Stikkelsbær

SKAM

6Likes
5Kommentarer
300Visninger

1. -

Stikkelsbær

Vilde kunne ikke sove. Ligegyldigt hvor hårdt hun prøvede, ligegyldigt hvor meget hun drejede sig formålsløst i de svedige lagner og ligegyldigt, hvor intenst hun lyttede til sin mors snorken på den anden side af væggen. Det var altid et godt tegn, når Mor var i stand til at falde i søvn og ikke brugte hele natten foran fjernsynet, med en halv flaske rødvin i hånden og den anden halvdel i blodet.

Hun vidste ikke helt hvorfor, hun ikke kunne sove. Eller rettere – hun vidste alt for godt hvorfor, men vidste bare, at det var bedst at lade, som om hun ikke gjorde.  Vidste ikke helt hvorfor, hun var endt med at stige ud af sengen, trække en sweater over hovedet og tage nøglerne i et løst greb i den ene hånd og sin fornuft i kvælertag i den anden. Hvorfor hun var gået udenfor, der midt om natten, og var gået helt hen til sin gamle skole - hvor hun nu sad på legepladsen og knugede om sine knæ, hårdere og hårdere, kiggede på stjernerne, et gyngestativ og en myre, der så ret død ud, men alligevel klyngede sig til et græsstrå. Sad der og blinkede med sine øjne, igen og igen, hurtigere og hurtigere, som håbede hun på, at hun kunne få grædt synet af virkeligheden ud gennem sine tårerkanaler.

Vilde vidste i virkeligheden ganske få ting. Hun vidste, at det snart var to år siden, hun havde gået på denne skole og af en eller anden grund, sad hun her nu, og ønskede sig to år, nej tolv år tilbage tilbage i tiden,  til dengang hun først startede med store smil og store madpakker og store lår og en stor mængde kærlighed til en masse mennesker, uden at hun ved nogle af dem behøvede at bekymre sig om deres kønsdele, før hun turde elske dem. Hun vidste, at hun umuligt kunne sove, så sulten hun var efter at have sprunget aftensmaden og frokosten over.  Hun vidste, at det var et nyt niveau af desperation at tage hen på sin skole, lidt over to om natten.

Og hun vidste at hun havde brugt fucking ti år af sit liv på denne skole, ti år i et lummert klasseværelse, der startede med at lugte af indtørrede tuscher og hengemte rugbrødsmadder for så senere at lugte af alt for meget parfume og alkoholånden, der blev hængende efter lørdagaften. Ti år sammen med de samme mennesker, ti år på at vokse og vokse og vokse og vokse, indtil deres prinsessekjoler og superheltekapper og resten af deres verden sprængte i sømmene, fordi de ikke længere passede ind i den, og indtil det gik op for dem, at de ikke havde andet til fælles end at bo i samme skoledistrikt. Ti år og alligevel strakte de samtaler hun havde haft med de fleste af dem, ikke ud over spørgsmål, om hvorvidt de havde et viskelæder. Det havde de aldrig, når det var hende, der spurgte. Vilde brugte 381, 50 kroner på viskelædere og alligevel var der aldrig nogen, der spurgte hende.

Så alt i alt vidste Vilde ikke helt, hvorfor hendes folkeskoletid var noget, hun havde lyst til at mindes. Alligevel sad hun her nu, på en legeplads ved siden af en stikkelsbærbusk og bildte sig selv ind, at de lange skygger, som månen og stjernerne og lygtepælene forårsagede, i virkeligheden var skygger af hendes fortidige selv.

Af hende i første klasse, der skulle lege pigerne efter drengene og pligtskyldigt løb efter drengene, selvom hun ikke havde sko på og ikke havde hård hud på fødderne, så asfalten skar sig ind i hendes fodsåler. Selvom de andre blev ved med at råbe af hende, de gange hun havde mest lyst til at løbe efter pigerne i stedet for, sagde hun havde misforstået for legen, og deres stemmer skar sig ind i hendes selvforståelse. De første mange gange havde hun stoppet legen for at forklare dem, at hun havde lyst til at løbe efter både piger og drenge og havde ikke kunnet se, hvorfor hun skulle vælge, og de andre havde prøvet at forklare hende, at hun lige så godt bare kunne løbe efter drengene så, når det nu var det, som legen handlede om. Hendes fødder havde altid blødt, når hun var færdig med den leg.

