"Jeg fryser"

.

3Likes
2Kommentarer
427Visninger

3. 2

Gryffindor vandt pokalen. Igen. Sirius var nået til et punkt, hvor han ikke rigtig længere blev glad, nå de vandt, men kun deprimeret, når de ikke vandt, hvilket han for at være ærlig fandt noget trist. Alligevel klappede han også en sidste gang med sine kammerater, da Dumbledore rejste sig op for at annoncere det og de højrøde bannere faldt ned fra loftet, klappede indtil hans hænder gjorde ondt, og det sted på den venstre side af hans brystkasse, hvor hans gryffindoremblem var syet fast gjorde endnu mere ondt.

For derefter at gå videre til at spise og spise og spise og spise,  fordi han vidste, at han ville få brug for at blive fedet op, fordi han vidste, at det øjeblik han satte foden udenfor Hogwarts stod fremtiden klar til at æde ham med hud og hår – for derefter at kaste hans karakterark op, for det smagte ikke særlig godt. Så måtte hans mor jo bare hænge det op på køleskabet.

Sirius tog med et suk endnu en bid af sin tærte. Nogle af eleverne havde allerede rejst sig for at gå, nogle af de førsteklasseselever, der ikke kunne forstå, hvor vigtigt det var at blive siddende. Men de fire – eller fem, hvis man talte Lily med -  ville være de sidste, der rejste sig, ingen tvivl om det, de allersidste, tænkte Sirius, som han sad der med Remus på sin ene side og Lily på sin anden.

”Jeg gad vide, om de vil være lige så triste som os, når de skal ud. Jeg er i hvert fald misundelig på dem lige nu,” sagde Sirius med et nik hen mod to førsteklassespiger, der var hastigt på vej ud af de store dobbeltdøre.

”Måske vil der ikke være et Hogwarts til den tid. Og jeg vil vædde med, at de lige nu er misundelig på dig. ”

”Hvad mener du?” Sirius kunne ikke helt se logikken bag, at de to piger skulle være misundelige på en homoseksuel, der sad så langt inde i skabet, at han snart måtte være i Narnia, at han kunne stoppe fattigdom i verden med alle de penge, som den person som skabet tilhørte måtte have brugt på tøj, være , misundelig på ham, som han nogle gange vågnede op midt om natten og stirrede ud i mørket og troede, at han kunne se alle mulige skygger, men i virkeligheden  var det bare ham selv og ingen andre. I virkeligheden ønskede han næsten sig tilbage til den tid, hvor han havde været bange for monstre under sengen, for i det mindst havde monstrene holdt ham med selskab, og i det mindste havde han vist præcis, hvor monsteret befandt sig. I modsætning til nu. At de skulle være misundelig på den dreng, der havde skåret sig selv i fingeren med sin smørkniv, fordi han prøvede at gøre sine armbevægelser store nok til, at han kunne strejfe Remus’ arm og lade som om, at det var et uheld.

”Ja – kan du slet ikke huske, hvordan man plejede at se på eleverne på 7.  årgang?. De virkede altid så store, så høje, ja, men også bare store, som om de bare fyldte mere i universet, en større del af universets bevidsthed” Som om de altid gjorde seje ting, tænkte Sirius videre. Som sad de altid oppe på tage og havde samtaler med stjernerne og spurgte dem om big bang, og stjernerne fortalte dem, at det gjorde ondt at blive til, og de sad på gulve og udspurrgte de voksne om krige, og de svarede dem rent faktisk, fortalte dem, om at grønne lysglimt ikke bare fandtes i regnbuer. Og Remus havde ret. Dengang ville han så gerne have været stor. Fordi de virkede til at have styr på alt, til at have ryddet op på deres værelse, og hvis de ikke havde, var det, fordi de var rebelske, og ikke fordi de var kaotiske mennesker, og de virkede til at blive oppe hele natten, og det var ikke fordi, at de var for dovne til at falde i søvn, det var bare fordi, at de elskede hinanden så meget, at det at sove var spild af tid for dem. De gik på det græs der ikke må betrædes og de hjerter , der ikke måtte betrædes, selvom der var sat tydelige skilte op – og de var ikke dem, der  satte skiltene op.

