Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
575512Visninger
AA

83. Is This The End?..

 

Location: Lake Union Park, Seattle. Dato: Søndag d. 8. Oktober, 2017 Kl. 21.48.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Jeg snøftede og så mig en sidste gang i spejlet, før jeg med den værste knude i maven, gik ud fra pavillonens toilet, der var tilknyttet deres restaurant. Egentlig var restauranten kun for folk der havde en båd hernede i søens lille havn, men heldigvis fik jeg lov til at låne toilettet.. Normalt ville jeg sige, at jeg fik charmeret mig til en tilladelse om at låne toilettet, som man ellers kun måtte bruge, hvis man var gæst i restauranten, men ud fra sådan som jeg så ud, da jeg kom herind, så tvivlede jeg på at jeg charmerede mig ind. Det var nok mere medfølelse fra personalets side, at de lod mig låne toilettet, så jeg kunne få rettet min makeup som var gået fra at være virkelig flot, til at få mig til at ligne en pandabjørn i regnvejr..

Jeg havde fået fjernet det værste makeup med vand og stift papir, som man normalt tørrede fingre i, men jeg var langt fra tilfreds med resultatet. Jeg var helt rød rundt om mine forgrædte øjne, og resten af min makeup var halvt væk. Det var alt for tydeligt at se, at jeg havde grædt, og det var blandt andet dét, der gav mig en knude i maven. Dét, og så frygten for hvad Jamie også ville sige, når jeg kom tilbage efter at have været væk så længe. Jeg havde jo sagt, at jeg bare skulle på toilettet, men var endt med at være væk i omkring en halv time, eller sådan noget?. Hvordan forklarede jeg lige det?.

Det eneste jeg kunne komme på, der kunne forklare det var, at jeg var rigtig dårlig, hvilket nu sådan set heller ikke var løgn. Jeg havde det mildest talt forfærdeligt både fysisk og psykisk, og jeg ville bare hjem!. Om Jamie brød sig om det eller ej, så var det også det jeg havde tænkt mig at gøre. Tage hjem, og så bare sove resten af den her lorteaften væk..

Jeg kom ud i selve restauranten, hvor der kun sad et par enkelte par og spiste forskellige steder i restauranten, hvilket jeg slet ikke syntes var underligt eftersom, at det var sent og restauranten snart lukkede.. Og så var det nok de færreste, der havde lyst til at spise en romantisk middag eller en forretningsmiddag med alt den støj ude på pladsen, hvor fulde mennesker væltede rundt overalt og opførte sig som om, at de allesammen var på festival.

’’Tak for lån at toilettet’’ Sagde jeg venligt, men helt stille til den medarbejder, som stod oppe i restaurantens bar, hvor køkkenet var at se ude bagved.

’’Det var så lidt. Fortsæt rigtig god aften’’ Svarede han mig imens han tørrede et par glas af med et viskestykke.

Hold da op?. Fortsæt rigtig god aften?.. Sig mig, lignede jeg en der i forvejen havde en god aften, eller?.. Ej, det var jo nok for at være høflig, men helt ærligt. Han kunne sige så meget, og så valgte han at sige netop dét der?.

’’Tak, i lige måde’’ Svarede jeg bare lettere fraværende og gik imod restaurantens udgang og skubbede døren op, så larmen udefra straks ramte mig som et slag i hovedet. God, det kunne jeg sku næsten ikke overskue at skulle være i..

Med tunge og trætte skridt blandede jeg mig med mængden af de støjende mennesker og satte kursen over imod vores bord længere henne langs kanten af søens bade-område.

Efter kort tid fik jeg øje på vores bord, og bemærkede med det samme, at det kun var Jamies venner der sad der. Hverken Jamie selv, eller mine venner var der. Ikke engang lige i nærheden, hvilket jeg bemærkede, da jeg kiggede rundt for at se om jeg kunne finde dem i mængden af menneskerne omkring bordet.

Jeg kom hen til bordet og lagde som det første mærke til, at en af Jamies venner fik øje på mig. Han var netop igang med at sige noget til de andre omkring bordet, men stoppede idet jeg kom derhen og tydeligvis tog alt opmærksomheden fra ham og alle de andre som fulgte hans blik og kiggede på mig, så jeg blev en smule utilpas og sank en lille klump i halsen og kiggede lidt usikkert rundt.

