Ond kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2017
  • Opdateret: 25 jun. 2018
  • Status: Igang
Jeg vil gerne starte med at sige at jeg er ordblind, så det er på eget ansvar.

Angelina er 18 år og lever et helt almindeligt liv, som en helt almindelig pige. Men alt ændre sig, da den mystiske og tiltrækkende dreng Sebastian begynder på hendes skole.
Hvor kommer han fra?
Hvorfor er han besat af Angelina og hvad vil han med hende?
Og er Angelina virkelig en helt almindelig pige som hun troede?

14Likes
9Kommentarer
5040Visninger
AA

19. Kapitel 19

Kapitel 19

Jeg stansede ikke uden på gangen, men forsatte bare. Jeg hade lovet mig selv at være stærk, men tanken om Maja hade mindet mig om alt det som jeg hade mistede.

Jeg ville aldrig mere kunne være sammen med hende, Kimi eller nogen af mine venner. De ville leve deres liv, uden nogensiden at få af vids hvad der var sket med mig. Og om nogen år, så ville jeg måske kun være et minde, om en ven de hade engang.

Var min pludselig forsvinding mon blevet politi anmeldt, sikkert ikke. Mon ikke at min mor og far godt viste hvad der var sket? Jeg snøftede og rystede på hovedet, hvordan skulle de dog kunne vide det.

Men så igen, de var flippet helt ud da de hørte om Daniel og Sebastian, så måske hade de gættet det alligevel. Jeg begynde at hulke voldsommere. Jeg ville aldrig mere se dem.

Jeg ville aldrig mere se min mor og den mand så jeg altid og for altid ville se som min far. De ville også live deres liv og måske glemme mig. Jeg gav mig selv en mental lussing, de var mine forælder de ville aldrig glemme mig!

Men var det godt eller dårligt? Vis de altid ville går og være bekymret for mig, ville de så nogen blive lykkelig igen. De hade altid virket så glade, når vi alle 3 var sammen. Og jeg var ikke i tvivl om at de elskede hinanden, men min mor hade vel også på et tidspunkt elsket Lucifer.

Ja, hun måde have elsket ham ellers ville jeg vel ikke være blivet født. Det ville sige at der måde være noget godt ved Lucifer, ellers ville hun vel ikke have været sammen med ham.

Men det ville jo ikke ændre på noget nu, jeg ville aldrig mere se nogen af de mennesker som jeg elskede igen. Og mit liv som en almindelig pige var forbi og istedet for var jeg nu Helvedes prinsesse og også en halv engel halv demon.

Jeg sukkede og snøfter igen, det her var for dumt. I alle de år jeg hade læst bøger, hade jeg altid drømt om at det ville være mig i historierne. At jeg ville blive taget med storm af prinsen på den hvide hest og leve lykkeligt til mine dages ende og alt det der blader.

Jeg stansede omsider og lænede mig op af en af de glatte sten væge. Jeg ville sikkert aldrig blive lykkelig nu, jeg hade troet at Oscar gjorde mig lykkelig. Det hade i hvertfald føltes sådan det første halv år vi var sammen, men det begynde lige så stille at blive lidt kedeligt.

Måske var det maget godt at vi til sidst slog op, men måske bare ikke lige på den mode som det skete. Jeg vende mig om og pressede min pande op af muren. Jeg fik altid hovedpine være gang jeg hade grat og den kolde sten mur hjælp lidt på smerten.

Jeg kom til at se ned af min kjole og opdaget at den nederste kant hang i laser, jeg hade jo ødelagt den da jeg reddede den unge pige tidligere. “Det kan vel være ligemeget, jeg har jo et helt skab fuld at kjoler” mumlede jeg og smilede trist.

Hvilken pige drømte ikke om at være en prinsesse og jeg var det faktisk, bare ikke lige den slags som jeg hade ønsket. Den slags med et stort smukt slot og udsigt ud over grønne enge og frodige marker.

