Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
575207Visninger
AA

12. ’’Jeg Tror Ikke På Dig..’’

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Tirsdag d. 25. Juli, 2017. Kl. 16.38.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

 

’’Tumbleing down

Walking around the room

Waiting around for you

I don't know what else to do...

Fool me once, fool me twice, it's the final goodbye..’’

 

Ordene i sangen og den triste stemning i musikken passede rimelig godt til mit humør lige nu. Selv vejret var begyndt at trække op til gråvejr og derved spejle mine følelser.. Eller bare mit udtryk i mit ansigt og i mit kropssprog.

I timer havde jeg siddet herude på altanen i Jamies værelse, med musik i mine ører og uden én eneste forstyrrelse. Det var på mange måder rart at kunne sidde her helt uforstyrret, men samtidig var det også virkelig frustrerende, at Jamie ikke engang havde taget sig tid til at se til mig efter tidligere. Undrede han sig slet ikke over, hvordan jeg havde det?. Eller han gik måske bare efter Justins ord og tænkte at han nok ikke skulle forstyrre mig?.

Jeg trak en ordentlig klump luft ind og sukkede tungt. For mig var det dog et tungt men meget lydløst suk, da jeg intet kunne høre for den musik der fyldte mine øregange.

Jeg sad i havfruestilling med benene godt indenunder mig og med siden lænet op af havesofaens armlæn. Jeg støttede min ene albue på armlænet og mit hoved på min hånd imens jeg bare stirrede ned på den meget trafikerede vej, som var langt under mig, igennem glasruden, som var altanens rækværk. Lige da jeg satte mig herud skræmte det mig faktisk at kigge ned, da min højdeskræk virkelig kom op i mig, men efterhånden som jeg blev siddende og skiftede med at kigge ud i horisonten og ned på vejen, så gik det stille og roligt over.

Godt nok havde jeg siddet i timer og spekuleret og haft rigeligt af tid til at tænke mig om.. Men ærligt, så var jeg ikke blevet en tand klogere overhovedet. Mit hoved føltes som en stor rodebutik med kaos og støj i alle hjørner og kanter. Musikken håbede jeg på kunne fjerne lidt af støjen fra mine tanker, men nej. Faktisk fik det bare mine tanker til at råbe endnu højere, så jeg bare fik endnu mere hovedpine.

Jeg var fuldstændig lost.. Jeg havde aldrig prøvet sådan noget her før. Udover at være en lille smule bange, så følte jeg mig også en lille smule ført bag lyset. Jeg følte, at min kæreste havde holdt mig for nar ved at skjule sådan en stor ting for mig. En ting som var så langt fra den verden jeg egentlig kom fra.

Jeg var selv ud af en ægte kernefamilie. Ja, nærmest den klassiske Villa-Volvo-og-Vovse, og jeg troede faktisk at Jamie var noget hen af det samme, trods det, at han var lidt af en ballademager af en gadedreng, men eftersom, at han levede det fede liv med succes, penge og det hele, ja, bare kald mig fordomsfuld, men jeg havde aldrig troet, at Jamies succes var kommet på den måde. Den kriminelle måde. Han var jo så ordentlig og havde altid behandlet mig så godt, så hvordan?..

Tja, det var vel bare mig der var dum og naiv.. Igen!. For som sagt vidste jeg jo godt, at Jamie ikke var født ind i et rigt miljø og var lidt af en gadedreng. Men jeg var jo heller ikke født ind i en rig familie, men derfor var jeg da stadig opdraget godt. Og som dreng vidste jeg, at selvom man var opdraget godt, så kunne man sagtens stadig være lidt af en gadedreng og være lidt en badboy uden at det kom helt herud og endte så galt..

Men på den anden side, så havde jeg jo heller aldrig rigtig spurgt ham om hans baggrund, sådan rigtig. Det var aldrig noget han ville tale om, men han sagde det aldrig på en måde, så jeg fik tanken om, at han kom fra et helt andet miljø, som man nærmest kunne kalde.. Undergrunden?. Undergrunden, hvor alt sådan noget her foregik på daglig basis.. Når jeg havde forsøgt at spørge ind til hans forældre og hans fortid smilede han bare og rystede lidt på hovedet og sagde: ’’Der er ikke det store at fortælle. De var røvsyge og aldrig hjemme’’..

Ja, med de ord havde jeg kun fået tanken om, at hans forældre arbejdede som en i helvede, men alligevel havde gjort sig umage i at opdrage deres børn, da Jamie jo var blevet så fornuftig og sød.. Men der tog jeg åbenbart fejl?.

