Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
576082Visninger
AA

57. Ramt Af Paranoia.

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Lørdag d. 16. September, 2017 Kl. 15.33.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Og så gik han bare.. Hvordan kunne han.. Hvordan kunne han bare sige sådan noget til mig og så bare skride?!.

Et hulk forlod mine læber idet jeg så elevatordørene lukke sig i. Jeg tog mig til ansigtet med begge hænder og udstødte endnu et hulk imens tårerne igen løb ned af kinderne på mig.

Det var tydeligt, at det sårede Justin. Ja, godt nok svarede han igen med vrede, men det ville han jo ikke, hvis det ikke sårede ham. Det var jo slet ikke meningen, at jeg ville såre ham, og det gjorde mig så ked af det at se ham blive så ramt af det jeg sagde. For alt i verden ønskede jeg kun at se Justin glad, men hvis ikke jeg skulle gå imod mig selv og mit hjerte, så var jeg også nødt til at være ærlig overfor ham. Og det var det jeg prøvede at være nu, men som sædvandlig, når Justin og jeg tog hul på sådan en samtale, så endte det selvfølgelig galt.

Forstod han slet ikke hvad jeg prøvede at sige?. Han sagde jo selv, at jeg ikke svarede ham imod, da han sagde, at vi begge ville mere med hinanden.. Hvorfor mon jeg ikke gjorde det?.. Det var jo nok fordi.. For.. Fordi jeg nok i sidste ende alligevel følte mere for Justin end bare ren venskab!.

Det gav mig en knude i maven at tænke den sætning, og straks mærkede jeg flere tårer løbe ned af kinderne på mig imens følelser som vrede, fortvivlelse, ulykkelighed og forvirring, skyllede igennem hele kroppen på mig og gjorde det umuligt at tænke én eneste ren tanke.

Jeg var så fucking forvirret og fortvivlet konstant, og når jeg endelig prøvede at være ærlig, så endte det i det rene kaos. Fordi manden ikke forstod, at jeg da forhelved også godt kunne lide ham, men at jeg ikke kunne få mig selv til at være så stor en bitch og så bare droppe Jamie imens han sad i fængsel.. Og navnlig også fordi, at jeg stadig elskede Jamie helt vildt!. Men det kunne Justin åbenbart ikke forstå!.

Jamie var min kæreste og jeg elskede ham. Det kunne jeg tydeligt mærke. Vi havde det jo så godt sammen.. Okay, vi havde vores kampe og sådan nu og da, men sådan var det da vel altid i et forhold indtil man fandt den rigtige balance og begge var gået på kompromis med forskellige ting..

Igen fik jeg en knude i maven, da jeg hørte mine egne tanker.. I virkeligheden, og hvis sandheden skulle frem, så var det jo nok mest mig der var gået på kompromis, men.. En af os måtte vel starte og så kunne jeg vel.. Øhm??..

’’Du kan godt mærke, at du træder vande nu, ikke?’’

Jeg kneb frustreret øjnene sammen og hulkede igen, da jeg tog mig til hovedet og rystede lidt på det. Fuck man.

Mine frustrerede følelser blev hurtigt vendt til vrede og straks stoppede jeg mig selv. Jeg skulle sku da overhovedet ikke argumentere for hvorfor helved jeg elskede Jamie!. Jeg elskede Jamie og sådan var det!. At Justin så troede, at det var pga alt det jeg fik ud af det, gjorde mig bare rasende!.

At han overhovedet kunne få de ord ud af sin mund og plante den tvivl på min kærlighed til Jamie, var uacceptabel!. Jeg forelskede mig i Jamie og først efter lang tid fandt jeg ud af, hvor velhavende han faktisk var!.. Og stod det til mig, så ville jeg sådan ønske, at han valgte at ligge det her liv på hylden, når han engang kom ud, så jeg kunne leve helt normalt med en fyr, som ikke tilbød mig hele verden!.. Men det troede Justin vel ikke på, hvis jeg fortalte ham det?..

’’Hvis du er så vild med Jamie, hvad fanden laver du så med Justin?. Hvorfor falder du så i med ham hele tiden?’’

