Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
575899Visninger
AA

63. ’’Smutter Du Nu?..’’

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Mandag d. 18. September, 2017 Kl. 11.34.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Jeg turde dårligt åbne mine øjne. Det her moment var nok det mest specielle jeg havde følt længe.. I hvert fald når det gjaldt Justin.

Vores småsvedige kroppe lå så tætte, at ikke engang papir kunne bryde igennem os. Pustende imod hans svedige nøgne skulder, mærkede jeg hans pustende og udmattede vejrtrækning på siden af min hals, som han skjulte sit ansigt ved. Det her var slet ikke som de andre gange vi havde været sammen. Jeg kunne dårligt beskrive det. Uanset hvor meget jeg forsøgte, så kunne jeg slet ikke beskrive, hvor intimt og nærværende det havde været.. Og præcis derfor turde jeg ikke åbne øjnene eller overhovedet bevæge mig under ham. Jeg lå bare og nød hans varme krop ovenpå mig og så tæt ind til min.

Jeg havde tænkt før, at det var helt utroligt, hvad den mand kunne gøre ved mig, men nu.. Nu vidste jeg snart ikke hvad jeg skulle sige. Var der overhovedet grænser for hvor dejlig han kunne være, hvor lækker han kunne få mig til at føle og hvor specielt han kunne få sex til at føles som?.

Det eneste der ødelagde det her øjeblik for mig, var tanken om, at så snart jeg åbnede øjnene, så var jeg igen tilbage til virkeligheden, hvor mine bekymringer, som jeg allerede nu kunne høre i mit baghoved, ville komme til livs igen.

Så ukontrollerede som de var, gav mig en knude i maven og fik mig til at knibe øjnene lidt sammen og stramme grebet en anelse om hans nakke. Jeg nægtede at lade det overtage det her moment!.. Det skulle ik..

 

*Riiing, Riiing, Riiing.. Riiing, Riiing, Riiing..*

 

Ringetonen, der straks overtog hele stuens ellers behagelige ro, hvor kun min og Justins vejrtrækning var at høre, tvang mine øjne op uden, at jeg overhovedet kunne nå at styre det.. Eller.. Faktisk var det ikke så meget ringetonen der tvang mig til at åbne øjnene. Det var nok mere Justin. Han stoppede i få sekunder med at trække vejret imod min hals og idet det gik op for ham, at det var hans mobil der lå og ringede på gulvet, fik ham pustende til at trække sig fra mig og sætte sig op i sofaen vi var endt med at ligge på.

Jeg kiggede mig straks omkring og fik øje på tæppet der lå over sofaens ryglæn, og greb fat i det og foldede det udover mig, imens Justin bøjede sig forover på sofakanten og fumlede med sine bukser, hvor han lidt efter trak sin mobil op.

Justin vendte skærmen om og kiggede på den, og selvom jeg ikke burde, så kunne jeg bare ikke lade vær med lige at kigge hurtigt for at se hvem der ringede til ham..

’’Toby’’

Jeg var straks klar over hvem det var. Det var Justins kammerat, der kom for hvad?. En uges tid siden for at få Justin med til baseball.

Justin pustede tungt ud imens han kørte sin hånd igennem hans filtrede hår og lige dér mærkede jeg en ubehagelig gnavende følelse i maven, da tanken kom ind i mit hoved.

’’Nu skrider han igen..’’

Den tanke var slet ikke rar, når jeg lå her og følte at det der lige var sket, var så specielt.. Men måske var det kun så specielt for mig?. Ja okay, Justin havde givet ret meget udtryk for, at han virkelig gerne ville mig, men altså.. Lige i det her moment var det som totalt glemt for mig. Alt jeg kunne tænke på var, at jeg om lidt ville ligge her helt alene..

Dog gik der ikke længe før en overrasket og varmende følelse strøg igennem hele kroppen på mig. Justin satte sin Iphone på lydløs ved hjælp af knappen på siden af den, og lagde telefonen fra sig på bordet foran sofaen, med skærmen vendt ned i bordpladen. What?. Havde han ikke tænkt sig at tage den, eller hvad?.

’’Skulle du ikke tage den?’’ Spurgte jeg stille med en stille og træt stemme imens han sad og stirrede tomt ned på bordet og telefonen. Han sad lidt uden at sige noget, men rystede så lidt på hovedet.

