Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
575712Visninger
AA

84. Mollys Choice..

 

Location: Marco Polo Motel, Seattle. Dato: Søndag d. 8. Oktober, 2017 Kl. 23.57.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

’’Kom nu, Molly.. Bare gør det.. Hvor svært kan det være?!.. Nu er du taget hele den lange vej!. Så skal du ikke tøve nu..’’

Jeg kneb øjnene sammen og kiggede ned i jorden imens jeg endnu engang sank min hånd fra døren. Hvorfor var det så svært for mig?. Hvorfor kunne jeg ikke banke på?.

Jeg snøftede svagt og mærkede et gys løbe ned af ryggen på mig, da et lille vindstød med kold vind løb forbi mig og endnu engang gjorde mig opmærksom på, at vi var godt på vej ind i vinterperioden. Ja, den kolde vind havde jeg efterhånden bemærket eftersom, at jeg måtte gå et godt stykke efter at have taget bussen hertil. Det var meningen, at jeg skulle skifte bus ved den første bus’ endestation, men da jeg nåede frem og stod af, fandt jeg ud af, at den næste bus ikke kørte før imorgen tidlig.. Derfor var jeg tvunget til at gå det sidste stykke hertil.. Og det var sku lidt småkoldt!.

’’Men det er det værd, hvis du bare banker på!’’

Jeg sukkede over min spydige tanke, som hele vejen havde overbevist mig om, at den her idé, var det rigtige at gøre. Det vidste jeg jo inderst inde også godt, men frygten for en afvisning styrrede mig en hel del og gjorde det til en ret stor udfordring at komme her nu.. Men.. Jeg havde virkelig brug for en lige nu.. Jeg havde brug for ham!.

Jeg var i første omgang taget hjem til min lejlighed, men ærlig talt, så kunne jeg ikke holde ud at være der i mere end 5 minutter. Jeg følte mig så forladt og ødelagt.. Normalt ringede jeg jo til Sam eller Becca, når jeg havde det sådan, men eftersom, at de ikke vidste noget om alt det her rod, der havde været nærmest lige fra starten af med Jamie og Justin, så kunne jeg ikke gå til dem.. Jeg kunne kun gå til Justin, men helt ærligt.. Om jeg så havde et valg, så var det ham jeg havde valgt alligevel.

Tanken om, at han var sur på mig, skar mig dybt ind i sjælen. Jeg kunne slet ikke holde tanken ud og jeg var hurtig til at indse, at jeg måtte tale med ham. Jeg måtte rette op på det hele og i det mindste få forklaret ham alt, så han ikke længere var sur. Jeg nægtede at lade ham gå rundt og tro, at jeg bare havde holdt ham for nar!. For det havde jeg ikke.. Han skulle bare forstå, at det ikke var helt så let at give slip på et forhold, som det af og til kunne lyde som..

Uden at tænke mere, reagerede min krop, og jeg kiggede op fra jorden og bankede på døren, hvilket straks gav mig en hurtig og nervøs hjertebanken. Tanken om at jeg bare skulle vende mig om at gå, ramte mig selvfølgelig, men trods det, blev jeg stående. Hvor skulle jeg også gå hen?. Hvis jeg bare vendte mig om og gik, så ville Justin nemt kunne se mig på den store og næsten tomme parkeringsplads foran motellet, når han åbnede døren. For det var jeg ret sikker på, at han ville gøre eftersom, at der kom lidt svagt lys ud af vinduet til motelværelset, hvor gardinerne var trukket for, så man ikke kunne se ind..

Det gippede i mig, da jeg hørte, at der blev pillet ved låsen til døren, som kort efter blev åbnet af Justin, som stod i bar overkrop og sorte joggingbukser, som sad lidt under røven på ham, så man kunne se, at han havde hvide boxers på.

Jeg bed mig lidt i læben, da jeg tog mig mod til at se ham i øjnene. Han så selvfølgelig ikke glad ud, som jeg så heller ikke lige havde regnet med. Han så bare på mig med et køligt og ulæseligt blik imens han satte sin hånd op på dørkarmen.

’’Hej’’ Sagde jeg stille med en meget knækket stemme, hvor jeg langt fra kunne skjule, at jeg havde grædt forfærdelig meget.. Okay, det kunne han nok også fornemme på mit ansigt, som sikkert ikke så alt for godt ud med de striber fra mine tårer, som jeg havde ned af kinderne.. Det havde jeg i hvert fald set hjemme hos mig selv i spejlet, hvor jeg fik fjernet det værste, så jeg ikke ligefrem lignede en pandabjørn..

