Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
579578Visninger
AA

79. Forræder!..

 

Location: Seattles gader, Seattle. Dato: Lørdag d. 7. Oktober, 2017 Kl. 19.10.

 

*Justins Synsvinkel*

 

Første dag i helvede var næsten overstået.. Seriøst?. Kunne det overhovedet blive værre?. Holdte det nogensinde op?. Hvad fanden var meningen overhovedet med alt det her?.. Ja, det var bare nogen af de tanker der havde kørt i mit hoved hele dagen. Gentagelse på gentagelse og hele tiden uden et seriøst svar.

Efter alt det arbejde, så var jeg røget direkte tilbage på nul!. Eller, måske 2-3 ud af 10, hvor jeg, før Jamie kom ud, havde været på 8-9 stykker, når det gjaldt Molly.. Men seriøst. Det blik hun havde i øjnene i morges gjorde mig sikker på, at hun tøvede.. Tøvede på os. Jeg ville have spurgt hende, men selvfølgelig kom Jamie på det mest latterlige tidspunkt, så jeg ikke nåede det, og før jeg overhovedet nåede at få chancen for at hive fat i hende igen, var hun smuttet fra lejligheden.. Og det fik mig til at gøre det samme.

Jeg var startet med at tage ned til Toby i hans garage, som et håbløst forsøg på at komme lidt på afstand af det hele, men desværre virkede det ikke. Derfor havde jeg forslået Toby, at vi fik fat i alle de andre, som mødte os nede på pubben, hvor vi havde fået et par øl som jeg gav. Men heller ikke det fik mig til at glemme, eller komme på afstand af mine tanker..

Og nu gik jeg så her.. Slet ikke fuld, men med alkohol i blodet, og hovedet fyldt med præcis de samme tanker som tidligere.

Jeg havde så småt valgt at vende næsen hjemad. Jeg gad ikke være på pubben længere, og da det var begyndt at blive gråt og småkoldt, følte jeg ikke for andet end at gå hjem og bare opholde mig oppe på mit værelse.. Eller, egentlig havde jeg heller ikke særlig meget lyst til det, men hvor fanden skulle jeg ellers gå hen?. Jeg kunne ikke holde ud at være nogen steder. Hverken ude eller hjemme, men igen. Det var småkoldt, så hjemme vandt til sidst.. Det eneste, udover vejret, der opvejede at tage hjem, var tanken om, at Molly måske var hjemme, så jeg kunne få muligheden for at tale med hende alene.

Jeg havde overhørt Jamie og Mollys samtale efter, at jeg gik fra køkkenet og op ovenpå i morges. Jeg stod lidt oppe ved trappen og hørte, at Jamie havde tænkt sig at tage i byen trods det, at Molly ikke havde, så nu hvor muligheden var der, så greb jeg den. Dog var jeg ret sikker på, at Jamie ikke var smuttet endnu, da det stadig var meget tidligt at tage til fest, men som sagt, så havde jeg tænkt mig at opholde mig på mit værelse.. Bare indtil Jamie var smuttet og jeg igen fik muligheden for at tale med Molly..

Jeg drejede rundt om hjørnet til højhuset vi boede i, og gik hen til opgangen. Jeg låste døren op og kom ind i stueetagen, hvor jeg trykkede elevatoren ned til mig, og heldigvis tog det den ikke lang tid at nå herned.

Elevatoren dingede og dørene gik fra, hvor jeg straks fik øje på Fred, som åbenbart igen var blevet sat til at håndtere elevatortjansen. Jeg sendte ham et kort nik, som han gengældte diskret imens han gik hen til instrumentbrættet på væggen i elevatoren. Han scannede sit kort og tastede koden, så elevatoren lukkede sig i og begyndte at køre op imod lejligheden.

Ikke længe efter stoppede elevatoren igen og dingede, hvorefter dørene gik fra og jeg straks fik øje på Jamies bodyguard Tony og hans makker Andy, som stod på hver deres side af elevatordørene i deres sorte jakkesæt og med deres walkie-øredims i hver deres øre.

Jeg gik ud af elevatoren og ned imod stuen imens jeg så mig omkring for at finde ud af, hvem der var hjemme, men opgav hurtigt, da der ikke var nogen at se overhovedet.

