Elektrisk Blå Årer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2017
  • Opdateret: 30 jan. 2018
  • Status: Igang
To usædvanlige søskendepar kompliceres i det sociale liv i Springville, Utah. Vi har et offer, en morder, et vidne og én, der kom for sent. Hvem er hvad?

– Stolt vinder under kategorierne ‘Årets Movella (Klassisk Fiktion)’ og ‘Årets Forfatter (Klassisk Fiktion)’ samt nomineret under kategorien ‘Årets Cover’ i Movellys 2017. Uendelig mange tak for hver en stemme!

30Likes
215Kommentarer
5391Visninger
AA

12. 🂮 Kapitel 8: Steve

27. oktober år 2016

Bokseklubben havde en god indtjening. Den var for nyligt blevet bygget større med et areal op til bjergene. Det betød også, at de havde haft et par gode år op til udbygningen. Ellers var det et forsøg på at få centret til at se mere attraktivt ud, så flere ville komme. Det virkede tydeligvis. Voksne og unge myldrede dertil med penge i lommerne. Jeg fulgte efter.

  Terry missede mig med sit første slag. Forsøgte at ramme mig ind i siden, men jeg parerede hurtigt, slog igen. Jeg ramte ham, bare ikke hårdt.

  Han lavede et hook, borede sin boksehandske ind i min nyre. Det væltede mig et par skridt til den ene side; mit fodfæste var ikke fast nok. Jeg lod blodet synke ned i mine ben, spændte musklerne og langede ud efter Terrys hoved. Alt der skete var kun at jeg snittede hans hjelm. Til gengæld snittede han også kun mig efterfølgende. Vi fortsatte sådan for et par sekunder, stirrede truende ind i hinandens øjne.

  Det var ikke for alvor. Det var bare træning. Men lige dér i dét sekund føltes vi som fjender på hver vores side af verden. Terry ville vinde kampen, det vidste jeg. Ikke fordi at jeg lod ham vinde, men fordi at han var i bedre form end mig, og han havde langt mere erfaring med boksning.

  Som sagt vandt han. Slog mig ned på gulvet med få kraftfulde slag, tre ind i siden og et på hovedet. Han vandt også anden omgang, og tredje.

  Vi trådte ud af ringen, tog vores udstyr af; boksehandsker, håndbind og tandbeskyttere. Svedet løb ned ad pande og ryg.

  Coach Owen – ejede klubben med fitnesscentret ved siden af – fortalte os individuelt, hvad vi gjorde godt og dårligt. Der var en lang liste af ting, jeg skulle forbedre, men det var intet problem. Det blev skrevet ind i min hukommelse, mens han fortalte om det: ‘God kondi, fortsæt med at opbygge det; øv mere i positur og hvordan det kan gavne, at du er venstrehåndet, når du står over for din mostander; bliv bedre til fodarbejdet og at bevæge fødderne uafbrudt; øv mere i de teknikker man kan slå og mind dig selv om, at det ikke er tilladt at handle ud fra vrede eller andre negative følelser.’

  Hvad Terry fik at vide gik ud på nogle begreber, som jeg ikke kendte til. Det var noget jeg ville få rettet op på, når jeg var hjemme ved teatret igen.

  Et kvarter efter timen var sluttet, forlod vi omklædningsrummet én efter én. Selv ventede jeg udenfor døren, da jeg havde været under bruseren og derefter fået mit rene sæt tøj på. Jeg ventede på at se Owen igen, da han havde været inde i lokalet ved siden af efter træningen. Han kom ud – stadig svedig – i retning mod omklædningsrummet.

  “Kan jeg gøre noget for dig, Mr. Carter?” spurgte han overrasket over min stillestående tilstedeværelse. Hans karamelfarvede hud glinsede under det stærke hvide lys fra lamperne.

  “Bare kald mig Steve. Jeg kan vel også kalde dig ved dit fornavn?”

  “Du kan kalde mig, hvad du vil.” Han så utålmodig ud i sine øjne, som om han havde tusind ting, han skulle nå. Denne samtale var ikke en af dem.

  “Undskyld, jeg kan se at du har meget at se til, selvfølgelig. Jeg spekulerede bare på, om du ville med ud og få en øl. Snakke boksning.”

  Hele hans position ændrede i små bider. Stress faktoren blev reduceret. Forvirring spillede ind over ansigtet og hænderne, på trods af en ny positiv glans af humor og interesse. Et par splitsekunder senere blev en mildere form for foragt rørt ind omkring pupillerne. Jeg vidste ikke, hvad det betød. Jeg kunne bare sige med det samme, at alt håb ikke var ude.

  Owen bakkede et skridt bagud. Det var spekulation, ikke afvisning. Han svarede i en kæk toneleje: “Jeg er ligefrem ikke så optaget, som jeg kunne have været. Men jeg må sige fra, jeg drikker ikke.” ‘Det bør du heller ikke, hvis du vil være i din bedste form,’ var ordene han ikke tilføjede.

  “Åh, du drikker måske heller ikke Pepsi?” Jeg ville sværge, jeg havde set ham med en før efter træning.

  “Coca-Cola. Pepsi er for bitter i smagen, men hvis vi arrangerer noget, så bliver det en anden dag. Min trøje er så klæbrig, jeg kan føle alle bakterierne mod min hud. Godt nok klamt,” fnes han med sin dybe røst.

  “En anden dag må det så blive,” fniste jeg med og gav et blink med det ene øje. “Jeg holder dig på det, makker.” Straks rakte jeg ned i min dybe bukselomme og fik et løst greb om min mobil, som hurtigt blev mit nye fokus. Jeg bemærkede selvfølgelig Owens respons, men jeg vidste at det bare var en form for farvel-refleks-svar, så jeg kunne lige så godt lukke den ude og gå i gang med noget andet vigtigt.

  Jeg swipede min vej ind på Hookup. Navnet på appen var meget selvrefererende, ikke desto mindre gjorde dét det nemmere for lavere sofistikerede mennesker at finde den og dermed en sexpartner. Selv havde jeg ikke noget imod en udfordring, men jeg måtte tilstå at mængden af mennesker derinde var overvældende, og det kunne man vel delvist takken simpelheden for.

  Utah generelt var ikke den stat, man kunne forvente de største bid på krogen fra. Mange religiøse familier havde løsnet op for de strenge regler gennem tiden, i hvert fald gældende for de helt unge generationer, og så på trods af det var mange stadig hægtet til reglementet om, at sex ikke var tilladt før ægteskab. Og så videre.

  Det var ironisk, hvordan en by som Springville kunne eksistere på et land så helligt. Nattelivet her var uvis for mange, ellers blev kinden vendt til muligvis af skam. Vi var så godt som en oase for liderlige ‘syndere’ staten rundt. Liderlig efter alt man kunne blive sygeligt afhængig af.

  Kvinden, som jeg kom i kontakt med på Hookup, boede i en større by kaldet Salt Lake City ikke langt herfra. Hun var knap et årti ældre end jeg, havde hverken mand, børn eller religion og var et respekteret medlem af samfundet. Vi havde skrevet til hinanden frem og tilbage, før vi aftalte at mødes hjemme hos hende ved en midnatstid.

  Hendes navn var Hannah Jones, og på hende ville jeg tjene kassen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...