Elektrisk Blå Årer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2017
  • Opdateret: 30 jan. 2018
  • Status: Igang
To usædvanlige søskendepar kompliceres i det sociale liv i Springville, Utah. Vi har et offer, en morder, et vidne og én, der kom for sent. Hvem er hvad?

– Stolt vinder under kategorierne ‘Årets Movella (Klassisk Fiktion)’ og ‘Årets Forfatter (Klassisk Fiktion)’ samt nomineret under kategorien ‘Årets Cover’ i Movellys 2017. Uendelig mange tak for hver en stemme!

30Likes
215Kommentarer
5346Visninger
AA

6. 🂡 Kapitel 2: Noah

24. oktober år 2016

Jeg kunne indrømme til mig selv, en del af mig ønskede Steve død.

  Ikke på den måde alle ønskede deres chef noget ondt. Ikke på den måde alle ønskede nogen borte. Jeg ville faktisk – med hånden på hjertet – ønske at se blodet forlade hans årer.

  Så beundrede en del af mig ham. Han var ikke en god mand, men han spillede sine kort bedre end nogen anden. Ganske vist også bedre end mig. Det var noget han selv vidste.

  Forestillingen om at han bekymrede sig for mig fik mine mundvig til at rejse sig lidt. Han var en overklasse mand med penge dalende ned fra sin himmel. Han bar altid sorte eller grå jeans og en skjorte med et elektrisk blåt slips hængende om halsen. Hvis ikke det var for de forskellige mønstre på skjorterne, havde det lignet at han gik i det samme tøj hver dag. Men han var en business mand af klasse, der ville være teater-mester i hjertet. Hans fremtidsplan kunne hjælpe min fremtidsplan, og det var alt, der betød noget.

  I flere år havde han desuden hjulpet mig med mine problemer – både på arbejdet og i privatlivet. Skjulte intentioner var måske fundamentet, måske ikke. Hvad end det var kunne jeg bruge ham. Og hvis det viste sig at han havde følelser boblende i brystet, og han bare havde valgt at skjule dem bag en facade, så ville jeg nyde dagen jeg ville forlade ham endnu mere.

  For nu måtte jeg have at gøre med vores partnerskab, som involverede en opvisning af musicalen ‘The Nightmare Before Christmas.’ Det havde været min idé, da Steve nævnte at han manglede noget originalt på teatrets program til den 2. december og fremad. Som tak for at bidrage med et alternativt storyboard til hvordan musicalen kunne opføres, tildelte han mig rollen som ‘Sally,’ der havde sin egen dybfølte solo. Vi var dog kun lige startet op på at øve sangene igennem, og min solo ville først komme en ¾ del inde i stykket.

  “Jeg skal lige tale med dig efter lukketid.” Steve sagde det lavmælt til mig, som for at de andre ikke måtte høre det. De hvirvlede rundt i den hvælvede teatersal, øvede deres linjer i åbningen ‘This Is Halloween.’

  “Hvorfor? Jeg skal hjem til Joseph.”

  Steve skuede mig ikke et blik, så bare på eleverne omkring os. “Det er om et tilbud. Du vil synes om det, men det kræver en ordentlig diskussion.”

  Jeg nikkede indforstået, nysgerrig efter hvilket tilbud han havde i tankerne.

 

Alle dørene blev skudt på vid gab. Eleverne bumpede ind i hinanden for at forlade teatret på samme tid. Vi ville lade dørene være stået åbne for et par timer frem, så stanken af sved kunne fejes ud med vinden. Det var en god dag for udluftning grundet ingen regn. Alle havde gennemgået en intens arbejdsindsats, og lugten fulgte jo med.

  Siden Steve havde fortalt mig om sit tilbud til mig, havde han ikke nævnt det igen. Jeg havde ikke prøvet at spørge mere ind til det, for ligesom jeg fornemmede med ham havde musicalen været en større prioritet. Det var ikke fordi at jeg alligevel holdt for at det var noget synderligt specielt, han ville komme med.

  Jeg tog fejl.

  “Interessant, energisk og i så god form som du er, tænkte jeg at jeg i det mindste burde tilbyde dig muligheden. Det er tidskrævende – det ved jeg – men der er en belønning.”

  “Absolut glem det. Hvem fanden der ikke ville tro vi var et par.”

  Smilet på Steves læber gled smørret frem. “Ingen. Selv hvis tilfældet var det, ville det være ubetydeligt. Ingen vil tro vi er et par.”

  “Vi ses sammen her, men det er fordi det er nødvendigt.”

  “Den store sum af penge er ikke engang blevet nævnt endnu, og du bakker ud?”

  “Hvor mange?”

  “5000 dollars.”

  Min mave sank ned i skødet med en kraftig fart.

  “Hvem fuck giver det som præmie for en latterlig dansekonkurrence?”

  “Det koster 1000 per mand at melde sig til. Alt for velgørenhed. Man får pengene retur, hvis man står i top 3.”

  En latterlig dansekonkurrence for en latterlig-stor pengesum.

  “50% så.”

  “Hvabehar?”

  Jeg kneb mine øjne og læber sammen, prøvede at dæmpe frustrationerne over at der var lige så meget godt som ondt i dette. “50% af pengene og jeg er med.”

  “Aftale,” bekræftede Steve, som om han ikke behøvede et sekund til at tænke over at han ville dele halvdelen af pengene med mig. For så uretfærdig som han kunne være, havde han stadig en liter retfærdighed i sit blod.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...