Elektrisk Blå Årer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2017
  • Opdateret: 30 jan. 2018
  • Status: Igang
To usædvanlige søskendepar kompliceres i det sociale liv i Springville, Utah. Vi har et offer, en morder, et vidne og én, der kom for sent. Hvem er hvad?

– Stolt vinder under kategorierne ‘Årets Movella (Klassisk Fiktion)’ og ‘Årets Forfatter (Klassisk Fiktion)’ samt nomineret under kategorien ‘Årets Cover’ i Movellys 2017. Uendelig mange tak for hver en stemme!

30Likes
215Kommentarer
5361Visninger
AA

14. 🂡 Kapitel 10: Noah

27. oktober år 2016

Mørket ventede mig, da jeg faldt i søvn.

 

  “Godnat, min pige.” Løb, løb, løb, LØB. Noget er galt. Kvælende røg. Knitrende ild. Joseph hviner i en forfærdet gråd. Noget er galt, noget er galt, noget er galt, negle flænser mod træ, hænder banker panisk. “Mor? Far?” Sovepiller. Øksen. Spiritus. Forbrændinger. Skrig lyder fra brændende hjerter på vej til at blive til aske.

 

  Jeg vågnede med en sprække af lys under dørkarmen summende ind gennem mine øjenæbler. Lyset stak i min hjerne; gav mig hovedpine, før dagen overhovedet var begyndt.

  Mit sengetøj var svøbt i sved, så jeg slyngede den fugtige dyne af mig og hev betrækket af med det samme. Inde ved siden af på badeværelset kunne jeg høre vandet bruse, hvilket var hvad der vækkede mig på en hverdag. Joseph var kommet hjem fra sin løbetur tydeligvis, men på det lille ur på natbordet ved min seng kunne jeg se, at det havde taget ham yderligere 20 minutter end normalt. Jeg gad vide om det havde noget at gøre med i går aftes. Hvad ellers?

  På vej ud i køkkenet klaskede mine bare fødder mod gulvets støv. Min hals var så knastør, at det næsten føltes som at blive kvalt indefra. Samme følelse næsten hver morgen; efter hver af de samme mareridt i hvert fald. Det hjalp at skylle vand ned i kraftige slurk et par gange. Det gjorde jeg, på trods af at jeg ikke brød mig om smagen af vandet her. Det fra vandhanen havde sådan en eftersmag, der mindede om jord. En beskidt undertone passende til Springville.

  Døren ind til Josephs værelse stod på klem. Det var som en åben invitation for min nyligt opståede mistanke. Han kunne jo ikke være derinde, når vandet løb ude på badeværelset, og der var lukket derud. Der kunne heller ikke ske noget ved at tjekke hans mobil lige kort, se om min mistanke kunne bakkes op eller om det var mig, der læste for meget ind i det.

  Med stille trin trådte jeg ind på hans værelse.

  Som jeg huskede det var der forholdsvist rent med undtagelser af et par halvtomme øldåser hist og her. Papirer med brailleskrift lå spredt ud over hans skrivebord, hvorpå hans bærbar indfedtet i fingeraftryk også var. Sengen var redt, så godt som en mand kunne rede den, og her duftede ikke af noget. Jeg havde før givet ham deodoranter i fødselsdagsgave og julegave, men han brugte dem aldrig; havde dem bare stående på sin lille reol overfor sengen til at samle støv. Måske var det fordi det ikke var nødvendigt for ham, så ofte som han luftede ud og gik i bad. Jeg havde aldrig spekuleret nok til at spørge.

  Det første jeg gjorde var at slå lyden på hans mobil fra. Den var sat til at opremse alt, hvad man trykkede på, så hvis jeg ikke slog den fra, ville jeg hurtigt blive opdaget.

  Dernæst klikkede jeg ind på listen over hans seneste opkald. Der var de, som jeg havde ringet op i går aftes angående Josephs forsvinden. Et navn stod ud fra de andre for mig: Stacey Carter. Pigen, der havde fortalt mig, hvor Joseph var. Pigen, der havde fortalt mig de grumme detaljer om, hvad der var sket med ham. Hendes navn stod igen på opkaldslisten; øverst. Hun havde haft ringet, og Joseph havde taget imod.

