Ond kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2017
  • Opdateret: 25 jun. 2018
  • Status: Igang
Jeg vil gerne starte med at sige at jeg er ordblind, så det er på eget ansvar.

Angelina er 18 år og lever et helt almindeligt liv, som en helt almindelig pige. Men alt ændre sig, da den mystiske og tiltrækkende dreng Sebastian begynder på hendes skole.
Hvor kommer han fra?
Hvorfor er han besat af Angelina og hvad vil han med hende?
Og er Angelina virkelig en helt almindelig pige som hun troede?

14Likes
9Kommentarer
5052Visninger
AA

11. Kapitel 11

Det tog mig næsten en time at cykle hen til skolen, på grund af et fladt dæk. Klokken var over 12 da jeg stalde min cykel i cykel skuret og så op mod taget, jeg hade glemt at skolen selfølgelig var låst og natte.

Jeg kunne se en skikkelse stå i silhuet mod nattehimlen oppe på taget, så jeg gik ud fra at der mode være en vej ind på skolen. I det samme fik jeg en SMS fra Sebastian.

(Fordøren er åben Angel, kom op og leg med mig)

Jeg gøs, det sidste i verden jeg hade løst til var at 'lege' med Sebastian midt om natte på et tag. Ikke detstrominder så var jeg desværre nød til det, vis jeg ville have nogle svar. Så jeg gik gennem skolegården, med følelsen af Sebastians stierne øjne som iagttog mig.

Det tog mig et kvarter at gå gennem gangene og op af trapperne. På være sal tøvede jeg og ville vende om, men blev så vred på mig selv og gik videre. Det var faktisk rart uhyggeligt, at gå alene rundt på skolen om natten. Jeg kunne svæve på at jeg mindst en gang så en skikelse bag mig, når jeg vende hovedet.

Da jeg rakte ud efter dørehåndtaget til taget tøvede jeg også, da jeg så hvor maget min hånd rystede. Jeg var muligvis mere bange, end jeg ville indrømme over for mig selv. Jeg tog en dyb indoning og besluttede mig for at være modig og for ikke at gå før jeg hade fået nogle svar.

Jeg åbent døren og tråde ud på taget og blev stags mødt af den kolde vind, som staks grab fat i mit hår. Jeg hade taget elastikken ud da jeg kom hjem efter skole, så mit hår nu hang ned til livet.

Jeg så mig om og fik straks øje på Sebastian, som stod og så ud i natten. Jeg gik langsomt hen bag ham og lage armene over kors. Han vende sig ikke om da han talte "jeg viste at du ville komme Angel, de ville aldrig fortælle dig sandheden."

Jeg himlede med øjnene "ja, jeg er her, så fortæl mig hvad det er du ved." Sebastian log og vende sig omsider om "jeg ved en masse ting Angel, ud må være lidt mere specifik."

Jeg kunne mærke hvordan hele min krop begynde at skælve af raseri "skal jeg være mere specifik, okay så. Fortæl mig hvad du ved om min mor og far. Fortæl mig hvorfor min mor flippede sådan ud over at du og Daniel er her. Fortæl mig hvorfor at lige siden du begynde her, har alting vært forkert. Fortæl mig hvad det er der sker!"

Skreg jeg og slog ud med armene og stirrede Sebastian direkte ind i øjnene, som en udfordring til at snakke uden om. Han stirrede direkte tilbage og gik hen imod mig, med glidende skridt som en kat på jagt.

Jeg blev stående på stedet, selvom at Sebastian næsten stak sit ansigt op i mit også selvom at han næsten var et hoved højer end mig. Der var under en halv meter imellem os, men underligt nok rørte han mig ikke. Det var på en gang rat og lidt skuffen, men hvorfor viste jeg ikke.

"Vil du virkelig gerne høre sandhede, du vil måske ikke bryde dig om den" hen lage armene over kors og iagttog mig indtrængende. "Jeg er træt af følelsen af at ander kender mig bedre end jeg selv gør" jeg så bedene op i Sebastians sorte øjne, de var lige så mørke som nattehimlen.

Hen smilede skævt og rakte ud og grab fat om min hage og holde mit hoved fast "så er du også selv uden om det Angel." Jeg rynkede panden og forsøgte at rive mig fri, men Sebastian strammede bare grebet.

"Hvad er jeg selv uden om" viskede jeg spørgerne og frygtede svaret. "Sandheden er Angel at jeg ikke er noget menneske og det er du heller ikke" jeg blev stiv som er bræt, imens to spørsmål kørte rundt i mit hoved.

Lavede Sebastian sjov med mig? Og hvis jeg ikke var et menneske, hvad var jeg så? "Du...du lave sjov med mig, sig at du laver sjov med mig" bad jeg og kunne mærke en tår trille ned af min ende kind, for inderst inde viste jeg at Sebastian ikke ville lyve for mig mere vis jeg bad ham om det.

Jeg var næsten 100% sikker på at lige nu kunne jeg spørge ham om hvad som helst og han ville svare ærligt. "Jeg laver ikke sjov med dig Angel, det kunne jeg aldrig finde på" hans skæve smil forsvandt og han slap min hage og tog istedet min ende hånd.

