Elektrisk Blå Årer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2017
  • Opdateret: 30 jan. 2018
  • Status: Igang
To usædvanlige søskendepar kompliceres i det sociale liv i Springville, Utah. Vi har et offer, en morder, et vidne og én, der kom for sent. Hvem er hvad?

– Stolt vinder under kategorierne ‘Årets Movella (Klassisk Fiktion)’ og ‘Årets Forfatter (Klassisk Fiktion)’ samt nomineret under kategorien ‘Årets Cover’ i Movellys 2017. Uendelig mange tak for hver en stemme!

30Likes
215Kommentarer
5371Visninger
AA

9. 🂱 Kapitel 5: Joseph

26. oktober år 2016

 

•••••     5:57 PM     98%

< Beskeder     Noah     Oplysninger

 

Kommer hjem senere. Er hos Steve, så spis selv aftensmad.

 

“Beskeder; Noah; Kommer hjem senere. Er hos Steve, så spis selv aftensmad.” Den robotagtige stemme fra min iPhone oplæste mobilens indhold for mig. Den lød ikke nær så behagelig, som min egen stemme havde lydt i mit hoved, hvis jeg selv havde læst det hele op.

  “Siri, send besked til Noah: ‘Okay.’”

 

‘Stå op; drik vand; træk i løbetøjet; morgen-rygning udenfor; løbetur ned ad den sædvanlige rute; hjem og i bad; få Noah til at vælge dagens tøj; kunstmaling indenfor; middags-rygning; middagsmad; undervisning; rygepause; undervisning; afslapning; aftensmad; afslapning; drikketid; godnat.’ Hver eneste dag. Nu og i morgen. Hvornår blev alt så forudsigeligt?

  Det var ikke fordi at jeg aldrig havde overvejet at bryde rutinerne. Det var mere at hver gang jeg satte mig for at bryde dem, strammede angsten om hele min krop. Jeg kunne ikke lyve fra at det at være blind gav mange problemer, og ikke alle kunne løses. Specielt nu Noah ikke var hjemme til at hjælpe mig, gav det besvær. Men under angsten – under frygten for at alt der kunne gå galt ville gå galt – lå et behov for at føle verden og andre mennesker. Række ud til folk i håb om at nå ind til en fælles godhed. Apatien bedøvede mig, og jeg havde brug for at blive rusket i og vækket. Jeg havde brug for at komme ud. Få medicin. Få hjælp.

  Angsten holdt mig tilbage.

  Fuck angsten.

  Jeg tog en slurk øl fra øldåsen.

  Fuck angsten.

  Øldåsen blev vendt på hovedet over min mund.

  FUCK. ANGSTEN.

  Jeg ville ned i byen, og jeg kunne tage Pau med mig. Han var min bedsteven. Ingen kunne overgå ham. Loyalitet var hans kodeks ligesom min var at fodre ham hver gang jeg selv spiste, og når jeg var ude og ryge. Vi var et team. Den spinkle blinde og den behårede stumme.

  “Hva’ så makker, skal vi ned til Open By Night?”

  Pau var enig, logrede med sin pjuskede hale og nøs.

  “Alyssa sagde der var Open By Night. Kan du huske hvem hun er?” Jeg klikkede den ene ende af hundesnoren fast til hans halsbånd, så han kunne være mit sæt øjne på turen. “Alyssa Conelly, hende der svømmer og har en skæv næse. Ligesom din.”

  Pau nøs igen. Det var et ja, han kunne huske hende.

  “Kom her.”

  Vejen ned til byen var fyldt med efterårsdufte; sumpet jord, våde blade og skorstensrøg. Det gav mig en forestilling om hvordan det hele så ud, selvom den forestilling var sløret og upræcis efter alle de år uden syn.

  Til begge mine sider hev vinden i de mange træers kviste, fik bladene til at dumpe ned mod fortovets hårde asfalt. Det imponerede mig altid, at Pau aldrig lod sig distrahere nok til at lede mig på forkerte veje. Han havde godt nok haft lidt besvær med det som hvalp, dengang bedstemor og bedstefar anskaffede ham, men i det mindste var det folks plæner og ikke vejen han havde hevet mig ud på.

