Ond kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2017
  • Opdateret: 25 jun. 2018
  • Status: Igang
Jeg vil gerne starte med at sige at jeg er ordblind, så det er på eget ansvar.

Angelina er 18 år og lever et helt almindeligt liv, som en helt almindelig pige. Men alt ændre sig, da den mystiske og tiltrækkende dreng Sebastian begynder på hendes skole.
Hvor kommer han fra?
Hvorfor er han besat af Angelina og hvad vil han med hende?
Og er Angelina virkelig en helt almindelig pige som hun troede?

14Likes
9Kommentarer
5065Visninger
AA

9. Kapitel 9

Jeg forsøgte, det gjorde jeg virkelig, men jeg kunne ikke glemme den underlige samtale som Sebastian og Daniel hade haft. Uanset hvor mange gange jeg forsøgte at forstå det de hade sagt, så kunne jeg ikke få hoved eller hale i den.

Det var så underligt. Jeg hade på fornærmelse at jeg burde vide det, at det var vigtigt. Men de ville tydeligvis ikke fortælle mig noget og det generet mig mere end noget andet.

Da klokken endelig ringet, pakkede jeg hurtigt mine ting sammen og skynde mig væk fra dem begge. Jeg kunne høre at Maja kalde på mig, men jeg lod som om at jeg ikke hørte hende og småløb vider. Jeg ville bare væk fra alt og alle lige nu.

Da jeg nåde døren til taget på anden sal, kikkede jeg mig over skulderen. Ingen var fuldt efter mig, så jeg åbnet døren forsigtigt. Eleverne måtte egentlig ikke være oppe på taget, men hvad lægerne ikke viste havde de ikke ondt af.

Jeg gik op af den korte trappe og hen til kanten ved det ende hjørne. Der var langt ned men jeg hade aldrig være bange for højder, tværtimod. Jeg sukkede lettet, når jeg var her oppe følger mig altid fri. Alle min bekymringer forsvandt med veninde, som legede med mit hår.

Jeg satte mig ned og lod mine ben svinge frit i luften. Neden under mig kunne jeg se nogle af drengene begynde en fodbold kamp og selvfølgelig var Oscar der også. En sang faldt mig pludselig ind og begyndte at køre rundt i mit hoved. Uden helt at vide det, åbner jeg munden og begyndte at synge.

"Tusindvis af tanker kører rundt i mit hoved.

Men de handlerbare ikke om dig,

det ved jeg godt du tro.

Mit hjerte banker,

men det her er noget rod.

Det er for tidligt, for tidligt for mig.

For jeg er en hvirvelvind,

der suser afsted.

Jeg har et vildt sen,

du kan ikke følge med.

Altid på dybt vand.

Og som en ildebrand.

For jeg er en hvirvelvind,

der suser afsted.

Jeg har et vildt sen,

du kan ikke følge med.

Altid på dybt vand.

Som en ildebrand.

For jeg er slet ikke klar til at sidde her og holde i hånd.

Slet ikke klar til at knytte nogen form for bånd.

Ikke parat til hvad ellers livet byder på.

Prøv at forstå.

Nej jeg er slet ikke klar til at sidde her og holde i hånd.

Slet ikke klar til at knytte nogen form for bånd.

Ikke parat til hvad ellers livet videre på.

Og nu må jeg gå.

For jeg er en hvirvelvind,

der suser afsted.

Jeg har et vildt sen,

du kan ikke følge med.

Altid på dybt vand.

Og som en ildebrand.

Brænder at prøve at gå.

Jeg suser afsted.

Jeg har et vildt sen,

du kan ikke følge med.

Altid på dybt vand.

Og som en ildebrand.

Brænder at prøve at gå"

Jeg lod min stemme fylde luften omkring mig og lod tonerne fylde mit sen. Jeg hade altid elsket at synge og jeg var da heller ikke dårlig. Da jeg var lille sang jeg tit for min mor og far, de sagde altid at jeg lød som en engel. Måske var der for at de kalde mig Angelina?

Jeg var hverken døbt eller konfirmeret, mine forældre hade altid sagt at det var mit eget valg. Men jeg havde aldrig set nogen grund til det. Jeg havde et navn og jeg var ikke Kristen, ikke som sådan i været fald.