Okay, måske kunne hans forældre sagtens have arbejdet som gale, men grænser troede jeg ikke rigtig på, at hverken Jamie eller Justin havde fået i deres opdragelse, siden det var endt med alt det her.. Og hvad med Justins ord?. At Jamie var farligere end man først lige troede?.

Det var faktisk dem der gjorde mig mest bange. Tænk, hvis det jeg havde set, slet ikke var det hele. Tænk, hvis det nu bare var en lille brøkdel af den som Jamie i virkeligheden var?.

Alene tanken gjorde mig virkelig ked af det og gav mig en kæmpe knude i maven.. Og samtidig kom jeg sådan til at tænke på, at Jamie så gerne ville have mig til at flytte ind.

Uden tøven, så ja. Selvfølgelig elskede jeg stadig Jamie, men.. Det der med at flytte ind hos ham.. Efter det jeg havde set idag?. Det gjorde mig virkelig utryg og jeg følte pludselig ikke længere en lykkefølelse ved tanken om at bo sammen med Jamie. Allermest skræmte det mig, at jeg faktisk begyndte at tvivle på en længere fremtid sammen med ham..

Den sidste tanke skræmte mig allermest, når det gjaldt mine følelser. Jeg brød mig på ingen måder om, at jeg pludselig var kommet i tvivl om det.. Men det var virkelig sådan jeg havde det. Hvordan kunne vi få et normalt liv med det ’’job’’ han havde?.

Jeg kunne lige se det for mig.. Bo her i luksus og eje hele verden med Jamie. Have børn som trives og har gode venner og en mor og far der elsker den ubetinget.. Men så en aften, når ungerne er puttet og Jamie og jeg ligger i sofaen og putter med hinanden og nyder vores alenetid efter en lang dag med job og unger der skal have opmærksomhed, vælter det pludselig ud af elevatoren med betjente, som kommer for at tage Jamie med og bure ham inde for alt det lort han har kørende, og vil sørge for, at Jamie og jeg mister alt hvad vi ejer, da pengene ikke er tjent på lovlig vis.. Så vil jeg stå tilbage med et par unger, vis far er i fængsel og som intet kan gøre ved at vi ryger på gaden og må lide og bo under en motorvejsbro og med sorte sække som regnslag og dyner..

Jeg kneb øjnene sammen og rystede straks på hovedet for at få den ubehagelige fantasi ud af hovedet. For mig ville det være en drøm der blev til et mareridt, og det var slet ikke sådan jeg så min fremtid. Jeg ønskede en sikker og tryg fremtid og ikke sådan en usikker en, som jeg vidste, at Jamies var. Kriminalitet kan ikke betale sig og hvis man gør det, så bider det en i røven i sidste ende. Det ville ende galt på et tidspunkt og det var jeg sikker på.

Det var virkelig svært for mig det her, for som sagt, så elskede jeg virkelig Jamie.. Men for en som jeg, som kom ud af en familie der ikke engang havde fået så meget som en parkeringsbøde, så var det der med kriminalitet noget der var meget, meget, meget fjernt.. Det var nærmest uvirkeligt og en fremtid kunne man slet ikke bygge ovenpå sådan noget..

Jeg tog en dyb indånding og vendte blikket halvt over min ene skulder for at kigge ned på sofabordet, hvor min flaske med kølig vand stod med dug drivende ned af siderne på den. Dog fjernede jeg hurtigt opmærksomheden fra flasken og gispede svagt, da jeg kiggede op og så Jamie stå i døren herud til med skulderen lænet op af dørkarmen og med krydsede arme.

Jeg vendte blikket ned på min vandflaske og greb roligt ud efter den, imens jeg ud af øjenkrogen så Jamie komme hen imod mig. Jeg tog en dyb indånding og skruede proppen af flasken for at tage en tår vand imens Jamie satte sig ned lige ved siden af mig med blikket plantet stift ind i siden af mit ansigt.

Jeg slap vandflasken med læberne og sank min tår imens jeg igen skruede proppen på og satte vandflasken tilbage på have-glasbordet. Jeg tog en dyb indånding imens jeg mærkede, at mit hjerte begyndte at banke hårdt imod mit bryst, og hev forsigtigt mit headsæt ud af ørerne og lagde både det og min mobil hen på bordet også.