’’Hej..’’ Svarede Justin bare og så fortsat afventende på mig.

’’Må jeg.. Komme ind?’’ Spurgte jeg stille og så bedende på ham og frygtede virkelig, at han ville afvise mig..

’’Har han smidt dig ud?’’ Spurgte Justin lettere køligt og løftede det ene øjenbryn imens han startede tårerne i mine tårekanaler.

’’Nej.. Jeg er gået fra ham..’’ Svarede jeg næsten grådkvalt og kæmpede en kamp om at holde mine tårer inde.

Justin så lidt på mig, men sukkede så tungt, hvorefter han fjernede hånden fra dørkarmen og trådte et skridt til siden imod døren og gjorde plads til, at jeg kunne komme ind.

Jeg gik indenfor og mærkede i det samme den første tåre glide ned af min kind, da lettelsen over, at han lukkede mig ind, ramte mig. Det føltes på mange måder så befriende, at han gav mig en chance. I starten derhjemme havde jeg faktisk afvist min egen idé om at tage herhen af bar frygt for at blive afvist, men jeg var endt med ikke at kunne lade vær.

Jeg stoppede op midt på gulvet, for enden af dobbeltsengen, på det ret så lille værelse, og vendte mig om imod Justin, som lukkede og låste døren efter mig og derefter vendte sig om og så lettere køligt på mig imens han krydsede sine arme uden at sige noget.

Jeg bed mig lidt i læben over hans blik og kiggede et øjeblik lidt ned og tøvede med at spørge, men følte ikke, at jeg havde noget valg. Han ventede tydeligvis på, at jeg skulle sige noget, og det her var det eneste jeg kunne komme på, som jeg kunne sige.

’’Er du vred på mig?’’ Spurgte jeg stille imens endnu en forsigtig tåre forlod mit øje.

’’Jeg er pisse rasende på dig..’’ Mumlede Justin iskoldt, så jeg straks rynkede panden og igen så ned og lod flere tårer glide ned af mine kinder.

’’Vil du ikke nok lade vær med det?’’ Spurgte jeg stille og smågrædende imens jeg tog blidt fat om min næseryg med to fingre, i håb om, at det ville stoppe mine tårer lidt.

Justin svarede mig slet ikke. Dog bemærkede jeg i gulvet, Justins fødder komme ind i min synsvinkel og stoppe op et lille stykke fra mig. Jeg tog en dyb og smågispende indånding og fjernede min hånd fra hovedet før jeg kort efter kiggede op og fik øjenkontakt med hans lettere kølige blik, som på intet tidspunkt gav udtryk for, at han havde tænkt sig at sige noget, hvilket jeg lidt havde håbet, at han ville.

Dog, istedet for at bruge ord, tog han sin hånd op til mit ansigt og greb blidt fat om min hage og drejede mit ansigt en smule til siden, og jeg var slet ikke i tvivl om, hvad han havde set.. Mærkerne fra Jamies flade han stak mig hjemme hos ham..

Jeg så igen ned imod jorden og hulkede svagt og snøftede som tegn på, at Justin tænkte helt rigtigt omkring de mærker. Ja, jeg skulle da være idiot, hvis jeg ikke kunne se på ham, at han tænkte på Jamie, da han så mærkerne, og jeg måtte give ham ret. Og det gjorde jeg så ved ikke at bruge ord, men ved at bøje nakken lidt..

Justin slap blidt min hage igen, og jeg så usikkert op på ham med tårer ned af kinderne og et stik i hjertet, da Justin stadig bare så køligt på mig.

’’Vil du ikke nok holde lidt om mig?’’ Spurgte jeg hviskende og virkelig pleasende og valgte bare at lade tårerne styre sig selv og deres vej ned af mine kinder.

Det pinte mig, at Justin tøvede og slet ikke sagde noget. Det gjorde slet ikke det hele bedre, men omvendt set.. Så forstod jeg ham virkelig godt, hvis han ikke havde lyst.. Men jeg ønskede det virkelig, og jeg gjorde alt for, at han skulle kunne mærke det på mig!.

