Elektrisk Blå Årer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2017
  • Opdateret: 30 jan. 2018
  • Status: Igang
To usædvanlige søskendepar kompliceres i det sociale liv i Springville, Utah. Vi har et offer, en morder, et vidne og én, der kom for sent. Hvem er hvad?

– Stolt vinder under kategorierne ‘Årets Movella (Klassisk Fiktion)’ og ‘Årets Forfatter (Klassisk Fiktion)’ samt nomineret under kategorien ‘Årets Cover’ i Movellys 2017. Uendelig mange tak for hver en stemme!

30Likes
215Kommentarer
5348Visninger
AA

13. 🂱 Kapitel 9: Joseph

27. oktober år 2016

Det var meningen, at jeg skulle ringe mine elever op i dag. De blev nødt til at få hele Noah-situationen forklaret, så de ikke alle troede, jeg var forsvundet. Sagen var bare den, at jeg var for flov til at få det gjort. Blev det værre jo længere tid, der gik? Ja. Men hvordan skulle jeg forklare dem, hvor overbeskyttende min storesøster kunne være? Jeg var en voksen, en lærer, og på trods af at jeg kun var ældre end de fleste af mine elever, føltes det som jeg var den ældste over for dem alle. Jeg ville lyde som et pattebarn, hvis jeg fortalte, at min søster ringede dem op af ren bekymring, fordi jeg havde været væk for ti minutter.

  Det virkede også bare forkert. Som om jeg ville prøve at retfærdiggøre mig selv over for dem, hvis jeg bragte op at det kun var for en kort tid, jeg var væk. Så kunne jeg selvfølgelig lade være med at bringe det op. Det ville være en mulighed, også selvom det stadig var pirrende ubehageligt at skulle snakke med dem alle om det.

  Mens jeg samlede mit mod sammen, fulgte jeg min daglige rutine. Som altid på forhånd i løbetøjet bevægede jeg mine ben derudaf i opstigende fart. Det var en længere rute fuld af duften af muld, men indenfor trygge og efterhånden kendte rammer. Af den grund havde jeg ikke længere min blindestok med mig for en sikkerheds skyld. Noget som Noah sikkert heller ikke ville bryde sig om, hvis hun vidste det.

  Pau var selvfølgelig med ved min side hele tiden. En Siberian Husky som ham krævede ekstremt meget motion. Det var nok ikke et krav, som jeg altid fik opfyldt. Jeg gjorde mit bedste for ham, det prøvede jeg virkelig på. Nogle gange var det bare svært at overskue alle de pligter, som der fulgte med at have ham.

  Vi var oppe på max fart med hjertet hamrende ud af brystkassen, benene under som splintrende stolper af kød og knogler dunkende ned i asfalten, da det gav et zap i min stramme bukselomme. Min mobil vibrerede på højt tryk, og en jazz-ringetone lød.

  “Jah?” henåndede jeg næsten ude af stand til af få et fuldendt ord presset op ad min hals.

  Jeg var bramset op så hurtigt og brat på stien, at jeg nær havde væltet omkuld.

  “Hejsa, taler jeg med Joseph? Det er Stacey, hende med den blå paryk.”

  Blå paryk? Jeg havde gået ud fra, at det var Noah, der havde ringet til mig. Det var godt, at det ikke var andre end Stacey, der selv var pænt akavet.

  “Blå paryk, javel. Jo, du taler med Joseph.” På en måde burde jeg være lettet over, at det bare var hende, selvom hun havde været vidne til slagssmålet i byen og havde sladret til Noah om det. Men det var svært for mig overhovedet at få det ordentligt ind i hovedet, hvad der skete, med al den friske vind og så min krop, der var overophedet og sitrende.

  “Det virker måske lidt uhøfligt at spørge om, men angående opkaldet i går …”

  “… Det beklager jeg altså virkelig. Det var bare min søster, som overreagerede – eller blev overbeskyttende. Du sku’ aldrig være blevet ringet op.”

  “Faktisk ville jeg bare undskylde for, at jeg ikke gjorde noget, da dét-der skete. Jeg var virkelig bange, og jeg har tænkt lidt over om du er okay? Eller hvordan det går?”

  Hun havde tænkt på mig? Personligt? Min elev? Det virkede så forkert, så langt ude, så irriterende pinligt og uprofessionelt. I det mindste lod det ikke til, at hun dømte mig særlig meget for situationen med Noah. Det var altid noget.

  “Jeg har det – er – okay. Alt er fint.”

  “Virkelig? Det er jeg glad for at høre. Ham du stødte ind i, han går nemlig på min skole, og han er kendt for at være den her badboy. Virkelig slem.”

