Elektrisk Blå Årer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2017
  • Opdateret: 30 jan. 2018
  • Status: Igang
To usædvanlige søskendepar kompliceres i det sociale liv i Springville, Utah. Vi har et offer, en morder, et vidne og én, der kom for sent. Hvem er hvad?

– Stolt vinder under kategorierne ‘Årets Movella (Klassisk Fiktion)’ og ‘Årets Forfatter (Klassisk Fiktion)’ samt nomineret under kategorien ‘Årets Cover’ i Movellys 2017. Uendelig mange tak for hver en stemme!

30Likes
215Kommentarer
5372Visninger
AA

8. 🂮 Kapitel 4: Steve

26. oktober år 2016

De ville gøre mig succesrig. Jeg vidste det. Før eller siden ville deres talenter blive til mine, hvilket var grunden til at det var så vigtigt for mig nu, at jeg tog mig af dem hver især.

  “Din sangstemme er fantastisk, men husk ikke at overdrive med at trække tonerne ud.

  “Dine bevægelser er elegante – bare sving hofterne noget mere.

  “Din poetiske talemåde er til at dø for. Sørg nu for at det ikke er af kedsomhed.” Stort smil. Slut altid af med hvad de ønsker at høre: “Ellers en fremragende præsentation.”

  Det var nemmest med de ældre. Mindre utilsløret følelsesladende end de små. Små børn sagde deres meninger og følelser – ligeud og rå uden andre lag af høflighed og kunstig forståelse. De havde ofte ret i hvad de sagde, hvilket var hvad der gjorde dem sværere at coache end de ældre.

  Teenagerne i gruppen fra 12-18 år var hvem Noah og jeg skulle undervise i dag. På nær der ikke helt præcist var nogen undervisning. Det var bare os to, der satte alle dem i gang med noget. I dag en udklædningsleg. Næste gang et socialt eksperiment.

  Noah var ikke uddannet skuespillerinde, og jeg havde heller ingen erfaring med en fancy skuespillerskole, hvor de kvalificerede gik på. Så i bund og grund var det vel forkert af os at kræve penge af folk, for at vi kunne undervise?

  Nej. Vi var bedre end de fleste kvalificerede – noget som vi begge i høj grad vidste.

  Nettet var propfyldt med informationer værd alle de penge du kunne spare for at tage på dramahold eller et kursus. Var man absorberende for viden ville man finde sig selv vokse fra amatør til professionel uden overhovedet at bruge én dollar.

  Det krævede – selvfølgelig – at man var andet end en idealist. Du kunne lære at læse et leksikon på spansk, men hvad ville du gøre, når nogen ville bede dig om at tale sproget? Holde dig tilbage?

  Så meget for at være en absorberende svamp.

  Nej; det gjaldt om at blande viden med handling, og handling med kreativitet. Sådan skulle man lære sig selv op. Sådan skulle man lære andre op. Sådan vandt man spillet.

 

Jeg svingede hende hen mod væggen, greb fat i hendes hånd inden hun bankede overkroppen imod den. På trods af musikken i baggrunden kunne jeg høre hende slippe et pust af lettelse ud mellem læberne. Hendes blik så dødt ud, som det altid gjorde, når hun viste sit neutrale ansigt.

  “For kedeligt. Vi har brug for noget mere intenst.”

  “Har du nogle idéer?”

  “Ingen. Jeg lytter kun til klassisk instrumentalt, ikk' sange.”

  “Meget vel. Jeg kan komme på et par andre genre, vi kan forsøge os med.”

  Noah vinkede mig afsted mod min MacBook, som var tilkoblet min højtaler. “Hvorfor finder du ikke bare noget moderne? Dommerne vil måske værdsætte en gennemtænkt sang fra 80’erne, men publikummet har også en indflydelse.”

  “80’erne kommer op igen, så det er vigtigt at følge med. Desuden; nostalgi rammer både dommerne og publikum.”

  “Jeg tjekkede konkurrencens hjemmeside i går. Målgruppen er tydeligt sat for unge fra 18 og op til max 40.”

  “Hvorfor tror du det?”

