over skulderen. Det samme gjorde Jason. Det var en hvid kat. Så hvid, at den kunne spejle sig i havnen og de reflekterende lys. Kattens gule øjne skar sig gennem luften. Den satte sig ned og hvilede sit blik på os.

”Men vi gør det her sammen, Lucas.” Tårerne begyndte at løbe ned ad hans kinder, og det var nu endelig første gang, at jeg rigtigt forstod, hvad der var godt og ondt. Rigtigt og forkert. Sandt eller falskt. Jeg sprang nu mod ham. Trykkede mig ind i hans omfavnelse og mærkede for første gang følelsen af noget godt, rigtigt og sandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...