Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
575512Visninger
AA

10. ’’Hvor Er Jamie?’’

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Tirsdag d. 25. Juli, 2017. Kl. 10.34.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Det gippede lidt i mig, da jeg, efter at have ligget og vendt og drejet mig i sengen i håb om at kunne sove lidt videre, greb ud efter min mobil på natbordet og fandt ud af hvad klokken egentlig var. Halv 11?. Wow, jeg havde sovet længe idag!. Hvis jeg sov længe normalt, sov jeg til omkring kl. 8-9 tiden..

Tanken om hvorfor jeg mon havde sovet så længe idag, kom ind i mit hoved og fik mig til at smile kærligt for mig selv med et ordentligt sug i maven og et lille bid i læben. Hvis ikke jeg huskede meget forkert, lod Jamie mig først være omkring kl. halv 4 i morges..

Jeg fniste lidt og fik endnu et sug i maven, da billederne fra i nat kom ind i mit hoved. Det var virkelig en skøn følelse at vågne op med. Dog blev den svage følelse af lykke hurtigt erstattet, da mine tanker tog en frustrerende drejning. Den eneste grund til, at jeg overhovedet endte med at sove her i nat og endte med at være så længe vågen, og sove så længe, var af en simpel, men virkelig irriterende grund.. Fordi jeg blev fyret med øjeblikkelig virkning..

Jeg sukkede irriteret og gned mig lidt i hovedet imens jeg slap min mobil i sengen og drejede mig om at ligge på ryggen med blikket op i loftet. Selvfølgelig var det skønt at sove længe, men da det var en helt almindelig hverdag, var det faktisk virkelig frustrerende. Den ro og lykkefølelse jeg havde i kroppen lige før, var nu blevet til erstattet med alle de tanker og spørgsmål jeg havde omkring hvad jeg nu skulle stille op. Hvordan skulle jeg nu tjene mine penge til mine regninger?. Hvordan kunne jeg skaffe et nyt job?. Jeg vidste jo, at butikker og virksomheder sjældent tog folk ind når de var over 18, da det bare betød, at de havde krav på mere i løn end en under 18..

Jeg sukkede tungt og satte mig op i sengen og holdte dynen op foran min nøgne krop. Mit første blik ramte udsigten, hvor solen stod smukt og godt oppe på himlen allerede. Dernæst faldt mit blik ned på Jamies plads i sengen, hvor jeg først nu bemærkede, at han slet ikke var der.

Jeg kiggede lidt rundt på gulvet i værelset og så alt Jamies tøj ligge og flyde rundt omkring sammen med den morgenkåbe jeg havde fået på igår aftes.

Jeg valgte at stige ud af sengen og kunne med det samme mærke, at jeg både var utrolig frisk, men alligevel også rimelig udkørt. Kunne man være det på samme tid?.. Hmm, åbenbart.. Nå, ligemeget.

Jeg tog morgenkåben, der var en anelse for stor til mig, omkring mig og bandt den om livet på mig selv. Jeg trak mit lettere uglede morgenhår ud af nakken på morgenkåben og bevægede mig derefter imod døren, så jeg kunne komme ud af Jamies store soveværelse.

Med rolige og afslappede skridt gik jeg imod vinhylden, for at komme om til Jamies badeværelse, hvor jeg havde hængt mit tøj til tørre. På vej derhen kiggede jeg udover Jamies kæmpe stue, men der var ikke ét eneste øje at se nogen steder. Var jeg her alene?. Altså lige med undtagelse af Jamies 2 bodyguards der stod henne ved elevatoren?.

’’Godmorgen, Miss. Parker’’ Sagde den ene, da vi fik øjenkontakt.

’’Godmorgen’’ Svarede jeg med et afslappet smil og gik videre.

Jeg besluttede mig hurtigt for at tage et bad. Nok brød jeg mig ikke om, at gå i bad uden at have noget rent tøj at tage på, men samtidig følte jeg også virkelig, at jeg trængte til et bad. Og mit tøj havde jo allerede på en måde fået en ordentlig vask igår. Regnen havde klaret stort set det meste, og mit undertøj havde jeg selv skyllet op i hånden, så for denne ene gangs skyld, kunne jeg vel godt overleve bare indtil senere, hvor jeg kom hjem og fik noget andet på?..

 

~

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Tirsdag d. 25. Juli, 2017. Kl. 11.08.