’’Hvor er de andre?’’ Spurgte jeg med hjertebanken og så tilbage på Jamies venner.

’’Dine venner gik over til scenen..’’ Svarede en af drengene rimelig køligt, så jeg slet ikke var i tvivl om, at jeg nok ikke lige var favoritten at tale med, og det gjorde mig kun endnu mere utilpas.. At føle sig frosset ude var aldrig rart.. Okay, jeg havde aldrig haft den tætte kontakt med nogen af Jamies venner, men alligevel.. Det her føles virkelig skidt og langt fra behageligt, og sådan plejede det sku ikke at være, når jeg var i nærheden af dem..

’’Hvor er Jamie?’’ Spurgte jeg videre og var slet ikke i tvivl om, at de allesammen kunne høre min usikkerhed i min stemme.

’’Han skred..’’ Svarede en anden af drengene, som jeg straks vendte mit blik over på, så jeg kunne se, at også han, ikke var særlig begejstret for at veksle et ord med mig.

’’Hvorfor?’’ Spurgte jeg og rynkede panden en smule og fugtede kort mine læber med min tungespids.

’’Spørg ham selv, Molly..’’ Fortsatte fyren, der startede med at svare mig, med et opgivende suk og et tydeligt blik, som jeg slet ikke var i tvivl om.. Det var nok bedst at gå..

’’Okay..’’ Svarede jeg kort og tog et skridt tilbage før jeg vendte mig om på hælene og gik væk fra bordet. Dog nåede jeg at fange en sidste bemærkning, og det var tydeligt at høre, at det var en intern bemærkning og ikke en jeg skulle have hørt..

’’Møgso..’’

 

~

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Søndag d. 8. Oktober, 2017 Kl. 22.38.

 

Det var med en lettere nervøs hjertebanken, at jeg kørte op med elevatoren til Jamies lejlighed. Hele vejen hjem havde jeg gået og tænkt over, hvorfor Jamie sådan pludselig var skredet. Han var så opsat på at skulle feste i aften og så skred han pludselig?. Det lignede ham ikke.. Og det lignede ham slet ikke at skride og bare efterlade mig tilbage..

Det var det, som gjorde mig mest nervøs.. Jeg havde tænkt på det hele vejen hjem.. Hvad nu, hvis Justin havde fortalt Jamie om os?. Jeg mener, han efterlod mig meget såret og vred, og jeg sad længe og græd og gik bagefter ind på toilettet, hvor jeg også brugte en masse tid.. I alt den tid jeg var overladt til mig selv kunne Justin sagtens have nået at gå hele vejen rundt om den store pavillon og over til Jamie.. Som en hævn over mig, fordi jeg ikke gav ham det svar han ønskede sig.. Det forklarede jo også, hvorfor Jamies venner så så ondt på mig og talte så køligt til mig. Hvis de havde hørt hvad Justin havde at sige, så var det jo klart, at de nok ikke brød sig om mig..

’’Hvem siger ikke, at der var sket noget alvorligt i forhold til hans forretningsplaner?’’

Ja, den tanke havde forsøgt at berolige mig hele vejen hjem, men den havde ikke rigtig hjulpet mig. Jamies venner ville ikke være sådan overfor mig, hvis det bare havde noget med forretninger at gøre, og så ville Jamie havde bedt hans venner om at fortælle mig, hvad der var sket og at han var taget hjem, når jeg kom tilbage..

Om han egentlig var taget hjem, vidste jeg jo sådan set ikke, da jeg selv besluttede mig for at tage hjem, men et sted skulle jeg jo starte med at lede efter ham, og det mest oplagte var derhjemme.. Jeg havde forsøgt at ringe til ham på vejen, men han tog den ikke. Den ringede bare ud hver eneste gang, så til sidst måtte jeg opgive og bare gå hjem og tjekke om han var der.