Jeg lod min stemme dø ud og så op mod himlen, den var skyfrit og solen varmede mit ansigt. Der var blevet stille omkring mig, fuglene var holdt op med at synge og der sad en lærke 2 meter fra mig. Den pippede, som for at sige at jeg skulle fortsætte.

"Du for ikke mere nu, lille ven" den pippede igen og brede vingerne ud. Jeg fulde den med øjnene indtil den forsvandt i det fjerne. Hvem der bare kunne flyve som en fugl, tænkte jeg og så ned på min mobil. Der var 3 beskeder fra Maje og 1 fra Sebastian, jeg ignoreret Sebastians besked og åbnet Majas.

(Hey, hvor blev du af?)

(Hey)

(Jeg bliver snart bekymret)

Jeg kunne ikke lade være med at smile, det var bare typisk hende at flippe ud på den måde.

(Rolig M jeg er på mit særlige sted)

Der gik ikke mere end 3 sekunder før hun svarede.

(Helt ærligt A jeg var virkelig bekymret, du kan ikke bare stige af på den måde. Halvdelen af skolens drenge er på rov. Jeg troede at du var blevet kidnappet eller nåde)

(Jeg har det fint og bare rolig, jeg kan jo selvforsvar)

(Ja, men jeg tror ikke at Sebastian lader sig skramme så let)

(Jeg er fucking lige glad med Sebastian)

(Så siger vi det, men han er nu rat lækker)

(Du er bindegal)

(Bare indrøm det, du syndes også at han er lække)

(Fint han er lækker, men han er også skærmene og farlig)

Jeg hade altid syndes at han var lækker, mere end det faktisk, men det var bare et plus ud af mange minusser. Og nu med det der lige var sket, så var jeg ikke sikker på hvad jeg skulle gøre.

Han skræmte mig, men der var også noget andet. Den følelse der brede sig i mig da han rørte mig og følelsen af hans læber mod mine. Jeg gøs, pludselig virkede solen ikke så varm mere. Min mobil brummede og jeg vende atter min opmærksomhed mod den.

(Jeg troede godt at du kunne lig fare, du sagde da altid at Oscar var kedelig. Måske skal du bare have en bad boy og så kan jeg tage Daniel)

(Jeg tror at de kender hinanden)

(Hvem? Daniel og Sebastian?)

(Ja de talte om noget, som jeg vist ikke måtte høre, men som omhandlet mig)

(Hvem ved, måske gør de, men hvad så. Er det vigtigste ikke bare at der er to vildt lækre fyre som er fuldstændig vilde med dig)

(Kan du ikke bare vælge en og så tager jeg den anden)

(Kan du ikke bare tage dem bege)

(Nu er du skøre)

(Nej helt seriøst, hvad skal jeg gøre med Sebastian?)

(Det ved jeg ikke. Snav ham i gulvet, det ville jeg gøre)

(Du er ikke til maget hjælp)

(Undskyld, jeg ved det ikke. Uanset hvad så bliver jeg nød til at gå nu, jeg skal snakke med min studievejleder, ses i klassen)

(Ja ses)

Jeg lage min mobil på kanten af taget og ville endelig bare gerne glemme alt og slappe lige af før næste time begyndte, men en underlig varm følelse brede sig inden i mig. Jeg så mig over skulderen og var lige ved at falde ned fra taget.

"SEBASTIAN hvad fanden laver du her oppe" jeg kom på benene og knyttede hænderne, hvor længe hade han stået der? "Nå så jeg er lækker og farlig" han stod med armene over kors og lidt spredte ben.

Så længe hade han åbenbart stået der, men hvordan i al verden kunne han vide det. "Je...jeg har ikk..." stammede jeg, men blev så vred. Jeg flået mit tørklæde af og stalde mig rasende foran ham "hvad helvede er det her" jeg pegede på men hals.

Han rakte ud efter mig og før jeg kunne nå at trekke mig væk lå hans hånd på min hals. Jeg ville gå et skridt tilbage, men lige bag mig var kanten af taget. "Mener du mit mærke" han log og lod sine finger danse hen over mærket og jeg udstøde et ufrivilligt lille gisp.

En kulegysning løb igennem mig. Jeg slog hans hånd til side og var lige ved at miste balancen. Sebastian grab fat i min arm imens han smilede smørret "pas nu på Angel, du kunne komme slemt til skade hvis du falder ned."

