Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
576082Visninger
AA

80. No Choice..

 

Location: I bussen, Seattle. Dato: Lørdag d. 7. Oktober, 2017 Kl. 22.11.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Jeg tørrede diskret en tåre fra min kind og snøftede svagt uden at tage blikket væk fra ruden, hvorpå regnen udefra silede ned.

Jeg sad nede bagerst i den næsten tomme bus. Ja, faktisk var her kun mig selv, buschaufføren og en lettere kraftig mand med fuldskæg, som mest af alt lignede en rigtig trucker.

Lige siden jeg tog afsted hjemmefra, havde tårerne ikke været til at stoppe. Heldigvis var det de færreste, der lagde mærke til, at jeg faktisk gik og græd stille, når jeg gik forbi dem, da regnen camouflerede mine tårer rimelig godt. Dog her i bussen var det lidt mere besværligt at skjule dem, men som sagt sad jeg bagerst, hvorimod den anden mand i bussen sad næsten helt fremme ved buschaufføren, så det blev heldigvis ikke bemærket.

Jeg følte mig virkelig dum lige nu.. Det var sku uanset hvad jeg gjorde, så endte jeg med at stå overfor en med massere af hemmeligheder og løgne for mig!. Stod det bare i panden på mig, at jeg var den man skulle behandle sådan?. Okay, nogen kunne vel finde på at sige, at jeg havde fortjent det.. Men det havde jeg måske også?. Et eller andet sted var jeg vel ikke meget bedre selv, når man tænkte på den måde jeg havde behandlet Jamie?..

Bare tanken skar mig i hjertet og gav mig den sygeste dårlige samvittighed, men desværre overskyggede det slet ikke alle de andre følelser jeg havde i kroppen, som jeg havde brug for at komme af med.

’’Ja, så kommer jeg ikke tættere på Marco Polo Motel..’’ Lød det i højtalerne i bussen, som i det samme bremsede roligt op, hvorefter dørene blev åbnede.

Jeg kiggede kort frem og så trucker-manden kort kigge tilbage på mig og væk fra den avis han var i fuld gang med. Jeg rejste mig fra sædet og gik ned igennem midtergangen og steg så ud af bussen og ud i regnen igen, som kun gjorde mig endnu mere våd end jeg var i forvejen.

Bussens døre lukkede igen bag mig, hvorefter bussen kørte videre og efterlod mig helt alene tilbage foran det oplyste motel, som Justin havde skrevet at han boede på. Ja, han havde været hurtig til at svare, at det var her han var og havde samtidig understreget, at han gerne ville have, at jeg kom, da han havde noget han skulle tale med mig om.. Det var sku nok omkring det, at han var blevet losset ud af Jamie, for det kunne jeg ærlig talt godt regne ud, når jeg skulle finde ham hernede på det her snuskede motel på den anden side af søen, i det lidt mere fattige område af Seattle.. Dog havde jeg hele vejen herud holdt fast i, at jeg havde førsteret til at sige noget!.

Jeg var bare taget afsted derhjemme fra. Helt uden at fortælle Jamie det. Ja, han havde jo sagt, at han ville have fred inde på sit kontor, så jeg ville ikke forstyrre ham.. Og så havde han nok ikke givet mig lov til at tage af sted, hvis jeg fortalte ham, at jeg skulle herned, så.. Ja, det undlod jeg lige at fortælle..

Jeg tog en dyb indånding ind og bevægede mig imod selve motellet ved at gå skråt over den lille parkeringsplads, der hørte til motellet. Der var nok plads til omkring 30 biler, men der holdte kun 2.. Deriblandt Justins, som jeg straks kunne genkende trods det, at ham og jeg for det meste havde lånt Jamies lækre biler til at køre rundt i, frem for hans halvslidte bil..

Jeg kiggede mig lidt over skulderen flere gange imens jeg nærmede mig motellet med retning imod dør nummer 12, som Justin havde skrevet, at han boede i. Her var sku lidt creepy, når her var så øde og forladt. Okay, der var små slidte huse og bygninger rundt omkring, men ikke én eneste sjæl at se. Det føltes nærmest som om, at her var helt forladt alle andre steder end i motellet, hvor nogen af vinduerne var oplyst af lys inde fra motelværelserne og selve ’’lobbyen’’, hvis man kunne kalde det det?.

Alle andre huse og bygninger var totalt mørkelagte.. Selv den tank på den anden side af gaden ved siden af motellet, var lukket ned. Okay, der var lys udenfor, så man kunne se noget, når man skulle tanke sin bil op, men selve forretningen på tanken var lukket ned og mørkelagt.