’’Please. Vil du ikke nok?..’’ Hviskede jeg grædende og holdt vores øjenkontakt selvom det i sig selv var virkelig smertefuldt. Dog blev det straks bedre, da Justin sukkede og endelig tog et skridt imod mig og lagde armene om mig, så jeg stødte min pande ind på hans kraveben og straks svang mine arme om ryggen på ham, og begyndte at hulke og græde ind i hans bryst, da han strammede grebet godt om mig og gjorde mig virkelig tryg.

Bare det, at han holdte om mig og strammede grebet godt, gav mig håb. Håb for, at han ikke var helt så rasende, som han først gav udtryk for. Jeg var dog ikke i tvivl om, at han selvfølgelig ikke havde glemt noget som helst fra episoden nede ved søen, eller slet ikke var sur på mig mere.. Men det var også okay, at han ikke var det.. Så længe han gav mig chancen og ikke afviste mig helt selvom han måske havde en lille smule lyst til det?..

 

~

Location: Marco Polo Motel, Seattle. Dato: Mandag d. 9. Oktober, 2017 Kl. 00.21.

 

Det føltes så skønt. Bare ligge her i armene på Justin, som nussede mig med blide strøg op og ned af min arm og side og fik mig til bare at være til stede nu og her og ikke tænke på noget. I de sidste par dage havde jeg stort set ikke haft ét eneste roligt øjeblik, så at få lov til endelig at slappe af og være ligge her uden at tænke på noget.. Det kunne dårligt beskrives med ord.

Okay, intet menneske kom nogensinde til at være totalt tankefri, men i forhold til, hvad jeg plejede at have af tanker og frustrationer i hovedet, så var det her det rene ingenting.. Alene kun pga Justin, som bare havde en eller anden særlig evne til altid at få mig til at slappe helt af og bare give slip..

For en gang skyld var det også skønt, at vi bare havde ligget her uden at tale overhovedet. Hvordan vi var endt med at ligge os i sengen og bare putte tæt og ligge i ske, kunne jeg faktisk slet ikke forklare. Ingen af os havde forslået det. Det skete bare sådan lige pludselig..

Det føltes som om, at vi havde ligget her i flere timer uden at sige noget, så trangen til at bryde tavsheden blev selvfølgelig større og større i mig hele tiden. Mest fordi, at jeg faktisk havde et par ting jeg ønskede at sige og tale om. Men var det tidspunktet nu?. Skulle jeg bare tage hul på det?.

Jeg trak lidt luft ind og mærkede, at mit hjerte begyndte at banke lidt imod mit bryst, hvilket jeg svagt også kunne høre i mine øre, hvor små pulsende dunk lød. Jeg pustede svagt ud og fugtede blidt mine læber imens jeg langsomt åbnede øjnene og så ind i væggen et stykke foran mig.

’’Undskyld..’’ Hviskede jeg stille, men langt fra så lavt, at jeg ikke kunne høre, at Justin sagtens kunne høre det.

’’Jeg ved godt, at jeg sårede dig nede ved søen..’’ Fortsatte jeg og fik en klump i halsen, så min stemme knak over og blev markant lysere, hvilket fik mit hjerte til at banke endnu hårdere, da mine tårer samtidig også bevægede sig godt op igennem mine tårekanaler.

’’Det var ikke min mening at..’’

’’Shh..’’ Hviskede Justin afbrydende bag mig og plantede et kys på siden af min nakke, hvor han holdte sine læber et lille stykke tid, så jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding, så roen igen begyndte at sænke sig over mig.

Jeg pustede tungt ud og Justin slap min nakke med hans læber.. Som om, at det var derfor han kyssede mig.. For at få mig til at blive rolig. Det virkede jo sådan set også meget godt. Dog kunne jeg ikke undgå den ene forsigtige tåre der sneg sig ud af mit ene øje og løb nedover min næseryg.

’’Hvad har du tænkt dig at gøre nu?’’ Spurgte jeg stille og småhviskende og tænke på, at Justin nærmest havde mistet alt pga mig.

Det gav mig den værste dårlig samvittighed at tænke den tanke. Det hjalp ikke engang at tænke, at Justin var en voksen mand og havde ansvaret for sit eget liv og sine egne valg. Hvis ikke det havde været for mig, så havde Justin ikke stået i en situation nu, hvor han skulle bo sådan et snusket sted og ikke længere have muligheden for at tjene penge.