Han så ud over kante og ned på jorden langt under os "det ville være et slemt fald" han vende sit brændende blik mod mig igen "du ønsker da ikke at falde, vel?". Jeg sank en klump og forsøgte at komme udenom ham, men han opfattede hvad jeg ville og lage sine arme om mig og holdte mig fast ind mod sig.

Jeg slog ham i brystet, men var igen ved at miste balancen "Sebastian lad mig gå!" Jeg vred mig i hans arme, imens mit raseri voksede. Jeg kunne mærke hans varme ånde mod mit ansigt, hele min krop begyndte at skælve, da jeg så op i Sebastian mørke intense øjne. "Hvad er dit mærke?" spurgte jeg viskene. Han smilede skævt "det betyder at du er min".

Jeg rystede på hovedet og kneb øjnene sammen. Det her var en absurd situation, hvad pokker hade Sebastian gang i. Han troede mig mere eller mindre og vis jeg kæmpede imod så ville jeg falde ned. Frygten voksede inden i mig og skyllede raseri væk og hvad var der for noget med hans mærke, det gav ingen mening.

"Jeg er ikke din Sebastian jeg er" "en hvirvelvind?" Afbryd han mig. "Ja, jeg mener nej. Jeg mener..." jeg tav da jeg ikke var helt sikre på hvad jeg ville sige. "Indrøm det Angel du tilhøre mig" hans stemme var hæs og fyldt med... Jeg rystede på hovedet på trods af at jeg vidste hvad den var fyldt med, jeg kunne mærke hans begær.

"Indrøm det!" Snerrede Sebastian og trådte et skridt frem, så jeg hang halvt ud over kanten på taget. Jeg udstøde et lille vin af rædsel og klamrede mig til ham, for ikke at falde. Han strammede grebet om mig.

"Sebastian lad mig nu gå, det her er dumt!" hviskede jeg indtrængende ind mod hans bryst, som jeg klamrer mig til af alle kræfter. Jeg kunne mærke hans latter "ved du hvem din fare er?" Spørsmålet var så uventet at jeg i starten ikke kunne finde nogle ord "ømm ja"

Jeg vovede at se op og møde hans blik "Edwill er min far." "Er du nu sikker på det" han løs så selvsikre at jeg i et split sekundet var I tvivl, men det var jo noget fis. "Edwill er min far!" lidt af min gamle selvtillid vente tilbage, på tros af at jeg hang halt ud over taget i Sebastian arme.

"Du vil gerne have svar ikk, spørg din mor i aften og hvis du stadig vil have svar så mød mig her i nat" viskede han ind i mit øre og kyssede mig i tindingen. Jeg gøs og undertrykte et lille gisp "jeg vil ikke møde dig i nat og det er heller ikke nødvendigt for jeg ved hvem mig far er."

Sebastian trådte to skridt tilbage og slap mig, så hurtigt at jeg snuppede og fald ned på alle fire foran ham. "Det er dit valg min engel, men vis du stadig er nysgerrig efter du har snakket med din mor så mød mig her, jeg vil vente på dig med længsel" han vende sig om mod trappen ned til skolen.

Jeg kom på benene igen og så efter ham, hvad pokker skete der lige. Hvorfor troede Sebastian at Edwill ikke var min far og hvorfor skulle det være så vigtigt for ham. Jeg lage armene om mig selv og for søgte at glemme Sebastians berøring og fokusere på det han hade sagt.

Jeg ville ikke sige at jeg tvivlede, jeg men jeg var blivet nysgerrig. Mine forældre ville komme sent hjem, men jeg ville vente oppe på dem. Jeg ville have nogle svar, både om det Sebastian hade sagt og om de viste noget om Daniel. Hvis han kende dem, så kende de måske også ham.

Jeg tog min mobil fra kanden hvor den stadig lå og så på klokken, næste time var begyndt, hvorfor hade jeg ikke hørt klokken ringe. Jeg skrev til Maja at jeg stadig var okay, så hun ikke flippede ud igen.

Godt nu vil jeg have nogle svar, tænkte jeg og gik beslutsomt ned af trappen med en følelse af at gå hen imod en afgrund.

Hey kære læser, jeg er ked af at dette kapitel har vært så længe under vejs. Men jeg har haft store problemer med at ligge det op. Men det ser ud til at det lykkedes, men der er desværre ingen smileyer i sms samtale mellem Angelina og Maja. Jeg er så glad for at se at der har vært så mange inde og kigge på min bog, I giver mig lyst til at skrive videre:-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...