Elektrisk Blå Årer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2017
  • Opdateret: 30 jan. 2018
  • Status: Igang
To usædvanlige søskendepar kompliceres i det sociale liv i Springville, Utah. Vi har et offer, en morder, et vidne og én, der kom for sent. Hvem er hvad?

– Stolt vinder under kategorierne ‘Årets Movella (Klassisk Fiktion)’ og ‘Årets Forfatter (Klassisk Fiktion)’ samt nomineret under kategorien ‘Årets Cover’ i Movellys 2017. Uendelig mange tak for hver en stemme!

30Likes
215Kommentarer
5365Visninger
AA

7. 🂽 Kapitel 3: Stacey

25. oktober år 2016

Det var en farverig oktoberdag, men hjemme hos Mr Reynolds føltes der sort/hvidt. Han var en forholdsvis varm mand – i starten af 20’erne ville jeg gætte – så der var ikke noget dér. Jeg undrede mig bare over hvordan hans søster kunne føle sig i live i et hjem så sjæleløst.

  “Er du trist?” Ordene for op ad min hals, før jeg nåede at tænke mig om.

  “Hvad? Nej, slet ikk’,” svarede Joseph. Hans blodrøde læber afslørende at han ikke talte for sit inderste; de var adskilte i et kurvet ovalt smil, mundvigene bævende i forsøget på at holde dem oppe. “Hva’ får dig til at spørge om det?”

  “Dit udtryk. Din aura.”

  “Aura?” lo han med en skarp kant af forvirring i stemmebåndet.

  “Hele din energi er … nedtrykkende,” prøvede jeg at forklare ham. Jeg havde kunnet mærke det allerede inden jeg gik ind i hans lejlighed den første gang for en uge siden.

  “Jamen undskyld. Jeg vidste slet ikk’ at jeg gav depressive vibes.”

  “Det er slemt – ærligt talt.”

  “Hva’ gør jeg for at rette op på det?” Måden han sagde det på gjorde mig i tvivl om han lavede sjov med mig, eller om han rent faktisk var interesseret i at vide, hvordan han kunne rette op på det.

  “Jeg er en amatør-clairvoyant, ikke en psykolog. Jeg er mere oplysende end praktisk.”

  “Det ser jeg.”

  “Nej, du gør ej.”

  Dømt ud fra hans pludselige halvåbne mund var han overrasket over min bemærkning. Det havde selvfølgelig kun været noget jeg havde ment som en spøg – manden var jo blind! – men han var måske ikke vant til at blive kaldt ud for sin blindhed. Han havde vel ellers en stor social vennekreds, nu han arbejdede med en masse mennesker. Så på en måde burde nogen have sagt noget til ham før. Ikke?

  “Du har en sjov humor, Miss Carter.” Han løftede sine øjenbryn i en blid bevægelse, virkede ikke yderligere fornærmet. “Jeg værdsætter hvor … oplysende du er som clairvoyant.”

  “Amatør-clairvoyant,” skyndte jeg mig at indskyde, men kunne mærke hans komplimenter vække en mild selvtilfredshed i mig. “Og amatør-healer. Jeg øver mig bare på det hele, observerer og sådan. Er timen ikke gået nu?”

  Lige da jeg havde sagt det, begyndte hans iPhone af ældre kvalitet at vibrere på glasstuebordet imellem os. Han tøvede ikke med at række ud efter den og slippe de papirer med noder og brailleskrift, som han havde brugt til undervisningen.

  “Yeah, den er ovre,” sagde han med et lille hint af lettelse. “Du må fortælle mig om det healing og clairvoyance næste gang.”

  “Det kan jeg nu.” Jeg lod min guitar hvile op ad den lænestol, jeg havde sat mig på kanten af. “Jeg kan prøve at heale dig. Det er ikke noget, jeg har prøvet før på nogen, men man skal jo starte et sted. Og du er negativ. Eller, din stemning er. Du virker trist.”

  “Tro mig, jeg er ikk’ trist. Men ellers tak for tilbuddet.” Han skyndte sig op fra sofaen, hentydede med sin kropssprog at det var tid til at jeg skulle gå.