  “‘Alle er velkommen til at komme, se showet og donere hvilket som helst beløb. Aldersgrænse for at deltage er 18+. Dansen foregår i Freestyle, men vi værdsætter en gennemtænkt sangvalg og koreografi. Gratis drinks under første halvdel af showet.’”

  Hun havde gennemskuet mere end jeg havde. Men der var intet der sagde, at folk over 40 med et bedre kendskab til 80’erne ikke kunne komme i store mængder ligeså.

  “‘Musikken bliver højt, og der vil være et vildt lysshow.’”

  “Javel. Så bliver dét det moderne musik.”

  Jeg gennemgik et par playlister, før jeg fandt noget værd at sætte på.

  Sangen var et akustisk cover – lød stille og flydende, men intenst. Det kunne være muligt at lave noget ud fra det, selvom tanken om det fik en nerve til at klø af irritation. Noah havde vundet diskussionen – sangvalget. Hendes overdrevne selvtillid spredte sig som en hed damp, som jeg sørgede for at stoppe abrupt med et lag is om mit skind. Jeg troede ikke på held, men noget havde hjulpet Noah på vej. På ingen måde kunne hun overgå mit bliks skarphed i en business-situation.

  De følgende få timer brugte vi på at analysere sangens tekst, oveni også at diskutere hvordan vi kunne bringe den tekst til live gennem en dans. Det var ikke svært. På trods af sangens popularitet var betydningen af den mild. Den var meget, usædvanlig flad; en bekræftelse på flertallets mangel på dimensioner. Så det eneste vores arbejde virkeligt krævede var handling og kreativitet for nu; hvad end ville kunne imponere flertallet.

  Jeg fyldte et vinglas op til randen, lod det tippe ned på min tunge og glide ned gennem min hals. Vi var færdige for i dag, så hun var i gang med at iklæde sig sit farverige overtøj. Det skreg altid af desperation – søgen efter opmærksomhed. Sådan var hendes tøjstil, men jeg kunne forestille mig hun tog det hele af så snart hun kom hjem. Bevægede sig nøgent rundt på sit værelse, hvor hun var alene.

  Vi stod i døråbningen; hende med sin mobil i hånden og mig med mit glas blodrøde vin. Hun skulle bare gå ned af de tæppebelagte trapper og tage hoveddøren ud af teatrets oplyste gang. Hun tøvede.

  “Var jeg god i dag?” En skrøbelighed fremtrådte i hendes stemme, men blev straks skubbet væk af et stålhårdt ansigtsudtryk. “Til at undervise de unge. De er vanskelige.”

  “Du var god,” sagde jeg kærligt og mente det. “De prøver at være dig; pigerne i hvert fald.”

  “Pigerne lytter aldrig til mig. Det er som om de venter på at du godkender mine ordrer, hvis jeg åbner min mund.”

  “Det er jalousi og usikkerhed. Det er ikke din skyld og heller ikke deres. Det kommer alt sammen ned til kemi, så bebrejd kemi, og smag på min vin. Du har brug for mere alkohol i blodet.” Jeg rakte mit glas hen til hende. “Du er bedre end dem.”

  “Det ved jeg.” Hun afviste vinen.

  Tavsheden voksede fra vores fodfæste og ud til teaterbygningens hjørner. Vi stod stille over for hinanden.

  “Du ved, du kan tage dit overtøj af igen og blive her.” Hendes ånden føltes voldsommere imod min hals, lige som jeg havde sagt det.

  “Vi ses i morgen, Steve.” Min tilstedeværelse blev alene hurtigt efter ordene var hængt op i luften. Idet hun forlod stedet og smækkede hoveddøren i, lod hun en frisk vind ind. Det fik mine gåsehud til at rejse sig.

  Jeg ville have nydt hende.

  Det var lige meget.

  Jeg daskede ind, sippede til det sidste af vinen. Ud af køkkenvinduet kunne jeg se Noahs silhuet blive oplyst i den ene cirkel lys fra gadelygterne til den anden. Hun forsvandt væk i mørket for enden af vejen på et splitsekund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...