 

Jeg tørrede mit hår i håndklædet en sidste gang, før jeg smed det fugtige store hvide håndklæde over i vaskekurven, hvor jeg også havde smidt morgenkåben hen. Jeg rettede på mit tøj, som heldigvis var blevet knastørt, og lod mit hår hænge i den ene side af mit hoved og nedover min ene skulder og bryst.

Jeg bevægede mig ud af badeværelset med afslappede skridt og håbede på, at jeg kunne finde Jamie et sted. Hans hjem var utrolig stort og ærligt, så var det lidt kedeligt at være her alene. Mest fordi, at jeg ikke anede hvad jeg kunne lave.. Eller kunne tillade mig at lave..

Jeg var heller ikke vant til at skulle som sådan finde på noget at lave i hverdagen. Jeg plejede jo at arbejde på denne her tid, så faktisk var det også virkelig uvant og underligt pludselig at skulle underholde sig selv i så mange timer, hvor man intet havde at lave.. I det hele taget føltes det bare underligt, at jeg ikke havde noget at stå op til. Jeg kunne sagtens mærke allerede nu, at der ikke måtte eller skulle gå alt for lang tid før jeg fik noget nyt at lave. Om det så var arbejde eller noget skolemæssigt.. Men hvis ikke jeg havde et arbejde, så havde jeg heller ikke råd til at uddanne mig, så de to ting hang jo faktisk lidt sammen, for en uddannelse kostede penge, og penge kom fra et arbejde..

Jeg kom ud af badeværelset og bevægede mig med rolige skridt rundt om vinreolen.

Med ét gippede det i hele min krop og jeg gispede tungt ind, da jeg var få centimeter fra at støde ind i en dame med mørkt opsat hår og en grøn klud i hånden.

’’Åh gud’’ Pustede damen lettere forskrækket ligesom jeg selv var, og tog sig til hjertet.

’’Det må De meget undskylde, Miss. Parker. Jeg så Dem slet ikke’’ Undskyldte hun roligt.

’’Det er helt okay.. Øhm?’’ Svarede jeg og søgte efter hendes navn.

’’Mrs. Baker.. Jeg er husholdersken’’ Præsenterede hun sig venligt og rakte roligt hånden frem imod mig. Nu meget mere forstående, smilede jeg afslappet og venligt og greb hendes hånd for at hilse på hende.

’’Nå, på den måde. Dem har jeg da ikke mødt før?’’ Svarede jeg venligt og slap igen hendes hånd.

’’Sig bare Du, Miss. Parker.. Nej, jeg kommer et par gange i hverdagene og gør rent og sådan, og jeg ved at De for det meste kun plejer at være her i weekenderne eller sent om aftenen i hverdagene. Jeg har fri om eftermiddagen, så det forklarer nok, hvorfor vi ikke har stødt på hinanden.. Men det er da endelig rart at få et ansigt på den smukke pige, som Mr. Bieber taler om så tit’’

Jeg smilede venligt over hendes sidste par ord. Det der med ros var jo altid rart at få, men jeg var bare ikke så god til at tage imod det. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv og faktisk skete det tit, at jeg blev en anelse forlegen..

’’Apropos Jamie. Ved du, hvor han er henne?’’ Spurgte jeg hende venligt og prøvede at komme lidt væk fra emnet om mig.

’’Han sidder i møde inde på sit kontor, Miss Parker’’ Svarede hun afslappet og fik mig til at nikke kort.

’’Sig bare Molly og Du. Jeg er ikke så formel’’ Smilede jeg venligt til hende, hvorefter jeg begyndte at gå imod Jamies kontor.

’’Mr. Bieber bad på det strengeste om ikke at blive forstyrret, Miss.. Øhm, Molly..’’ Lød det bag mig fra Mrs. Baker, som fik mig til at stoppe og kigge tilbage på hende med et lettere undrende blik.

’’Han fik gæster for ca. 10 minutter siden og bad mig sige, at han ikke skulle forstyrres’’ Fortsatte Mrs. Baker, da hun så mit undrende udtryk.

Jeg mærkede straks følelsen af, at der var noget galt, og det fik mig til at få det virkelig mærkeligt i kroppen. Jeg brød mig faktisk slet ikke om det hun sagde.. Her havde Jamie gået og sagt, at jeg aldrig kunne forstyrre ham, at jeg kunne komme og gå som det passede mig osv. og pludselig måtte ingen forstyrre ham?.