Det blev jeg så bekræftet i, at han var, da jeg kom til ejendommen og valgte at gå ned i parkeringskælderen som det første, for at tjekke om Jamies bodyguards bil holdte der, hvilket den gjorde. Plus, at hans bodyguards, som ellers havde kørt os ned til søen, også stod vagt ved elevatoren i kælderen.. Så nej, jeg var ikke længere i tvivl. Jamie var hjemme.. Hvorfor han så var det, gjorde mig som sagt rigtig nervøs, da jeg efterhånden havde fået en stærk fornemmelse af at være blevet ramt af en kæmpe boomerang!.

Elevatoren stoppede og et kæmpe sug gik igennem min krop, da den dingede idet dørene gik fra og det bløde lys fra entréen ramte mig. Jeg tog en dyb indånding og skød mig væk fra bagvæggen i elevatoren og gik forsigtigt forbi Jamies mand i elevatoren imens jeg fornemmede Jamies mørke hår nede i sofaen, hvor han sad med ryggen til mig.

Jeg kiggede mig over skulderen og hen på elevatormanden idet jeg kom ud af elevatoren og hørte en bevægelses-lyd bag mig. Manden, som jeg ikke lige kunne huske navnet på, kiggede kort ulæseligt på mig, før han trykkede på en af de nederste knapper i instrumentbrættet, så elevatordørene begyndte at lukke sig i igen, så elevatoren kunne køre igen og efterlade mig og Jamie, som tydeligvis var alene eftersom, at der ikke var hverken bodyguards eller nogen af Jamies venner at finde på hele den store stueetage, hvor det var nemt at få et overblik over både entré, stue, spisestue og køkken på én gang.

Jeg stoppede næsten lydløst op ved trappetrinene ned til stuen og så hen imod Jamie, som sad skråt til højre for mig. Jeg så ham sådan halvt bagfra, men allerede nu kunne jeg fornemme hans spændte kæbe og stirrende kølige blik, som han havde vendt direkte imod udsigten i panoramavinduerne.

’’Jamie?..’’ Sagde jeg meget stille og usikkert, og med en kæmpe knude i halsen, som påvirkede mit stemmebånd, så min stemme lød en smule lysere og mere nervøs end planlagt.

Jamie så ikke engang hen på mig. Han svarede mig ikke engang, og det fik mit hjerte til at galoppere og banke voldsomt, så jeg næsten var sikker på, at Jamie ville kunne høre dets slag imod mit bryst igen og igen.

Det føltes som et lyn, der gik igennem mig, da Jamie rejste sig fra sofaen. Han vendte sig helt roligt imod mig og så op på mig med det mest iskolde blik jeg nogensinde havde set. Godt nok havde jeg set ham sur, men aldrig nogensinde på den måde. Sådan et blik havde han aldrig sendt mig før.. Og det gjorde kun min mistanke endnu stærkere..

Helt uden at sige noget, gik Jamie langs sofaen imod mig, og drejede om hjørnet på den så snart han nåede til enden af sofaen. Helt roligt fortsatte han imod mig, op af trappetrinene, og stoppede op lige foran mig uden at tage hans blik fra mit et eneste sekund. Han kiggede ikke engang ned for at se hvor han trådte..

’’Jamie?.. Hvorfor ser du sådan på mig?’’ Spurgte jeg hviskende og følte mig utrolig lille overfor ham.

’’Må jeg ikke se på dig?..’’ Spurgte han mig helt køligt og helt nede i stemmen.

’’Jo, men.. Du kigger så underligt på mig’’ Sagde jeg stille og kiggede ned imellem os, da jeg ikke kunne holde øjenkontakt med det kolde blik meget længere.

’’Jeg tænker bare lidt..’’ Svarede Jamie imens jeg igen kiggede op på ham, da jeg fik tanken om, at jeg ikke måtte lade mig selv undertrykke endnu mere end jeg i forvejen gjorde pga alt den nervøsitet. 

’’På hvad?’’ Spurgte jeg med galopperende hjertebanken og næsten rysten i kroppen.

’’Det var ikke meget besøg jeg fik fra dig, da jeg var i fængsel..’’

Jamies kølige svar fik mig indvendig til at sende ham det mest undrende blik. Dog udenpå forholdte jeg mig rolig og lavede ikke engang den mindste mine over hans kommentar.

