The Ocean Of One Shots | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 29 mar. 2018
  • Status: Igang
Et ocean fyldt med bitte små historier, der har hver sin betydning. De små historier kan bringe folk et smil på læben og få tankerne sat i gang.

Denne movella er fyldt med one shots, som aldrig bliver til lange historier.

7Likes
14Kommentarer
1199Visninger
AA

5. Four | Different

I flere årtier havde jeg gemt mig, skjult mine største hemmeligheder. Ingen skulle vide, hvad jeg gennemgik – eller hvad jeg havde gennemgået i de seneste par år, men jeg vidste også, at det her var min skæbne, det her var min fremtid, som ingen kunne tage fra mig.

Måske havde jeg mistet min eneste ene, men jeg fik et kæmpe skub i den rigtige retning, og derved måtte gøre nogle grusomme ting, som havde sat spor i begge vores sjæle.

Jeg stirrede på billedet af Addison og jeg. Addison var min første kærlighed, min første kæreste, hun var min første ting til alt, bogstaveligt talt. Og jeg takkede hende mange gange for, at hun skubbede mig i den rigtige retning – også selvom hun tit skældte mig ud, og fortalte mig at jeg var et forfærdeligt monster, som havde de mest sygeste tanker om elektroniske genstande.

Ifølge mig selv, så var det en naturlig ting at have sådan nogle tanker om døde genstande.

Min mobil larmede, og det gav sæt i min krop. Jeg rettede blikket hen mod mobilen, og så navnet ’Addison’ på displayet. Jeg havde allermest lyst til at lægge på, da jeg ikke magtede at lytte til hendes prædiken omkring, hvad der var rigtig og forkert, ifølge hende.

Men alligevel tog jeg den. ”Det Niall,” sagde jeg. Jeg var ikke særlig glad for at tale med hende, da hun altid talte til mig, som om at jeg var et grusomt menneske, som ikke havde sans for følelser eller viste empati til mine medmennesker. ”Oh no sherlock, jeg ved godt, at du er Niall,” lød det i den anden ende af mobilen.

Jeg sukkede kort over hendes handling. ”Hvad er det du vil, Addison?” Spurgte jeg hende om, mens blikket var rettet mod fællesbilledet af hende og jeg. ”Må jeg ikke snakke med én af mine bedste venner mere uden at du tror, at jeg vil sige noget grusomt?” Hendes spørgsmål fik mig til at rulle med øjnene.

”En bedste ven snakker ikke nedladende til en eller direkte siger, at man er et monster, som burde komme ind på den lukkede afdeling for at blive rask i hovedet igen,” fortalte jeg hende. Jeg tvivlede stort på hendes ord, da jeg vidste, at i sidste ende ville hun snakke med mig, som om at jeg var en skændsel for mange mennesker, deri blandt for hende. ”Addison, det gør dig ikke til et bedre menneske at svine andre til, ikke engang din såkaldte bedste ven, som forresten ikke gider, at være din bedste ven mere,” forsatte jeg. Der blev stille i den anden ende.

”Du har bragt så meget kaos og unødvendigt drama, Addison. Og nu må du betale for det,” og med de ord, lagde jeg rør på.

Ofte sad jeg og tænkte, hvorfor filen pigebarnet opførte sig så mærkelige. Lige siden bruddet havde hun virket anderledes på så mange måder, men som jeg havde banket ind i hendes hoved, så forandrede mennesker. Hun ønskede et ægteskab med mig med børn og hele baduljen, og jeg ønskede bare et seksuelt liv med elektroniske genstande.

De elektroniske genstande gav mig til tider stød, men jeg fandt det som en slags nydelse, og derfor kunne jeg ikke stoppe med mine underlige lyster til elektroniske genstande – det var min ret så anderledes lyst. Folk ønskede et seksuelt forhold med mennesker, og jeg ønskede det med døde genstande.

Jeg havde mere eller mindre taget afstand til min omgangskreds, fordi Addison havde lavet sådan et stort nummer ud af min seksualitet, som om at hun på en måde skammede sig over mig eller prøvede at få mig til at tage andre beslutninger.

Sagen var bare, at jeg ikke var tiltrukket af mennesker, men af døde genstande, såsom elektroniske genstande.

Derfor var det også svært for mig, at smutte i byen, da alle sammen bare havde lyst til en engangsknald, men jeg var mere interesseret i deres mobiler og andre elektroniske apparater.

Jeg levede derfor selv inde i London, i det område, hvor ghettoer var placeret, der hørte jeg perfekt til. Ingen dømte hinanden der, lige meget, hvad de fejlede og hvilke underlige fantasier de havde. De var ligesom mig: normale udenpå, men røvsyge indvendig.

x x x

Idéen er fra S o u t h e r n og jeg har elsket den, siden hun skrev den. Den korte historie var en smule udfordrende at skrive, da jeg aldrig har oplevet noget ligende selv, så måtte gennemtænke hver evig eneste handling - og er faktisk blevet sådan tilfreds med kapitlet. 

Kys og kram,

Louise B

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...