Jeg vendte mig om igen, for at gå ovenpå, men stoppede straks og fik et lille gip i kroppen, da jeg straks fik øje på Jamie, der kom gående helt afslappet imod mig ovre fra hans kontor af med krydsede arme og et køligt blik.

’’Hva så?. Leder du efter nogen?’’ Spurgte han mig køligt og stoppede op ca. en meter foran mig.

’’Jeg skulle bare se om der var nogen hjemme..’’ Svarede jeg roligt og ligeså køligt som ham, og så ham i øjnene imens han nikkede kort og lettere køligt.

’’Jeg går op..’’ Indskød jeg kort, da Jamie ikke sagde mere, og gik derefter udenom ham og hen imod trapperne til førstesalen.

’’Du, Justin?..’’

Jeg stoppede kort op og så mig tilbage, hvor Jamie roligt gik hen imod mig.

’’Hvad?’’ Spurgte jeg lettere træt og gad virkelig ikke have nogen samtale med ham.

’’Den dag jeg blev taget?.. Hvor var du egentlig?’’ Spurgte Jamie og så spørgende på mig.

’’Det kan jeg sku da ikke huske?..’’ Svarede jeg undrende og rynkede panden lidt imens jeg rystede på hovedet.

’’..Hvorfor?’’ Spurgte jeg kort efter videre og så spørgende tilbage på ham.

’’Nå, du var her bare ikke.. Som den eneste?..’’ Svarede Jamie uden så meget som at vende blikket væk fra mig én eneste gang.

’’Hvor vil du hen med det der?’’ Spurgte jeg og rynkede øjnene kraftigt imens jeg drejede mig helt rundt, så jeg stod face to face med ham.

’’Jeg havde lige fået hentet mine varer. Du plejer altid at være der til at hjælpe mig med at pakke dem og få dem fjernet?.. Men du var der ikke.. Du tog ikke engang telefonen, når man ringede til dig?..’’

Hans iskolde blik, som borede sig ind i mit, var så tydelig, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det her moment ikke gav mig mega hjertebanken. Ærligt, så kunne jeg bedst beskrive det som.. Mega surrealistisk..

’’Din fucking forræder!..’’ Brummede han hviskende, så et koldt gys løb ned af ryggen på mig eftersom, at hans stemme var mere ond end nogensinde før.

’’Tænk, at det skulle være min egen bror, der stak mig!..’’ Brummede Jamie og gik tættere på mig imens jeg bare stod iskold og så ham direkte i øjnene. Ærligt, hvad skulle jeg også sige?. At det var løgn?.. Tja, så ville jeg da først lyve..

’’Fucking lille forræder man!’’ Brummede Jamie, hvorefter jeg så ham bevæge sig hurtigt kort før mit blik flakkede og en utrolig stram smerte overmandede mit hoved, så jeg intet kunne se i flere sekunder.

Jeg mærkede endnu et slag i hovedet, hvilket fik mig til at stønne kort imens jeg mærkede, at jeg mistede balancen og kort efter faldt til jorden, hvor jeg ramte trapperne, der førte ovenpå, med ryggen først, så en smerte også bredte sig der.

Jeg mærkede et hårdt greb omkring min trøje ved mit bryst. Jeg slog øjnene op og så lige op og direkte ind i et par mørke rasende øjne. Jeg pustede tungt og prøvede at holde et så køligt blik som muligt, så han ikke fik tanken om, at han på nogen måder havde skræmt mig.. Trods alt, så skulle han ikke have den fornøjelse. Mest fordi, at det ville være et totalt forkert signal at sende ham. Jeg var sku ikke bange for ham, og det blev jeg aldrig nogensinde!. Det havde jeg vidst også bevist efter det jeg havde gjort.. Mig kunne han sku ikke knække!.

’’Hvis det ikke var fordi, at du var min bror.. Så var du kræftedeme en død mand!’’ Brummede Jamie med en tung vejrtrækning og et skift blik fastfrosset til mit.

’’Fis op og pak dit lort.. Nu!’’ Brummede han videre og slap mig hårdt, så jeg pustede tungt og mærkede adrenalinen pumpe rundt i kroppen på mig.