’’..Men du havde måske for travlt til at besøge din forlovede?..’’ Fortsatte han køligt, så jeg sank en klump i halsen og bare stirrede ind i hans øjne.

Den undring jeg inderst inde havde, begyndte så småt at dampe af, da jeg pludselig kunne se den røde tråd, som passede utrolig godt med min mistanke om, at han vidste noget, som han i sidste ende nok hellere skulle have hørt fra mig end fra nogen andre!..

Jeg bed mig nervøs i læben og kiggede lidt til siden og ned imod gulvet.

’’Hvorfor kigger du væk, Molly?’’ Spurgte han mig og lød nærmest sarkastisk undrende.. Som om, at han udmærket var klar over, hvorfor jeg kiggede væk, men alligevel valgte at spørge.. Som om, han ville have mig til at sige det selv, selvom han vidste det..

’’Kan du ikke se mig i øjnene længere?’’ Spurgte han videre imens jeg kunne mærke mig selv holde vejret i håb om, at det ville stoppe de tårer der var på vej med fuld fart imod mine øjne.

’’Huh?.. Kan du ikke se mig i øjnene, når du fortæller mig, at du har kneppet min bror imens jeg sad buret inde pga ham?!’’

Idet hans ord, meget hårdt, forlod hans læber, forlod mine tårer også mine øjne og løb langsomt ned af mine kinder. Jeg trak en hård klump luft ind, så et hulk også forlod mine læber og kun fik mine tårer til at løbe endnu hurtigere ned af mine kinder.

’’Det var pga dig, at han stak mig.. Så han kunne få dig for ham selv..’’ Sagde Jamie køligt og virkede meget balanceret i hans tone, men jeg var slet ikke i tvivl.. Han var rasende!. Det var så tydeligt at mærke på ham.. Og jeg forstod ham bedre end nogen anden..

’’..Og det virkede tydeligvis!’’ Fortsatte Jamie imens jeg tog en hånd op til mit ansigt og skjulte min mund diskret bag den imens jeg lod tårerne løbe imens jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige.. Der var jo ikke noget at sige, var der?.. Altså, andet end undskyld, som nok ikke ville hjælpe særlig meget på situationen og hans vrede lige nu..

’’Har jeg ikke givet dig alt, Molly?.. Huh?.. Har jeg ikke gjort alt for dig?!’’ Brummede Jamie, så jeg tydeligt kunne høre, at hans vrede blev mere voldsom, men det fik mig ikke til at holde blikket væk fra ham. Pga hans ord, var jeg nødt til at tage mig sammen og se ham i øjnene, så han kunne se, at jeg mente det jeg ville sige nu.

’’Jo.. Jamie.. Det er ikke dig, det..’’

’’Årg, det mener du fandme ikke, det der!. Ikke den der ’det er ikke dig, det er mig’-snak man!’’ Afbrød han mig straks med en lidt højere og mere vred tone imens han vendte sig halvt rundt og rystede på hovedet af mig som om, at han ikke gav en fuck for, hvad jeg havde at sige.

’’Forhelved..’’ Hviskede jeg kort for mig selv og tog mig til hovedet og snøftede kort imens tårerne ikke kunne stoppes overhovedet. Men hvorfor også stoppe dem, når de hjalp mig med at vise ham, hvor dårligt jeg havde det og hvor ked af det jeg var?.

’’..Jamie, hør på mig.. Det skete bare, og så..’’

’’Skete bare?.. SKETE BARE!!..’’ Råbte Jamie rasende, hvorefter jeg mærkede en brændende fornemmelse på min kind imens mit blik flakkede voldsomt og kort gjorde mig helt desorienteret omkring, hvor præcis jeg så hen i rummet.

’’..DET SKETE BARE 30 GANGE, ELLER HVAD?!.. SÅ DET, AT DU ER GRAVID MED HANS UNGE, SKETE OGSÅ BARE HELT TILFÆLDIGT, ELLER HVAD?!’’ Råbte Jamie rasende imod mig, imens jeg stod med hånden på min kind og kiggede væk og trak tungt efter vejret imens frygten for endnu en flad steg i mig. Dog måtte jeg vende mit blik imod ham, da hans bemærkning fik min fulde opmærksomhed.