Af hende i tredje klasse, der afleverede et eventyr til sin dansklærer om to prinsesser, der klatrede ud fra deres egene tårnværelse, besejrede deres egen drager og red væk på deres egen hvide heste og levede lykkeligt til deres dages ende, gift, og hendes dansklærer havde klappet hende på skulderen og sagt, det var godt hun bekæmpede ’heteronormativitet’. Vilde havde husket det ord, fordi hun syntes det lød lidt som at give en ildsprudende drage et navn med for mange stavelser, i håbet om at ingen ville sige det, og derfor glemme alt om dragen, indtil det var for sent, og den allerede havde brændt landsbyer ned og fodsålerne på en masse små piger af. Men hun havde mest husket det fordi, hendes dansklærer sagde, det var vigtigt at have et stort ordforråd. Og det var jo ikke længere hver aften, hendes mor lige fik noget aftensmad på bordet, og så kunne Vilde jo i stedt bide i kanten af lidt ord og blive mæt på den måde.

Af hende i femte klasse, der var på tur med sin klasse til stranden og havde købt en is med 3 kugler, og en af de andre piger spurgte, om hun var sikker på, at hun havde lyst til at spise den med et blik på Vildes lår, der fyldte, hvad hun nu syntes var over halvdelen af den bænk, de sad på. Vilde havde trodsigt sagt ja, men bagefter tabt isen og sin stolthed på jorden og bildt sig selv ind, at det ikke var med vilje. En hund var kommet hen  for at spise resterne, for dens lår var dækket af pels, ingen kunne kommentere på dem. Siden  den dag havde Vilde altid kun bedt om 1 kugle, indtil hun var holdt næsten op med at spise is, fordi hun aldrig kunne bestemme sig for, hvilken smag hun skulle vælge, når hun kun havde 1 kugle at gøre godt med.

Af hende i syvende klasse der første gang havde forelsket sig i en dreng, og hun var konsekvent begynde at springe sin frokost over, for så slap hun for at lave sin egen madpakke, nu hvor alle andre stadig fik deres egen lavet af deres forældre. Så gjorde det ikke så meget hun ikke turde sige noget til drengen om sin forelskelse, hun kunne bare tabe sig i stedet for, indtil han måske turde sige noget. Det var det år, hvor hun først begyndte at drikke kaffe og først begyndte at kalde sig selv feminist, indtil hun stoppede med begge dele, da hun brændte sin tunge på kaffen og på lidt for mange drenge, der fortalte hende, at hun burde være egalitarist i stedet for.

Og af hende i niende klasse, der nu var begyndt at springe morgenmaden over og for første gang forelskede sig i en pige, med krøllet hår og store smil og farverige øreringe, og i frikvartererne havde drengene siddet i den ene hjørne af klasseværelset og set lesbisk porno, mens Vilde og den anden pige sad i et andet hjørne, og Vilde gjorde sit bedste for at samle mod til at røre ved Vildes hånd.

Nu kunne Vilde se alle de skygger, alle de forskellige piger, der gik over den samme legeplads på vej til skole, med en taske, der blev tungere og tungere, med en bevidsthed om sin mor , der lå derhjemme, der blev tungere og tungere. Legepladsen var her stadig, til at røre ved, mens alle de andre Vilde’er var væk. Måske var det i virkeligheden dem, hun var kommet herud efter. 

Dem hun lige nu sad og græd desperat efter. Men ingen af dem hørte hendes hulk – der var kun stilhed, stilhed, stilhed, der kun en gang i mellem blev brudt af lyden af vejen udenfor legepladsen, med de få biler, der havde forvildet sig ud på dem.  Eller måske hørte de hulkene, men gad bare ikke gøre noget ved dem, for fremtiden havde jo ikke indhentet dem, før de rent faktisk erkendte, at den ville eksistere.