  Hvem var hun?

  Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Steve på grund af efternavnet, de delte. Måske var det derfor, at indersiden på min mave kradsede ved tanken om hende. Tanken om at hun kunne være den, der leverede hashen til Joseph. Nogen måtte jo gøre det, og de eneste jeg vidste han havde kontakt med, det var hans elever. Desuden var slagsmål ikke en fremmed ting i forbindelse med salg af narkotika. Det ville give mening, at slagssmålet i byen skete på grund af dét. Med Carter lige på gerningsstedet var det også kun logisk at gå ud fra, at hun måtte være den elev af Josephs, der solgte ham de euforiserende stoffer.

  Vandet stoppede med at larme ude på badeværelset. Der sank en ro over lejligheden og med den en viden om, at jeg måtte handle hurtigt, hvis jeg ville gøre noget. Jeg måtte gøre noget. Godt nok havde jeg aldrig stoppet Joseph i hans ‘problem’ – noget som jeg heller ikke havde tænkt mig at ændre på – men det her var alvorligt. Hvis hvad jeg troede var sandt, og Carter havde ringet min bror op igen i dag, så var noget på færde. Den eneste måde jeg kunne finde ud af det på, var hvis fulgte efter ham på næste udflugt.

  Der kunne ikke gå længe, inden Joseph ville komme ud fra badeværelset.

  Med snigende skridt forlod jeg hans værelse med hans mobil knuget ind i min håndflade. Jeg var inde på mit eget værelse igen, idet låsen til badeværelsesdøren sagde en kliklyd og gik op. Sommerfugle gnavede inde i min mave af spænding.

  Liggende på mit natbord fandt jeg min egen mobil. Jeg vidste at hvad jeg måtte gøre kunne ses som forkert, men det her var Josephs egen skyld. Vi var altid loyale over for hinanden. Vi gik ikke bag om hinandens rygge. Vi forsvandt ikke lige pludseligt ud i det blå. Så jeg åbnede op for hans mobil igen, swipede ind under indstillinger og trykkede ja til at dele hans lokation med mig.

  Det var bare ikke nok.

  Sidst havde han lagt sin mobil bag sig, da han var taget afsted. Han kunne gøre det igen. Hvis jeg ville være sikker på at jeg kunne vide, hvor han tog hen, havde jeg brug for noget, der kunne optage i al den tid op til hans forsvinden. På den måde ville jeg kunne se og høre mig til, hvor han ville tage hen. Jeg ville kunne følge efter, så snart jeg kom hjem. Var han allerede tilbage, når jeg var hjemme fra arbejdet, så kunne jeg jo gennemgå optagelserne alligevel og få svar. Det var kun retfærdigt, at jeg fik de svar, han ville lyve om.

  Jeg kunne høre rumsteren inde fra det lille atelier, som man kun kunne komme ind til fra Josephs værelse og badeværelset. Det betød fri adgang til at jeg kunne lægge hans mobil tilbage, uden at han ville opdage at jeg var derinde.

  Med min mobil smidt på sengen og hans stadig knuget i min håndflade, sneg jeg mig vejen tilbage ind på hans værelse. Jeg kunne høre, at han havde gang i noget med et lærred. Det støjede nok til at dække for lyden af mine fodtrin, og mobilens bump ned på bordet, da jeg lagde den fra mig igen. Jeg slog lyden til, så den lå der som før.

  “Noah? Er det dig?”

  Mobilen gav en høj, skrattende lyd fra sig; en alarm. Jeg slukkede for den efter at have ladet den ringe i et par sekunder.

  “Ja. Lige stået op.”

  Tøvende slentrede jeg ind til ham, lagde min hånd på hans brandvarme ryg for at bekræfte min tilstedeværelse. Han rørte sig ikke ud af stedet, men fortsatte i stedet med at sætte nogle pensler af forskellige størrelser på plads foran lærredet. Det var ikke noget, som jeg selv havde styr på, men han gik meget op i kunst fra hjertets syn og ikke bare øjnenes.

  “Godmorgen.”

  “Godmorgen.”

 

‘Undskyld.’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...