  Vi rykkede hen til døren; hans fødder inde på det råkolde gulv og mine ude hvor blæsten dårligt kunne strække ind for halvtaget over trapperne.

  “Du kan altid bare sige, hvis du føler for min healing. Det vil slet ikke være besværligt, og jeg gør det gratis. Det skader jo ingen.”

  “Jeg værdsætter det, Miss Carter. Dét gør jeg virkelig.”

  “Altså det er heller ikke sådan noget, hvor du ligger nøgen på et bord, og jeg smører dig ind i maskulint dyreblod, mens jeg beder til en Gud om at forstærke dit helbred.”

  “Okay. Det var en bekymrende præcis beskrivelse.”

  “Men det er slet ikke sådan …” Inden jeg nåede at registrere noget, rev mine hænder mod trappens hårde fliser. De forhindrede mit baglæns fald i at blive voldsommere end det kunne have været. Kun et par trin faldt jeg ned, men jeg var ikke mindre chokeret end hvis det havde været flere.

  “Hey?!” kunne jeg høre Mr Reynolds råbe. Ihærdigt forsøgte han at nå ned til mig. “Hvad skete der?”

  Det gik hurtigt op for mig, at under faldet havde tyngdekraften flået min elektrisk blå paryk af hovedet på mig. Inden Mr Reynolds kunne gribe fat om min skulder, vendte jeg mig rundt og fik fat i det syntetiske hår. Jeg masede det ned om mit ægte, der var kort nok til at jeg ikke behøvede at samle det op i en knold.

  “Din ølkasse.” Vejret kom atter ind og ud af mine lunger. “Jeg er klumset.”

  “Nej, det var mig, der stillede den der i går. Min fejl.” Det var tydeligt at høre i hans stemme, at han bebrejdede sig selv, og var bange for om noget alvorligt var sket mig.

  “Alt er fint Mr Reynolds. Jeg er helt ok.”

  “Du er ikk’ kommet noget til?”

  “Nej, slet ikke. Lidt hudafskrabninger på hænderne er det hele.”

  “Kom med ind, så renser vi det lige.”

  Først protesterede jeg – fast besluttet på at det ikke var nødvendigt – men så insisterede han. Og jeg kunne skue en mulighed for at undersøge mere af hans lejlighed.

  Ligesom stuen var badeværelset spøgelseshvidt med enkelte objekter i sort, sølvgrå og rød. Ud fra udvalget følte jeg kun indædt tavshed. Det føltes ikke som min guitarlærer overhovedet, hvilket gav mig indtrykket af at hans søster, som han ud fra sit udsagn boede med, var den dominerende af de to.

  Da han havde vredet en våd klud op over håndvasken, lod mig væde mine hudafskrabninger i det sæbede vand fra den, betragtede jeg hans øjne gennem det matte glas fra hans solbriller. På længere afstand, som når vi sad i stuen, var hans blik gemt væk af det. Nu var tomheden åbenlys; en udvisket fokus fra centeret af pupillerne og ud; en endeløs dybde.

  Det eneste, der ikke var muligt for mig at se, var hans øjenfarve. Men fra billedet af ham og hans storesøster derinde i stuen kendte jeg til den. Jeg huskede den klart og tydeligt.

 

Jeg var alene hjemme som i går.

  Solens lys var gledet bort bag bjergene, så jeg behøvede ikke at rulle gardinerne for på mit værelse, da jeg ville til at meditere. Det var det perfekte tidspunkt.

  ‘Zen handler om at være i nuet: glid bort fra fortiden ligesom solen; slip grebet på dit kød og knogler, lad dem omfavne fremtiden; foren din sjæl med skyerne, blæs med vinden, se verdenen nedenunder for hvad den er.’

  Alle mine vokslys havde jeg tændt rundt omkring. Nogle havde jeg til at stå på mine egetræsmøbler, mens andre gnistrede på gulvet, hvor jeg havde taget plads foran min dobbeltseng. De havde den her specielle aroma af lotusblomsten. Det fyldte værelset med en berusende sødme og en stemning præget af fred, sådan som det skulle være op til en meditationsøvelse.

  Et minut gik.

  Mine ben var krydset ind over hinanden så godt som muligt. Mine arme og håndled hvilede på mine lår.