’’Nej.. Det er ligemeget’’ Svarede han stille og virkede for mig lidt tøvende og.. Ja, hvad kunne man kalde det?. Tankefuld?. Fraværende?.. I hvert fald lød det ikke helt til, at det var så ligemeget, som han sagde..

Jeg fik en klump i halsen, som jeg slugte imens en følelse af ubehag bredte sig i maven på mig. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde virkelig en fornemmelse af, at han gerne ville gå, og det gjorde mig virkelig ked af det. Det var så underligt at have det sådan efter det han havde sagt til mig før, men.. Lige pludselig føltes det bare slet ikke som om, at det var noget han havde ment. Men hvorfor skulle han sige det, hvis det ikke var rigtigt?. Ja, hvorfor?. Jeg forstod det ikke, og jeg forstod slet ikke hvorfor jeg pludselig skulle tøve, men.. Det gjorde jeg altså..

Jeg kiggede lidt ned til siden imod gulvet og drejede mig lidt til siden bag Justin, der bare sad der uden at gøre eller sige noget. Ubehaget i mig blev bare værre og værre, sekund efter sekund, og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at lade det komme ud.. Men hvordan?. Skulle jeg bare spørge ham?.. Bare tanken gav mig hjertebanken og gjorde mig nervøs, men alligevel var trangen alt for stærk til at holde igen. Hvis ikke jeg spurgte, så kom vi ikke rigtig videre herfra.. I hvert fald ikke på nogen god måde..

’’Smutter du nu?..’’

Det var tydeligt at se på Justin, at han hørte mit meget stille spørgsmål. Hans øjne startede med at dreje sig lidt i min retning indtil han valgte at dreje hele hovedet og kigge direkte ned på mig, så mit hjerte slog dobbeltslag og gjorde mig endnu mere nervøs. Jeg ønskede jo ikke, at det her skulle gå galt, så frygten for, at det ville udvikle sig ligesom de andre gange, var helt forfærdelig at have i kroppen.

’’Vil du have, at jeg skal gå?’’ Spurgte han så underlig usikkert, hvilket faktisk gjorde mig rolig.. Sig mig?. Tænke han det samme som mig?. Frygtede han at jeg ville sige, at han skulle gå, eller at det her ikke skulle ske igen?..

’’Nej..’’ Hviskede jeg stille og mærkede en pludselig styrke og selvsikkerhed komme til mig. Det var fandme weird. Det var som om, at hans usikkerhed gjorde mig så meget sikker på alt i det her og derfor ikke frygtede bare at give mig helt hen til ham og sige præcis, hvordan jeg havde det. Dog pakket lidt ind, for.. Tja, jeg var jo pige. Vi skulle jo være lidt af et puslespil og måske lidt for tit sige ting vi ikke rigtig mente..

’’.. Men hvis du skal noget, såå..’’ Mere sagde jeg ikke.. Og nej, helt ærligt, så mente jeg det ikke.. Hvis han om lidt svarede at han faktisk skulle noget og derfor var nødt til at gå, så ville jeg virkelig blive sur og ked af det.. Men som sagt, så var jeg pige og derfor, af en fucking uforklarlig årsag, så skulle jeg sige noget jeg ikke ville bryde mig om at få et andet svar på, end det jeg håbede at få!.

Justin kiggede kun på mig i meget få sekunder, før han hurtigt rejste sig op fra sofaen. Jeg mærkede en meget skuffet følelse i kroppen, da tanken om, at han faktisk havde tænkt sig at gå, ramte mig.. Men hurtigt forsvandt skuffelsen igen, da jeg så Justin lægge sig ned på siden med ansigtet imod mig imens han løftede tæppet, lagde sig ind under det og greb min hofte, så han drejede mig op og trak mig helt ind til ham, så vi lå med ansigterne imod hinanden og med vores nøgne kroppe klistret til hinanden, som var de magneter.

Vi lå bare og kiggede hinanden tæt i øjnene uden at sige et eneste ord. Min krop bruste af den vildeste glædesfølelse. At se ham reagere sådan og ikke gøre som alle de andre gange og bare skride, gjorde mig så glad. Jeg vidste, at jeg slet ikke burde, men jeg nød virkelig at mærke ham hos mig og bare ligge her med ham.. Men samtidig kom alle de uopklarede spørgsmål ind i mit hoved og gjorde det lidt sværere at nyde det her moment fuldt ud.