Min underbevidstheds tanke gjorde mig mundlam og skabte endnu en knude i maven på mig. Et opgivende suk forlod mine læber, hvorefter jeg snøftede og så tomt ud af det store vindue jeg sad foran.. Jeg kunne jo ikke engang forklare det.. I forvejen var det svært at acceptere mine reelle følelser for Justin, så at forklare hvordan jeg kunne være sammen med Justin og så stadig elske Jamie, som jeg virkelig ønskede at være sammen med.. Det var jo umuligt!. Og den manglende dårlige samvittighed gjorde kun det hele endnu sværere..

 

~

Location: Quinn’s Pub, Seattle. Dato: Lørdag d. 16. September, 2017 Kl. 15.49.

 

*Justins Synsvinkel*

 

Jeg skubbede den mørkebrune og småtunge dør op til pubben, og blev straks mødt af en tung lugt af øl og smøg-skodder, som nok havde ligget lidt for længe i lommen. Den klassiske lugt hernede.

’’...The Mariners are going to play for the American League Championship! I don’t believe it! It just continues! My, oh my!..’’

Lyden fra stemmer, der skrålede Macklemore’s sang My Oh My, oppe på den indendørs balkon over baren, hvor vi altid holdt til inden en kamp, påvirkede ingen hernede i pubben. Alle sad totalt ugeneret af den høje skrålen. Selv bartenderen - Dana på omkring de 60 - passede også bare sit arbejde som om hun slet ikke kunne høre det.

Det var efterhånden også blevet en fast ting hernede, at vi altid sad deroppe før en kamp og skrålede den ene sang efter den anden og gejlede hinanden op til kampene, og det vidste de andre kunder efterhånden også.. Vidste de det ikke, så skulle de nok finde ud af det før eller siden.

 


 

’’Hej Justin’’ Hilste Dana helt afslappet, da jeg kom hen til baren.

’’Hey.. Stik mig lige 2 vodka-shots’’ Pustede jeg tungt og krydsede mine arme og lagde dem på baren. Dana nikkede kort uden at trække en mine i ansigtet og gav sig til at lave mine shots.

Hun var egentlig meget flink, men kunne virkelig også være skrap. Uanset hvor stor en fætter der tromlede ind af døren og skabte sig som en åndssvag, så var hun altid bare som hun var. Rapkæftet og sagde lige præcis hvad hun mente. Ingen skulle sku komme tromlende herind og tro, at de kunne skabe sig sådan uden hendes tilladelse. Hendes sted, hendes regler, og det vidste alle stamgæster på stedet. Hun var så lille og tynd en dame, men alligevel havde selv den største tatoverede dude sku respekt for hende.. Hun var sku en fed type.

’’Skal du lige rustes til kampen, eller?’’ Spurgte Dana mig helt køligt, da hun satte mine shots foran mig.

’’Tja.. Lidt’’ Svarede jeg lettere køligt og tøvende og skyllede de to shots ned i to hurtige tag.

Egentlig havde jeg tænkt på de her shots siden jeg tog hjemmefra. Ovenpå den drejning det hele havde taget derhjemme og alt den vrede jeg var endt med at tage af sted med, så havde jeg virkelig brug for et par shots til lige at få styr på alt mit shit.. Men det behøvede ingen jo at vide, så hvorfor ikke bare give Dana lidt ret og bare sige, at det var for at blive klar til kampen?.

’’Yo, J?’’

Jeg kiggede op over baren og så Toby hænge halvt udover gelænderet med en øl skvulpende i hånden, så en ordentlig klat af hans øl røg lige ned i baren og landede på gulvet lige ved siden af Dana.

’’Hey!. Stil den øl fra dig, hvis du skal hænge der og skabe dig!’’ Vrissede hun til Toby, som straks rettede sig op og satte øllen på bordet ved siden af sig.

’’Jaja, rolig nu, Dana’’ Svarede han bare med et skævt smil til hende og kiggede så tilbage på mig.

’’Hvad står du der og hænger for?. Kom dog op med dig. Jeg har en øl klar til dig, bro’’ Sagde Toby imens jeg samtidig mærkede min mobil, som begyndte at vibrere i min bukselomme.

’’Jeg kommer nu’’ Svarede jeg ham lettere fjernt imens jeg kiggede ned efter min lomme, som jeg stak hånden i og trak min mobil op af.