”Jo, de virkede så store. Men jeg føler mig ikke stor, nu hvor jeg rent faktisk er det, hvis an havde spurgt 11-årige mig. Og jeg er stoppet med at tro på, at Jorden og Jupiter og Solen og Mælkevejen føler sig stor og heller ike vores univers eller det multivers vi måske lever i. Fordi selv alle de ting tror på, at der et eller andet sted derude er ting, der er større end dem, har mere styr på ting, så de må nok bare vente lidt længere og længere, for på et eller andet tidspunkt må de bare være store nok. Nok. ” Sirius gentog ordet et par gange, indtil de begge to begyndte at grine i håbet, om at ingen havde hørt deres samtale, og hvis de havde ville de bare tro, at det bare var en lang indforstået joke.

”Og da vi gik på tredje år, kan du ikke huske det, hvor msn var forelsket i en dreng eller en pige, og man ikke turde sige noget, fordi man regnede med at næste dag, næste dag, ville man turde sige noget, bare ikke i dag. Næste dag ville man være modig, en eller anden dag og man ventede og ventede, for hvis folk kunne blive gift og få børn og flytte i hus, måtte det da være sket for andre. Så måtte man en dag også få mod nok til bare at åbne munden.”

”Men så en eller anden dag ville man stå og have opdaget, at der kun er en dag tilbage, og man vil til sidst opdage, at én dag altid har været nok, msn har bare aldrig selv været nok,” sagde Sirius uden at ville møde Remus’ blik. I stedet stirrede han bare på sit eget spejlbillede i den guldpokal, han sad med og tænkte lidt over, hvornår han mon var nået til et punkt, hvor hans pupiller ble nødt til at vær forvrængede, før han turde se på sig selv.

”Så må man bare håbe, at den anden person er nok,” sagde Remus. Også til sin guldpokal. Så blandede Lily og James sig igen i deres samtale og Sirius hjerte kunne igen begynde at slå i en regelmæssig rytme. Det var ikke særlig god til at multitaske, det hjerte – det kunne ikke finde ud af at pumpe blod rundt i hans krop samtidig med, at det elskede de fire mennesker, som han sad ved bord med og blev hele tiden nødt til at stoppe med det ene. Hans lunge kunne heller ikke multitaske, han kunne ikke finde ud af at trække vejret samtidig med at han vidste, at hvert åndedrag var dyrebar. Han kunne heller ikke finde ud af at vær en dreng og kysse andre drenge på samme tid, kunne ikke finde ud af at holde samen på verden og på sig selv hele tiden, kunne ikke finde ud af at være glad for øjeblikket samtidig med, at han tænkte på, at det snart ville slutte.

Mens alt de der var større end ham ikke havde nogen problemer. Med at multitaske altså. Voldemort kunne sagtens finde ud af at udføre knald fra sin tryllestav og dræbe til højre og venstre, mens som Sirius forstillede sig i hvert fald, han stadig kunne høre sin mors hjerterytme for sine ører, og himlen kunne godt finde ud af at holde solen og månen oppe, så de kunne se dem på samme tid, og den myre, der kunne godt finde ud af at tænke på hvor ubetydelig den var samtidig med, at den blev ved med at bære rundt på grene mange gange dens egen vægt, og mugglere kunne godt blive ved med at se, hvordan magi fandtes,  samtidig med, at de ikke troede på det.

Sirius selv? Han håbede halvt om halvt på bare at vågne op i morgen og opdage, at hans fødder stak ud i fodenden, fordi han var blevet så stor. Og han forstod ikke, hvorfor tyk var et negativt ord, nu hvor han egentlig bare sad der og spiste og spiste i håb, om at man ikke længere kunne se hans stikkende ribben og hans stikkende tanker om ikke være nok.

Men han kunne ikke engang formå at være de sidste, der rejste sig. Dessertfadene var godt nok slikket helt tomme, da de rejste sig, men der sad stadig små grupper af mennesker begravet i hver deres samtale – som normale mennesker, der rent faktisk var med i samtaler i stedet for bare at være med i sine egne tanker, som normale mennesker, der formåede at føle sig som nok, hver gang de klarede at slutte deres sætninger, at sætte punktum uden at blive afbrudt.