Det var som at have en indre kamp med mig selv. Jeg ville så gerne tage hul på alt det jeg tænkte på og alle de bekymringer jeg havde, men samtidig frygtede jeg også virkelig meget, at det ville splitte det her moment totalt fra hinanden og i sidste ende være dét der gjorde, at det ville ende ligesom de andre gange, hvor vi havde forsøgt os med at tale om tingene. At vi blev mega uvenner og bare sårede hinanden istedet!.. Men som jeg bedst kendte mig selv, så var nysgerrigheden alt for stærk.. Og jeg måtte spørge!. Jeg måtte have klar besked om det jeg gik og brændte inde med..

Jeg lagde blidt min hånd på siden af hans hals, som jeg nussede lidt uden at tage blikket fra hans øjne, hvori jeg straks læste, at min berøring gjorde han rolig og at han nød den fuldt ud.

’’Hvorfor var det så svært for dig?’’ Spurgte jeg meget stille og blidt, så han ikke pludselig troede, at jeg mente noget ondt eller misforstod hvad jeg prøvede at sige.

’’Hvad?’’ Spurgte han med en ligeså stille og rolig tone, så jeg blev helt rolig indeni, da det var dejligt at høre, at han tog det så roligt og ikke var forberedt på at noget dårligt ville ske nu. For det var slet ikke min hensigt..

’’At blive her, hvis du så gerne har villet?’’ Spurgte jeg stille videre og fortsatte mine blide nus på hans kæbe med min tommelfinger imens han hånd blev liggende på hans hals.

Justin blev lidt stille og så helt ulæseligt på mig. Han tog dog til sidst en svag men dyb indånding igennem næsen og pustede tungt ud imens han rystede svagt på hovedet og kiggede lidt ned og derved også brød vores øjenkontakt.

’’Jeg ved det ikke.. Jeg ville nok ikke afvises, tror jeg..’’

Mit hjerte blødte totalt op og fik mig til at puste lettere opgivende ud igennem næsen, så Justin straks så op på mig igen. Jeg rystede lidt på hovedet til ham.

’’Du er et fjols’’ Hviskede jeg stille og gled min hånd om i nakken på ham imens jeg tænkte en helt masse for mig selv.

Hvordan kunne han være i tvivl?. Hvordan kunne han tro, at jeg ville afvise ham, når jeg flere gange havde været sammen med ham?. Det var den helt klassiske vi havde her åbenbart.. Ja, jeg vidste godt, at jeg havde sagt, at det ikke skulle ske igen osv. osv., men altså.. Hvis han nu så mine signaler istedet, så vidste han nok også inderst inde, at jeg ikke mente det.. Jeg havde forsøgt at mene det, når jeg sagde det, men helt ærligt.. Inderst inde skreg jeg jo bare efter ham, når han valgte at høre hvad jeg sagde istedet for at se det bagved.. Det var en typiske mande-ting!. Han skulle ikke høre hvad jeg sagde.. Det skulle han sku da skide på, og så bare tro på, at den kemi og alle de følelser han kunne mærke imellem os, var rigtige!. Uanset om jeg før har ville indse det eller ej, så.. Så mente jeg det jo ikke, når jeg sagde, at det imellem Justin og jeg ikke skulle ske igen, for sandheden var, at hver eneste gang gik jeg og håbede at det ville ske igen.. Også selvom jeg vidste, hvor forkert det var!.

’’Jeg ved det godt..’’ Pustede Justin opgivende og stødte sin pande til min idet jeg trykkede ham i nakken, som tegn på, at han skulle komme tættere på mig. Jeg havde egentlig håbet på et kys, men fair nok..

’’Du skal høre hvad jeg mener og ikke hvad jeg siger.. Jeg kan bedst lide at se dig selvsikker og se dig vide hvad du vil have..’’ Sagde jeg stille.

’’Er du klar over hvor svært det er at høre hvad du mener, når du ikke siger det?’’ Spurgte han mig stille og fik mig til at smile meget svagt og meget kort med lidt lyd på imens jeg nikkede imod hans pande og kiggede ned imellem os.

’’Det er meget nemmere for dig, hvis du bare tror på dig selv og stoler på, at den kemi du mærker selv, ikke kun kommer pga dine følelser, men også opstår fordi mine følelser er de samme som dine’’ Svarede jeg ham roligt og så tilbage i hans øjne, som jeg blev helt opslugt af, da alt hans varme væltede ud af dem og direkte ind i mine.

’’Du må ikke være bange for at bryde mine grænser..’’ Tilføjede jeg stille, men blev straks bidt af et voldsomt ubehag, da ordet grænser, fik djævlen i mig på banen.