Jeg kiggede efter Jamie, der uden så meget som at se sig tilbage én eneste gang, gik målrettet imod sit kontor. Jeg rejste mig op fra trapperne og mærkede ømheden sprede sig ud i de fleste ender af min krop imens jeg vendte mig om og bevægede mig med rolige skridt op af trapperne, så jeg kunne komme op og gøre som Jamie havde bedt mig om..

Jeg havde set denne her dag komme. Og ja, jeg var forberedt!. Dog havde jeg håbet, at nogen ting var lidt anderledes.. Blandt andet det faktum, at jeg ikke skulle overlade Molly til hende selv og Jamie bagefter det her optrin imellem Jamie og jeg.. Det var et sats jeg måtte tage, men jeg var for langsom.. Drømmesenariet havde været, at Molly havde været her, set hvad Jamie havde gjort, hørt min begrundelse for mit valg, forstået mig.. Og derefter være gået med mig..  

’’Fuck..’’ Mumlede jeg køligt for mig selv, da jeg nåede de sidste par trin op af trappen og forsvandt ned af gangen imod mit værelse.. Eller.. Mit tidligere værelse..

 

~

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Lørdag d. 7. Oktober, 2017 Kl. 21.29.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Jeg sukkede tungt og gned et par vanddråber af min pande, som var trillet ned fra mit hår, imens jeg trådte ud af elevatoren, hvor Jamie igen havde fået placeret sin elevatormand, som jeg ikke lige kunne huske hvad hed.

Udenfor elevatoren stod to af Jamies bodyguards, som jeg kort sendte et par blikke. De var her ikke i morges, men efter at have stødt på elevatormanden, så kom det slet ikke bag på mig, at Jamie igen havde fået sine bodyguards til at stå vagt ved elevatoren heroppe.. Tja, så manglede vi sku bare dem nede i kælder- og stueetagen, så var alt som det plejede.. Så kunne man igen gå og føle sig overvåget og aldrig alene, når man var herhjemme. Nu havde man selvfølgelig lige vænnet sig til, at de ikke var her, så det var sku lidt som at starte forfra..

Jeg gik forbi Jamies bodyguards imens jeg trak min våde jakke af min våde krop. Regnen silede ned udenfor og jeg var gået hjem fra Becca. Det havde været skønt med en rigtig slap-af-dag sammen med hende og de andre, som var endt med at joine os eftersom, at regnen havde fået dem til at tage beslutningen om at blive hjemme fra festen nede ved søen. Ja, jeg forstod dem sku godt. Det var de færreste der havde lyst til at tage til en udendørsfest, når det regnede så voldsomt. Dog havde de tjekket vejret for imorgen og havde aftalt at tage derned, da det skulle blive godt vejr, men nu måtte vi jo se. Vejret i Seattle skiftede konstant, så det kunne sagtens nå at blive regnvejr imorgen også..

Det tog mig ikke lang tid at få øje på Jamie, der sad med ryggen til mig nede i stuen. Det overraskede mig slet ikke, at han stadig var hjemme. Igen måtte det jo være pga vejret, at han havde droppet at tage i byen. Dog undrede det mig lidt, at han sad der helt alene uden så meget som tv’et tændt.

Jeg gik med rolige skridt ned af trappetrinene til stueområdet og rundt om sofaen han sad i, så han kunne se mig. Jeg rynkede panden lidt, da han ikke engang så til min side, men bare sad og stirrede køligt frem for sig imens han tog et glas op til munden og bundede den sjat, som jeg kunne regne ud, var ren whisky pga den halvtomme flaske der stod på bordet foran ham og talte sit tydelige sprog.

’’Jamie?’’ Spurgte jeg lettere undrende og lagde min jakke fra mig på en af de andre sofaers ryglæn, hvorefter jeg satte mig over ved siden af ham, uden at tage blikket fra ham én eneste gang. Det var tydeligt, at der var noget i vejen. Det var sku sjældent, at han var så stille.

Jeg fik lidt hjertebanken, da frygten for, hvad Jamie havde i hovedet, kom til mig.. Tænk, hvis han vidste noget om Justin og mig..

’’Hvorfor sidder du bare her?’’ Spurgte jeg videre meget stille og med en kæmpe knude i maven, uden at tage blikket fra ham.

Jamie slap sit glas med munden og sank sin tår med et køligt udtryk i ansigtet, imens han nærmest smed sit glas på sofabordet, så det klirrede lidt og drejede en halv omgang rundt om sig selv.