Jeg sukkede og rystede på hovedet ‘er du okay igen’ spurgte Tray forsigtigt og gned sit hoved mod mit ende ben. Jeg satte mig på hug og strøg ham over ryggen “ja, tak fordi du er her Tray.”

Han begynde at spinde og jeg løftede ham op i min favn. Jeg forsøgte at hole ham, som jeg hade lært at man skal hole en kat. Men han værd og vende sig, indtil han lå i mine arme som en baby.

“Hvad har du gang i?” Spurgte jeg og log. Han lå med alle fire poter i været og halen oppe på maven ‘jeg ligger godt’ svarede han og spandt endnu højer. Jeg log igen og kysede ham på det stjerne formet mærke på han pande og rejste mig op igen.

“Du er skør” svarede jeg igen og himlede med øjne, ‘muligvis’ spandt ham. “Ved du endelig hvor vi er, Tray?” spurte jeg og så mig om. ‘Ja, nogenlunde’ svarede ham og så sig også om.

I det samme hørte jeg nogen komme gående ned af gangen foran mig og Tray. I takt med at hvedkommene kom tætter og tætter på, bliv Tray mere og mere anspændt.

“Hvad er der?” Viskede jeg angstligt og knudrede ham tætter i d til mig. ‘Jeg bryder mig ikke om det’ væsede ham og pustede sig op i mine arme. “Ved du hvem det er der kommer?” Spurgte jeg endnu laver.

Han begynde at vende sig i mine arme, sådan at han kunne springe ned eller på hvedkommene med få sekunders varsel. Jeg frygtede få han liv, vis han skulle gå til anbragt.

Så jeg strammede grebet yderligere om ham og begynde at bakke væk. Men striden kom stadig nærmer og nu kunne jeg høre at der var flere end en. “Tray jeg kan ikke lig det her” min stemme rystede nu ‘heller ikke mig’ han gjorde klar til at springe ned, da de endelig kom til syne i mørket.

4 høje mørke skikkelser, i læder rustninger kom gående nede af gangen. De fik øje på mig og droppede alle forsøg på at være lydløse og satte i løb. Jeg stivnede på stedet i frygt, med Trays kløer i min arm vækkede mig hurtigt igen.

Jeg dreje om på hælen og satte selv i løb, lige pludselig madet glad for mit sko valg. Alt imens at Tray sprang ned på gulvet og førte an. Jeg forsøgte at løbe hurtigt, samtidig med at jeg forsøgte at løfte op i min ødelagte kjole. Men forgæves.

Jeg tråde i en lang strimmel af det flænsede stof og fandt til gulvet så lang jeg var. Mine ben bliv viklet helt ind i kjolen og jeg bandede maget uprinsseseligt, før jeg så op på de stadig løbene mænd.

“Tray!” råbte jeg panisk og satte mig op. Han var nået et godt styke væk men hade alderrede opfattet situationen. “Tray!” Råbte jeg igen i det en hånd grab fat om min ankel. Jeg fåsøgte at sparke vedkommende væk, men flere af dem nået frem.

De grab fat i mig og forsøgte at hole mig ned, imens jeg skreg på hjælp af mine lungers fulde kræft. Tray nåde også frem og sprang på en af mændene, som også skreg da Tray satte klørene i hans ubeskyttet inder lår.

Jeg grab muligheden da mande slap min højder arm og slog manden der holde min vester arm i ansigtet. Han faldt bagover i bare overraskelse og jeg kunne mærke at de mange års selvforsvars træning virkelig kunne bruges til noget.

Men mit og Trays hæl forsatte ikke. Jeg hade ikke lagt mærke til hvad mændene indbyrdes hade råbt til hinanden, men det gjorde jeg nu. “For helvede tag dig sammen” råbte en af mændene, muligvis lederen. Til ham som jeg hade slået i fjæset.