Jeg lænede mig roligt tilbage og holdte mit blik stift og fast på min mobil, som bare spillede videre i mit headsæt via Spotify. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg turde dårlig nok at kigge Jamie i øjnene lige nu. Faktisk var jeg rimelig utryg ved at han kom, trods det, at jeg flere gange havde siddet og håbet, at han ville komme ud til mig.. Men nu hvor han var her, tvivlede jeg faktisk på om jeg turde snakke med ham, for med Justins ord i hovedet, så turde jeg jo knap nok sige noget til ham.. Men jeg var en kvinde med stærke meninger og holdninger og i sidste ende havde jeg virkelig svært ved at holde min kæft.. Måske det ikke var den bedste kombi efter hvad Justin havde fortalt mig?..

’’Du kan ikke engang kigge mig i øjnene?’’ Lød det svagt og ret roligt fra Jamie med en brummende tone der gik lige i øret på mig.

Først havde jeg lyst til bare at ryste på hovedet og undgå øjenkontakt, men straks kom min indre kriger op i mig og skreg mig ind i hovedet, at jeg ikke skulle vise min frygt.. Så derfor tog jeg en dyb indånding og lukkede kort øjnene imens jeg drejede ansigtet imod ham og først dér åbnede øjnene igen, så vi hurtigt fik en lettere kølig øjenkontakt.

Et meget svagt smil viste sig i Jamies mundvig imens han trak lidt luft ind igennem næsen. Han løftede sin ene hånd og rakte den imod min kind, men uden at tænke, rykkede jeg svagt mit hoved og kiggede væk, så han stoppede sin hånd og lod den falde ned på ryglænet imens han sukkede tungt.

Okay, det var i hvert fald ikke jordens undergang at jeg stod imod, hvilket jeg sådan set havde frygtet. Måske var det tilladt ikke at rette helt ind som Justin ellers havde givet udtryk for, at jeg skulle?.

’’Kom nu med det, Molly..’’ Sukkede han opgivende, så jeg slet ikke var i tvivl om, at han ville have mig til at sige lige præcis hvad jeg tænkte. Det var måske derfor han havde ventet så længe med at komme herop?. Så han kunne ruste sig til at høre lige præcis det jeg tænkte?..

’’Du løj for mig..’’ Fløj det lavt og kontrolleret ud af mig, uden at jeg egentlig nåede at tænke meget længere.

’’Jeg har ikke løjet..’’

’’Hvorfor har du så ikke fortalt mig om alt det her?’’ Spurgte jeg hurtigt og næsten afbrydende og vendte straks mit skarpe blik imod ham.

’’Hvad ville du have sagt, hvis jeg havde fortalt dig det, huh?’’ Spurgte han mig hurtigt og næsten ligeså afbrydende som jeg selv, som om, at det var et spørgsmål han virkelig havde forberedt sig på at stille.

Og det spørgsmål havde jeg åbenbart ikke tænkt på, at han ville stille, for et svar havde jeg på ingen måder. Faktisk kunne jeg ikke engang finde ét eneste fornuftigt ord som jeg kunne bruge som svar..

’’Da jeg mødte dig gik det hurtigt op for mig, hvor pæn en pige du var.. Du var aldrig blevet, hvis jeg havde fortalt dig det..’’ Fortsatte Jamie, da jeg vendte blikket væk fra ham og sukkede tungt imens jeg kiggede ud på udsigten.

Jeg tog mig til panden og rystede svagt på hovedet, da det var virkelig frustrerende ikke at have nogen svar overhovedet, trods det, at jeg havde haft så mange timer til at tænke i.. Okay, i de timer havde jeg også fundet en masse at sige, men på ét sekund var det som skyllet ud af hovedet på mig og jeg var helt tom for ord..

’’Så fortæl mig det nu.. Hvad går alt det her ud på?’’ Spurgte jeg stille efter, hvad jeg selv følte var en virkelig lang stilhed, og undlod at rode mere i hans ord.

’’Jeg hjælper folk som ikke har flere muligheder i banker og pengeinstitutter..’’

Jeg vendte mit blik tilbage på Jamie og kiggede lettere undrende på ham. God, han var god. God til at pakke tingene så fint ind, at det lød helt uskyldigt.

’’Og så sætter du så mange renter på, at de dårligt kan betale det tilbage?’’ Fortsatte jeg hans sætning på en spørgende måde, da han selv ikke virkede til at ville fortælle den del af det.

’’Sådan er det med forretninger. Man skal jo tjene penge på det’’ Svarede han stille og var igen skide god til at få det til at lyde som en helt almindelig forretning.. Men det vidste jeg jo godt, at det ikke var.