  Varmen fra andre mennesker kom på samme tid som asfalten blev blødere, mere slidt. Det var en varme svær at beskrive, hed og intens på samme tid som den var helende. Samme som havde fyldt gangene tilbage i skoletiden. Formentlig en indre flamme i mig rædselsslagen for uendelige domme, i søgen efter det guld der var venlighed. På længere sigt det rigtige guld. Enhver kunne være venlig mod en fremmed, men ganske få besad evnen til at beholde den venlighed helhjertet.

  Nogle gader henne spredte duften af cigar- og cigaretrøg sig ud fra en bygning. Følelsesbetonede stemmer lød mekaniske gennem en højtaler, og den dunkle musik i baggrunden røbede at det var byens jazzklub, som jeg passerede. Jeg var ikke helt sikker, men jeg mente at den hed Jones Junior’s. Var ikke så stor eller populær. Til gengæld havde den sin del af stamkunder.

  Jeg fandt et tomt bord udenfor at sætte mig ned ved med Pau ved min side. Det var ikke for at jeg ingen fornemmelse havde af om hvor folk var omkring mig, dog af og til var det et af de problemer, der gjorde mig nervøs. Hvis det støjede rundt omkring, og folks tilstedeværelser var uklare og overalt, kunne det være svært at finde ud af hvor der var ledige pladser.

  Ved Jones Junior’s var der aldrig et overvældende antal mennesker eller mængde siddepladser taget. Så det var nemt. Men kom jeg ind til centrum af byen på en af det lille butikscenters caféer, så var det allerede en tabt kamp.

  Omkring mig lød der dæmpede stemmer, der prøvede ikke at forstyrre digteren på scenen indenfor. Det hele var så poetisk smukt. Ikke den oplæste tekst, men atmosfæren. Fyldt med følelser, ærlighed, åbenhed, nuet. Måske var det fordi jeg ingen grå vægge havde at se, ingen udvekslende blikke, men dette virkede heller ikke som stedet det ville være, det ville ske.

  På trods af det følte jeg ingen komfort i min krop. Jeg var på stedet jeg ville være, men alt føltes forkert. Noah vidste ikke besked om at jeg tog herned, for jeg havde glemt at skrive det til hende. Min blindestok havde jeg også lagt bag mig derhjemme, hvilket helt sikkert var en dum beslutning. Min ryg føltes kradsende varm, og  –

 

  Hun gav mig en lussing. Jeg væltede ind i stuebordet. Fars ølflaske faldt ned. Glasskår. Hang fast i mit tøj, mit hår, min hud. Mor antændtes. Slæbte mig ind i skabet. Låsen klikkede. Halogenlampen glødede over mig.  Mor skreg efter far, ‘DU SLÅR OS IHJEL, JOHN, DU SLÅR OS IHJEL.’

 

  Minutter tog sted, før det gik op for mig, hvad der var sket.

  Noget af glas var faldet til jords ved bordet ved siden af. Jorden havde knust det, forårsaget en pludselig høj lyd af atomerne, der splintrede.

  Jeg sad stadig ned på en stol udenfor … formodentlig hed det Jones Junior’s? Pau åndede mod mit knæ, fæl hundemads-ånde. Nogen stod ved min side, havde hånden på min skulder. Lun hånd, maskulin. Jazzmusik i baggrunden, ellers stilhed. Jeg havde skabt en scene.

  Pis.

  “Makker? Er du okay?”

  “Ja.”

  “Sikker?”

  “Troede bare for et øjeblik jeg så et spøgelse. Kom så i tanke om jeg er blind, så hvis der var et spøgelse kunne jeg ikke se det så whatever.” Forvirring og et pivdårligt forsøg på humor hjalp sædvanligvis.

  “Okay. Men, sig til hvis der er noget.”

  Jeg nikkede, rejste mig fra stolen.

  Væk herfra, nu.

  Hjertebanken opstod.

  Hede overalt. Jeg havde brug for en iskold vind. Alt der kom var en indre klaustrofobisk fornemmelse, der fik mig til at øge tempoet, idet jeg forlod jazzklubbens område.