 

 

Et gys løb igennem min krop og jeg satte tempoet lidt op, så jeg hurtigere nåede helt hen til motellet og fandt dør nr. 12..

Jeg tog en dyb indånding og mærkede mit hjerte banke hårdt imod mit bryst idet jeg bankede på døren. Jeg fugtede kort mine læber og tog lidt is i maven, da jeg hørte døren blive låst op og jeg kort efter så Justin komme til syne i åbningen.

Det første jeg lagde mærke til, var mærkerne i hans ansigt, og jeg var slet ikke i tvivl om, hvordan de var opstået.. Eller, efter hvad Jamie havde fortalt mig, så kunne jeg så godt være i tvivl, men dog var jeg ret overbevist om, at de mærker ikke var fra hvem som helst, men mere en hilsen fra Jamie..

Jeg sagde intet. Jeg kiggede bare på ham og det var tydeligt at fornemme på hans tunge suk, at han kunne se mine tårer imellem alle de regndråber der dryppede nedover mit ansigt fra mit løse og drivvåde hår.

Justin tog et skridt til siden og gjorde plads til, at jeg kunne komme indenfor, og jeg tøvede på intet tidspunkt med at gå direkte ind og stoppe op midt på gulvet af det halvslidte værelse, hvor alt udover toilettet var i samme lokale.

Lyden af døren, der blev lukket, lød bag mig, så jeg vendte mig om og så imod Justin, som i det samme også vendte sig imod mig og så småtrist på mig imens han stak hænderne i sine bukselommer.. Og der knak filmen for alvor for mig og tårerne begyndte igen at løbe ned af kinderne på mig, hvilket Justin så med det samme.

’’Du skal ikke græde, baby..’’ Småhviskede Justin stille imens han hurtigt gik imod mig og tydeligvis havde regnet med, at jeg græd over noget helt andet end det jeg faktisk græd over!.

Han skulle lige til at lægge armene om mig, da jeg hurtigt skubbede til hans bryst og samtidig udstødte et lille svagt hulk.

’’Du skal ikke røre ved mig!’’ Vrissede jeg grædende og så ham direkte i øjnene, hvor jeg fornemmede, at han et kort øjeblik var en smule forvirret.

’’Hvad sker der?..’’ Spurgte Justin og så undrende på mig og tog et skridt frem imod mig igen.

’’Kan du huske, hvad du lovede mig, Justin?..’’ Spurgte jeg grædende og så ham direkte ind i hans lettere forvirrede øjne imens han kløede sig lidt i nakken og lignede et stort spørgsmålstegn.

’’Du lovede mig, at du ikke ville have flere hemmeligheder for mig!’’ Fortsatte jeg og så skarpt og grædende på ham, da det gik op for mig, at han ikke rigtig havde noget svar.. Tss!. Han havde måske allerede glemt det løfte, som han så mig direkte i øjnene og gav mig!.

’’Jeg har ikke nogen hemmeligheder for dig..’’ Svarede Justin helt roligt, men køligt og så mig direkte i øjnene, hvilket kun skar endnu mere i mig.. Igen!. Hvordan kunne han se mig i øjnene og lyve sådan for mig?!.

’’Du lyver for mig, Justin!. Og det har du gjort hele tiden!..’’ Græd jeg vredt.

’’Hvad mener du?’’ Spurgte Justin og hævede stemmen lidt, så jeg kunne høre hans frustration.

’’Den aften du kom hjem fra baseball med det mærke i hovedet, som lignede dem du har i hovedet nu!.. Det var jo ikke pga en idiot på en af tribunerne, at du havde fået det mærke..’’ Forklarede jeg kort og mindede Justin om det minde, der i bussen var kommet til mig, og som havde gjort det endnu mere klart for mig, at Jamie havde ret og at Justin havde været alt, alt for god til at lyve overfor mig eftersom, at jeg ikke havde den mindste tvivl dengang om, at han talte sandt, da han forklarede hans mærke ved at sige, at det var en idiot på tribunen der smadrede en albue i ansigtet på ham, da han blev lidt for glad over at deres hold fik point.. Ja, jeg huskede det som var det igår og bare tanken om, at jeg ikke havde den mindste tvivl på Justins ord, gjorde mig virkelig utilpas.. Og ikke mindst ked af det.

Justin så lyttende på mig, lige til jeg havde færdiggjort min sætning, hvor han slet ikke svarede mig med ord, men dog gav mig en tydeligt fornemmelse af, at jeg havde ret, da han så lidt væk og sukkede tungt imens han pressede sin tunge imod sin kind. Jeg rynkede panden og lod et par tårer glide ud af mine øjne, da følelsen af at have ret, langt fra var særlig behagelig lige nu.. Allermest ønskede jeg, at jeg tog virkelig fejl og at Jamie havde løjet overfor mig, men efter at se på Justins reaktion, så var den god nok..