’’Det ved jeg ikke.. Men mon ikke jeg finder på noget..’’ Startede han meget roligt og iskoldt som om, at han tog det hele meget afslappet.

’’..I’m a survivor, u know..’’

Hans sidste bemærkning fik mig til at trække en lille anelse på smilebåndene. Den sætning huskede jeg tydeligt.. Det var noget han havde sagt den aften vi var på båden og sad oppe på dækket og snakkede..

Jeg mærkede en varme om hjertet, da Justin igen placerede et dejlig behageligt kys på siden af min nakke. Jeg lukkede øjnene og sugede alle følelser til mig og nød Justins berøringer og nærhed.

Jeg mærkede Justin flytte sin hånd fra min side og langsomt glide den nedover min mave, og det fik det til at gippe lidt i mig, så jeg måtte trække lidt luft ind. Jeg åbnede øjnene og så lidt ned imod min mave, da Justin i en meget blid bevægelse, løftede op i min bluse og lagde sin mave hånd, på min varme mave, som han begyndte at nusse blidt videre på.

Jeg bed mig lidt i læben og mærkede hvordan mit hjerte igen begyndte at banke hårdt imod mit bryst. Ja, det gjorde mig lidt nervøs, at han nussede mig netop dér, men samtidig.. Så føltes det også rigtig godt, og det gav mig en voldsom trang til at stille det spørgsmål, som jeg længe havde ventet på, at få klar besked fra ham om..

*Bank, Bank, Bank*

Jeg gispede straks, da de voldsomt hårde bank på døren lød og fuldstændig afbrød mit og Justins moment.  

’’Justin!. Åbn den fucking dør, nu!’’

Det gippede i mig, da hans stemme brød igennem den låste dør, hvor det samtidig gik op for mig, at her ikke var særlig lydtæt. Jeg satte hurtigt min underarm ned i madrassen og kiggede væk fra døren og over min skulder for at se på Justin, som tog det helt køligt og slet ikke virkede påvirket af det.

Han sendte mig et kort blik og vendte sig så om og hoppede afslappet ud af sengen og bevægede sig over imod døren imens mit hjerte var millimeter fra at hoppe ud af brystet på mig.

*Bank, Bank, Bank, Bank*

’’Så slap dog af’’ Mumlede Justin for sig selv og tog så fat i håndtaget og låsen og låste døren op.

’’Er hun her!?’’ Hørte jeg Jamies vrede stemme brumme udenfor døren imens Justin bare stod og så køligt på ham uden overhovedet at svare ham.

Jeg gispede højt og satte mig straks op i sengen, da jeg så Justin blive skubbet voldsomt tilbage ind på værelset, så han endte med at falde ned på gulvet for enden af sengen imens Jamie kom til syne fra bag døren, som han smækkede efter sig imens hans blik røg hen på mig i sengen.

’’Jeg vidste det!’’ Brummede han rasende og rystede svagt på hovedet, så jeg sank en klump i halsen og stivnede fuldstændig uden at sige noget overhovedet.

’’Hvad fanden har du tænkt dig, hva?!. Du kan ikke gøre det forbi med ham nede ved søen, når i snakker sammen fordi du elsker mig, men alligevel kan du ikke stoppe med at se ham?!’’ Vrissede Jamie imod mig imens Justin rejste sig fra gulvet et stykke fra Jamie.

’’Jamie..’’

’’Ved du hvor meget jeg elsker dig?!.. GØR DU!!’’ Råbte Jamie, så jeg straks stoppede mit hviskende forsøg på at få ham til at blive rolig og istedet bøjede nakken lidt og sukkede imens jeg tog mig til hovedet, som jeg rystede svagt på.. Holdt det her aldrig op?.  

’’Du går ikke fra mig!..’’ Brummede Jamie videre med en tung vejrtrækning.

’’Forhelved, Jamie.. Jeg er allerede gået..’’ Hviskede jeg opgivende og så sørgmodigt op på ham imens jeg ud af øjenkrogen kunne se Justin stå og se til, hvilket jeg langt fra havde det særlig godt med.  

’’Kan du huske hvad jeg sagde sidste gang?. Sidst du gik fra mig?!.. Jeg sagde, at du aldrig fik lov til at gå igen..’’