Jeg fik faktisk rimelig mange paranoiaer lige nu. Jeg blev virkelig usikker og kunne slet ikke tænke på andet end at komme ind og se hvad Jamie havde gang i.. Tænk hvis han sad sammen med en anden pige?..

Jeg vendte mig straks om og fortsatte imod Jamies kontor helt selvsikker og målrettet, men dog med kæmpe hjertebanken.

’’Molly, jeg tror ikke, at du har lyst til at gå derind lige nu’’ Forsøgte Mrs. Baker igen, da jeg stoppede op ved hans kontor og lagde hånden på håndtaget. Jeg kiggede tilbage på Mrs. Baker med et stålsat ansigtsudtryk og var virkelig seriøs lige nu. Hvis hun ikke ønskede, at jeg gik derind nu, så skulle hun sku have fundet en anden måde at sige det der på, for med de ord hun brugte, gjorde hun mig kun mere mistænksom og gav mig en endnu større trang til bare at brase derind og fange Jamie i det han absolut ikke ville forstyrres i!.

 

~

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Tirsdag d. 25. Juli, 2017. Kl. 10.54.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Hvor er Molly nu, Mrs. Baker?’’

’’Jeg hørte bruseren løbe ude på Deres badeværelse her for kort tid siden, så jeg tror Miss. Parker er i bad, Sir’’

’’Okay. Hvis hun spørg, så sig, at jeg sidder i møde på mit kontor og at jeg under ingen omstændigheder vil forstyrres’’

’’Det gør jeg, Sir’’

’’Tak, Mrs. Baker’’ Var det sidste Jamie sagde, før han lukkede døren ind til kontoret, hvor jeg netop også lige var blevet kaldt ind af ham.

Jeg forstod godt, hvorfor Jamie bad Mrs. Baker om at holde Molly væk herinde fra, for med det syn der mødte mig, da jeg kom herind, så ville Molly nok blive rimelig chokeret, hvis hun så det samme.. Eller måske så noget der var værre, for det var jeg ret overbevist om, at det blev?.

Patrick, Dylan, Sammy og Logan kom her for 5 minutter siden slæbende med Charlie, som mildest talt var rimelig stenet.. En lille gut på en 17-18 år, som Jamie havde ledt efter i efterhånden virkelig lang tid. Om det var en af drengene eller bare nogen andre idioter der var efter Charlie, der havde givet ham et kæmpe blåt mærke på siden af hovedet, anede jeg ikke. Faktisk var jeg også pisse ligeglad. Hvad jeg vidste var, at det nok ikke var det sidste mærke han fik idag. Jeg kendte Jamie og med alt den vrede som han havde udtrykt bare ved at tale om Charlie, som i lang tid ikke havde holdt sine aftaler om de penge han skyldte Jamie, så kunne det her umuligt udvikle sig til noget som helst fornuftigt eller godt..

’’Nå, Charlie..’’ Sagde Jamie idet han vendte sig om og helt afslappet i både ansigtet og kropsholdningen, gik hen imod hans skrivebord, hvor Charlie stod på den ene side med Patrick og Logan bag ham. Jeg selv, Sammy og Dylan stod med krydsede arme op af væggen, hvor vi havde fuld udsigt til både Charlie og Jamie.

Det var tydeligt at se, at Charlie var bange. Han prøvede godt nok at skjule sin frygt bag et lettere vredt og ondt blik der var rettet imod Jamie, men der var ingen tvivl. Han var så godt som lige ved at skide i bukserne af skræk. Det kunne man se på hans kropsholdning. Han stod med spændte og optrukket skuldre med svag bøjet nakke og gned sine hænder foran sig imens han usikkert trippede en smule og stod temmelig usikkert på benene. Det, at han troede, at han overhovedet kunne narre nogen med det ansigtsudtryk han forsøgte at bevare, fik mig nærmest til at grine.. Men selvfølgelig lod jeg vær.

’’Du nosser rigtig rundt i det for tiden, hva?’’ Fortsatte Jamie og stillede sig et lille stykke fra Charlie, så de stod ansigt til ansigt.

’’Tænk at mine gutter her, skulle finde dig nede i gågaden, hvor du har forsøgt at røve en slikbutik midt på dagen?.. Come on, Charlie, forfanden’’ Fortsatte Jamie og rystede lidt på hovedet af ham. Ja, det var sku da også for latterligt. en fucking slikbutik man. De lå aldrig inde med en skid alligevel!. Og så var han ikke engang maskeret eller noget?.