’’Og hvor har du så, så mange penge fra, at du kan låne dem ud til højre og venstre imens du bor her, har så mange biler og har folk der arbejder for dig, som også skal have løn?’’ Spurgte jeg videre og kiggede ham direkte i øjnene.

’’De fleste af de folk der arbejder for mig, arbejder deres lån hos mig af..’’

’’Fordi der er så mange renter, at de ikke kan betale det af egen lomme, ikke?’’ Afbrød jeg ham måske en anelse for skarpt ifølge mig selv, så jeg faktisk blev lidt usikker på hans reaktion bagefter.

’’Sådan kan man vel godt sige det, ja..’’ Svarede Jamie helt roligt og overraskede mig ret meget ved slet ikke at lade sig blive påvirket af mit skarpe spørgsmål. Okay, måske burde jeg virkelig ikke være så bange for at åbne op nu?. Det var jo sådan set også mig der havde fat i den lange ende..

’’Du har fået alle de penge fordi du sælger stoffer også, ikke?’’ Spurgte jeg skarpt og fik Jamies blik op på mig. Han kiggede bare på mig i et lille stykke tid, men valgte så kort efter at nikke med hovedet uden at tage øjnene fra mig.

Jeg sukkede tungt og rystede på hovedet imens jeg vendte blikket væk fra ham.

’’Baby, lad nu..’’ Startede Jamie imens han greb blidt i mit lår. Dog afbrød jeg ham hurtigt ved at skubbe hans hånd væk og hurtigt rejse mig op med tanken om at bevæge mig ind på værelset. Dog selvfølgelig ikke alene, eftersom, at Jamie var hurtigt oppe af sofaen og lige i røven af mig.

’’Hvad er problemet, Molly?. Det er jo ikke..’’

’’Problemet er, at jeg ikke kan klare sådan noget, Jamie!.. Det skræmmer mig af helvedes til og jeg tør ikke sådan noget’’ Afbrød jeg temmelig ophidset og frustreret imens jeg vendte mig imod ham og kiggede seriøst på ham og så at han hurtigt nærmede sig mig.

’’Baby..’’ Forsøgte Jamie at berolige mig imens han greb blidt fat om mine hofter og forsøgte at trække mig ind til ham. Dog stod jeg imod og skubbede ham i brystet, så han sukkende slap mig og lod mig gå hen til de store panoramavinduer der skilte værelset fra altanen, hvor jeg stillede mig op og kiggede ud på udsigten.

At jeg havde regnet med, at han ville lade mig stå her i fred med krydsede arme og et tænksomt blik ud på udsigten, var en dum tanke af mig. For selvfølgelig lod han mig ikke være. Kun få sekunder efter mærkede jeg hans arme vikle sig omkring min mave imens hans læber blev placeret blidt inde på min hals, hvor han holdte dem der og placerede et enkelt lille kys.

’’Du skal ikke være bange, baby.. Jeg passer jo på dig.. Ikke?..’’ Mumlede han imod min hals og strammede grebet om mig.

’’Den person jeg så idag var slet ikke dig som jeg kender dig..’’ Sagde jeg ærligt og vendte blikket lidt ned imod gulvet.

’’Jeg overreagerede idag.. Jeg plejer ikke at lave business på den måde, som du så det idag.. Ham her har forsøgt at gemme sig for mig og snyde mig for de penge han skylder mig..’’ Forsøgte Jamie at forsvare sig med imens han selv virkede til at stå og nyde at holde stramt om mig og dufte til min hals igen og igen.

’’Og så truede du ham med at slå hans far ihjel?’’ Svarede jeg stille og kiggede op på udsigten igen med et køligt blik for at skjule den indre frygt jeg havde i mig.

’’Fordi han truede mig først..’’ Svarede Jamie, i mine ører, lidt for hurtigt.. Som om han havde planlagt at sige det, fordi han vidste, at jeg ville komme ind på det jeg havde hørt ham sige nede på hans kontor?..

’’Hvordan?’’ Spurgte jeg køligt og talte hvert eneste sekund, hvor han ikke svarede.

Jamie svarede slet ikke, men trak sit ansigt en smule fra min hals imens han tog en dyb indånding og løftede den ene hånd fra min mave og op imod mit ansigt. Han placerede et par fingre på min kind og forsøgte at dreje mit ansigt imod hans, og straks vidste jeg, at han var igang med at forsøge med at få mig afledt med kys og kærlighed, så jeg helt glemte alt om det her.. Men fandme nej!. Så nem var jeg slet ikke..