  Endnu et.

  En tanke skød ind i hovedet på mig: Jeg havde glemt at strække ud. Det var vigtigt for at løsne musklerne op, og sørge for at der var bedre fokus på meditationen.

  Det kunne da også være lige meget nu, jeg havde sat mig ned. Hvis jeg skulle til at strække ud, skulle jeg også til at tænke på alle de måder, jeg skulle det på – for ikke at nævne at jeg ville blive nødt til at flytte alt, jeg havde sat op omkring mig.

  Jeg blev siddende, forsøgte at smide tankerne ud af mit hoved.

  Fem minutter passerede forbi.

  Ti minutter.

  Femten.

  Flakkende varme farver på et baggrund af mørke fyldte mine lukkede øjne.

  Jeg hviskede mit mantra stille og i et langsomt tempo. Den strømmede ud naturligt med mine tunge åndedrag, men uden at overdrage den nødvendige fred til min sindstilstand, der sad fast i vores fysiske verden.

  Tyve.

  Tredive.

  Med en pludselig ophidset energi hev jeg mig selv op fra gulvet.

  ‘Det er så frustrerende. Jeg gør jo alt, jeg skal gøre. Ikke?’

  Min stemning var total ødelagt, så jeg tog en hurtig beslutning. Farende ud på badeværelset med mobilen i hånden ville jeg til at gøre mig klar til sengetid. Jeg satte min alarm til at ringe 6:30, så jeg havde lidt over en time til jeg skulle være i skolen, når jeg vågnede.

  Imens jeg var ved at tage min paryk af, lød en harmonisk melodi fra min mobil. Den stoppede efter 3 sekunder, så jeg vidste det var en SMS, som jeg havde modtaget. Det kom som en overraskelse.

 

•••••     9:01 PM     67%

< Beskeder     Ash Lee     Oplysninger

 

Kan du tage min vagt imorgenaften?? The Sin holder en fest jeg gerne vil fra starten af.

 

  Ash Lee skrev til mig? Vi var ikke venner eller noget – arbejdede bare sammen i hans forældres kostumeforretning – men jeg havde fuldstændig glemt, at han havde mit nummer. Altså selvfølgelig havde jeg hans, men han havde mit?

  Klart ville jeg tage hans vagt. Det var intet problem.

 

•••••     9:03 PM     66%

< Beskeder     Ash Lee     Oplysninger

 

Kan du tage min vagt imorgenaften?? The Sin holder en fest jeg gerne vil fra starten af.

… [skriver]

-Jo da! Jeg kan tage alle dine vagter for dig.-[slettet]

-Din vagt er min vagt!-[slettet]

-Jeg skal nok tage din vagt. Kh Stacey-[sendt]

 

  Jeg sendte ham beskeden, håbede det ville lyde okay i hans ører.

  På den anden side betød det heller ikke noget, hvad han syntes. Måske en lille smule, men vi arbejdede jo bare sammen. Ja, og så nogle gange så vi også hinanden i skolen, men vi var jo ikke venner. Vi snakkede ikke sammen. Han snakkede ikke med piger meget generelt. Så heller ikke mig.

 

•••••     9:06 PM     64%

< Beskeder     Ash Lee     Oplysninger

 

Kan du tage min vagt imorgenaften?? The Sin holder en fest jeg gerne vil fra starten af.

Jeg skal nok tage din vagt. Kh Stacey

Tusind tak.:)

 

  Da han endelig svarede, var jeg i gang med at tage mine Aqua grønne kontaktlinser ud af mine øjne, så jeg havde nær boret min negl ind i øjenæblet. Kun den ene farvede kontaktlinse havde jeg fået ud, før jeg gav mig til at læse hans besked.

  Der var en smiley – en af grundene til at jeg kunne lide ham bedre end så mange af de andre følelseskolde drenge. Han viste i det mindste lidt at han var taknemmelig, når man gjorde ham en tjeneste.

  Jeg fik fjernet den anden kontaktlinse, lagt den i væske, børstet tænder. Jeg pustede de mange vokslys på mit værelse ud, og med den nu søde duft af lotusblomster hængende i mine næsebor gik jeg i seng med et smil på læberne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...