Han kom på benene igen og hjælp ham som Tray hade angrebet. Jeg nåde kun lige at skrige, før han tog Tray i nakke skindet og kastede ham ind i vægen. Han faldt til gulvet og blev ligene.

Det var som om at jeg fik nye kræfter, for jeg fik på en eller anden måde revet mig fri og kravlede hen til Trays faldene skikelse. Jeg hørte mændene bande, men det endesten jeg kunne tinge på lige nu var Tray.

“Tray” spurgte jeg forsigtigt og råbte så “Tray”. Jeg løftede han op i mine arme, tårne begynde at hæmme mit syn. “Tray” viskede jeg nu og ruskede forsigtigt i ham, men han ville ikke vågne.

Jeg ville tørre tårnene væk fra mine øjne, men da jeg fjernede min hånd fra hans baghovedet så jeg at den var dækket af blod. Jeg stivnede og så først nu blod pytten på gulvet.

Jeg kunne mærke raserriget strømme igennem mig og en uforsigtig handling kunne slippe det fri. Og til alt hæl så var det ikke nogen der betyd noget for mig, som det gik ud over. For det var nemlig en af mændene, som var så dum at gribe fat i min arm igen.

Jeg hade det som om at jeg eksploderede. En eksplosion inde i mig solen energi udledning. Jeg kunne mærke en kraft strømme igennem mig og en underlig ro faldt over mig.

Jeg lage forsigtigt Tray fra mig, på gulvet og så op. Jeg kunne lige pludselig se alle detaljer i den halv mørke gang. Jeg kunne høre mændenes vejtrækning og lugte deres svid og ikke bare det, jeg kunne lugte dem enkelts vis.

Det var som om at alle mine sanser var skærpet, at jeg kunne se, høre og lugte alting. Og i et kort sekundet hede jeg helt glemt mændene, men da en af dem bandede vende jeg straks min opmærksomhed mod dem igen.

Jeg væssede ligesom Tray ville have gjordt og hurtigere end jeg nogeside har været før og hurtigere end de kunne nå at reagere, sprang jeg på dem. Før jeg nåde at tænke, hade jeg vredet nakken om på ham som had kastet med Tray.

Han faldt selv til gulvet, med en svag blod strøm ud af munden. Jeg tøvede ikke, men lavede et elegant cirkel spark bagud og fik fældet endnu en mand. Jeg ramte ham i maven, så han vaklede bagud og selv væltede en af sine medsammensvorne.

De faldt bege om på gulvet, imens jeg vende mig om mod det sidste mand. Ham som jeg gættede på var lederen. Han så på mig med store øjne og åben mund “du...du er” stammede han og bankede væk fra mig.

“Hvem er I” knorede jeg og tråde frem imod ham. De to ander var ved at komme på benene igen og så lige så bange ud som lederen. “Hun sagde da at tøsen var hjælpeløs” snarerede den ende til højer for mig og trak en kniv fra bæltet.

“Idiot, vi må ikke dræbe hende” snarerede ham der også var kommet på benene. Jeg kunne mærke at jeg var tæt på at miste kontrolen, det her var dråben.

Jeg var blivet kidnappet og viklet ind i en krig og skulle live mit liv i helvede. Og nu forsøgt 4 mænd fanme at skade mig, efter at de muligvis hade dræbt min kat og eneste ven i helvede.

En dyb knoren ste op fra mit bryst og mit synsfæld snævrede ind, så jeg kun kunne se de 3 resterende mænd. De var det eneste jeg så klart, alt andet var rødt. Og endnu hurtigere end før sprang jeg frem og satte klørene i halsen på den ende.

Jeg dukkede mig for ham med kniven og flænsede hans lår op, han skreg og vaklede tilbage. Mine nagle som var blevet til skarpe klør, skar live igennem hans læder rustning og dybt ind i det bløde kød.