Det var vigtigt at skelne, havde hendes mor engang fortalt hende, en af de dage, hvor hun gerne ville virke som en lidt bedre person ved at fortælle om sine 3,5 år på psykologuddannelse, efter hun havde drukket 3,5 flasker vin. Det var vigtigt at skelne mellem, hvornår det var en selv, der forandrede sig, og hvornår det var ens omgivelser. Hvornår man stadig var den pige, der havde mest lyst til at jagte og kysse både drenge og piger og måske også dem der var begge dele eller ingen af delene. Og hvornår det var ens omgivelser, der fyldtes op me folk, man ikke længere havde lyst til at stoppe lege for, sige i mod, der ville være meget uhhygeligere end børnehavebørn, hvis Vilde sagde det højt.

Hvornår man engang havde været den pige med Twilight som yndlingsbog og med Bella som idol, indtil man en dag havde kigget op og indset at man ikke behøvede at kaste sig ned fra en klippe, fordi ens kæreste forlod en og nu ikke længere var det, havde ændret sig, selvom verden var fuld af lige så mange Twilightlæsende piger som før. 

Og tit blev de to ting nød til at følges ad. Men det var ikke ligesom hønen og ægget, slet ikke, det var som regel tydeligt, hvad der kom først. Hun var taget i gymnasiet, for derefter at blive til den slags pige, der gik i gymnasiet og (for det meste) ikke sad og græd på forladte legepladser – først omgivelserne.

 Og Vildes problem var måske i virkeligheden, at hun efterhånden havde lært bare at sidde med hænderne og tårer i skødet, lært, at  livet bare handlede om at vente og vente og vente og vente lidt mere på, at ens omgivelser ændrede sig, vente på at man ikke længere behøvede at knække armen af træthed ved at vifte med et regnbueflag for at få lov til at kysse og snave og bolle og jagte i en leg i børnehaveklassen med dem man havde lyst til. Vente på, at man skulle i 3. g. På at den dreng eller den pige skrev til en på Facebook, vente på, at man blev inviteret til en fest med lidt for meget alkohol og lidt for mange muligheder for at kysse Eva og lade som om, at det ikke var med vilje.  Vente på, at verden blev til et sted, hvor heteronormativitet kun var noget, man skrev om i virkelighedsfjerne eventyr, når man manglede et navn til sin drage og internettet var nede så man ikke længere kunne google for inspiration.

I stedet for selv at ændre den fucking verden.

Men så igen. Hun var måske ikke den første til at begynde at ændre verden, bare en første til at begynde at græde, når det var for sendt, tænkte Vilde med hænderne på sin mave. Sulten virkede så fysisk. Så tilstedeværende,  at det var et under, at den endnu ikke havde revet hendes maveskind fra hinanden – i dens forsøg på  at få noget mad. Måske bare et stikkelsbær. Men nej – Vilde havde indtaget de 250 kalorier hun måtte i dag, og der var kalorier i stikkelsbær.

Et af Vildes tydeligste minder var at plukke stikkelsbær sammen med sin mor. Hun måtte have været omkring fem år dengang. Lille nok til kun at kunne nå sin mors skuldre, hvis hun strakte sine arm og sine tæer og sin barnlighed af led, stor nok til at kunne stille sine egen tallerken i opvaskemaskinen. Det sagde hendes mor i hvert fald, når hun engang i mellem ikke var for dybt bukket over sin Iphone 580 til at huske, at det var vigtigt at opdrage sine børn.

Og de havde plukket stikkelsbærrene. Hun kunne ikke huske hvor eller hvorfor, bare huske sine små barnefingre, der rakte ind efter bærene uden at tage sig af alle de torne, de blev stukket af på vejen. Huske hvordan hun havde bidt hul på skallen, for at suge det søde ud og smide skallerne væk, indtil der lå en hel halvmåne af stikkelsbærskaller rundt omkring hende.

Hendes mor havde grinet af hende, grinet af hende og fortalt hende, at hun burde spise hele bærret, burde tage det sure med det søde. Vilde havde grinet tilbage og fortsat med at spise stikkelsbær på samme måde, indtil de var gået hjem, og Vilde havde fået læst en godnathistorie af sin mor. Ikke som nu, hvor hendes godnathistorie bestod af en googlesøgning på, hvor mange kalorier, der var i et stikkelsbær. Ikke som nu hvor hendes mor havde alt for travlt med at ligge i en seng og stirre ud i mørket til at læse for hende. Ikke som nu, hvor Vilde var sulten. Sulten.  Ikke som nu hvor Vilde stadig manglede at tabe 1 kilo i den uge. Og sad lige ved siden af en busk fyldt med stikkelsbær. Uden at tage nogen

Og som Vilde sad der, forstod Vilde ikke helt pointen, at hendes mor dengang havde sagt til hende, at hun burde tage det sure med det søde.