  Det var slet ikke noget, jeg var i tvivl om, at fyren havde et ry. Det var noget, fyre som ham bare havde. Fyre, der nød at gøre andre ondt i offentligt skue. Ironisk set var de typer ofte populære blandt andre mennesker. Hvorfor, det vidste jeg ikke.

  “Slem til at ramme de rigtige steder. Jeg’ stadig i live.” Jeg prøvede at grine lidt, men det lød mest af alt falskt.

  Min krop var så træt efter løbeturen, at jeg satte mig ned i noget køligt græs ved siden af stien. Aede og ruskede i Paus tykke pels for at varme mine fingre.

  “Ellers skulle jeg nok finde en måde at kontakte dig på. Jeg er jo clairvoyant, husker du.” Hun sagde det på en måde, så man kunne se hendes varme smil for sig. Hendes stemme var rar. Forvirret, men rar.

  “Amatør-clairvoyant, var det ikk’?”

  Et sekunds stilhed. (For Staceys tabte værdighed.)

  “Jo! Jo, jeg er bare en amatør. Jeg er jo ikke professionel. Sagde jeg det? Det er jeg ikke.”

  “Du opfatter dårligt en joke,” fnes jeg og lod mine muskler synke ned i græsset. Det føltes afslappende; kulden mod min brændende hud; min anspændte krop løsnet op.

  “Um, hvad mener du? – Årh! Ja, selvfølgelig. Ej, hvor er det typisk mig.” Hun kluklo og ventede lidt med at svare. “Min familie siger også altid, at jeg ingen humor har og dermed aldrig forstår den, hvilket er løgn, for jeg har humor. Jeg forstår bare ikke deres – altså andres – sådan nogle gange. Min familie synes jeg er skør.”

  “Familie og skørhed har det med at gå hånd i hånd. Så tænk over dét næste gang de kalder dig skør.” Ordene kom helt nede fra min mave af. Det virkede ikke som noget, jeg ville sige – højt i det mindste.

  “Åh ja, hele min familie er skør. Det var faktisk smart, det du sagde. Jeg kunne finde på at give dem igen med det, de er sådan, sindssyge alle sammen virkelig – Vi er den mest skøre familie, det tvivler jeg ikke på. Vi er virkelig skøre.”

  “Prøv igen, min kan kun være værre.”

  “Åh virkelig? Hvordan?”

  “Der er kun mig og min søster tilbage.”

  “Åh.”

  “Ingen moster, onkel, bedsteforældre. Bare os. Og vi er skøre, Noah og jeg. Vi er fucked up mildest talt. Bare se, hvordan hun ringede dig op.”

  “Det er jeg ked af at høre, det med jeres familie. Men jeg synes nu det var godt, at hun ringede til mig. Jeg kan godt forstå, hun ville vide, om der var sket dig noget, når du var ude.”

  Når jeg var ude? Hvorfor talte hun som om, at jeg var et lille barn?

  “Nu havde jeg jo kun lige forladt lejligheden, da hun tog min mobil og ringede alle jer elever op. Hun var jo ellers sammen med ham din storebror på Springville Theater.”

  “Ja okay, det kan jeg godt se er en lille smule bizart. Men Steve han er også sådan, virkelig bizar. De smitter måske af på hinanden?”

  “Sikkert.” Jeg havde aldrig tænkt over det før, men gad vide hvordan Steve var? Noah nævnte ham kun med få ord som flink, stressende, et røvhul, intelligent. Åbenbart var han også bizar.

  “Steve er dog slet ikke overbeskyttende som din søster. Han vil ikke engang se os, hans familie, på andre tidspunkter end til Thanksgiving og så lidt i julen.”

  “Hvordan kan det undgås? Byen er så lille.”

  “Springville er da slet ikke lille? – Lille nok, i hvert fald. Vi ser og hilser på ham selvfølgelig et par gange, men vi har aldrig en samtale sammen på nær til Thanksgiving og jul. Heller ikke hvis jeg prøver at indlede ham i en samtale. Han lukker den bare med det samme og går. Er det unormalt?”

  “Spørg ikke mig om hvad der er normalt.” Mine mundvig kunne næsten ikke lade være med at bøje lidt op. “Men det lyder ikke normalt, nej.”

  “Nogle gange får jeg også bare vildt dårlig samvittighed over, at jeg tænker sådan nogle tanker om ham, og det er jo ikke fordi, at jeg vil være ond eller noget. Han er bare min bror, og jeg kender ham nærmest ikke, fordi han er så kold over for mig og min familie, som om vi har gjort ham noget. Jeg mener, jeg elsker ham, men han er sær.”

  ‘Kommer fra pigen med den tilsyneladende blå paryk. Hvad skal jeg dog svare?’