Idet jeg så ordene ’’hemmeligt nummer’’ på skærmen, havde jeg en klar fornemmelse af, hvem det var. Jeg tog en dyb indånding og pustede tungt, hvorefter jeg gled min finger over skærmen og tog telefonen imens jeg vendte mig om og gik lidt væk fra baren og balkonen, hvor drengene skrålede, jublede og snakkede rimelig højt.

’’Hallo?’’

’’Ja, det er mig. Kom ind til mig nu. Jeg skal snakke med dig’’ Lød det rimelig anspændt fra Jamies stemme i den anden ende.

Jeg sukkede straks og gned mig lidt i panden med min frie hånd. Ud fra Jamies stemme at dømme, fornemmede jeg hurtigt, at det var vigtigt. Og fordi, at han tydeligvis nok havde fået bestukket et par betjente i spjældet til at få lov at få et ekstra besøg idag. Molly havde jo allerede været der og normalt fik man kun 1 besøg om ugen.. Men Jamie havde jo penge som græs, og uanset hvad, og trods det, at han sad i fængsel, hvor han ikke havde en bøjet mønt på sig, så kunne han helt sikkert sørge for at de betjente fik deres penge alligevel. Intet var jo et fucking problem for Jamie Bieber, så længe han havde alle de penge i røven.

’’Justin?!’’ Lød det fra Jamie, sådan rimelig insisterende, og afbrød mine fraværende tanker.

’’Jeg kan ikke idag, Jamie. Jeg er på vej til kamp’’ Svarede jeg ham seriøst.

’’Det vil jeg sku skide på!. Når jeg skal snakke med dig, så skal jeg snakke med dig, okay!. Kom ind til mig nu!. Sig til dine venner, at de må klare sig uden dig idag!’’ Brummede Jamie stadig insisterende og meget bestemt, hvorefter han smækkede røget på.

’’Årh, fuck dig man’’ Brummede jeg vrissende for mig selv og strammede kort grebet om min mobil, før jeg i en irriteret og hård bevægelse smed den tilbage i lommen og vendte mig om og kiggede op imod balkonen, hvor Toby stod med ryggen til og snakkede med en af de andre.

Jeg piftede højt imens jeg bevægede mig hen imod baren, hvor hoveddøren var til højre for den, og holdte et stift blik op på Toby, som tydeligvis hørte mit pift og vendte sig om og så ned på mig.

’’Bro, jeg er nødt til at gå..’’ Sagde jeg og sendte ham et bestemt og irriteret blik, så han kunne se, at der var et eller andet galt. Men om det var de par øl han nok allerede havde drukket eller måske de stoffer han nok havde indtaget, der gjorde, at han slet ikke opfattede det og derfor bare kiggede irriteret og langt fra tilfredst på mig, anede jeg virkelig ikke, men jeg var også ligeglad. Jeg havde intet valg.

’’Du kan sku da ikke bare skride!?’’ Svarede han mig småvrissende.

’’Jeg har sku ikke noget valg man!. Det var Jamie der ringede!’’ Svarede jeg og åbnede hoveddøren imens jeg så Toby klappe i og virke lidt mindre uforstående og irriteret i ansigtet. Dog blev jeg alligevel rimelig irriteret over, at jeg var nødt til at komme med en grund..

Men et eller andet sted, så vidste jeg jo godt, at jeg nok var nødt til at begrunde det, for som jeg allerede havde sagt før, så kunne man ikke bare melde fra en kamp uden særlig god grund.. Dog var alle drengene klar over, at når min grund havde noget med Jamie at gøre, så havde jeg ikke noget valg.. Tja, selv de som ikke engang kendte Jamie personligt, havde alligevel respekt for ham.. Det var sku da helt utroligt man!.

 

~

Location: Fængslet, Seattle. Dato: Lørdag d. 16. September, 2017 Kl. 16.26.

 

’’Det bliver kun et meget kort besøg..’’ Lød det afslappet fra fængselsvagten, som førte mig hen til det samme lokale som sidst jeg var herinde. Det store fælles mødelokale med telefonen og plexiglasruderne.

For mit vedkommende var jeg sku ligeglad om det var et i privat mødelokale eller i det store fælles. Så længe jeg bare fik det her overstået, så jeg forhåbentlig kunne nå tilbage på pubben, så jeg undlod at svigte drengene.