  Pau hev i snoren. Følte han min angst?

  “Mr. Reynolds!” En dør gik op fra højre side af, viftede en vind ind i mit ansigt.

  “Stacey Carter. Eller tager jeg fejl?”

  Hun lukkede døren bag sig i. Det gav en klik-lyd, sikkert fra en fancy automatisk lås.

  “Um, nej da det er mig. Tænk at jeg støder på dig hernede, og så til Open By Night!”

  Ville det ikke kun være logisk at Open By Night – et event, der fik folk ud af husene – ville gøre det mere sandsynligt at vi stødte ind i hinanden?

  Måske skulle jeg bare svare kort og gå videre. Pau trak alligevel til i snoren.

  “Du er måske ude og fiske efter tilbud?” spurgte hun, inden jeg nåede at åbne munden.

  “Njah. Ville bare gå en tur, se mig omkring.”

  “Vejret er også med os. Ingen regn og nærmest ingen vind – og tænk at jeg så skulle stå indenfor fra 16 til nu. Der gik jeg lige glib af de bedste tilbud.”

  “Nogle butikker har stadig åbne går jeg ud fra? Jeg tænkte på at tage over i hobbyforretningen.”

  “Hobbyforretningen har åbent til 22 ligesom de fleste andre. Det er bare os, der lukker tidligere.”

  “Hvor er det du arbejder?”

  Hun tøvede med at svare. Funderede sikkert over hvorfor jeg ikke bare kiggede op og så hvad butik, hun lige var tøffet ud af. “Costume Cave. Kostumeforretningen, som du nok har hørt om.”

  Hvis ikke det var for selvtilliden i hendes stemme, havde jeg troet at hun mente det ironisk. Jeg havde ingen idé om at her var en kostumeforretning. Det gav vel mening i forhold til at her var et teater? Og dog, for hvor mange købte kostumer året rundt anyway?

  “Den der udlevere kostumerne til Springville Theater?” Det var bare et skud i tågen.

  “Ja!” Et heldigt skud i tågen. “Red Devil-kostumet kommer også herfra.”

  Red Devil var vores High School maskot. Ikke at det nogensinde havde interesseret mig at vi havde en maskot, og hvor den maskot fik sit kostume fra.

  “Cool.” Tavse folk blev ved med at passere forbi os. “Hvordan går det med hudafskrabningerne?”

  “Hudafskrab…? Åh! Det går glimrende – de er væk; næsten. Mine håndflader er bare ru nu, men sådan noget sker jo – for mig. Jeg er så klumset. Jeg gled engang i svømmehallen, fordi jeg løb og overhørte at livredderen sagde jeg skulle lade være med det.”

  “Skete der så noget?”

  “Kraniebrud og indre blødninger. Ser du, jeg døde på hospitalet dagen efter.”

  Jeg fnes. “Godt at vide at jeg taler med et spøgelse.”

  “Ja ikke? Ej, men sådan helt seriøst så fik jeg det der hjernerystelse, og det var virkelig slemt for sådan, en uge. Det havde godt nok sine fordele alligevel, for jeg fik junkfood, junkfood, junkfood. Det er nok ikke helbredende eller noget, men jeg tror mine forældre fik ondt af mig. Eller noget.”

  De gav hende sikkert junkfood ikke fordi at de havde ondt af hende, men fordi de var taknemmelige for at hjernerystelsen havde sænket hendes evne til at tale uafbrudt.

  “Godt du havde junkfooden som trøst efter det skete,” sagde jeg og forsøgte at se venlig ud med et smil. “Jeg må hellere skynde mig hen i hobbyforretningen, inden klokken bliver 22.”

  “Du ved godt at den kun er 20, ikke?”

  “Jeg har en masse at tjekke ud, men ellers hyggeligt at møde dig her, Miss Carter. Vi ses på tirsdag.”

 

Det der efterfølgende skete, huskede jeg kun i små dele af mine sanser.

  Farvel til Stacey; jeg løb ned ad gaden efter noget højt musik.