”Du er smuk,” sagde James, mens de rundede hjørnet på marmortrappen

”Tak,” svarede Lily.

”Jeg kan god lide piger, der kan finde ud af tage i mod en kompliment. Du ved , de fleste er bare sådan helt, ’årh nej mig? Smuk, nej, nej jeg ligner en gammel kælling, jeg er alt andet end pæn. Men det er bedre bare at sige tak. Bliv ved med det.”

”James for fanden,” sagde hun den helt særlige stemme, når man virkelig mente sine ’for fanden’er – det var mtrent den samme som hendes ’jeg elsker dig-stemme.  ” Du ved, det er slemt at fortælle piger, at de skal forandre sig for dig. Det et lige så slemt at fortælle dem, at de ikke må forandre sig. Hvad nu hvis jeg har lyst til at føle mig, som en gammel kælling på et tidspunkt? Hvad nu hvis jeg ser mig selv i spejlet og rent faktisk ser en gammel kælling? Eller måske er jeg bare så usikker at jeg har brug for at vise min usikkerhed ved ikke at acceptere en kompliment. Eller måske har jeg bare lyst til ikke at virke for selvsikker. Du skal ikke forhindre mig i nogle af de ting. ”

”Undskyld,” sagde James. Lily smilede og Sirus smilede med. Der gik dog kun 1,51 sekunder, før hans smil falmede.

Det var bare så surrealistisk. Så surrealistisk at vide at i morgen, i morgen, ville de skulle væk herfra, i morgen skulle han videre i livet ud til den skræmmende, skræmmende fremtid, der stod ventende med så åbne arme, at den måske brækkede ryggen på sig selv, og at den måske ville brække hans ribben, når den krammede ham velkommen, fordi den aldrig havde kunne se pointen i håndtryk. Så surrealistisk stå her med fødderme plantet på marmortrappen, at være her nu, og vide hvor kort tid der ville gå, før mn blev nødt til at tænkte tilbage, tilbage, tilbage for at kunne være her i gen. Sirius fik højdeskræk af det. Der var ikke nogen bedre måde at beskrive det på, selvom han var vant til at bo på syvende sal, fik han ikke desto mindre højdeskræk. Det var mærkelig at tænke på, at den afgrund, som fremtiden var i følge ham havde været der hele tiden, den hundelort, som han kunne træde i, det stykke tyggegummi, som hans ene sko klistrede sig fast til- det havde alt sammen været der hele tiden, han havde bare ikke  set det før nu.

Og som Sirius gik videre op af trappen sammen med de andre kunne han ikke bestemme sig, om han blot skulle bøje nakken, acceptere at tiden gik, acceptere det hele, eller han skulle knække nakken ved at kigge s meget op ad, på et bestemt punkt på himlen, hvor stjernerne skinnede lidt klarere, hvor metaforer var lidt mindre kliche, hvor det var lidt mere normalt for ham at kysse andre drenge og hvor tiden gik lidt langsommere.

Da de var nået helt op til gryffindortårnet, var han stadig ikke kommet tættere på noget, som andre mennesker ville kalde en beslutning.

Han var vist bare lidt over det hele, lidt et rod, men kunne man bebrejde ham, når hans mor ikke engang bekymrede sig  nok til at bede ham rydde op på sit værelse?

Han ville ikke elskes af sine forældre, det var vist det, der var gået op for ham. De var hans forældre, de skulle trække vejret og rense ører og elske deres søn, og en gang imellem stoppe sig selv op og minde sig selv på, at de egentlig bare var, som de var. Men de ting var han ligeglad med. Nej, han ville gerne forstås. Han ville med glæde rive sine øjenæbler ud af sit hoved og forære dem væk, hvis nogle bare kunne forstå ham.   Bare forstå ham

Men for at blive forstået af nogen, skulle man også forsøge at forstå dem. Og Sirius havde så sandelig ikke lyst til at forstå, hvorfor jorden rystede, når de hævede deres stemmer, han havde ikke lyst til at forstå, hvad der gik gennem deres hoveder, da de begyndte at male deres søns værelse over, fordi der var lidtfor meget rød og guld, ikke forstå, hvad de tænkte, når de rev de plakater af mænd med bare maver på motorcykler ned, som han ellers havde hængende på sin væg for at kigge på dem – men mest for at provokere dem, det ville han gerne indrømme. Og ikke lyst til at forstå, hvorfor de aldrig havde sendt så meget som en ugle, efter han var løbet hjemmefra. Men mest af alt havde han ikke lyst til at forstå, hvorfor de ikke kunne forstå ham.