Ja, trods det, at jeg ikke rigtig havde overskud til nogen kampe idag, så på vej herhen til fængslet, var det gået op for mig, at det nok var det jeg havde allermest brug for efter alt det med Molly. Så i sidste ende ønskede jeg bare, at det her, heldigvis, korte besøg, virkelig blev så kort, at jeg kunne nå tilbage inden drengene skred.

Vagten låste døren op og trådte ind i lokalet med mig lige efter og hurtigt fik jeg øje på Jamie, som allerede sad i nummer 3 bås fra venstre side og ventede med telefonrøret oppe ved øret, et fast blik imod mig og en svag bevægelse i den ene side af kroppen, så jeg slet ikke var i tvivl om, at han sad og trippede med benet under den lille kvadrate bordplade, hvor telefonen stod på.

Jeg satte mig hen til bordet uden at slippe øjenkontakten med hans stive og langt fra glade blik. Faktisk så han bare helt kold og afventende ud og blinkede knap nok med øjnene.

Jeg tog en dyb indånding og tog røret op og før jeg overhovedet havde nået at sige noget eller puste min dybe vejrtrækning ud, hørte jeg Jamies stemme i mit øre.

’’Hvorfor kan jeg ikke ringe til Molly?’’ Spurgte han meget anspændt og bestemt.

Udenpå forholdte jeg mig helt rolig og rynkede et kort øjeblik panden. Indeni mærkede jeg hans ord som en kæmpe mavepuster idet han nævnte Molly og gav udtryk for alt den anspændthed over ikke at kunne få fat i hende.

Jeg vidste jo godt hvorfor og i et kort øjeblik var jeg faktisk ved bare at sige det uden at tænke, men dog nåede alle alarmklokkerne i mit hoved at stoppe mig lidt. Godt nok var Molly og jeg.. Ja, hvad kunne man kalde det?. Uvenner?.. Whatever, i hvert fald var vores sidste snak ikke så god, men jeg havde trods alt stadig lovet hende ikke at give hendes nye nummer til Jamie.. Okay, jeg havde jo som sådan ikke fået hendes nye nummer, men hvis Jamie vidste, at hun havde fået nyt, så ville han da nok bede mig om at skaffe det.. Var det smart?. Så endte jeg jo med at være tvunget til at give ham det, eller gå imod ham, og hvis jeg gik imod ham og sagde nej, hvilken bror ville jeg så ikke fremstå som?. En bror der var loyal overfor min brors kæreste istedet for ham?.. Okay, illoyal overfor Jamie havde jeg jo sådan set været rimelig meget i den senere tid, men.. Det vidste han jo ikke?..

’’Det ved jeg sku da ikke, hvorfor du ikke kan?!. Hvor fuck skulle jeg vide det fra?’’ Spurgte jeg småvrissende og virkede bevidst irriteret over hans måde at tale til mig på.

’’I bor under samme tag, du må sku da vide, hvad d..’’

’’Og hvad så?!. Bare fordi vi bor under samme tag betyder det ikke, at hun fortæller mig alt, vel?!. Hun kom hjem tidligere, pissesur, efter at have været her. Det er hvad jeg ved!’’ Vrissede jeg skarpt og så ham direkte i øjnene.

Jamie pustede bare tungt og rystede lidt på hovedet, hvorefter han tog en dyb indånding og efter kort tids stilhed virkede lidt mere chill.

’’Passer du ordentligt på hende?’’ Spurgte han mig efter den korte stilhed.

Om det var hans direkte blik på mig, eller det faktum, at jeg gik og havde lidt små-paranoia hele tiden, anede jeg ikke, men idet han spurgte mærkede jeg hvordan mit hjerte sprang op i halsen og derefter drønede ned i maven på mig.

Min allerførste tanke var om han mon vidste noget omkring Molly og jeg, men efter meget kort tænketid fik jeg lidt ro i kroppen, da en fornuftig og meget klar tanke røg ind i mit hoved.

’’Hvordan skulle han vide noget om det?. Ingen udover dig og Molly ved noget?..’’

’’Hvem siger ikke, at Molly spillede skuespil for dig og lod som om, at hun ikke havde sagt noget, men så havde sagt noget til Jamie, da hun var heroppe... Det var måske derfor hun var så oprevet?. Måske har Jamie og hende lagt en plan og det er derfor du sidder her nu?..’’