’’Du har holdt mig for nar.. Fået mig til at tro, at jeg kendte dig..’’ Græd jeg stille og fik straks Justins blik vendt tilbage på mig.

’’Du ved godt, hvem jeg er!’’ Sagde han hurtigt og tog et skridt tættere på mig, men stoppede brat op, da jeg hurtigt tog et skridt tilbage.

’’Nej.. Den Justin jeg troede jeg kendte, kunne aldrig finde på at gøre andre mennesker ondt for at få et adrenalinsus ud af det!.. Han ville aldrig nyde at slå på et andet menneske..’’ Græd jeg imens mit hjerte pumpede hårdt imod mit bryst, da jeg kunne se, at det jeg sagde, gik Justin på, så han kørte sin hånd frustreret igennem sit hår imens han så rundt i værelset og holdt sig i nakken, da hans hånd endte deromme.

’’Du har løjet for mig lige fra starten..’’

’’Prøv og hør, de drenge jeg slås imod opsøger nøjagtig det samme kick som jeg gør man!. De er..’’

’’De drenge kan være små børn, Justin!’’ Afbrød jeg ham grædende og hævede stemmen, da Justin gjorde det samme i vrede.

’’Ikke så små, at de ikke ved, hvad de laver man!’’ Svarede Justin vrissende og gav mig et stik i hjertet, så jeg trak lidt luft ind og et kort øjeblik blev stille.

’’Hvad skulle jeg have gjort man?!. Bare fortalt dig det og risikere at miste dig, eller hvad?.. Hvis jeg havde sagt det, så ville du gå og være bange for mig..’’ Fortsatte Justin og lød lidt mere opgivende.

’’Hvem fanden siger det?!’’ Spurgte jeg skarpt og snøftede.

’’Det siger jeg!.. Tror du jeg glemmer, hvor bange du så ud efter jeg havde..’’ Justin stoppede sig selv og så lidt væk med et anspændt ansigt uden at færdiggøre sin sætning. Det behøvede han dog heller ikke, da jeg slet ikke var i tvivl om, hvad han talte om.

’’Jeg ville hellere have haft, at du havde fortalt mig det.. For så stod jeg ikke her nu og følte mig så meget til grin, som jeg gør, fordi jeg valgte at stole på, at du var ærlig overfor mig..’’ Svarede jeg med sorg i hjertet og flere tårer på vej op imod mine øjne.

Justin sukkede bare og undlod at svare mig, og det fik mig til at ryste på hovedet. Jeg tog en dyb indånding ind og gik imod hoveddøren til værelset.

’’Du er ikke en skid bedre end Jamie, Justin..’’ Mumlede jeg såret, da jeg gik forbi ham med blikket stift rettet imod døren. Dog nåede jeg dårligt at komme tættere på døren før en hånd greb fat i min overarm, så jeg straks måtte stoppe op, og blev derefter hurtigt vendt om.

’’Du ved kræftedeme godt, at jeg ikke er ligesom Jamie!’’ Vrissede Justin og så mig direkte i øjnene.

’’Nej, det gør jeg sku ikke!. Jeg aner ikke hvem fanden du er længere!. Du fik mig til at tro på, at du var så sød og langt fra ligeså rå som Jamie!. Du gjorde mig så tryg, fordi du gav udtryk for, at du i virkeligheden slet ikke havde lyst til alt det her du er rodet ind i!. Kan du huske det?. På båden?!. Du sagde, at du ikke havde noget valg og derfor var nødt til at arbejde for Jamie!..’’ Småråbte jeg grædende uden at holde noget som helst tilbage.

’’..Du sagde du havde brug for mig!..’’ Fortsatte jeg grædende, men dog en smule mindre råbende.  

’’Jeg har brug for dig, Molly!’’ Svarede Justin hurtigt og forsøgte at trække mig tættere ind til ham, men jeg afviste ham ved at lægge hænderne på hans bryst og skubbe mig ud af hans greb.

’’Hvis du havde brug for mig, så havde du været ærlig overfor mig!. Så havde du fortalt mig, at du havde stukket Jamie i ryggen!’’ Råbte jeg og så grædende og skarpt på ham imens han stoppede helt op og bare så på mig.

’’Det er det jeg siger.. Jeg kender dig ikke.. For den Justin jeg kender ville aldrig nogensinde være så ond og stikke et andet menneske i ryggen på den måde!..’’ Sagde jeg køligt og så et øjeblik på ham før jeg vendte mig om for at gå.