Han tabte kniven, som faldt på gulvet og jeg tog den lyn hurtigt i ren refleks. Den sidste mand var ved at stikke af, så jeg kastede kniven med et vred i hånd ledet. Den fløj gennem luften og ramte ham midt i bag hovedet. Han faldt om med et gisp og var død før han ramte gulvet.

Den sidste mand som stadig var i live forsøgte at kravle væk, men så nemt slap han ikke. Jeg satte mig på hug over ham og grab hårdt fat om hans hals. Jeg kunne se frygten og mit ejet spejlbillede i hans mørke brune øjne.

Jeg stivnede på stedet, det jeg så var ikke mig. Jeg slap ham og rejste mig langsomt op og så ned på mine hænder. Jeg hade været så fyldt med raserrige, at jeg ikke hade skænket andet en tanke.

Jeg hade dræbt 3 mænd og skadet den 4’er alvorligt, med mine klør. Ikke med mine nagle, for dem hade jeg ikke mere, jeg hade klør. Lang spise og hore katte klør. Jeg bankede væk fra manden, imens blodet dryppede fra mine hænder.

Jeg så mig ikke for og kom til at bark ind i noget der hang på vægen. Jeg snorrede hurtigt rundt og stod ansigt til ansigt med mig selv. Jeg så på mig selv med store øjne og kunne ikke forstå hvad det var jeg så.

Det var mig og alligevel ikke. Det var mig, men jeg hade hvide katte øre, som stak op fra mit hår. Som også dryppede at blod, fra spidserne. Jeg begynde så småt at gå i panik, for Gud mode vide hvilken gang.

En bevægelse bag mig fik mig til at stivne. Jeg vende uendeligt langsomt hovedet og så mig over den ende skulder, der var ikke nogen. Jeg sukkede lettet og lukkede øjne, men mærkede så noget.

En muskel som jeg ikke kunne huske at jeg hade brugt før, men som jeg lige hade bevæget. Jeg rakte forsigtigt en hånd om bag mig og grab fat om en lang blød tig. Og nej, en hale var ikke min første tanke på, men jeg kunne tydeligt mærke at jeg rørte ved mig selv. Og nej ikke på den måde.

Jeg trak halen om foran mig, nærmeste i transen og men en føles af uvirkelighed så ned på den halv lange hvide pæls. Jeg slap den forsigtigt og prøvede at bevæge den fra side til side. Uden problemer, det var som om at jeg instinktivt viste hvordan jeg skulle gøre.

Jeg så ind i spejlet igen og lod forsigtigt min tunge løbe hen over mine læber, som var stænket at mændenes blod. smagen var sød og lidt bider. Jeg førte en hånd op til mine katte øre, de var bløde og med en ekstra lang hår tot i spisen.

Jeg åbnet munde og konstateret at mine hjørne træner var spis, lige som en kats. Jeg tog endelig mod til mig og så mig selv i øjnene. Ørene og halen kunne jeg underligt nok acceptere, men det blik der møde mig var ikke mit.

Jeg vaklede et skridt tilbage og så væk. Jeg kneb øjne huldt samme og forsøgte at glemme synet af mig selv. De øjne var ikke mine, de tilhørte et monster. “Tray, hjælp” viskede jeg grådkvalt og sank på knæ på gulvet.

Alting kørte ligepludselig rundt for mig og på tros af mit forbedrede syn, så kunne jeg ikke fokusere på mine omgivelser. Jeg hade kvalme og den før så søde smag af blod, virkede pludselig vamel og klam.

Jeg kastede op ud over gulvet og tæppet i gangen, men lugten af brak fik mig ikke lige frem til at få det bedre. Jeg have så undt i hoved at jeg ikke kunne lade vær med at skrige. Alting sejlede rundt for mig og jeg kunne ikke holde det ud. Alt bliv sort og jeg lod mig omfavne af mørket.

🖤 Fuck hvor jeg hade eksamener😩🖤

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...