’’Jeg har ikke gjort en skid..’’ Brummede Charlie og sendte Jamie et vredt blik.

Jamie kiggede kort væk fra ham og tog en dyb indånding med et helt iskoldt ansigtsudtryk, hvorefter han i en meget hurtig bevægelse knyttede sin hånd og hamrede den ind i maven på Charlie, som rømmede sig kraftigt og straks bøjede sig frem og holdte sig om maven imens han støttede sig til Jamies skrivebord med den anden hånd.

’’Jeg bliver så provokeret, når folk tror jeg er dum, for jeg er ikke dum, Charlie.. Vel?. Jeg kan løse en lokumsrulle fyldt med sudokuer inden du kan pisse en brandert ud..’’ Brummede Jamie provokeret og iskoldt imens han satte sig ned på bordkanten ved siden af Charlie, som stod og hostede og ømmede sig kraftigt.

’’Til gengæld mangler du noget mellem ørerne, når du tror, at du kan gemme dig for mig og tro, at du bare kan skide sådan på mig’’ Fortsatte han og krydsede armene og kiggede ned på Charlie.

’’Du har fået dine penge.. Jeg skylder dig ikke en skid mere’’ Vrængede Charlie og kiggede vredt op på Jamie, som på ingen måder lod sig mærke af hverken det han sagde eller den måde han kiggede op på ham.

’’Jeg har reddet din røv.. Hvem hjalp dig, da det brændte mest på?. Hvad med alle dine små venner fra Los Angeles?. Hvad tror du de ville gøre, hvis de fandt ud af, at du var her?’’ Spurgte Jamie ham afslappet og kiggede iskoldt ned på Charlie, som straks vendte blikket væk.

’’Vi er kvit.. Jeg har ikke bedt dig om beskyttelse’’ Brummede Charlie og hostede svagt og knækkede sammen i benene, så han endte på knæene med den ene arm om maven og den anden hvilende på bordkanten.

’’Vi er kvit, når jeg siger vi er kvit.. Du har måske glemt den aften du kom brasende herop og bad mig hjælpe dig?’’ Spurgte Jamie iskoldt og uden at fortrække en mine i ansigtet.

’’Hvad snakker du om?’’ Brummede Charlie og hostede imens han igen kiggede op imod Jamie.

’’Nej, du husker det måske ikke.. Du var også rimelig ristet.. Om det var paranoiaerne der snakkede, eller om du faktisk havde en grund til at være bange ved jeg ikke, men du tiggede og bad mig om at hjælpe dig, og der aftalte vi, at du skulle arbejde for mig i de næste 3 måneder, fordi du ikke havde en krone.. Og siden har jeg ikke set dig?’’ Forklarede Jamie med så kold og kynisk en tone, at det kunne gøre selv den største rocker nervøs..

’’Hvis du ikke har set mig siden, har du heller ikke beskyttet mig, så jeg skylder dig ikke en skid man!’’ Brummede Charlie og virkede nærmest helt slået ud af den knytter han fik direkte i maven før.

’’En deal er en deal, Charlie, og det ved du godt. Laver du en aftale med mig, så binder den.. Det er jo ikke mit problem, at du går under jorden, så man ikke kan finde dig, selvom man får alle sine folk til at se efter dig... Og de skal jo også have noget for at rende rundt og bruge deres tid på at finde dig, ikke?’’

Charlie sukkede brummende og ømmende og rystede lidt på hovedet imens han bøjede nakken og så ned i skødet på sig selv imens han rokkede kroppen frem og tilbage.

’’Så, hvad gør vi, Charlie?. Hvordan vil du skaffe de penge du skylder mig?’’ Spurgte Jamie stadig med krydsede arme og med et iskoldt og alligevel afslappet blik, som han sad og vendte ned imod Charlie.

’’Jeg er efterhånden skide ligeglad med dig!.. Hvad kan du gøre ved mig, som du ikke allerede har gjort?. Tæske mig?. Få alle dine venner herop for at smadre mig eller hvad?’’ Brummede Charlie så vrissende, at jeg kunne se, at det provokerede Jamie voldsomt.

’’Jeg er ikke en skid bange for dig, Jamie!. Du er ikke andet end en lille oppustet nar, som..’’ Mere nåede Charlie ikke at lukke ud, før Jamie havde hamret ham en knytter på siden af hovedet og derefter havde taget fat i ham, så han stod lænet indover ham med ansigtet virkelig tæt på Charlies.