’’Hvor ved du det fra?’’ Spurgte jeg lettere mundlamt og meget stille og grædende imens jeg dog i mit hoved, havde et klart svar på det spørgsmål!. Den eneste der vidste det udover mig, var Justin, og min mistanke om, at han havde snakket med Jamie, var virkelig stærk og gjorde mig virkelig vred indeni. Hvordan kunne han!.. Hvis nogen skulle have fortalt Jamie det, så var det mig!. Hvordan kunne han gøre det imod mig?..

’’Fra dig!..’’ Brummede Jamie med en tung vejrtrækning og så rasende på mig imens jeg rynkede panden og så uforstående på ham.

’’Hvad mener du?’’ Hviskede jeg mundlamt og sank endnu en klump i halsen.

’’Jeg fulgte efter dig.. Da du sagde du skulle på toilettet.. Jeg kunne se på dig, at du løj, så jeg fulgte efter dig.. Jeg hørte alt hvad du snakkede med Justin om bag pavillonen!.. Også at i havde snakket om at stikke af sammen!.. Og jeg så hvordan du brød sammen, da han skred fra dig!’’ Brummede Jamie og fik nærmest lyn i øjnene, da han sagde sin sidste sætning.

’’Du fulgte efter mig?’’ Spurgte jeg hviskende og mærkede min indre vrede stige, hvilket jeg dog prøvede at skjule, da jeg på ingen måder var i en position, hvor jeg kunne tillade mig at blive sur over noget som helst.. Efter den behandling jeg havde givet Jamie, så kunne jeg langt fra tillade mig at vise nogen former for vrede over noget som helst han gjorde!.

’’Ja, gu fanden fulgte jeg efter dig man!. Troede du, at jeg ville stole på dig efter jeg fandt ud af, at Justin stak mig pga dig, eller hvad?!’’ Brummede Jamie og så skarpt på mig.

’’Det var ikke min skyld, at han gjorde det, Jamie’’ Hviskede jeg stille og så lidt væk fra ham.

’’Sikkert ikke, men da jeg fandt ud af, at det var Justin der havde stukket mig, så måtte jeg også finde ud af hvorfor!.. Og det er takket være dig, at jeg fandt ud af det..’’ Svarede Jamie, så jeg igen måtte kigge på ham.. Hvor mange informationer kunne den mand lige få ud af mig uden jeg vidste det?.. Den info omkring Justins motiv anede jeg ikke engang!.

’’..Fra det øjeblik jeg så din reaktion, da jeg fortalte dig, at det var Justin, der havde stukket mig, vidste jeg, at der var noget mellem jer. Det lyste ud af dig, at du blev ked af det og du nægtede at tro på mig.. Du reagerede slet ikke som du normalt ville gøre, og efter at have læst alle rapporterne i min sag, hvor Justin har udtalt sig omkring dig, var det tydeligt, at han var ude efter dig, og at min mistanke var god nok!’’

Jeg så væk fra Jamie igen og rystede lidt på hovedet og snøftede svagt imens flere tårer løb ned af kinderne på mig.

’’Så du fik mistro til mig pga Justins udtalelser?’’ Spurgte jeg kort og kunne ikke lade vær med at give udtryk for, at det sårede mig lidt.. Også selvom jeg igen ikke var i en position, hvor jeg kunne tillade mig det.

’’Med god grund, ja!’’ Vrissede Jamie, så jeg rystede på hovedet et kort øjeblik og ikke anede, hvad jeg skulle sige.

Ja, ærligt, så skuffede det mig, at han havde haft mistro til mig bare fordi Justin havde udtalt sig til politiet om noget der havde med mig at gøre.. Sådan set var det jo slet ikke mit problem og jeg fortjente ikke den mistro. Det gjorde Justin jo sådan set eftersom, at det i virkeligheden kunne være, at det kun var Justin, der havde det som Jamie fik mistanke om. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke bruge som forsvar eftersom, at det jo var retorisk og slet ikke sandheden, hvilket Jamie helt sikkert var klar over nu.. Hvis Justin havde givet udtryk for, at han havde følelser for mig, så kunne jeg jo ikke nægte, at det var gensidigt..