For fanden, nogle gange ville Vilde ønske, at livet var et stikkelsbær. Hvis hun havde chancen for at bide al det sure igennem og suge det søde ud, ville hun ikke have tøvet, før hun gjorde det.  Hun ville have haft chancen for at have en mor, uden at skulle tvinge hende til at drikke vand for at sluge sine piller og sluge sit liv en dag af gangen, så hun ikke fik det galt i halsen. Haft chancen for at tage en is uden at skulle blive nidstirret af det store billede af en tynd, tynd, tynd model, der hang over for isbutikken. Og chancen for at have en krop uden at skulle bekymre sig om, at et stikkelsbær ville ødelægge det hele. Hun ville kunne forelske sig i drenge og piger, der forelskede sig tilbage i hende, uden at skulle beymre sig om dem der ikke gjorde uden at skulle bekymre sig om, at føle sig forkert.

Men mest alt ville hun gerne være fri til at være forelsket i  Eva. Forelsket i Eva, som hun havde været i hvad der snart måtte være over et år. Forelsket i Eva som hun havde været i over et år, men som hun stadig ikke havde gjort noget ved.

Eller det passede ikke helt. Vilde var efterhånden blevet ret god til det.   

God til det hele. Så fucking god til det. Hun rev en tot græs væk, smed den væk, rev en mere op uden at tage sig af de gange hun stak sig på torne fra stikkelsbærbusken.

 

 God til at tage en øl til en fest, selvom hun hadede smagen af øl, god til at have eftersmagen af øl og usagte ord på sin tungespids, når hun lod som om hun var fuld, og kyssede med Eva i håbet om at Evas mund ville smage lidt mindre af øl og lidt  mere af følelser og det at være i live og det ikke at tænke på, at de begge to ville vågne o og det ville gøre ondt over det hele – også i hjerter- men det var jo bare tømmermænd.

Hun var blevet god til at  lege gemmeleg med virkeligeheden bag fotos af hende og Magnus, hun lagde op på facebook. Blevet  god til at kigge på Magnus, som kun kiggede på disneyprinsesser dengang hun var barn, før hun lærte at det i virkeligheden også var i ordn at kigge på biler og før hun lærte at det var i orden at kigge på dem for anden grund, end at man misundte dem for deres prinser. God til at kysse Magnus, indtil hendes læber næsten begyndte at bløde, god til at bløde hver måned, hver eneste måned men alligevel føle trang til at gemme bind i sin taske. God til at bilde sig selv, ind at det at være biseksuel, betød at hun kunne være lige så glad med Magnus som med Eva.

Og hun var blevet god til det, når hendes mor en gang i mellem kom ud af sine pilletåger, og de gik ud i køkkenet, og Vilde gravede i fryseren, indtil hendes fingre var frosset af, og indtil hun fandt et eller andet, som de kunne varme i mikroovnen. God til det, når de stod og ventede på, at nirkroovnen sagde ’bip’ sammen, og hendes mor smilende fortalte Vilde, hvor glad hun ville blive den dag, Vilde mødte sin mand og fik børn med ham, måske også en hund med ham. God til at sige ja og nikke og smile og blive ved med at smile, selv når hendes mor gik ind på sit værelse, før hun overhovedet nåede at få en bid af færdigretten, og Vilde endte med at smide ud, fordi der alligevel ikke var nogen pointe i at spise alene.   

God til at gå herhen midt om natten, uden overtøj, uden det sædvanlige  lag af makeup, som hun brugte til at dække sine bumser med, brute til at dække den pige, der havde fået at vide, at hvis man ikke gik med makeup var det fordi, at man var til piger. God til ikke at gå hjem igen, selvom hun sikkert burde. Hun var ret sikker på, at de også havde både brombær og hindbær i køleskabet, og måske kunne Vilde ovetale sig sev til at spise et af dem. Hun var bare bange for at vække sin mor ved at åbne hoveddøren, og hun ville komme ud af sbevlærelset, og de bare ville stå i stilhed og stirre på hinanden.