’’Prøv og hør, dit cokehoved, tror du jeg tager pis på dig, hva?!. Gør du?’’ Brummede Jamie ondt og strammede grebet om kæben på Charlie.

’’Hvem tror du, at du snakker til, hva?!’’ Brummede Jamie fortsat, hvorefter Charlie rev sig fra af Jamies greb og endte med at ligge halvt nede på gulvet, halvt sammenkrøbet og med et vredt blik op imod Jamie, som rettede sig op og tog en dyb indånding.

’’Jeg havde sådan håbet, at vi kunne klare det her mand til mand, men der skal åbenbart tungere midler i brug..’’ Sagde Jamie og gik lidt frem og tilbage omkring Charlie, som lå og var mere end forberedt på nogen slag. Han prøvede godt nok at skjule det, men hver eneste gang Jamie så meget som bare løftede en fod, rykkede Charlie en smule på sig, hvilket var et klart tegn på, at han var rimelig bange.

Hans frygt var dog reel nok, for idet jeg kiggede væk og over imod kontorets dør, som jeg hørte blev åbnet, trak Jamie sin fod tilbage og sparkede Charlie lige i hovedet, så han hurtigt ømmede sig og tog sig til hovedet imens han vendte ryggen til Jamie.

Jeg kiggede hurtigt tilbage imod døren, som Jamie stod med ryggen til, og så Molly stå og se lettere paf ud. Hun havde tydeligvis set Jamie sparke Charlie. Ja, det lyste nærmest ud af hendes lettere chokerede øjne..

Jeg kiggede hurtigt tilbage på Jamie.

’’Jamie..’’

’’Hold kæft!’’ Brummede han hurtigt meget vredt inden jeg overhovedet nåede at sige mere. Fuck man. Hvorfor hørte han ikke også døren gå op?. Nå ja, måske fordi hans fokus var på Charlie og hans ømmende udbrud og ikke på døren..

’’Din far, Charlie?.. Flin, det er det han hedder, ikke?. Han arbejder nede på havnen, ikke?’’ Spurgte Jamie Charlie, som straks kiggede op på Jamie og kneb øjnene sammen.

’’Du rør ham ikke!’’ Brummede Charlie ømmende og vrængende.

’’Hører du hvad jeg siger!. Jeg slår dig ihjel!. DU RØR IKKE MIN FAR!’’ Råbte Charlie hysterisk og forsøgte at komme op fra gulvet. Dog gik det ikke så godt, da Patrick stoppede ham og Jamie grinede kort og ondskabsfuldt og fik Charlies undrende opmærksomhed.

’’Slap af, Charlie. Jeg har slet ikke lyst til at røre ved din far..’’ Svarede Jamie og forvandlede sin stemme og sit ansigtsudtryk fra småsmilende til kynisk og ondt igennem hans sætning. 

’’..Men tænk på hvor tragisk det ville være. ’’Far druknet i havnen, Charlie Hanson forældreløs, se billederne’’..’’ Fortsatte Jamie ondt, hvilket fik mig til at kigge over på Molly, som stod helt lammet og chokeret og så rimelig skræmt ud.

Jeg kiggede tilbage på Jamie og Charlie og bemærkede, at Charlie havde svært ved at bevare nogen former for facade. Faktisk så han bare pinefuld og ked af det ud imens han vendte blikket ned i gulvet og havde svært ved at være i sig selv.

’’Forstår vi hinanden?’’ Spurgte Jamie ham og kiggede køligt ned på Charlie som hverken svarede eller lavede det mindste vink til Jamie om, at han havde forstået hvad han havde sagt.

’’Ja.. Det kan jeg se på dig, at vi gør..’’ Sagde Jamie afslappet og kiggede på Logan og Patrick, som han gjorde tegn til, skulle hjælpe Charlie op, hvilket de ikke tøvede med at gøre.

’’Betragt det her som en advarsel.. De penge skal falde senest d. 1..’’ Sagde Jamie, hvorefter han vendte sig om og så direkte hen imod døren og gik helt i stå, da han så Molly stå og kigge helt lamslået på ham.

Jamie vendte straks blikket hen på mig, men kiggede dog hurtigt tilbage på Molly, som rystede på hovedet af ham og virkede helt paf før hun vendte sig om og løb væk fra kontordøren og videre hen imod Jamies værelse ved siden af kontoret, hvilket jeg kunne se i den vinkel jeg stod i.