’’Er det det du vil, huh?!. Vil du stikke af sammen med ham?!’’ Spurgte Jamie vredt, hvilket han prøvede at deale med ved at tage et par dybe indåndinger.

Jeg snøftede svagt og tørrede min ene kind imens jeg bare så ned og rystede lidt på hovedet og trak på skuldrene.

’’Så du ved det ikke?!. Er det det du prøver at sige til mig nu?!’’ Brummede Jamie og hævede sin stemme.

’’Jeg ved det ikke, forfa..’’ Mere nåede jeg ikke at sige imens jeg kiggede op på ham og endnu engang hørte et perfekt klask og derefter mærkede den brændende fornemmelse på min kind.

’’Hvis du nogensinde ser ham igen, så slår jeg dig kræftedeme ihjel man!. FORSTÅR DU HVAD JEG SIGER TIL DIG, HUH!?’’ Råbte Jamie og tog fat i mine arme og ruskede i mig, så jeg brød helt sammen imens panikken bredte sig i mig og jeg for alvor blev virkelig bange for at være her.. Der var jo kun os. Ikke nogen andre, der kunne hjælpe mig!.

’’SVAR MIG, FORHELVED!’’ Råbte Jamie hidsigt, hvorefter han endnu engang lod hans hånd smælde på min kind, så jeg skreg hulkende og knækkede sammen, så Jamie holdte mig oppe med sit greb om mine arme, som han dog kort efter slap, så jeg faldt sammen på gulvet.

’’Fucking møgluder man!’’ Vrissede Jamie og gik væk fra mig og tilbage ned i stuen, så jeg tog en dyb indånding og følte mig lettet over at få ham lidt på afstand.

Jeg kiggede grædende efter Jamie imens jeg holdte om min brændende kind. Han gik over imod hans barskab, hvor han tog et glas og fyldte det med, hvad jeg kunne tænke mig til, var whisky.

Jeg hulkede og gispede efter vejret på en gang imens jeg kneb øjnene sammen og følte mig helt i stykker indvendig. Jeg forstod godt, hvorfor Jamie var sur og rasende, og tro mig. Det havde han alt mulig ret til at være, men.. At slå mig og kalde mig så grimme ting. Det havde jeg det virkelig svært med..

Jeg kiggede væk fra Jamie og hen imod trappen, der førte ovenpå, hvorefter jeg kiggede tilbage på Jamie, der stod med ryggen til og var ved at lave sin drink. Jeg mærkede et sug i kroppen og rystede svagt på hovedet for mig selv inde jeg tog beslutningen og rejste mig fra det hårde blanke marmorgulv.

Jeg kunne ikke det her. Uanset, hvad jeg så havde gjort, og hvor meget jeg havde såret ham, så var vold slet ikke acceptabelt for mig. Jeg vidste godt, at jeg havde dummet mig, men at slå var slet ikke løsningen på noget..

’’Hvor fanden skal du hen?!’’

Jeg gik målrettet imod trapperne, der førte ovenpå, og ignorerede fuldstændig Jamies vrede spørgsmål. Jeg begyndte at småløbe op af trapperne og nåede næsten helt op, da jeg hørte et vredt udbrud fra Jamie i takt med, at lyden af et glas der blev smadret også fyldte rummet. Jeg så kort ned imod stuen, da jeg nåede op af de sidste par trin, og så Jamie bevæge sig målrettet imod trappen, og det gav hurtigt et lynende gip i kroppen og voldsom hjertebanken, da jeg var 100% sikker på, at han var på vej efter mig!.

Jeg småløb hen til mit walk in closet imens jeg kunne høre Jamies tunge og hurtige fodtrin starte på trappen, hvilket panikkede mig lidt, så jeg skyndte mig at åbne døren til walk in closettet, som jeg forsvandt ind i.

Jeg smækkede døren efter mig og kiggede mig omkring et kort øjeblik, hvorefter jeg gik over imod bøjlestangen, hvor jeg ovenover havde en masse tasker stående på rad og række.

Jeg småløb lettere panisk derhen og stillede mig op på tæer for at få fat i min gamle store sportstaske, som stod helt henne i hjørnet af hylden, helt nede i enden bag døren, så den ikke tog for meget opmærksomhed på hylden.