Jeg så lidt væk fra Jamie, som så skarpt på mig imens jeg trak lidt luft ind og ikke anede, hvad fanden jeg skulle svare. Det han sagde, huskede jeg kun alt for tydeligt.. Men alt var anderledes nu. Han kunne sku da ikke mene, at det der skulle overholdes efter alt det her. Uanset, hvor meget jeg elskede ham, så kunne jeg ikke være sammen med en jeg havde været utro. I forvejen havde Jamie ikke haft så meget tillid til mig i vores forhold, hvilket jeg var ret overbevist om, da han havde behovet for at spore mig og holde øje med mig, trods det, at han flere gange havde sagt, at han stolede på mig.. Men hvis jeg valgte at blive sammen med Jamie efter alt det her, så ville hans tillid til mig være lig med nul!. Og sådan ønskede jeg ikke, at det skulle være i et forhold.. Hverken for ham eller for mig..

Jeg kiggede tilbage imod Jamie, som med rolige skridt gik imod mig uden at tage sit iskolde og vrede blik fra mig. Han stoppede op ved mig, ved siden af sengen, og jeg sank en klump i halsen imens en lille frygt for, hvad han ville gøre nu, voksede i mig.

’’Gå med.. Nu!’’ Sagde Jamie og prøvede at virke så rolig og afslappet som muligt, trods hans lettere dybe vejrtrækninger der fik hans bryst til at hæve og sænke sig tungt.

Jeg så væk fra ham og rystede lidt på hovedet imens jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde ikke lyst til at tage med ham, men samtidig kunne jeg heller ikke få mig selv til at stille mig op og afvise ham, så han ville forstå det og måske ende med at blive så rasende, at han gik amok.. Ligesom hjemme i lejligheden..

’’Skal jeg virkelig tvinge dig?!’’ Brummede han og hævede stemmen lidt.

’’Stop, Jamie..’’ Svarede jeg med et knækket stemme imens jeg så væk og holdt vejret for ikke at bryde ud i gråd.

’’Du kommer med mig nu!..’’ Fortsatte Jamie vredt og lød til at bide tænderne sammen for at styre sin vrede, hvilket fik mit hjerte til at banke hårdt imod mit bryst.

’’Okay!..’’ Brummede Jamie, da det gik op for ham, at jeg ikke ville adlyde ham, og fik mig til at gispe overrasket, da han greb fat om min arm og trak mig hårdt ud af sengen, så jeg blev tvunget på benene.

’’Slip mig, Jamie!’’ Røg det panisk ud af mig, da han trak i mig og bevægede sig imod døren.

’’Jamie!’’ Fortsatte jeg, da han slet ikke lyttede og bare trak afsted med mig imens panikken bredte sig i mig.

’’Luk røven, Molly!’’ Brummede Jamie bare som svar.

’’Slip hende, når hun fucking siger det!’’ Lød det pludselig fra Justin imens han gik imod Jamie, som straks slap mig med et hårdt ryk, så jeg faldt bagover og ramte gulvet ved siden af sengen imens Jamie straks vendte sig imod Justin.

’’Hvad sagde du!’’ Brummede Jamie råbende og stillede sig op foran Justin, som om, at han bare havde ventet på, at Justin ville sige noget.

’’Jeg sagde, at du skulle slippe hende man!’’ Brummede Justin vredt og stod ret foran Jamie og viste ingen tegn på frygt overfor ham.

Jeg gispede straks, da Jamie overraskede mig ved at fyre en knytnæve imod Justins ansigt, uden nogen former for tøven overhovedet.

’’Jamie!’’ Skreg jeg og rejste mig straks fra gulvet og løb hen imod Jamie og Justin, som på få sekunder havde startet et seriøst slagsmål på gulvet for enden af sengen.

’’Stop nu, forhelved!’’ Råbte jeg imod dem og tøvede med at gå helt hen til dem af frygt for, at et af deres slag, som de fyrede imod hinanden, ville ende med at ramme mig. Dog steppede jeg op inde i mig selv, da det gik op for mig, at den eneste måde jeg kunne stoppe dem på, var hvis jeg tog chancen og blandede mig.

’’JAMIE, STOP NU, FORHELVED!’’ Skreg jeg og løb helt hen til dem og tog fat i Jamies ene arm, som han var ved at hamre imod Justin, som selv gjorde modstand og slog igen. Jamie trak hurtigt sin arm til sig, så jeg måtte tage et par skridt tilbage for at holde balancen imens de fortsatte deres slag imod hinanden.. Okay!. Skulle jeg virkelig?.. Ja, kræftedeme!. Det var den eneste måde!.

