The Ocean Of One Shots | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 29 mar. 2018
  • Status: Igang
Et ocean fyldt med bitte små historier, der har hver sin betydning. De små historier kan bringe folk et smil på læben og få tankerne sat i gang.

Denne movella er fyldt med one shots, som aldrig bliver til lange historier.

7Likes
14Kommentarer
1195Visninger
AA

3. Two | Hello And Goodbye


Mirabella er indlagt på hospitalet,” fortalte min mor mig. Jeg stoppede mine handlinger, og kiggede skræmt på hende. Var der sket hende noget?  Var der sket noget med barnet? Flere tusinde tanker fløj inde i mit hoved, og jeg sank bare en klump ned.

”Er de okay?” spurgte jeg hende om, med en bekymrende stemme. ”Jeg tror, at det er bedst, at du smutter derhen – måske har de brug for din hjælp,” forklarede hun mig. Uden at tøve, havde jeg pakket mine sager sammen, fanget mine bilnøgler, og så var jeg kørt derhen i en fart.

Jeg lukkede kort mine øjne i, og blev skubbet tilbage i tiden. Den tid, som både jeg elskede og hadede.

”Jeg er gravid, Niall,” fortalte hun mig med en spændt stemme. Hun kiggede afventede på mig, men jeg sad bare og stirrede fremad. Var min elskede dame, Mirabella, gravid? Hvordan var det muligt? Jeg huskede da, at benytte kondom, og hun havde brugt p-piller – eller droppede hun pillerne uden tilladelse?

”Var du ikke på beskyttelse?” røg der ud af min mund. Jeg var så forvirret, og kiggede mistænkeligt på hende. I en alder af 20 år, følte jeg mig ikke helt klar til at smide mit unge liv væk og tage imod bleer og sutteflasker.

”Altså .. Øhm .. Jo,” svarede hun tøvende, og den del bustede hende, da jeg let kunne læse hende. ”Hvordan kunne du droppe beskyttelse?!” skældte jeg hende ud. Det kunne godt være, at pigebarnet var parat til at blive mor, men havde hun overhovedet spurgt mig? Hvad med mine behov – var de fuldkommen ligegyldige?

”Niall, please, ikke bliv sur,” peb hun, og kiggede på mig med et trist blik. Hendes øjne blev langsomt blanke. ”Du tænker kun på dig selv! Du er fucking ligeglad med om jeg er parat eller ej til at blive far!” råbte jeg næsten. Aldrig havde jeg været så sur og skuffet på Mirabella, som jeg var lige nu.

”Det er så typisk dig, egoistiske kvinde,” vrissede jeg, hvorefter jeg rejste mig op, tog min mobil, og gik ud af hendes værelse, idet jeg smækkede hårdt med døren.

Måske overreagerede jeg, men jeg havde et behov for at komme ud med mine aggressioner – og de måtte for gud skyld ikke blive inde.

”Niall Horan!” blev der sagt. Med vrede og lynende øjne, kiggede jeg hen mod vedkommende, som kaldte på mig. ”Hvad foregår der her?” spurgte hun mig om. Det var Mirabellas mor, Erin. Jeg tog en dyb indånding, og knyttede kort mine hænder.

”Din såkaldte ’datter’ har såvel valgt at droppe beskyttelse uden tilladelse, så nu er hun gravid, og jeg gider ikke at være med til hendes pjat. Så hun må klare sig selv, jeg gider ikke mere, at hun er SÅ egoistisk og kun tænker på sig selv – har hun overhovedet spurgt mig, om jeg var klar til at blive far? Næh nej, ifølge Mirabella er hun fuldkommen ligeglad. Men hvad er der nyt i det?” fortalte jeg Erin. Man kunne høre på min stemme, at jeg var vred.

Min krop rystede af vrede, og jeg forlod lejligheden inden helvede ville bryde ud.

Aldrig havde jeg troet, at jeg havde fundet en egoistisk tøs – og så valgte hun at blive gravid uden tilladelse? Uacceptabelt!

Kuldegysninger var på min krop, da jeg kom tilbage til virkeligheden. Jeg sukkede kort over, hvordan jeg havde overreageret – jeg kunne huske, at jeg ignorerede Mirabella i flere uger, fordi jeg var så skuffet over hende, ligeså vred.

Jeg havde endda slået op med hende, fordi hun var alligevel ligeglad med, hvad jeg havde lyst til, hvad jeg var klar til. Hun tænkte kun på sig selv. Og jeg glemte aldrig, at jeg fik af vide, at Mirabella fik så meget skideballe over, at hun havde været et svinsk overfor mig. Det bragte et lille smil på mine læber, at hendes forældre måtte sætte hende på plads. De sagde endda, at sådan fik man ikke mænd eller kærlighed, men had og ensomhed.