"Men hvis du ikke er et menneske, hvad er du så" jeg kunne godt selv høre angsten i min stemme. "Jeg er en Malichi" sagde Sebastian nærmest stolt og rettede sig op. Ordet Malichi gav genlyd i mit hoved og jeg kunne mærke noget røre på sig inden i mig.

"Ma...Malichi? Hvad er en Malichi?" spurte jeg med skælvene stemme, alt min tidligere beslutsomhed var væk. Borde med blæsten. Sebastian strammede grebet om min hånd og førte den op til sit hjerte.

Jeg kunne mærke hans hjerte rytme blive hurtigere, da han lage min hånd fladet mod sit bryst. Jeg hev efter været og så fra min hånd på Sebastian bryst kasse og til hans mærke intense øjne.

"En Malichi er en hval engel og halv dæmon" hans stemme var hæs og jeg kunne mærke at vinden tog til og sorte skyer kom rullende ind over os. Stjerne forsvandt og blev erstattet af mørke og kule og der lyd et torten brav.

Jeg for sammen og trække mind hånd til mig "jeg tror ikke på dig, du lyver!" sagde jeg og tørret en tårer væk. Han log "du ved at jeg ikke vil lyve for dig Angel og derfor ved jeg at du vil tror på mig når jeg siger at du også er en Malichi!"

Jeg rystede voldsomt på hovede, vinden hade taget så maget til at jeg blev nød til at råbe for at blive hørt "du lyver, jeg er ikke en Malichi. Engle og dæmoner findes ikke, du laver sjov med mig, jeg skulle aldrig være kommet!"

Jeg vende mig for at gå, men blev næsten vældet af et vind stød. "Du sagde at du vil høre sandheden, nu vil jeg vise dig den" råbte Sebastian og fik der med min opmærksomhed.

Jeg vende mig om igen med håret pisterne ind i mit ansigtet og forsøgte at holde balancen i den hylene storm. Sebastian stod med spredte ben og armene ned langs siderne. I stormens mørke kunne jeg ikke se hans ansigt kun at han smilede.

Der lød endnu et torten brav og regnen begyndte at falde, jeg var gennemblødt på under 10 sekunder. "Du kom her for at få svar og jeg troede ikke at du ville går før du hade fået dem alle" han gik hen imod mig og igen mindede ham mig om en kat på jagt.

Jeg kunne ikke få øjnene fra ham, da han stansede foran mig og uden et ord og med et lyn glimt bag sig brede Sebastian et par enorme sort/hvide vinger ud. Jeg faldt bagover med et skrig og forsøgte at kravle væk.

Det her kunne ikke passe, det måtte være en drøm, det kunne ikke være virkeligt. Regnen forsvandt over mig og jeg så op med tårefyldte øjne og angsten pulserende inden i.

Sebastian stod over mig med sine vinger bredt ud, som beskyttelse mod regnen. Han satte sig på hug og rakte mig sin ende hånd "Du skal ikke være bange Angelina jeg ønsker ikke at skade dig, men hvis du stritter imod så giver du mig intet andet valg."

Jeg sank en plump og pressede beskyttende hænderne ind mod brystet, der var noget ved det han hade sagt. Jeg rystede på hovedet "jeg ved ikke hvad du snakke om" stammede jeg "det her er bare en drøm."

Sebastians smil var ikke hånligt eller nedenunder som det plejer, det virkede nærmeste lidt trist "tag min hånd, så vil du få hele sandheden at vide. Det lover jeg."

Jeg hev efter været, jeg var kommet så langt og Sebastian hade jo bevist at han ikke var noget menneske.

Jeg skævede til hans ende vinge så beskyttede mig mod regnen, det var tydeligt at de ikke var falske. Der var kun to muligheder, enten var det her den bedste spøg nogensinde eller også var det den rene og skære sandhed.

Jeg så mig om i den hylene storm, hvad hade jeg at tabe. Enten ville jeg blive til grin, eller også ville jeg få hele sandheden at vide. Alle de ubesvaret spørgsmål igennem årene, ville endelig få svar. Og alle de underlige samtaler som min mor og far hade haft, ville endelig give mening.

Jeg så ind i Sebastians sorte øjne, måske var det udtrykte i dem eller også var det det faktum at han havde kald mig Angelina og ikke Angel der gjorde det. Men af en eller anden uforklarlig grund stoler jeg på ham, på trods af alt det han havde gjort, så stole jeg på ham.

Jeg nikkede og tog hans hånd, han hjalp mig på benene og holde mig ind til sig "dygtig pige" viskede han ind i mit øre. Jeg ville sige nåde, min i det samme dræbe Sebastian sine vinger helt ud og slå hårdt med dem.

Jeg skreg da mine fødder slap jorden og Sebastian strammet grebet om mit liv, da vi steg højt op mod himlen. Med et vrid i kroppen, vente Sebastian om og styrtdykkede mod jorden.

Jeg så jorden komme nærmere og nærmere, samtidig med at jeg så hele mit liv passerer revy. Jeg måtte indrømme at jeg ikke havde udrettet ret meget, i de 18 år jeg havde livet og nu var det forbi, nu skulle jeg dø.

Sebastian holdte mig endnu tættere, da en lysende cirkel åbnede sig under os. Mit skrig gav genlyd i mit hoved, da vi fløj igennem påtalen og alt bliver sort omkring os og jeg besvimede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...