Han kunne stadig huske den dag de var taget på skoletur til ministeriet, før Voldemort overtog det. De skulle tænke på karriermuligheder, mens de var der, havde hans lærere sagt. Tænke på fremtiden.  Han var gået rundt der, sammen med James, Remus og Peter og havde grinet, og hver gang havde de voksne sendt ham et blik, som var det, at han grinede lidt for højt ensbetydende med, at han var blevet for længe på Jorden, han var ikke længere velkommen, og de voksne var ved at være trætte af at komme med diskrete hints til ham.

Men til sidst var de stoppet med at grine og gået i stilhed. Men  uheldigvis brugte Sirius denne stilhed til tat tænke å alt andet, end hvorvidt hans eksamensresultater mon ville passe til de forskellige jobsbeskrivelse. I stedet gik han bare rundt og havde lyst til at have en terapeutisk samtale med alle de voksne han gik forbi, alle dem der var på vej til deres arbejde med tilknappede kapper, bøjede hoveder og lukkede mapper. Han ville have fortalt dem, at de ikke skulle gøre det.  De skulle ikke tage af sted til det arbejde, som de hadede, nej de skulle holde fri og gøre noget af det, de elskede, de skulle prøve en rutsjebane, de skulle svømme nøgen i havet, de skulle tage noget susepulver og smide den ind i kaminen og sige det første sted, de kom til at tænke på, de skulle gøre alt andet end bare at tage på deres job.

De skulle tage en globus og dreje den rundt og stoppe den med fingeren og tage det sted hen de pegede på, selv hvis det var midt i havet, og de blev bidt af hajer. De skulle gå ud på gaden og spørge en fremmed om hendes største håb og hendes tørste frygt, og om hun bedst kunne lide at lege i vandpytter eller i snebunker og om hun, når hun byggede en snemand, gav den arme eller lod den stå armløs, fordi de havde for ondt af træerne til at tage deres grene, og om træerne græd for hende, når hun gav sin snemand et kys på kinden, og den ikke kunne kramme hende tilbage.

De skulle sætte sig ned på fortovet og male det over med farvefuldt kridt, de skulle få sovet ud, de skulle sende en ugle til en ven, de ikke havde set siden Hogwarts, de skulle rulle deres gevandter op og soppe i havet, selvom det var vinter, fodre egern i en park, selvom der stod på skiltet, at man ikke måtte,  de skulle forsøge at lære et andet sprog. De skulle bare gøre noget, et eller andet, for at overbevise Sirius om at det at være voksen ikke stank så meget, som de her voksne fik det til at se ud.  For Sirius

Og Sirius ville gerne tro på dem, det ville han virkelig, det eneste det krævede var bare, at en enkelt voksen stoppede op og smilede til ham, drak rød saftevand i stedet for kaffe, en eneste voksen grinede med, en eneste voksen ikke bare gik videre. Så Sirius var klatret op på det forgyldte springvand og havde skreget sin indre monolog ud til dem, så højt han kunne, så længe han kunne.  Skreget op om at de ikke skulle stoppe med at drømme. Nej, de skulle drømme om at sælge sand i Sahara, om at sælge muslingeskaller på stranden om at sælge teenageforelskelse på Hogwarts, om at komme ud af Ministriet. Drømme om at leveuden magi, og alligevel få ting til at ske. Der var gået et par sekunder, hvor alle bare havde stået og stirret på ham med store øjne. Uden at gøre noget.

Så var Sirius klatret ned fra springvandet, fordi han så nogle sikkerhedsfolk og nogle lærere komme mod sig. De havde truet med at skrive til hans forældre. Sirius var sikkerpå, at han aldrig havde grinet så højt i hele sit liv. 