  Pau begyndte at skubbe til mig med sin snude. Ville tydeligvis have mig op og stå, så vi kunne løbe hjemad. Der føltes pludseligt, som var der en længere vej tilbage end sædvanligt.

  “Min søster og jeg har heller ikke et særligt godt forhold.” Det var ikke min mening at sige det, men pludseligt var ordene forsvundet ud af min mund. Hvad var det dog jeg sagde? “Altså nogle gange sker der slemme ting, som så senere aldrig bringes op igen. De bli’r til fortid, og man ønsker af hele sit hjerte at undgå den. Så man undgår alt det, der kan trigge én og minde én om den.” Som med Noah. Hun foretrak i modsætning til mig den sløve kniv, på trods af at den med tiden ville opnå det samme resultat.

  “Jeg synes bare aldrig, at jeg har gjort ham noget. Han har altid været sådan. Og hvis det er mine forældre eller noget, der har gjort ham noget, så synes jeg slet ikke det er okay af ham at behandle mig på den måde, for så har jeg ligesom ikke gjort noget. Jeg tror virkelig ikke, at jeg har gjort ham noget.”

  “Du ku’ altid spørge.” Jeg rejste mig op med trætte ben, indstillet på at afslutte samtalen og begynde at løbe igen. Pau var med mig.

  “Ja, det kunne jeg nok. Det gør jeg nok engang. Du bør også snakke med din søster om jeres problemer. Det lyder slet ikke rart at være i, men jeg skal selvfølgelig heller ikke dømme. Jeg ved jo ikke noget.”

  “Det er okay, du har ret. Det er ikke, ikke rart at være i, men det er bestemt heller ikke rart. Vi har den her fucked up historie jo, du ved? Vi taler bare ikk’ om den. Kun mig, der prøver på det. Hun vil ikk’.”

  “Hvad for en historie, hvis jeg må spørge? Det kunne være, der var en grund til, at hun ikke føler for at snakke om det, hvad-ved-jeg.”

  Jeg svarede ikke.

  Skulle jeg svare?

  Var det ikke dét, jeg havde ventet på?

  Det føltes som et truende spørgsmål. Det føltes også befriende. Jeg var sikker på, at ingen decideret havde spurgt ind til min historie. Vores historie. Den var et af mange tabu her i byen. Hvem ville spørge ind til et tabu? Hvem ville svare?

  “Øhm … Har du ikke hørt om historien? Reynolds-familien; alt det.”

  “Nej, det tror jeg ikke. Hvad er der sket?”

  ‘Hvad er der ikke sket? Hvad gør, at en søster ikke vil tale om fortiden med sin bror, der er den eneste, hun har tilbage?’

  “En masse gennem årene. Vi må næsten være den største tragedie-familie i Springville. Død, død, mere død.”

  “O-m-g, fortæl! Hvis du er okay med det. Jeg er virkelig interesseret i at lytte.”

  “Det er fint.” Jeg sank en klump, lagde min vægt først over på det ene ben, så det andet. “Min moster blev dræbt af sin kæreste for mange år siden. Ham kæresten var så min fars ven, og min far havde ingen idé haft om at de var sammen. Ja, og så døde mine forældre i en brand derhjemme, da min søster og jeg var små.”

  “Ej, jeg kan godt huske, at det mord har været nævnt. Jeg vidste bare overhovedet ikke, at det var din moster, det skete for. Det hele er jo så modbydeligt og tragisk.”

  “Mine bedsteforældre døde for nogle år siden. Bilulykke. Det er ikk’ for at få ynk eller noget, du spurgte selv.”

  “Selvfølgelig – Jeg er knust over at høre alt det. Det må have været et mareridt at gå igennem for din søster og dig? Det er jo på ingen måde retfærdigt, at I skal gå igennem så meget. Tænk, at jeg ikke har hørt om det før nu.”

  Hendes medlidenhed kvalmede mig. Det føltes som en forkert reaktion at have, men det gjorde den. Den var som en irriterende kløen på ryggen, som lyden af en myg, der i virkeligheden ikke var der.

  “Vi bør faktisk slet ikk’ tale om alt det her. Undskyld, jeg bragte det op.” Jeg satte stål på min stemme, så det forhåbentligt skræmte hende væk. Jeg skulle ikke have fortalt hende noget som helst.

  “Det er helt fint med mig, det …”

  “… Det er det ikk’ med mig, undskyld. Undskyld igen, for det med min søster, og for alt det her. Vi må ses på tirsdag.”

  Jeg løb hjem med Pau, sad grædende udenfor bag det høje stakit ud til vejen som en lille, ynkelig dreng med sin hunds omfavnelse som den eneste trøst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...