’’Jeg gjorde det for din skyld man!’’

Jeg stoppede hurtigt op og så igen tilbage på Justin, så stod med et vredt blik rettet direkte imod mig. Jeg rynkede øjnene og rystede lidt på hovedet.

’’Hvordan kan det være for min skyld, at du stikker din egen bror, og min kæreste, og samarbejder med politiet som har sagen imod ham?!’’ Spurgte jeg totalt uforstående og fyldt med vrede og sårede følelser.

’’Fordi du var ved at miste dig selv, forhelved!. Jeg kunne ikke holde ud at se på, at han ødelagde dig og pillede dig helt fra hinanden.. Jeg forsøgte at advare dig flere gange, men du ville jo ikke lytte, så jeg så ingen anden mulighed end at få ham på afstand af dig, så jeg kunne åbne dine øjne og få dig til at indse, at du har det bedre uden ham!’’ Forklarede Justin lettere ophidset og frustreret, men uden at råbe.

’’Tror du, at det var let for mig at stikke min egen bror, hva!?. Tror du, at jeg havde det fedt med at skulle samarbejde med politiet om at få knaldet ham?!. Dengang jeg sagde, at jeg skulle til afhøring.. Kan du huske det?.. Jeg skulle ikke til afhøring. Jeg skulle op og fortælle hvad jeg vidste, for selv at slippe for straf.. Så jeg kunne blive ude og passe på dig..’’ Forklarede Justin og blev mindre og mindre ophidset i sin tone imens han gik tættere på mig.

’’Se, der løj du også for mig!’’ Vrissede jeg køligt og snøftede imens jeg kiggede væk fra ham og rystede lidt på hovedet.

’’Forhelved man!. JA!. Jeg løj man!. Men er det vigtigere end min begrundelse, eller hvad?!. Jeg gjorde kun alt det her pga dig man!. Så du kunne blive glad igen og være dig selv og ikke en eller anden fucking porcelænsdukke, der bare skal sidde til pynt, når hun altså ikke lige bliver slået på fordi hun ikke makker ret!..’’ Vrissede Justin frustreret, så jeg kiggede på ham uden at sige noget.

’’Jeg kunne have fortalt politiet ALT!. Alt det som ikke handler om de stoffer han sælger!. Jeg kunne have fortalt om alle de mord han har på samvittigheden og som kunne give ham livstid, men det gjorde jeg ikke!. Jeg fortalte kun om hans forretning, da det var det jeg havde på ham, som gav ham den mindste straf man!. Jeg vidste forhelved ikke, hvordan jeg ellers skulle få ham væk fra dig, så jeg kunne åbne dine øjne og vise dig, hvad fuck du har rodet dig ind i ved at være sammen med ham!’’ Fortsatte Justin imens jeg blev stille og ikke havde nogen ord tilbage.

Jeg snøftede kort og gned mig lidt i panden imens jeg så ned imod gulvet og kneb øjnene sammen. Dog glippede jeg hurtigt øjnene op igen, da jeg mærkede Justins varme hænder på siderne af min hals, hvor han brugte sine tommelfingre til at løfte mit ansigt opad, så vi fik øjenkontakt.

Jeg sukkede tungt og rystede lidt på hovedet, da jeg så Justins, nu lidt varmere og blødere, øjne, som så direkte ind i mine. Han tog en dyb indånding og pustede tungt ud imens han blidt nussede mine kinder med sine tommelfingre.

’’Jeg gjorde hvad der skulle til for at du kunne se, at Jamie ikke er den rigtige for dig, Molly.. Hvis ikke jeg havde gjort det her, var du blevet ødelagt for længst, og det kunne jeg ikke lade ske. Jeg ville ikke se den dejligste pige i verden miste sig selv og bare lade sig blive styret af en anden.. Og du kan ikke komme og sige, at det ikke virkede, for.. Se på dig selv nu.. Du er tilbage til den du virkelig er. Du svarer igen, og du siger din mening uanset hvad..’’

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at hans ord ikke gik direkte i hjertet på mig. Mine tårer som igen fik frit løb ned af mine kinder, talte også sit tydelige sprog, og gjorde det klart for Justin, at han ramte mig hårdt ved at sige sådan noget til mig. Men trods mine tårer, så havde han åbenbart mere at sige..

’’Han behandler dig af helvedes til, Molly.. Han suger livet ud af dig.. Du får aldrig lov til at være dig selv..’’ Hviskede han stille og stødte sin pande til min imens jeg hulkede svagt og så ned imellem os.