Nogle gange ville Vilde ønske, at man bare sagde tingende højt. Hun ville ønske, at hendes mor havde sagt det højt, da hun sidst var kommet ud til aftensmaden og havde spist den færdige tomatsovs, som Vilde have varmet og den havde manglet salt. Hun ville ønske, at Eva ville have sagt noget,  imens hun grinende lænede sig ind for  kysse hende – mest for at bruge Vilde til at få balancen, mest for at låne sine læber ud som biblioteksbøger, som man kunne prøve at læse lige så tosset, man ville og spilde mad på, så de næste ikke kunne læse bestemte ord for pletter i alle regnbuens farver, og ligesom biblioteksbøger skulle man aflevere dem tilbage, og ligesom biblioteksbøger ville  man få en 20 krs bøde, hvis man ikke gjorde og et mærkeligt blik fra forbipasserende, hvis man lånte bogen på åben gade.

Mest af alt ville hun dog ønske, at hun selv sagde tingene højt.

Vilde  snakkede engang med Eva om det. Fik det til at lyde hypotetisk, som de sad der i et frikvarter før en engelsktime og ikke kiggede hinanden i øjnene, men kun kiggede på hinandens spejlbilleder i de billige kopper kaffe, som de havde købt for at holde sig selv vågne. Fået det til at lyde hypotetisk som om hun var oprigtig interesseret i, hvordan det mon måtte føltes at være ”ikkeheteroseksuel

Men hun havde stadig prøvet at fortælle så meget, som hun kunne. Prøvet at fortælle, hvordan det altid føltes at få at vide, at det var ham, ham, ham, ham, at være 7 år første gang det gik op for hende, at det ikke altid var Bella og Edward og prinsesser og prinser, da hun så to kvinder kysse midtpå åben gade, dele spyt og kærlighed og dele følelsen af, at det var normalt, da hun som 8-årig så en eller anden TV-serie som hendes mor havde kørende i baggrunden, fordi det var nemmere at falde i søvn, når det ikke var så stille, sagde hun, hvor to mænd havde sex, sex. Den serie havde været beregnet til femten år og op, men det gjorde nu ikke så meget, for hun forstod nu alligevel ikke noget, når hendes mor stadig ikke havde fortalt hende om blomsterne og bierne og blomsterne og blomsterne og bierne og bierne, og de bier og de blomster, der mest havde lyst til at være for sig selv, men stadig sagtens kunne være glade.

 Så igen – hendes mor manglede stadig at tage den snak med hende. Selvom Vilde gerne ville bilde sig selv ind, at det bare var, fordi hendes mor tænkte ekstra meget på hende, at det bare var, fordi hun ventede til, hun var sikker på, Vilde var klar, så var det vist ved at være kørt. Det var ved at være tid for Vilde at acceptere- at acceptere.

Acceptere at hun ikke burde gøre  sig noget håb om at ændre den fucking verden.

Hvis hun bare var blevet gravid med William. Det kunne i det mindste have fået hendes mor til at lægge mærke til et eller andet.

Og hvis hun blev gravid ville hun måske ikke længere være bange for at træde op på vægten, for så vidste hun, at tallet burde være højt. Bulen i hendes mave ville være acceptabel og så kunne alle kigge på den og tænkte, at hun havde haft sex som en god hetereoseksuel og føle sig helt berretiget i at tro, at hun var heteroseksuel, selvom hun aldrig havde sagt det højt.

Hendes fingre var nu dækket af små sår fra tornene og i et flygtigt øjeblik fangede hun sig selb i at overveje bare at gå hjem.

Gå i seng igen, gå tilbage gennem det næste tomme Oslo, på en tirsdag nat, måske tage nogle af sine mors meget kraftige sovepiller og så bare håbe, at de var nok til at få hende til at sove, og så kunne hun vågne op og drikke det halve glas appelsin juice, der plejede at gøre det ud for hendes morgenmad. Vågne op og tage i skole, og købe en salat og sidde og køre den rundt på tallerkenen med gaflen, en lyd der skar i ørene, med krøllede salatblade og krøllede tanker, og så kunne hun smide halvdelen af den ud med et blik på Noora, der sad der med sin tynde talje, tynde lår og tynde smil og tykke selvforståelse og fastholde  Nooras blik,  mens hun lukkede skraldespandens låg.