’’Tss..’’ Fnøs han køligt og rystede på hovedet imens han stirrede ned på sit tomme glas, og sad med lettere spredte ben, hvor han lod sine underarme hvile på hans lår, så hans hænder mødtes i mellemrummet imellem hans ben.

’’Jeg har gjort alt for den knægt man, og så stikker han mig kræftedeme som en anden lille forræder man!..’’ Brummede Jamie køligt for sig selv og blev nærmest mere vred jo længere i hans sætning han kom.

’’Hvem?’’ Spurgte jeg stille og fugtede blidt mine læber med min tungespids.

’’Ja, hvem fanden tror du!?’’ Brummede Jamie lavt og vredt, og så først hen på mig nu, med et blik der var køligere end vinteren på sydpolen!.

’’Ja, det ved jeg ikke, Jamie. Det er derfor jeg spørger’’ Svarede jeg ham helt roligt for ikke at tirre ham yderligere. Dog virkede min taktik ikke eftersom, at Jamie i en hurtig bevægelse rejste sig fra sofaen med et vredt kropssprog.

’’Jamie, fortæl mig nu, hvad..’’

’’Justin har solgt mig, Molly!’’ Afbrød Jamie mig vrissende, så jeg straks stoppede med at snakke, og specielt efter hans ord, blev jeg meget stille.. Vent?.. Hvad sagde han lige der?.

’’Det var ham der stak mig dengang jeg røg ind!. Og ikke nok med, at han stak mig, så har han også samarbejdet med panserne der har sagen imod mig man!’’ Fortsatte Jamie og så stramt og vredt ned på mig, så jeg slet ikke var i tvivl om, at det her var fucking seriøst og ikke nogen virkelig dårlig joke, som jeg allerførst troede.. Okay, det troede jeg stadig, da jeg havde utrolig svært ved at tro på, at det han sagde var sandt.. Eller, jeg havde ikke svært ved det.. Det var fuldkommen umuligt for mig at tro på det!.

’’Hvad snakker du om, Jamie?’’ Spurgte jeg småhviskende med en klump i halsen og så uforstående på mig.

’’Hører du fucking ikke efter eller hvad?!. Justin stak mig til panserne og fortalte dem om min forretning, så de kunne knalde mig man!’’ Småråbte Jamie imod mig med et lettere hidsigt blik.

’’Hvor har du det fra?’’ Spurgte jeg totalt uforstående og så helt mundlamt og undrende på ham imens mit hjerte pumpede voldsomt imod mit bryst.

’’En af mine kontakter.. Bryan. Ham, som dengang hjalp mig med at spore dig, og som igennem lang tid har hjulpet mig med at finde frem til personer jeg har ledt efter..’’ Startede Jamie lidt mindre hidsigt imens han satte sig ned ved siden af mig i sofaen igen. Dog uden at virke særlig meget mindre anspændt i kroppen. Ja, det var alt for tydeligt at se. Hans skuldre sad næsten helt oppe ved ørerne og hans ene ben trippede helt vildt.

’’Jeg har hele tiden troet, at det var ham Ryan, der havde stukket mig. Du ved, ham med den bror der, som..’’

’’Ja, jeg ved godt, hvem du taler om’’ Indskød jeg hurtigt og fik hurtigt Jamies blik vendt over på mig imens jeg klart og tydeligt kunne huske Ryan.. Og ikke mindst hans lurende blik, som han havde i øjnene, da han fuldstændig nedstirrede mig inde på Jamies kontor, hvor han sad og ville snakke med Jamie om hans afdøde bror..

Jeg kunne se på Jamies vrede øjne, at han mest havde lyst til at sige, at jeg ikke skulle afbryde ham, men istedet for at påpege det, valgte han bare at nikke kort og køligt til mig.

’’Jeg troede først, at det var ham, men da det gik op for mig, at det nok ikke var ham, satte jeg Bryan på sagen.. Jeg bad ham finde ud af noget, og den eneste måde han kunne det, var hvis han hackede sig ind i politiets systemer.. Hvis det bliver opdaget står man nærmest til livstid, så Bryan var ikke meget for det..’’

’’Så du betalte ham for det?’’ Spurgte jeg ind og fik Jamie til at nikke kort i hans pause, som han holdte kort inden han fortsatte med at tale.