Hvordan jeg havde valgt at gå tilbage til hende, var en anden side af sagen. Trods, at jeg var vred på hende dengang, så var hun min kæreste – eller vi havde et on and off forhold. Og hun bar rundt på mit barn. Hvor skørt lød det ikke lige? Hun bar rundt på mit barn.

En lille dreng.

Efter snart tredive minutter, var jeg endelig ankommet til hospitalet, hvor Mirabella lå placeret. Med hastige skidt, var jeg henne ved receptionen. ”Hvor ligger Mirabella Gason henne?” spurgte jeg damen. Hun kiggede på mig gennem sine kiksede og gamle briller. ”Ved fødegangen, stue 5,” fortalte hun mig med et venligt smil.

Jeg fik mumlet en tak, hvorefter jeg i en hastig fart skyndte mig hen til hendes skue. Skulle hun føde eller var vores barn dødbringende? De grimme spørgsmål gav mig en kvalmende fornemmelse i kroppen, og håbede inderligt, at han var okay.

Da jeg ankom til hendes stue, så jeg at hun var coveret op i slager og hjerterytme-tæller. Jeg stod her og blev for alvor bekymret. ”Er du okay?” spurgte jeg hende om, mens jeg langsomt gik hen mod hende. Jeg kunne se, at her var proppet med diverse læger og sygeplejesker.

”Hvad sker der her?” spurgte jeg den ene læge om. ”Hun skal have et kejsersnit,” fortalte han mig. Min krop frøs til is, da jeg fik det af vide – hun var kun 8 måneder henne, barnet ville blive født 4 uger for tidligt før termin.

”Et kejsersnit?”

”Ja, barnet ligger forkert i maven, og hvis vi ikke får jeres barn ud, dør han,” uddybede han. Nu var jeg for alvor nervøs. ”Okay, hvad venter I på? Få det kejsersnit!”

 

~ ~ ~

 

Jeg stod ved hendes side under hele forløbet med kejsersnittet, og jeg var på kanten til at græde. Han var sådan en smuk skabning – men nu sad jeg inde i stuen, og trippede med mit ene ben. Både Mirabella og vores søn var i livsfare, og jeg ville ikke efterlades.

I snart halvanden time, havde jeg sat på min flade røv og ventet på en læge eller sygeplejeske skulle dukke op og give mig nogle strålende nyheder – alt det dårlige, måtte de pakke sammen og undlade at fortælle mig det.

”Mr. Horan?”

Da mit navn blev sagt, rettede jeg blikket hurtigt hen mod døren. Jeg rejste mig op i en fart, og kiggede på lægen, som havde et sørgmodigt blik. Sig, at det var løgn – havde jeg mistet dem begge? Mit hjerte bankede hårdt mod brystet, mens jeg stod og ventede på det endelige svar.

”Din søn er sund, rask og overlevede operationen,” meddelte hun. Et sten faldt væk fra min skuldre, men det kom igen, da jeg fik den anden nyhed. ”Men Mirabella Gason overlevede ikke og døde desværre. Vi gjorde alt, hvad vi kunne.”

Hele min krop rystede, da jeg modtog den dårlige nyhed. Ikke nok med at jeg var så hård ved Mirabella dengang, men nu levede hun ikke længere, og det knuste mig inderligt.

”Nej, nej nej, det kan ikke passe!” råbte jeg frustreret. Nu var jeg fuldkommen alene. Jeg var en alenefar, som skulle tage vare på sin egen søn – han havde brug for en mor, men hun døde under operationen. Hvorfor skulle det her ske for mig? Hvordan ville jeg kunne overleve en hel opvækst uden at vores søn ville have en kvindelig rolle i sit liv, som han kunne kalde for sin mor?

Det eneste minde jeg havde tilbage var vores barn – Archie Gason Horan.

x x x

Jeg undskylder for den lange ventetid, det er så flovt ikke at opdatere denne her lille historie, men sagen er, at motivationen ikke rigtig har været her - og den er først dukket op i dag, så jeg skyldte mig nærmest at få denne her lille historie skrevet. 

På forhånd undskylder jeg, hvis denne her historie virker lidt for .. malplaceret eller for hurtigt, eller noget tredje, men idéen lød sådan her inde i mit hoved, og hvis jeg ændrer det, bliver alting ødelagt. 

Kys og kram,

Louise B

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...