Elektrisk Blå Årer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2017
  • Opdateret: 30 jan. 2018
  • Status: Igang
To usædvanlige søskendepar kompliceres i det sociale liv i Springville, Utah. Vi har et offer, en morder, et vidne og én, der kom for sent. Hvem er hvad?

– Stolt vinder under kategorierne ‘Årets Movella (Klassisk Fiktion)’ og ‘Årets Forfatter (Klassisk Fiktion)’ samt nomineret under kategorien ‘Årets Cover’ i Movellys 2017. Uendelig mange tak for hver en stemme!

30Likes
215Kommentarer
5386Visninger
AA

15. 🂽 Kapitel 11: Stacey

27. oktober år 2016

 Hvorfor føltes det altid som om, at ingen kunne lide mig?

  Det var minutter siden, at Joseph lagde røret på og sluttede vores ellers så rare samtale. Hele morgenen op til havde jeg brugt på at jage efter Ash på skolens grund, eftersom jeg syntes han skyldte mig en forklaring på hans pludselige underlighed i går aftes, da vi kyssede og han sagde farvel. (‘Er den sætning overhovedet virkelig? Vi kyssede!’) Men hver eneste gang vi fik øjenkontakt, gik han i den modsatte retning, som om jeg lugtede af et eller andet ulækkert. Heldigvis kunne han ikke løbe fra mig mere, for i den kommende time skulle vi have Psykologi sammen. Jeg havde sat mig ned på min plads i midten af klasselokalet som den eneste endnu. Han måtte jo komme før eller siden.

  “Jamen goddag, Miss Carter! Nogen har vist stjålet dine tarotkort, siden du sidder her allerede.” Matthew spankulerede ind ad døren og op til katederet, hvor han smed sin revnede lædertaske. Hans nye slags kaffe sippede han til et par gange, før han også stillede den fra sig og iførte sig sine ikoniske læsebriller. De var små, runde og blå. Altså jeg kunne nu godt lide dem, men hvis han tabte dem en dag og slog dem i stykker, ville jeg nok ikke være sådan, den første til at sige at han burde anskaffe sig et par nye magen til.

  “Goddag Mr. Jones. Der er faktisk ikke nogen, der har stjålet mine kort. Jeg følte bare lige for at komme tidligt, fordi der er en, jeg gerne vil snakke med, som også er her til timen.” Jeg knugede psykologibøgerne på mit bord ind til mig. Det gav mig sådan en knude i maven, at Ash undgik mig på den måde, og jeg vidste ikke engang hvorfor. Matthew ville nok kunne forstå det.

  “Bare det ikke bliver i min time, at I sidder og snakker. Det må I vente med.” Han satte sig ned ved katederet, rodede rundt i sin taske for at finde timens bøger frem.

  “Ja, selvfølgelig, vi venter.” Jeg ville sikkert blive nødt til at vente helt til timen var omme, før jeg kunne få det ord med Ash. Øv altså.

  “Nu du er her så tidligt, kan du lige så godt gøre dig selv brugbar. Der er nogle bøger, du kan lægge ud på alle pladser.”

  Inderligt sukkede jeg, selvom jeg ikke havde noget imod at hjælpe Matthew. Han måtte være en ældre herre, siden hans kortklippede afro var blevet mørkegrå. Rynkerne i det mørke hud var dybe, men det havde jeg selvfølgelig også set ved mange yngre. Det var nu mere fordi, at jeg mest af alt bare havde lyst til at sidde i stilhed og puste uroen ud af min krop. Det måtte jeg bare gøre, imens jeg adlød Mr. Jones’ besked.

  Jeg løftede bagen fra min plads; min stribede, løse kjole klistrende mod min hud. Bøgerne, der skulle deles ud, slentrede jeg op efter ved katederet. Det føltes, som var der en trillion af dem, så jeg tog altså bare små stakker af gangen; puttede dem roligt og små-smilende ned på de forskelliges borde, så der ikke var en nylig negativ energi forbundet til dem. Titlen på bøgerne var nemlig ret dramatisk: ‘Psycho af Robert Bloch.’ Som om jeg ikke var anspændt nok i hovedet, skulle vi åbenbart til at læse den bog, der havde inspireret Alfred Hitchcock til ‘Psycho’-klassikeren med dens kendte wee-wee-wee-wee-wee-wee-melodi.

  Da klokken ringede, var alle på deres pladser på nær Ash. Han kom tøvende ind som den sidste, fik endda en bemærkning klasket på ryggen af Mr. Jones om hans forsinkelse. Jeg kunne nu godt lide Mr. Jones, men jeg ville altså have den snak med Ash. Derfor var jeg lykkelig, da vi blev sat sammen til at læse op og fortolke ‘Psycho’-teksten med hinanden.

  Vi var kun lige startet op – jeg var faktisk midt i en sætning – da Aaron lænede sin stol tilbage fra bordet ved siden af og hviskede noget ind i Ashs øre. Hvad han sagde havde jeg ingen idé om, for alle læste op rundt omkring. Noget ved mit ansigt måtte dog have vist, hvor skuffet og nysgerrig jeg samtidig blev, for Aaron så pludselig direkte ind i mine lilla kontaktlinser.