Min djævels spydige bemærkning, som tydeligvis bare var ude på at give mig flere noiaer på, gjorde mig i første omgang lidt paranoid, men dog fandt jeg hurtigt et modsvar.. Som om hun ville smadre sin mobil og virke så reelt oprevet, hvis det hele bare var skuespil for at få mig herind og se Jamie i øjnene, hvor han ikke engang kunne foretage sig noget?.. Arg, det var sku nok lidt langt ude. Jeg måtte sku lige holde fast i tilliden til Molly og stole på, at hun var ærlig, når hun gav udtryk for, at hun ikke havde sagt en skid.

Jeg valgte bare at nikke afslappet til Jamie imens jeg sendte ham sådan et afslappet og lettere ligeglad ansigtsudtryk, så jeg udtrykte, at jeg var lidt ligeglad med at ’’passe på hende’’ for ham. Det var sådan han kendte mig bedst, og derfor valgte jeg den metode.

’’Godt.. Bare fortsæt med det, men det skal bare ikke kun være derhjemme for fremtiden..’’ Svarede Jamie og fik mig til at rynke panden lidt.

’’Hvad mener du?’’ Spurgte jeg ham og så undrende på ham.

’’Jeg har jo haft nogen af drengene til at holde lidt øje med hende, når hun har været ude i byen og sådan, men jeg bliver nødt til at tage dem af den opgave for en tid’’ Svarede Jamie og lænede sig frem på bordet og begyndte at tale en smule lavere.

Igen fik jeg en klump i halsen over hans ord og først begyndte jeg at frygte, at Molly og jeg måske havde været lidt for tætte, hvis og når vi havde været ude sammen. Dog fik jeg efter få sekunder klumpen væk igen, da jeg gennemgik alle de gange jeg havde været ude af lejligheden med Molly. Ingen af de gange jeg mindes havde jeg været ’’over grænsen’’, når vi havde været ude de få gange sammen. Så hvis drengene havde set noget, så var det ren høflighed og venskab, og ikke noget af alt det der var sket hjemme i lejligheden..

Jeg nikkede svagt forstående til Jamie, men var alligevel lidt interesseret i at høre mere, da jeg så i Jamies øjne, at han havde en grund til det her, så jeg tøvede ikke med at spørge ind.

’’Hvorfor?’’ Spurgte jeg afslappet, men dog stadig med svag rynket pande. Jamie holdte en kort pause, hvor han bare så på mig med et ulæseligt blik.

’’Jeg er ret sikker på, at det er Ryan der har stukket mig..’’ Sagde han meget lavt i røret og holdt godt fast i vores øjenkontakt, så han kunne se hvert et ansigtsudtryk jeg lavede.

’’..Jeg vil have drengene til at holde øje med hver eneste ting han laver indtil jeg kommer ud, og når jeg gør.. Så skal du hjælpe mig..’’ Afsluttede Jamie sine ord uden at tage blikket fra mig.

’’Med hvad?’’ Spurgte jeg lettere mundlamt og lidt ved siden af mig selv.

’’Med hvad tror du?’’ Spurgte han diskret og sendte mig et blik, så jeg slet ikke var i tvivl om hvad han mente.

’’Er det ikke lidt overdrevet?’’ Spurgte jeg småundrende og rynkede blikket lidt imod Jamies iskolde fjæs, som ikke ændrede sig på et eneste tidspunkt efter mit svar til hans ord.

’’Du kender mig, og du ved det.. Hvis man fucker mig op, så er det muligvis det sidste man gør..’’ 

___________________________________________________

Så fik i et kapitel før tid :) Jeg havde egentlig planlagt hvornår næste kapitel skulle komme ud, men så blev jeg så glad og rørt over søde Idapigens nominering af mig til årets forfatter (fanfiction) at jeg blev nødt til at vise min taknemmelighed for sådan nogen fantastiske læsere før tid <3 :')

Tusind tak søde ida for din nominering!. Det varmer utrolig meget <3 

Husk at gå ind og stem på jeres yndlingsmovellister i de forskellige kategorier, så jeres yndlings får muligheden for at vinde en pris :) <3 

 

Næste kapitel er snart ude :) <3

Pas godt på jer selv så længe 

Massere af knus og kram herfra - og rigtig glædelig jul! <3 :* 

#Muchlove <3

-NetteC :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...