’’Når han slår dig, er det en grænse han bryder?!..’’

At høre den ubehagelige bemærkning i mit hoved, startede alle bekymringerne i mig, og samtidig var det som om, at Justin kunne læse tanker.. Eller.. Det var bare.. Det føltes som om, at han kunne se det på mig og tænkte det samme. Min fornuft prøvede at fortælle mig, at det gjorde han nok ikke, men det var alligevel som om, at det lyste ud af øjnene på ham.. Som om, at jeg ikke havde nogen vej tilbage og skulle sige det højt.. Jeg skulle bringe det på banen.. Også selvom jeg slet ikke havde lyst..

Jeg pustede tungt og kiggede lidt ned imellem os imens mit hjerte igen begyndte at banke derudaf. Det gjorde mig så nervøs, men noget i mig sagde, at jeg var nødt til at komme ud med det nu hvor jeg havde besluttet mig for at tage hul på det..

’’Det igår..’’ Sagde jeg stille og mærkede straks at Justin stivnede en smule og holdte vejret et kort øjeblik, så jeg automatisk kiggede op på ham igen, hvor jeg med det samme så ham synke en klump i halsen.

’’Det gør du aldrig mere, vel?’’ Spurgte jeg ham usikkert og gled min hånd fra hans nakke og op på siden af hans hals igen for at vise ham, at jeg ikke var sur, men bare måtte sikre mig, at han ikke gjorde det igen.

Justin sukkede kort og kneb øjnene en smule sammen imens han knugede mig længere ind til sig imens han rystede på hovedet imod min pande.

’’Nej..’’ Hviskede han stille og med en snert af smerte i stemmen. Han var udmærket klar over, at jeg hentydede til den flad jeg fik. Det var så tydeligt at mærke på ham, og også det at han fortrød det var tydeligt. Men alligevel havde jeg brug for at høre ham sige det..

’’Lov mig det..’’ Sagde jeg stille og småhviskende, da jeg ikke så nogen grund til at bruge stemmen, da vi lå så tæt med hinanden. En klump samlede sig i halsen på mig idet jeg mærkede tårerne finde vej til mine øjne, som straks blev våde. Det gjorde mig så ked af det at tænke på og bare tanken om, at han måske kunne gøre det igen, gjorde det endnu mere ubehageligt.

’’Selvfølgelig gør jeg det ikke igen, Molly.. Aldrig nogensinde.. Det lover jeg..’’ Sagde Justin stille og nussede mig på min nøgne ryg, sikkert for at berolige mig og få tårerne, der blev mere og mere tydelige, til at stoppe imens jeg bare kiggede ned imellem os og fik sværere og sværere ved at se klart.

’’Og jeg lover dig, at det er sidste gang jeg holder noget hemmeligt for dig..’’ Fortsatte han, så jeg straks kiggede op på ham og mærkede vandet sumpe rundt i mine øjne.

’’Som jeg sagde før, så skulle jeg havde fortalt dig, at Jamie havde bedt mig se efter dig.. Jeg har fattet det nu, og jeg vil ikke stå i sådan en situation igen, så..’’ Sagde Justin og stoppede sig selv helt naturligt og virkede ikke til at have mere at sige, trods det, at han afsluttede med et ’’så’’..

Det han sagde gjorde mig helt varm indeni. Underligt nok, så betød det faktisk virkelig meget for mig, at han lovede mig ikke at have flere hemmeligheder for mig. Var det måske fordi han havde set hvad hemmeligheder havde gjort for mig og Jamie, at han virkede så opsat på ikke at have flere for mig efter alt det her?.. Ja, i dont know, men jeg var også pisse ligeglad. At han sagde sådan gjorde mig helt varm om hjertet og uden at sige et ord mere, placerede jeg mine læber på hans og mærkede hvor intenst og dejligt det føltes at kysse hans silkebløde og fyldige læber.

Uanset hvor forkert jeg inderst inde vidste, at det her var, så var jeg alligevel ikke længere imod Justin.. Jeg vidste med stor tydelighed, at jeg ikke kunne lade Justin være. Det var umuligt for mig!. Jeg havde forsøgt flere gange, men efter idag var jeg ikke længere i tvivl.. Jeg var smaskforelsket i ham!..

’’Men du elsker Jamie!..’’

Det sidste dilemma der var tilbage... Hvad fanden skulle jeg gøre!?.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...