’’Det tog ham lidt tid, men da han kom ind fandt han alle mine sager og tog en kopi af hele lortet. Han kom forbi med dem idag, så jeg selv kunne se dem..’’ Forklarede Jamie imens han hældte endnu en sjat whisky op i sit glas, som han tog en tår af. 

’’Justin har fuldstændig solgt mig man!. Det var ikke engang fordi at panserne havde en klemme på ham dengang, at han stak mig. Han opsøgte kræftedeme selv panserne og fortalte dem om min forretning og at jeg ville modtage mine varer den dag panserne kom!. Det hele var fucking planlagt man!. Det var også derfor, at Justin ikke var her, da panserne kom.. Han vidste, at de ville dukke op!..’’ Brummede Jamie og skyllede resten af sin whisky-sjat ned i en slurk og satte sit glas fra sig igen.

’’..Og i alt den tid jeg har siddet inde, har han samarbejdet med panserne omkring min sag. Han har givet dem informationer om mig og min forretning!. Alle de steder, hvor jeg har folk til at sælge. Alle mine kontakter udenfor byen, som jeg køber mine varer af.. Alting man!’’

Jeg tog en dyb indånding og rystede lidt på hovedet og så frem for mig, så jeg så udover Seattle imens jeg satte mine albuer på knæene og satte mine hænder op i en bedende stilling foran min mund og næse.

’’Hvad er der?’’ Spurgte Jamie ved siden af mig og havde tydeligvis set min reaktion. Jeg rystede lidt på hovedet og gled min ene hånd igennem mit våde hår uden at tage blikket fra vinduerne med den smukke udsigt.

’’Det kan ikke være rigtigt..’’ Sagde jeg og lænede mig tilbage i sofaen imens jeg krydsede mine arme og tydeligt mærkede Jamies blik følge hver eneste bevægelse jeg lavede.

’’Kan det ikke være rigtigt?!.. Jeg har fucking siddet og læst hele lortet!. Alle pansernes fucking rapporter, hvor Justin har talt med dem og givet dem alt hvad de havde brug for at vide man!’’ Brummede Jamie, så jeg vendte blikket hen på ham og væk fra udsigten.

’’Hvis han har det, så havde han også bustet ham selv’’ Sagde jeg hurtigt og rynkede panden lidt, da det undrede mig, at Jamie ikke engang selv havde tænkt den tanke. Hvis Justin virkelig havde stukket ham, så var Justin ikke engang selv en fri mand!.

’’Tss..’’ Fnøs Jamie med et lettere flabet smil, hvorefter han rystede på hovedet og rejste sig fra sofaen.

’’Du ved ikke en skid om det, kan jeg høre, hva?.. Hvis du giver panserne de informationer de har brug for, så samarbejder du og derved slipper du selv for straf.. Det er det man populært kalder, at lade de små fisk slippe igennem nettet, så man kan fange de store!..’’ Vrissede Jamie vredt ned imod mig efter igen at være trådt ud på gulvet.

’’Er du sikker på, at de papirer er ægte?. Det ligner sku da ikke Justin at gøre sådan noget?’’ Sagde jeg ærligt og så undrende på ham.

’’De papirer er ægte, Molly!. Den lille fucking forræder har solgt mig man!. Lige fra starten har han vidst alt man!. Det er endda også hans skyld, at dine besøg hos mig i spjældet altid blev overvåget man!’’ Vrissede Jamie og hævede stemmen af bar vrede.

’’Hvordan kan det være hans skyld?’’ Spurgte jeg uforstående og rynkede igen øjnene.

’’Fordi han har sagt til panserne under en af deres samtaler, at jeg slår dig man!. Han har siddet og sagt, at han har nægtet at udtale sig mere om mine sager, hvis ikke de sørgede for, at dine besøg ikke altid var overvåget, så du var sikker!’’

Jeg lukkede langsomt øjnene og tog mig til næseryggen med to fingre imens jeg vendte hovedet lidt ned og pustede tungt. Godt nok troede jeg slet ikke på alt det her, men.. Lige det der.. Det lød ret meget som noget Justin sagtens kunne have sagt. Han havde jo flere gange selv givet udtryk overfor mig, at han ikke brød sig om at jeg var alene med Jamie, eller i det hele taget tog derind..