Bagefter havde Mcgonagall trukket 50 point fra Gryffindor og spurgt Sirius, om han fortrød, hvad han havde gjort. Men nej – Sirius håbede på, at han aldrig ville komme til at fortryde det, men blot blive ved og ved med at forstå det.  Han håbede, at han altid selv ville huske, hvordan det var, at have den de trang til altid  at finde de højeste springvand at klatre op på, og de mærkeligste ting at råbe og huske den der trang til altid at tale med alle andre og huske den der trang til at kysse Remus trods han alt for sprukne læber og huske det der fik en til at lægge vågen om natten og krumme tæerne over alle de muligheder, man havde, over hele den verden der lå foran ens krummede tæer,  og over at man egentlig selv kunne vælge, om man ville trampe det hele ned, hele lortet, eller om man ville forsøge at redde den.

Helt selv vælge.

De var nu nået op til Gryffindortårnet. Og stod lidt og kiggede på hinanden, de fem. Klokken var kun lidt over ni, de kunne stadig blive oppe så længe, de havde lyst til. Husalferne havde endda været betænksomme nok til at køre en kaffebakke ind i stuen, så de kunne sagtens køre på koffein g nostalgi hele natten, hvis det skulle være, sidde i deres yndlingslænestole, måske endda invitere Frank med, for så var der ikke nok lænestole til alle, og Sirius kunne uselvisk tilbyde at dele én med Remus. De kunne bede om skumfiduser og minder og mennesker at riste ved ildstedet, indtil de blev sprøde ude på, men bløde indeni, eller indtil de forkullede ned i ilden, så man slap for at tage dem med væk fra Hogwarts.  De kunne have armene om hinanden og nægte at give slip og se tårerne på hinandens kinder og overveje om de skulle prøve at tørre tårne væk, men bestemme sig for, at de hellere ville prøve at stoppe tiden. Deres sidste aften på Hogwarts.

Men i stedet for at gøre noget af det, stod de bare og stirrede lidt på hinanden, indtil de krammede Lily farvel, og de fire drenge sammen begav sig op til deres sovesal. 

”Måske skulle man stoppe, mens legen var god. ”  Det var, hvad Dumbledore have sagt til syvendeårseleverne, da han sagde farvel til dem, under sin tale til festmiddagen. Måske skulle de stoppe og gå i seng, før nogle af dem begyndte at græde, før Sirius fik sagt noget til Remus, han ville komme til at fortryde senere.

Men da de senere havde sagt godnat, og Sirus havde trukket sit sengeforhæng for, og han lå og stirrede ud i mørket, gik det op for ham, at man så sandelig ikke skulle stoppe, mens legen var god. Man skulle nyde hvert eneste sekund af den gode leg, man skulle suge marven ud af knoglerne på alle de gode menneske man mødte, man skulle blive ved med at gøre gode ting og  høre den gode sang igen og igen og igen, uden at være bange for at blive træt af den. Man ville fortryde det, hvis man stoppede, før man absolut behøvede det. Det var ikke fordi jorden stoppede med at dreje rundt om solen, da det gik op for den, at de små mennesker og troldmænd og hekse og myrer, der kravlede rundt på den måske ikke haave de bedste intentioner. Den havde ikke tænkt sig at gå på førtidspension, bare fordi arbejdsløsheden var blevet for høj, bare fordi man skulle stoppe, inden legen blev helt forfærdelig, inden man havde revet hinanden fuldkommen fra hinanden.  

Ja, Jorden havde tænkt sig at holde fast i stjernerne i det sorte nattemørke, indtil sidste sekund. Og Sirius havde tænkt sig at blive ved med at høre de sange, som den godt kunne lide og tænkte over, hvad teksten betød, indtil den pludselig fandt på en mening, den ikke kunne lide, og Sirius selv ville blive ved med at have lyst til at kysse Remus, ligegyldig hvor dårlig den leg nåede at blive og han ville blive ved, ved, ved, for så ville han ligegyldigt om han så endte der i Ministieret med et glas blik vide, at det i det mindste at han blev ved, indtil der var en anden, der fik ham til at stoppe op, og at han først hoppede ned fra det  springvand, når der kom sikkerhedsfolk og at han først gik ud af Hogwarts det allersidste sekund. At Sirius ikke ville opgive håbet med Remus, indtil det allersidste tårevædede milisekund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...