Ja, der var så mange flotte store tasker oppe på den hylde, men jeg valgte denne her.. Fordi jeg ikke ville tage noget herinde fra, som jeg ikke selv havde haft med. Alle de tasker og sko, og alt det tøj Jamie havde fyldt herind, da han overraskede mig med at give mig det her rum, ville jeg ikke have med.. Det var jo ikke mig der havde købt det..

Jeg gispede hurtigt, da døren til walk in closettet blev brast op bag mig. Mit hjerte pumpede voldsomt og frygten var tydelig i min krop, da den rystede svagt, da jeg vidste, at Jamie ville gå amok nu..

Jeg vendte mig om med min taske i hænderne og så Jamie kigge kort rundt i hele lokalet indtil han fik øje på mig, som tog is i maven og en dyb indånding og gik forbi ham og hen til skufferne bagerst i lokalet, hvor jeg vidste, at jeg havde nogen af mine egne ting både hængende og liggende nede i skufferne.

’’Hvad tror du, at du laver, huh?!.. ’’ Fnøs Jamie, da det tydeligvis gik op for ham, at jeg var igang med at pakke alle mine ting. Og han havde jo helt ret.. Det var præcis det jeg var igang med.

’’..Så du skrider nu, eller hvad?!.. Er det så du kan tage over og kneppe ham?!.. Er det virkelig det du vil?!’’ Brummede Jamie imens han rendte efter mig, som fortsatte med at pakke mine ting imens tårerne væltede ned af kinderne på mig.

’’Det har ikke noget med ham at gøre, Jamie..’’ Sagde jeg stille uden at se hen på ham, trods det, at han stod ca. en meter fra mig og borede sit blik ind i siden på mig.

’’Gu fanden har det det man!..’’ Vrissede Jamie og hævede tonen.

’’Hvad fuck vil du med ham man?!. Hvad kan han give dig, som jeg ikke kan, huh?!’’ Vrissede Jamie og var tydeligvis overbevist om, at han havde ret..

’’..Jeg har givet dig alt, Molly!.. ALT!. Og så gør du det h..’’

’’Det er fucking ligemeget, Jamie!..’’ Råbte jeg grædende og så direkte på ham og hans vrede ansigt.

’’Du kan rende mig i røven med alle dine skide penge og alt hvad du kan give mig!. Jeg skrider fordi du slår mig!. Jeg ved godt, at det jeg har gjort er totalt utilgiveligt, og jeg forstår 100% alt din vrede, men derfra og så til at slå mig?!.. Du lovede aldrig at gøre det mere!’’ Råbte jeg vredt og grædende og lod alle mine frustrationer komme ud. Alle dem som jeg ellers havde holdt inde fordi jeg ikke følte, at jeg kunne tillade mig det.. Men det ville jeg skide på lige nu.

Lige nu var det virkelig svært for mig at se, hvorfor jeg skulle blive. Ikke nok med, at han havde slået mig, og at han ikke stolede på mig og nok aldrig havde gjort det 100%, så havde han også udstillet mig totalt overfor sine venner..

Ja, det var rimelig tydeligt, hvordan det hele hang sammen, og hvorfor Jamies venner virkede så fjendtlige overfor mig.. Jamie havde hørt min og Justins samtale ved pavillonen, og da han så valgte at gå fra festen, havde han fortalt hans venner om hvad Justin og jeg havde snakket om.. Igen!. Selvfølgelig forstod jeg, at han var vred, men at udstille mig sådan overfor andre, og så regne med, at jeg kunne eller ville blive sammen med ham.. Det var bare en grænse for mig.. Jeg hverken kunne eller ville gå og være Jamies kæreste, når hans venner vidste, hvad der var sket imellem os. De ville altid have det syn på mig, og det brød jeg mig ikke om at skulle deale med hver dag i resten af mit liv.. Det var sådan noget som yderkredsen fik af vide, når et forhold var slut, og ikke når man regnede med at fortsætte det..

’’Tss!’’ Fnøs Jamie og rystede på hovedet af mig imens han kort så væk og krydsede sine arme. Jeg så selv væk fra ham og åbnede et par skabslåger, hvor jeg havde bluser og bukser liggende på hylderne.