  Nej, jeg løb ikke. Det føltes som om jeg løb, fordi det var så hurtigt jeg ville væk fra den akavede samtale. Nej, jeg vadede afsted hurtigt. Så hurtigt at jeg ikke kunne mærke Pau hive i hundesnoren. Vi gik nærmest side om side, og det var nok dét, der kollapsede det hele.

  Jeg stødte ind i ham lige så hårdt, som jeg forestillede mig fodboldspillere gjorde, når de prøvede at flå bolden ud af hænderne på hinanden, mens de var på vej ned ad banen. Det var ikke en fyr jeg kendte, lød det til. Det var jeg delvist glad for.

  Det havde startet med at han troede, at jeg var gået ind i ham med vilje. Jeg havde prøvet at skubbe ham, provokere ham, som den bøsserøv jeg var. Han skulle fandme bare skubbe igen. Det gjorde han. Jeg faldt ned på fortovet. Hvis nogen var omkring os – hvilket jeg senere fandt ud af at der var – så sagde de ikke et ord. De greb ikke ind for et sekund.

  Min undskyldning havde lydt så ynkelig, da jeg først skød det ud af min mund. Jeg kunne ikke huske hvad jeg havde gjort for at overbevise ham om, at jeg var synshæmmet. Måske havde jeg taget solbrillerne af. Måske var de røget af mit hoved i faldet. Men da han indså at det hele var en misforståelse, var det først at raseriet opslugte ham.

  De ord han sagde havde ikke printet sig i min hukommelse ligefrem, men jeg mindes hvor nedladende de havde føltes. Ikke bare at en fremmed sagde det til mig, men at andre stod omkring os og lyttede til at jeg fik det at vide. Ingen sagde et ord. Ingen greb ind.

  Det havde været en ren refleks, da jeg slog ud efter ham. Jeg var virkelig ikke klar over, hvad der havde foregået i mit hoved på det tidspunkt. Noget havde tændt for den refleks, som så ikke gjorde noget godt, da jeg missede.

  Han missede ikke.

  Et blåt øje; jeg havde allerede kunnet mærke det, før han ramte mig. Jeg var kun lige kommet op at stå igen, og så slog han mig ned på asfalten endnu engang.

  Han placerede et spark lige ind i maven.

  Et par andre fyre – formentlig hans venner – prøvede at gribe fat om ham af hvad jeg kunne høre. De prøvede at dæmpe ham.

  Måske sparkede eller slog han mig ikke igen efter det; jeg kunne ikke huske det. Bare smerten. Hvad jeg dog kunne erindre var hænderne, der tog fat under min armhuler og løftede mig op. Jeg flygtede kujonagtigt med det samme – havde ingen anelse om hvor Pau var.

  Jo, Pau var der under slagssmålet. Han havde pebet, det huskede jeg. Ingen angreb, bare piben.

  Vi forsvandt vel væk på samme tid, som det hele var ‘overstået.’ Jeg flygtede ind på hvad jeg formodede var en club. Musikken bankede igennem min krop, var øredøvende højt. Jeg måtte have været heldig for at komme forbi dørmanden, men igen: Jeg huskede ikke hvad der skete. Musikken krympede mig, folk skubbede overalt. Nogen spurgte om jeg var okay. Nogen skubbede mig væk. Pludselig var jeg oppe ved baren, der var tilsølet i alkohol. Gulvet klistrede, og det kom også på mine hænder og arme, da jeg stødte imod disken.

  “Du ligner én, der har brug for hjælp.” Drengestemme.

  “Udvej?”

  “Du ligner også én, der ikke kan se noget. Har jeg ret, eller har jeg lige såret dine følelser?”

  “Jeg kan ikk’ se noget.”

  “Så lad mig vise dig vejen ud.”

  “Ikk’ ved indgangen, ikk’ den vej.”

  “Okay, mester ‘Ikk.’ Har du været oppe og slås med nogen?”

  Jeg var hjemme igen.

  Jeg havde ingen idé om hvad der lige var sket.

  Noah sad indenfor i stuen og ventede på mig. Hun rejste sig op og eksploderede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...