  “Undskyld, Heksen, det var ikke min mening at afbryde dig.” Hans smil så mega skummelt ud. Ja, for at være ærlig havde jeg lyst til at sige det til ham, men det gjorde jeg selvfølgelig ikke.

  “Det gør ikke noget, men stop nu med at kalde mig ‘Heksen.’ Jeg kunne også kalde dig for … ‘Rødhætte,’ men det gør jeg ikke, vel?” Hans energi gjorde mig altid så trist, for den var fuld af magtbegær, had og hån.

  “Undskyld, Troldkvinden.”

  “Rødhætte,” fnes Ash ham i hovedet med et skulende blik.

  “Vi skal altså tale sammen om i går aftes,” prøvede jeg at hviske diskret over bordet i håb om, at Aaron ikke ville høre det. Det gjorde han dog uden overraskelse. Han tabte kæben en smule med et latterligt grin placeret i øjnene, men trak selv kæben helt ned til gulvet. Han sagde efterfølgende højt nok til at drengene ved hans bord og de andre ved siden af kunne høre det, at Ash havde …‘pumpet’ ‘Troldkvinden.’

  På ingen tid eksploderede hele klassen i fnis og ubehagelig høj latter. Det føltes ondt og godt på samme tid, at folk kunne tro at en så flot som Ash ville lave noget med mig. Sådan set gjorde de jo bare grin med mig, så jeg burde kun føle mig nedgjort. Var det forkert, at jeg ikke gjorde det?

  “Hvor gamle er vi lige? Første klasse?” var der én, der sagde.

  “Stop!” Matthew hamrede sin hånd ned i katederet, så hele lokalet rungede. “Jeg kender hver og en af jer, og jeg ved hvilke fag I kan lide og ikke lide. Bliv ved med at larme i mine timer, og jeg skal sørge for at I får Psykologi eller Idræt eller Engelsk til jeres mareridt står på to ben.”

  Ingen sagde et fuldkomment pip derefter.

 

“Undskyld. Undskyld, vil du ikke nok se på mig? Eller svare? Eller begge dele? For jeg synes altså du skylder mig en undskyldning for, at du bare gik i går uden at sige noget. Men jeg siger undskyld først for det her, så undskyld.”

  Skoledagen var omme. De sidste par timer var jeg blevet ignoreret af ham. Jeg burde ikke blive ved, men jeg kunne ikke holde ud at skulle til og vente til vi skulle ses i skolen igen eller på arbejde. Ja, altså, af den grund løb jeg over skolens parkeringsplads på mine korte ben for at nå hen til ham. Det var min sidste chance i dag. Kom nu.

  “Jeg er ikke engang sur over det til Psykologi.” Han stoppede pludseligt op og vendte sig om mod mig ude på vejen. Det var lige før jeg var stødt ind i ham, som var han en lygtepæl og jeg en dranker. “Du … Det her er bare så pinligt. Jeg er ikke til dig. Du bør heller ikke være til mig. Kan du godt lade mig være i fred nu?” Hans mørkebrune øjne så intenst på mig; frustreret og irriteret.

  “Hvad mener du? Vi kyssede?” Mens hans ord synkede ind i min forstand, mærkede jeg mine kinder blusse op og skammen vride som bare pokker i min mave. “Vi kyssede da.”

  “Vi var fulde! Man kysser alt og alle omkring sig, når man er fuld. Ikke tag sådan noget seriøst, Stacey. Det skete bare og blev ved, da du begyndte.”

  “Undskyld.” Den der lille flap hud under mine øjne begyndte at klø helt vildt.

  “Du skal ikke undskylde, okay? Det var også min fejl.” Ash så lidt bedrøvet ud nu; kradsede sin ene arm og så rundt omkring på træerne med de visnende blade og over på skolens grund, der nu lå et godt stykke væk. “Vi kan være venner. Hvis du vil.”

  “Men du kan ikke lide mig.” Det var ikke nogen løgn, jeg kunne se det på ham.

  “Det er løgn.”

  “Okay.” Jeg fumlede ved min kjole. “Er det så fordi jeg er tyk? At du ikke er til mig?”

  Mit spørgsmål så ud til at sætte tusindvis af nye spørgsmål i hovedet på ham, selvom det kun forlangte ét svar.

  Inden jeg vidste af det, var hans magre skelet om mig i et kortvarigt, men varmt knus. Hans duft af røg og parfume kildede i mine næsebor. Jeg blev helt svimmel på den bedst tænkelige måde.

  “Du er for sød til mig, for ligeud og for underlig. Men jeg kan lide dig, og det kan mine forældre også. Så lad os bare være venner?”

  Jeg nikkede kraftigt, selvom jeg intet forstod af hvad han sagde.

  “Der er et Halloween-arrangement den 31., som museet holder. Vi kan følges, hvis du ikke skal med nogle andre?”

  Det blev til en aftale, som jeg heller ikke forstod en brik af. Men hvis jeg ikke havde hørt alt forkert… Ash kunne lide mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...