’’NU STOPPER I KRÆFTEDEME MAN!’’ Skreg jeg og løb helt hen til dem og pressede mig ind imellem dem imens jeg kneb øjnene sammen og bad til, at jeg ikke pludselig blev ramt af et af deres slag.

’’STOP!. I FÅR IKKE EN SKID UD AF DET HER!’’ Skreg jeg og kiggede hurtigt op imod Jamie, hvor jeg placerede mine hænder på hans bryst og brugte alle kræfter i min krop på at skubbe ham tilbage, hvilket heldigvis var nok til, at Jamie tog et par skridt tilbage og jeg fik skilt dem ad og stoppet deres slagsmål.

’’SKAL JEG VIRKELIG LADE HAM TAGE DIG FRA MIG, HVA!. SKAL JEG LADE HAM FULDFØRE HANS PLAN?!. FANDME NEJ MAN!. DEN FORNØJELSE FÅR HAN KRÆFTEDEME IKKE!’’ Råbte Jamie helt høj på adrenalin imens han gik imod mig, der stod foran Justin og forhindrede ham i at nå helt hen til Justin, som han tydeligvis gerne ville fortsætte sin slåskamp med!.

’’STOP, JAMIE!’’ Råbte jeg og skubbede igen til hans bryst for at holde ham tilbage fra Justin, da han nåede helt hen til mig og havde vendt blikket imod Justin bag mig og derved havde bekræftet mig i, at han havde tænkt sig at gå imod Justin igen. Dog vendte Jamie blikket ned på mig igen idet jeg stoppede ham.

’’Du elsker mig!. Det ved du!. Det var derfor du ikke kunne gå over og gøre det forbi med mig, nede ved søen, som Justin sagde i skulle gøre sammen!’’ Råbte Jamie og så skarpt på mig imens mit hjerte pumpede og min krop blev fyldt mere og mere op med adrenalin.

’’Ja, jeg elsker dig, forhelved, men jeg kan ikke være sammen med en jeg har været utro!’’ Røg det meget ærligt ud af mig imens jeg mærkede tårerne presse sig på i mine øjne, da det gjorde ondt at sige det højt.

Jamie tog en dyb og pustende indånding og rystede lidt på hovedet og så et kort øjeblik tænksomt på mig og derefter kort imod Justin før han igen kiggede ned på mig.

 ’’Men du kan godt holde skjult for mig, at du knepper min bror, eller hvad?!. Det skylder du mig ikke at fortælle mig selv, eller hvad?!’’ Brummede han og så afventende på mig imens den første tåre gled ned af min kind.

’’Jo, og jeg ville have fortalt dig det på en ordentlig måde.. Jeg vidste jo forhelved ikke, at du stod der, vel?’’ Svarede jeg virkelig oprevet og kiggede ned imens jeg tog mig lidt til hovedet og slet ikke var i tvivl om, at jeg ligeså godt kunne lægge alle kortene på bordet og bare sige hvad der faldt mig ind nu og her.. Hvad havde jeg at miste?.

’’Nææ, det gjorde du ikke.. Og Justin fortalte dig det tydeligvis heller ikke..’’

Jeg rynkede panden lidt og så op på Jamie, som så iskoldt på mig med et køligt blik.

’’Hvad mener du?’’ Spurgte jeg undrende og holdte fast i mit undrende blik på ham.

’’Ja, han så mig sku da komme efter dig inden jeg stillede mig rundt om hjørnet, så du ikke skulle se mig, hvis du pludselig vendte dig om’’ Svarede Jamie køligt og krydsede sine arme imens jeg gik fuldstændig i stå og mærkede hvordan det føltes som om, at min ryg straks blev fyldt med knive..

Jeg sank en klump i halsen imens jeg kiggede lammet væk fra Jamies øjne og mere ned imod hans bryst uden at bøje nakken. Jeg trak lidt luft ind og drejede mig roligt 180 grader og fik øjenkontakt med Justin.. Og dér mærkede jeg mit hjerte blive revet ud og tabt fuldstændig på gulvet imens mine tårer startede et stille kapløb ned af mine kinder..