’’..Men det kan du hos mig.. Det ved du..’’ Hviskede han videre og gled blidt sin ene hånd om i nakken på mig og nussede mig blidt et kort øjeblik før han trykkede til den og lænede sine læber imod mine imens jeg svagt kunne høre, at han trak lidt luft ind.

Jeg nåede kun lige at strejfe hans læber, da jeg pludselig mærkede en tøven i kroppen, som fik mig til at lægge mine hænder på hans bryst og skubbe blidt til ham, så han straks stoppede og trak sig lidt tilbage og så undrende på mig.

’’Det gør du ikke, det der..’’ Hviskede Justin, da han så mit blik, og fik mig til at slippe en tåre der gled ned af min kind.

’’J-jeg.. Kan ikke det her.. Lige nu..’’ Hviskede jeg stille og stakåndet imens jeg tog blidt fat om begge hans håndled og trak hans hænder roligt af min hals og nakke.

’’Forhelved, Molly.. Jeg s..’’

’’Justin, stop.. Jeg vil ikke høre mere lige nu..’’ Græd jeg stille og trådte et skridt tilbage imod hoveddøren.

’’Tager du tilbage til ham?!’’ Spurgte Justin straks og så anspændt på mig.

Jeg kunne slet ikke svare.. Men det behøvede jeg vidst heller ikke, for efter Justins reaktion at dømme, så vidste han godt, hvor jeg endte med at sove i nat.

’’Efter alt det her, så ender du alligevel hos ham?!’’ Spurgte han mig lettere vredt, så det skar mig dybt i hjertet og gjorde, så et hulk forlod mine læber.

’’Lige nu har jeg ikke noget valg..’’ Sagde jeg stille og fik ikke andet fra ham end et fnys og en rysten på hovedet. Jeg sank en klump og vendte mig om og tog i dørhåndtaget som jeg drejede på og trak i, så lyden af regnen der silede ned udenfor, blev helt klar og tydelig i mine ører..

 

~

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Lørdag d. 7. Oktober, 2017 Kl. 23.20.

 

Jeg trak træt min våde jakke af min krop og pustede tungt og lettere befriende, da min overkrop igen kunne trække vejret og føle sig lidt mere fri.

Jeg lagde min jakke på kommoden i gangen og var egentlig ligeglad med, at den slet ikke hørte til der. Lige nu ville jeg bare i seng. Sove smerten og alt det her lort væk.. Gid jeg var Tornerose og bare kunne sove i 100 år og forhåbentlig først vågne, når alt det her rod for længst var forsvundet..

Jeg tog mine sko af og stillede den under kommoden, hvorefter jeg bevægede mig med trætte skridt imod døren ind til Jamies værelse.

’’Hvor har du været?..’’

Jeg gispede og stoppede hurtigt op og vendte mig om, hvor jeg fik øje på Jamie, der kom gående ned af trapperne oppe fra førstesalen, kun iført et par løse joggingbukser og bar overkrop.

’’Jeg har bare været ude og gå en tur..’’ Svarede jeg stille og roligt og havde forberedt mig på, at hvis Jamie var vågen, hvilket jeg havde regnet med, at han var, så skulle jeg forklare mig og fortælle, hvor jeg havde været.. 

Jamie kom helt hen til mig og stoppede roligt op overfor mig uden at sige så meget, og det gjorde mig ærlig talt lidt nervøs. Han plejede altid at have noget at sige..

Han nikkede til sidst svagt og virkede forstående, hvorefter han drejede sig afslappet til siden og gik ned imod stueområdet. Jeg kiggede efter ham med svag hjertebanken og et lidt undrende blik.. Sådan plejede han slet ikke at reagere?. Og det blik han sendte mig?.. Der var noget ved det.. Noget anderledes..

’’Jeg går i seng?..’’ Indskød jeg stille, så Jamie kort kiggede op på mig idet han drejede om den ene sofa.

’’Okay.. Sov godt’’ Svarede han mig helt køligt og roligt og vendte igen ryggen til mig og satte sig ned i sofaen.

Jeg vendte mig selv om og gik imod værelset med det vildeste ubehag i kroppen.. Normalt hadede jeg at skulle stå skoleret for Jamie, men nu.. Ja, nu manglede jeg det faktisk lidt, da den reaktion han kom med gjorde mig vildt utilpas.

Det kunne godt være, at han bare nikkede, men hans øjne virkede langt fra enige med ham i den forståelse han udviste.. Han troede ikke på mig.. Det var som om, at han så lige igennem mig, men da han ikke sagde noget til det, valgte jeg selv at holde kæft og lade den ligge og istedet bare gå i seng..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...