Jeg rykkede mit hoved væk fra hans hånd og rev mig ud af hans greb, så jeg hørte ham sukke bag mig endnu engang imens jeg selv rystede lidt på hovedet.

’’Hvad er der?’’ Spurgte han temmelig opgivende og fik mig hurtigt til at vende mig om imod ham, da jeg allerede havde min næste sætning parat.

’’Jeg tror ikke på dig..’’ Svarede jeg seriøst og kiggede ærligt og alvorligt på ham.

’’Du tror ikke på mig?’’ Spurgte han virkelig undrende og rynkede både pande og øjne, så jeg mærkede en svag usikkerhed stige i min krop.

’’Ham dernede virkede virkelig bange og paranoid. Han ville aldrig have nosser nok til at true dig, når du står med dine drenge og sikkert også er bevæbnet, hvilket du sikkert er stort set hele tiden og hvilket han og alle andre nok ved..’’

Det med våben var selvfølgelig kun ren gætteri og var dukket op i de timer jeg havde haft til at tænke i.. Men at dømme ud fra Jamies ansigt og det faktum, at han undlod at svare, men derimod bare vendte blikket ud imod udsigten gjorde det klart for mig.. Jeg havde ramt bulls-eye, men ærligt, det var knap så fedt lige nu, som jeg ellers plejede at føle det, når jeg ramte plet i nogen ting.. Lige nu gjorde det mig bare endnu mere bange.

’’Ja, selvfølgelig er du det..’’ Pustede jeg opgivende og lod bevidst også en skuffet tone følge med mine ord imens jeg vendte blikket væk fra ham og krydsede armene. Ja, nogengange var det sku ikke fedt at have ret.. Ærligt, så ønskede jeg hellere, at han havde sagt: ’’Hvad fuck snakker du om, sådan noget ville jeg aldrig have indenfor mine døre’’.. Men så var jeg kræftedeme da også naiv, hvis jeg ville tro på det efter alt det jeg havde hørt og set idag..

Der var stille virkelig længe imellem os. Jeg selv bevægede mig over til vinduerne igen og stirrede bare ud på udsigten imens jeg svagt i spejlingen i vinduet kunne se, at Jamie sukkende satte sig hen på sengekanten med lettere spredte ben og hans hænder foldet imellem dem imens han underarme støttede på hans lår.

Stilheden var dræbende, men jeg havde virkelig ikke mere at sige. Jeg kunne ikke sige noget. Måske var jeg også lidt bange for at sige noget, men lige nu var min hjerne igen tom for ord..

’’Jeg spurgte dig om noget igår aftes..’’ Afbrød Jamie pludselig stilheden med hans mørke og brummende stemme, som gav mig en svag kuldegysning ned af ryggen. Jeg fik en knude i maven ved tanken om hans spørgsmål, for jeg var slet ikke i tvivl om hvad han snakkede om..

’’Om jeg ville flytte herhjem?’’ Valgte jeg stille at svare, for at få mere tænketid over hvad jeg skulle sige.

’’Mm-hm’’ Svarede han hurtigt som et brummende ja imens jeg kunne mærke hans afventende blik i nakken på mig.

Jeg kiggede ned i gulvet med krydsede arme og med et bid i læben. Et tungt suk forlod mine læber imens jeg atter kiggede op igen og prøvede at virke bare en smule selvsikker, selvom jeg langt fra var det.

Jeg hørte pludselig nogen meget svage fodspor i gulvet og mærkede straks følelsen af, at Jamie havde rejst sig og var på vej tættere på mig.

’’Du vil ikke flytte herhjem, vel?’’ Spurgte Jamie mig med en lettere kølig tone bag mig og gjorde mig virkelig nervøs.

’’Hallo?!’’ Småbrummede Jamie koldt og greb fat i min arm, så jeg gispede lidt og blev revet rundt om mig selv, så jeg stod ansigt til ansigt med ham.

’’Jeg ved det ikke, forfanden!’’ Svarede jeg hurtigt og frustreret, da jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle svare.

’’Det siger du ikke til mig, det der!’’ Begyndte Jamie lettere vredt og kiggede seriøst på mig.

’’Forhelved, jeg siger jo ikke en skid!. Jeg har bare brug for at tænke lidt, okay!’’ Vrissede jeg frustreret og kunne knap nok holde det inde mere, imens jeg bevægede mig udenom ham og forsøgte at komme lidt på afstand af ham.