Lukkede skraldespanden med et smil. Et skridt tættere på at være tynd. Tynd, ja.

Ikke normalvægtig nej. Tynd. Normalvægtig var hun allerede, hvis man ellers skulle tro, alle de Bmihjemmmesider, som hun brugte så mange timer på att aste sin vægt og højde, vægt og højde ind på, indtil hendes fingre blødte ud over hende tastatur, indtil hendes øjenæbler rullede ud af deres huller. Så meget tid, at Google var begyndt at give hende reklamer af slankekur efter slankekur, af damer der tilsyneladende havde tabt 10 kilo på 20 uger, af damer, der kiggede så hengivent på slankepiller, at Vilde var sikker på, at et andet menneske aldrig ville komme til at se på hende på den måde. Som om Google følte, at alt hvad der var ved hende, var hendes problemer med sin vægt, og at hun blot kunne reduceres til et tema i en af de dannelsesromaner, man læste i skolen.

Men ligegyldigt hvor mange legepladser, hvor Vilde sad og tænkte netop de tanker på,  så blev hun stadig ved med at besæge de hjemmesider ved med at lukke skraldespanden, uge efter uge, indtil ugerne var blevet til måneder. Hun begyndte at glemme hvordan man talte, fik i hvert fald brug for at tælle på fingrene og måske nærmerw på alle de stjerner der nu hang over hende for at tælle alle de kalorier hun undgik at spise, alle de gange hun sagde nej til det andet stykke kage, indtil hun også begyndte at sige nej til det første.

 Tælle alle de gange en dreng kommenterede på, hvor tynd hun var og hun tog det som en kompliment. Alle de gange, hvor hun stirrede ned på vægten og konstaterede, at hun havde tabt 3 gram. Alle de gange hun sugede maven bare lidt ind, hun ikke kunne lade vær, når hun stjal et af sine fars gamle målebåd, når hun skulle måle sin talje. De var fra dengang, han troede, at han skulle begynde at strikke fra dengang han troed,  at han  blive ved med at bo hjemme hos dem. Alle de gange hun forbrændte kalorier ved at sparke til det stykke af gulvet, hvor han havde stillet sin kuffert den morgen han tog afsted, og hun var faldet over den på vej ud, for rullekufferter skulle da ikke have håndtaget oppe med mindre man skulle bruge dem og de skulle ikke være fyldte og stå i gangen.

Tælle de gange hvor hun sad og druknede i sin egen selvmedlidenhed, med fingeren hoverende over Evas nummer, bare for at ringe, måske ikke for at sige noget, men bare for at høre Evas stemme. Tælle de gange hvor hun lod vær, slukkede sin telefon,  lagde en væk, fordi hun vidste, at Eva ikke gad høre på hendes problemer, fordi hun vidste, at hun ikke altid havde det svært, at nogle gange havde hun det overhovedet ikke svært, men var ligesom alle andre.

Et af Vildes yndlingsminder var fra dengang for en måned siden, hvor de havde væet af sted etil en karaokepar og de var endt med alle sammen at stå der og synge ’Imagine’ i kor, som en scene fra en eller anden dårlig ungdoms Tv-serie.

Og som de stod der og sang Imagine, kunne Vilde godt forstille sig det. Godt forestille sig det, som hun stod der og svajede lidt frem og tilbage, ude af takt til sangen, men det gjorde ikke noget for hun stod ved siden af Eva og strejfede hendes albue med sin albue, sang falsk, men der var så mange, der sang med, at man ikke kunne høre hendes stemme.  Forestille sig en verden, hvor hun ikke skulle være bange for at vende sig rundt og kysse Eva, selvom ingen af dem havde drukket endnu den aften, kysse hende og dele luft, spyt og John Lennonsange med hende. Hun kunne forestille sig en verden, hvor hun en dag kom hjem og fortalte sin mor, at hun havde fået en kæreste, og hun hed Eva, og hendes mor ville ønske hende tillykke, og det ville være det, ikke noget livsændrende, bare Vilde der havde fået en kæreste og var glad. Og hvis hun fem år senere fik en kæreste, der hed Adam ville hendes mor bare lykønske hende med ham, og det ville være det.