Jeg kiggede hurtigt tilbage på Jamie, som så skarpt på mig.

’’Jeg prøvede at sige det’’ Sagde jeg køligt, da jeg næsten kunne se på ham, at han prøvede at give mig skylden for, at Molly havde set hvad hun havde set. Jeg kunne læse det i hans blik. Istedet for at bebrejde sig selv, eller helt lade vær med at bebrejde nogen, så valgte han mig.

’’Drenge.. Få Charlie ud herfra..’’ Brummede Jamie og prøvede at virke helt rolig, men stadig bestemt i tonen.

Patrick og Logan tog et ordentlig greb om Charlie og slæbte ham derefter med ud af kontoret og videre hen imod elevatoren, med Sammy og Dylan lige efter sig, imens Jamie og jeg selv blev tilbage på kontoret.

’’Hvad fanden siger du ikke noget for man!’’ Brummede Jamie vrissende og kiggede skarpt på mig.

’’Prøvede jeg ikke eller hvad?!’’ Brummede jeg hurtigt tilbage og kiggede skarpt tilbage på ham.

’’Prøv lidt mere næste gang man!’’ Vrissede Jamie og vendte blikket væk fra mig imens han tog sig om nakken med begge hænder.

’’Pis man!’’ Brummede han for sig selv og bevægede sig hen imod sine store panoramavinduer.

’’Mrs. Baker!’’ Kaldte Jamie kort efter og vendte sig hurtigt om imod døren, hvor Mrs. Baker kort efter kom til syne, med et ansigtsudtryk, hvor man tydeligt kunne se, at hun vidste, at hun fik en skideballe, eller det der var værre lige om lidt.

’’Sagde jeg ikke, at Molly under ingen omstændigheder skulle herind?!’’ Vrissede han af hende imens han nærmede sig hende med nogen bestemte skridt.

’’Jeg forsøgte, Sir, men hun ville ikke lytte’’ Forsvarede Mrs. Baker sig med, så pænt hun nu kunne sige det.

’’Kræftedeme man!. Det er fandme ikke meget jeg beder dig om!’’ Småråbte Jamie lettere ophidset og vendte sig væk fra hende igen.

’’Jeg er ked af det, Sir, men hun var meget stædig. Så snart hun hørte, at du ikke ville forstyrres, kunne hun ikke komme hurtigt nok herind’’ Fortsatte Mrs. Baker imens frygten for, at hun om lidt ville blive fyret, lyste ud af hende.

’’Det er ikke din skyld, Mrs. Baker.. Du gjorde hvad du kunne’’ Brød jeg roligt ind, så både Mrs. Baker og Jamie kiggede på mig. Mrs. Baker med et taknemmeligt blik og Jamie med et virkelig undrende blik på mig.

’’Hvis du ikke allerede nu kender Molly godt nok til at vide, at hun ikke bryder sig om, at du holder noget hemmeligt for hende, ikke?. Så er du fandme dummere end vådt pap’’ Sagde jeg alvorligt og kiggede seriøst på Jamie, som ikke rigtig svarede men bare kiggede køligt og ulæseligt på mig, og indimellem også Mrs. Baker.

’’Gå ind og tal med hende’’ Sagde Jamie til mig og hintede med hovedet imod døren.

’’Hvorfor skal jeg?.. Tror du ikke hellere, at hun vil tale med dig?’’ Spurgte jeg ærligt og kiggede på ham som om, at han var idiot.. Selvfølgelig havde jeg ikke noget imod at gå op og tale med Molly, men jeg forstod fandme ikke hvorfor han ikke selv gjorde det?.

’’Nej, det tror jeg fandme ikke.. Ikke efter det hun lige har hørt..’’ Svarede Jamie med et svagt strejf af opgivelse i stemmen, imens han gik rundt om sit skrivebord og satte sig ned i sin stol.

Jeg sukkede tungt og rystede lidt på hovedet af ham. Hvis jeg havde været ham lige nu, havde jeg fandme ikke sendt en anden hen og snakke med min dame for mig. Det var sku da for tamt.. Men det sagde jeg selvfølgelig ikke til ham.. Mest fordi, at jeg faktisk havde noget at sige til hende efter det hun nu havde været vidne til.. Måske troede hun på mig nu?.. 

______________________________________________

Undskyld at kapitlet først kommer ud nu, men det har været en virkelig travl og meget lang dag :) 

Håber i kan lide det - Kom gerne med bud på hvad i tror der sker nu :D 

 

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...