’’Prøv og hør..’’ Stoppede Jamie mig idet han greb min arm og stoppede mig i at gå.

’’Jeg ved godt, at den situation dernede skræmte dig..’’ Startede Jamie og prøvede virkelig at beherske sig overfor mig.

’’Ja, det gjorde det virkelig.. Men ikke nær så meget som du skræmte mig’’ Svarede jeg hurtigt og gjorde Jamie en smule mundlam. Han havde nok ikke regnet med, at det var ham og ikke særligt situationen der skræmte mig mest.

’’Du var et monster dernede, og jeg har aldrig set dig sådan før. Den Jamie jeg kender er ikke sådan der’’ Sagde jeg alvorligt, men med ro i stemmen imens jeg så ham direkte i øjnene.

’’Da du viste mig dit hjem sagde du, at det eneste du havde skjult for mig, var at du havde mange penge..’’

’’Og det er også rigtigt!’’ Pointerede Jamie hurtigt og fik mig til at nikke svagt.

’’Men du synes ikke, at jeg fortjente at vide alt det her?’’ Spurgte jeg hurtigt og rynkede øjnene lidt.

’’Det har jeg jo forhelved sagt. Du ville aldrig have givet mig en chance, hvis du havde vidst det fra starten man!’’ Brummede Jamie og blev lettere ophidset.

’’Nå nej, så hellere skjule noget for mig og lyve for mig!. Klart, at det gør, at jeg får lyst til at blive her!’’ Vrissede jeg og fortrød meget hurtigt den måde jeg sagde det på, da det slet ikke var sådan jeg mente det.. Eller, ikke helt.. Eller nej, forstå mig ret, men.. Arg, forhelved!.

’’Skrider du?!. Er det det du fortæller mig nu?’’ Spurgte Jamie ret desperat og fik mig til at sukke opgivende og tage mig til hovedet.

’’Jeg har bare brug for at tænke lidt, okay..’’ Vrissede jeg og gik udenom ham og forsøgte at komme lidt på afstand med mærkede hans tilstedeværelse konstant lige i røven af mig.

’’Giv mig noget plads og noget fred og ro til at tænke!’’ Vrissede jeg lettere hysterisk, da jeg vendte mig om og kiggede skarpt på ham.

’’Hids dig ned man!’’ Brummede Jamie skarpt og tog et skridt tættere på mig uden at slippe vores øjenkontakt. Igen sukkede jeg bare tungt og drejede udenom ham og gik direkte over imod værelsesdøren.

’’Hvor skal du hen?’’ Spurgte Jamie hurtigt og var meget hurtigt henne ved mig.

’’Ud og have noget luft’’ Småvrissede jeg lettere chokeret, da han overhalede mig og stillede sig op foran værelsesdøren, så jeg ikke kunne komme ud.

’’Sæt dig ud på altanen. Du går ingen steder før vi har talt færdigt om det her’’ Vrissede han og så køligt og seriøst på mig.

’’Vi taler jo ikke. Vi skændes, og jeg orker ikke mere nu.. Jeg..’’

’’Nej, fint!. Så sæt dig derud og få noget luft. Gør hvad fanden du vil, så længe du bare bliver her!’’ Vrissede Jamie og hævede tonen og begyndte at gøre mig lidt utryg ved det faktum, at han virkelig stod og forbød mig at gå nogen steder.

’’Forstår du hvad jeg siger til dig, eller hvad?!’’ Småråbte han lettere arrigt, så jeg gispede lidt og tog et lille skridt tilbage imens jeg så helt lamslået på ham.

’’Ja.. Det kan jeg se på dig..’’ Brummede han irriteret, hvorefter han vendte sig om og rev døren til værelset op og forlod mig alene og smækkede døren efter sig.

Okay, det var seriøst det her?. Mente han virkelig, at jeg ikke måtte gå nogen steder?.

Min indre kriger steg voldsomt i mig og følelsen af at ingen skulle bestemme over mig, drønede med lynets hast indover mig.. Hvad fuck skulle han bestemme det for?. Jeg måtte fandme gå når og hvor det passede mig!.

Godt nok havde vi ikke kendt hinanden så længe, men nu lærte han da regel nr. 1...

-Forbyd mig aldrig at gøre det jeg vil!.. 

____________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :D 

Kom endelig med bud på, hvad der sker nu :D Går Molly imod Jamie, eller vælger hun at blive hjemme?. Hvad tror i der sker ved det valg hun ender med at tage? :) 

 

Rigtig God Søndag Allesammen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...