’’Jaja, okay!.. Hvis du går nu, så er det slut!.. Ikke?!.. Så er døren lukket!’’ Vrissede Jamie arrigt og gav mig et kæmpe chok og fik mig til at gispe, da han hamrede sin hånd ind i den ene skabslåge, som smækkede i med et brag og kun var få centimeter fra at ramme mig, hvis jeg ikke lynhurtigt havde trukket mine arme til mig.

’’Fatter du det, huh?!’’ Vrissede han og tog fat i min arm og tvang mig til at kigge på ham.

’’Ja’’ Svarede jeg helt kort og snøftede imens jeg åbnede skabslågen igen og hev det sidste af mit tøj ud og smed det ned i sportstasken, som jeg trak op på min arm uden at lukke den.. Det kunne jeg altid gøre i elevatoren. Lige nu handlede det for mig bare om at komme væk..

Jeg gik udenom Jamie uden at se på ham. Dog mærkede jeg tydeligt hans blik på mig, som fulgte mig hele vejen rundt om ham selv og videre hen imod døren, som han samtidig begyndte at følge efter mig hen til.

’’Fint man!. Så fuck af med dig!. Fuck ud af min lejlighed, din fucking kælling man!’’ Råbte Jamie bag mig imens jeg med hurtige skridt gik ud af walk in closettet og småløb ned af trapperne med Jamie næsten lige bag mig.

Jeg nåede helt ned af trapperne og gik med hurtige skridt over til elevatoren, hvor jeg hurtigt trykkede på knappen, for at få den herop. Jeg satte hurtigt min sportstaske på gulvet for at udnytte ventetiden og lyne lynlåsen.

’’Hvad fuck vil du opnå med det her, hva?!’’ Spurgte Jamie mig, så jeg samtidig kunne høre, at han stod lige bag mig. Jeg fik hurtigt lynet lynlåsen, og rettede mig så op og tog tasken på armen igen imens jeg vendte mig om og så grædende på Jamie.

’’Er det bekræftelse?. Er det det du vil have, eller hvad?!’’ Spurgte han videre og så mig direkte og rasende i øjnene.

’’Nej’’ Hviskede jeg opgivende og rystede på hovedet og så væk fra ham. Jeg gispede dog hurtigt, da han hurtigt greb min frie arm og trak i den, så jeg var tvunget til at se på ham igen.

Han sagde ikke noget, hvilket jeg faktisk havde regnet med. Han så bare køligt og vredt på mig og strammede sit greb lidt om min arm, så jeg så ned på den og bed tænderne sammen, da hans greb blev lidt for hårdt i forhold til, hvad min smertetærskel kunne klare.

Elevatoren dingede og jeg så hurtigt imod den, hvor dørene åbnede sig. Jeg rev min arm til mig og ud af Jamies greb og stillede mig ind i elevatoren, hvor Jamies elevatormand igen stod stiv som et brat, som var han en statue.

Jeg stillede mig ned til bagvæggen og vendte mig om og fik igen øjenkontakt med Jamie, der stod og så koldt på mig imens dørene lukkede sig i, da manden selvfølgelig havde regnet ud, at jeg bare skulle ned..

Idet dørene ramte hinanden og elevatoren begyndte at køre, startede mine tårer også igen, så jeg måtte knibe øjnene sammen, bøje nakken og skjule mit ansigt diskret med min hånd for ikke at få nogen former for opmærksomhed fra Jamies faste elevatormand..

Ja, gu fanden brød jeg sammen!. Uanset hvad jeg havde gjort, og uanset hvad han havde gjort, så kunne jeg ikke komme udenom, at jeg elskede ham.. Det kunne ikke bare ændre sig fra det ene øjeblik til det andet.. Det tog tid.. Men hvor lang tid, var jeg langt fra sikker på.. Et knust hjerte var svært at hele for alle mennesker..

_______________________________________________

Hold da op for en omgang!..

Men nu skred hun altså. Endelig fik hun sagt fra!. 

Hvad tror i der sker nu?. Fortryder Molly?. 

Fortæl meget gerne, hvad i tænker :D

 

Massere af krammere herfra :) 

-NetteC :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...