En verden, hvor man ikke behøvede være John Lennon til at få folk til at forestille sig noget så absurd, men bare kunne være en gymnasiepige med lidt for store lår og lidt for store ideer om verden, en verden  hvor alle havde sko  på og lov til at lege og alle løb efter dem de havde mest lyst til, en verden hvor man sagde sådan nogle ting højt – i stedet for bare mumlede at synge med på dem, i stedet for bare grædende at tænke dem ved siden af en stikkelsbærbusk.

Vilde havde været fem år, da hendes mor først havde fortalt hende om global opvarmning. Fortalt hende om smeltende isbjerg, om døende isbjørne, om orkaner hvor de ikke burde være orkaner, om døde mennesker, hvor de ikke burde være, om have der steg, om ignorance, der steg endnu mere, og om at der en eller anden grund ikke var nogle store voksne, der havde sat sig ned ved deres store borde og drukket deres store kopper kaffe, og brugt deres store munde til at tale om  alle de endnu større problemer, tale om andet end hængende bryster og hvor meget sværere det var blevet at få rejsning.

Og da Vilde have hørt alt dette, havde hun brugt længe på at tænkte over det. Ikke på at tænke over, hvordan i alverden hun dog kunne stoppe dette problem.

 Ikke på, hvordan hun kunne nå at redde verden. Ikke på hvor hun kunne materiale nok til at bygge et skib stort nok til hele menneskeheden, når havene engang var steget for meget.  Nej hun havde bare tænkt på, hvordan det var vigtigt for hende at finde en tømmerflåde, hvor der plads til hende. Og det var problemet. Hun tænkte kun på den dumme tømmerflåde til sig selv, ikke engang til sin mor.

Verden ville ikke blive reddet, før de 5-årige piger begyndte at tænke anderledes –  og resten af menneskeheden.

Og når hun sad der og græd, tænkte hun allermest på at rejse sig og tørre sine egne tårer væk, måske med en kleenex. Hun tænkte ikke på at tørre tårerne af alle de andre kvinder, på alle de andre piger og drenge rundt omkring i verden, der følte, at deres værd blev dømt på, hvorvidt de spiste det dumme stikkelsbær eller ej. Tænkte ikke på at slette photoshop, så de tynde modeller kunne se realistiske ud,  ikke på at gå derud og nedbryde kropsidealer, et efter et. Og i det øjeblik vidste Vilde måske godt, at der derude sad mange piger og drenge og  græd op af deres stikkelsbærbuske af deres ekstra kilo på maven og vidste også, at alle disse personer udmærket vidste, hvor irrationelle de var, udmærket vidste det, men bare ikke helt acceptere det.  Og selv vidste hun og selv græd hun over ikke at kunne gøre noget ved det, over Eva, over at Eva ikke gjorde noget ved det, over at hun ikke gjorde noget ved Eva.

Men måske kunne hun gøre noget ved det.

 Og som Vilde sad der, rakte hun sine kolde fingre frem. Mod busken. Hun plukkede et stikkelsbær. Sad og drejede det i fingrene, før hun uden at tøve yderligere puttede det i munden. Hun var for sulten til at smide skallen væk. Det sure med det søde, tænkte hun, mens hun slugte den. Det sure med det søde, tænkte hun, indtil det gik op for hende, at det kun var sidst i maj - Stikkelsbærrene var langt fra modne, smagte så surt, at hun knap kunne sluge dem. Det sure med det søde, tænkte hun, mens hun kom i tanke, om at hendes mor engang havde sagt, at jordbær var meget bedre.

Så tog hun et stikkelsbær mere.

Solen var næsten stået op, da hun tog det sidste stikkelsbær fra busken. Hu brugte kun et par sekunder på at sutte den søde saft af fingrene, før hun fandt sin telefon frem og tastede det eneste nummer,  hun kunne udenad. Evas nummer. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...