’’Justin?..’’ Spurgte jeg hviskende, men uden på noget tidspunkt at tage blikket fra hans, som i sig selv sagde alt.. Men jeg ville høre ham sige det.. Før havde jeg slet ikke lyst til at tro på, at det Jamie sagde var sandt!.

Justin så lidt væk fra mig imens han stak sin tunge tænksomt ind i hans kind et kort øjeblik og kort efter så tilbage på mig imens mit hjerte blev kvast mere og mere.. Hvis det Jamie sagde var løgn, så ville Justin da aldrig reagere sådan!..

’’Han fortjente at vide det, Molly..’’

Jeg kneb straks øjnene sammen over Justins indrømmelse og tog mig til hovedet imens jeg følte, at min verden på ét sekund blev splittet fuldstændig fra hinanden..

Hvordan kunne han gøre det imod mig?!. Hvorfor ønskede han at se mig i denne her situation?. Hvordan kunne han stå og få mig til at sige alle de ting nede ved pavillonen, når han vidste, at Jamie stod og hørte alt, hvad jeg sagde!. Var det virkelig, hvad jeg var værd for ham?!. Var det den respekt han følte, at han skulle give mig?.. Efter alt det jeg har gået og holdt skjult for Jamie for at undgå, at noget ondt ville ramme Justin!..

’’Du stod og kæmpede for at få mig til at indrømme mine følelser for dig, fordi du vidste, at Jamie stod der?!’’ Spurgte jeg grædende imens vreden steg i mig og jeg kiggede helt ødelagt op på Justin, som jeg tydeligt kunne se, ikke havde det særlig fedt med mit ansigtsudtryk lige nu.. Det ville jeg dog skide på!. Lige nu skyldte jeg ham ikke at skåne ham for noget som helst!.

’’Du vidste ikke, hvordan du skulle sige det til ham, så..’’

’’Så derfor tog du valget for mig og manipulerede mig til at indrømme alt i hans påhør?!’’ Afbrød jeg ham vredt, så Justin klappede i og igen så lidt væk fra mig imens han intet sagde.. Men det behøvede han heller ikke!.. Han havde vidst sagt rigeligt!.

Jeg drejede mig en kvart omgang og så til siden imod Jamie, som bare stod og så til bag mig, hvilket jeg heller ikke brød mig om!.

Jeg så tilbage imod Justin og rystede lidt på hovedet imens han holdte sit blik lidt ned imod gulvet ved siden af ham, så jeg fik indtrykket af, at han havde svært ved at se mig i øjnene.

’’Jeg tog virkelig fejl.. Måske er der slet ikke den store forskel på jer to..’’ Sagde jeg vredt og såret og vendte mig derefter imod Jamie, som kiggede på mig, men som jeg ikke skænkede ét eneste blik imens jeg bare gik forbi ham og hen til døren, hvor jeg tog min jakke ned fra knagen.

Jeg åbnede døren og gik ud af værelset af uden at se mig tilbage overhovedet.. Bare ét blik mere på de to og jeg ville for alvor føle mig til grin.. At jeg kunne tro, at de var så forskellige trods det, at de var vokset op sammen.. I virkeligheden var de jo som to dråber vand..

-Fulde af lort og mestrer i at manipulere med mig og mine følelser.. Og knuse mit hjerte fuldstændig!..

____________________________________________________

Yup, guys.. 

That's it..

Molly valgte at gå og forlade både Justin og Jamie. 
Nogen af jer havde haft teorier om dette, men hvor mange af jer håbede,
at det var sådan det skulle ende?. 
Og hvem havde håbet på en anden slutning?.. 

 

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke hver eneste en af jer!. 

Tusind tak fordi i har fulgt med!. 

Tak for likes!.

Tak for skønne kommentarer, der altid giver mig et smil på læben!. 

Tak for at dele jeres tanker og teorier om historien med mig
- Elsker at høre, hvad i tror der videre sker i historien... Hvilket minder mig om...
Jeg har faktisk et sidste spørgsmål til jer..

....

....

....

Hvem tror der kommer en 2'er af ''Between Brothers''?. 

Skriv en kommentar nedenunder og fortæl mig, hvad i tror der ville kunne ske i en eventuel 2'er,

hvis der nu skulle være sådan en på tale :D 

 

Massere af krammere herfra!. 

All love to you guys!. 

Bedste læsere i verden!. 

#Thankful

#Grateful

#SoBlessed

 

-NetteC :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...