’’Det kan bare ikke passe..’’ Mumlede jeg opgivende og med en utrolig ubehagelig følelse i kroppen.

’’Men det gør det!. Han er en fucking forræder man!’’ Vrissede Jamie, som tydeligvis havde hørt min mumlen, så jeg så op på ham med et opgivende blik.

’’Det må være en fejl, Jamie’’ Sagde jeg med et tungt suk og fik straks hans blik vendt over på mig.

’’En fejl?!. Han modsagde mig ikke engang, da jeg tog den med ham tidligere man!. Hvordan fanden kan det være en fejl, hva?!’’ Vrissede Jamie og så undrende på mig.

’’Der må være noget du ikke ved så?. Justin ville aldrig skade nogen bevidst.. Og slet ikke sin egen bror’’ Sagde jeg ærligt og fik det straks virkelig ubehageligt, da Jamie smilede sarkastisk til mig med lidt lyd på.

’’Og det ved du efter at have kendt ham, i hvad?. 10 minutter?’’ Spurgte Jamie og krydsede sine arme imens han gik lidt tættere på mig og stoppede op ved sofabordets ende, ca. halvanden meter fra mig.

Jeg sank en klump i halsen uden at tage mit blik fra hans.. Okay, måske skulle jeg lige have tænkt mig om, inden jeg bare lod det komme direkte fra hjertet.. Hvordan fanden reddede jeg lige denne her?. Shit man!. Jeg skulle ikke have været så selvsikker og overbevist om, at Justin ikke var sådan!..

’’Justin er ligeså kynisk og kold i røven som jeg er, når jeg laver forretninger..’’ Indskød Jamie køligt, så jeg forblev tavs og endte med at kigge lidt ned og væk fra ham. Jeg lagde mine arme langs mine samlede lår og begyndte at rode lidt ved mine negle imens mit hjerte pumpede derudaf og gjorde det fuldstændig umuligt at overhøre det i mine ører.

’’Hvorfor er du så overbevist om, at det ikke er rigtigt?’’ Spurgte Jamie og brød igen stilheden med hans kølige stemme. Jeg bed mig diskret i læben og trak lidt på skuldrene uden at se væk fra mine negle, som jeg fortsat pillede ved.

’’Sådan kan han bare ikke være.. Det er ikke ham..’’ Svarede jeg fortsat ærligt. Ja, jeg fortsatte med at holde fast. Hvis jeg trak i land nu, så ville Jamie måske få mistanke til noget, så jeg stod fast og var selvsikker i mine udtalelser..

’’Du tror Justin er et af guds bedste børn, hva?..’’ Sagde Jamie køligt og fik mig til at kigge op på ham, hvor jeg fik et gip i kroppen over at se hans lettere vrede blik, som stirrede afventende på mig.

’’Nej, men, forfanden, Jamie.. I den tid du ikke har været her, der har jeg hængt ud med Justin, og jeg tror bare ikke på, at Justin kunne finde på at gøre sådan noget’’ Sagde jeg selvsikkert og fik en lille ro i kroppen, da jeg følte, at den sætning meget godt reddede mine tidligere udtalelser om Justin.. Nu fik Jamie i det mindste en slags begrundelse for, hvordan jeg kunne udtale mig sådan om Justin uden at der nødvendigvis var noget mere i det..

’’Stop med at forsvarer ham man!. Nu skal jeg fandme fortælle dig, hvordan Justin kan være!..’’ Brummede Jamie vredt og så skarpt på mig, så jeg sank en klump i halsen.

’’Nu hvor du er kommet så skide tæt på Justin, så ved du vel også, at han af og til tager til baseballkampe, right?’’ Brummede Jamie imens han satte sig ned på sofaens armlæn med den ene fod oppe i sofaen, hvor han lagde sine krydsede arme på knæet uden at tage blikket fra mig.

’’Jo?’’ Svarede jeg og nikkede svagt.

’’Har du nogensinde været med ham til en af de kampe?’’ Spurgte Jamie videre med et køligt blik.

’’Nej, han.. Han sagde, at det var en ting som ham og hans venner havde sammen’’ Svarede jeg lettere undrende over, hvor han ville hen imens jeg samtidig tænkte på, at jeg faktisk var pisse ligeglad med at komme med til en kamp. Baseball interesserede mig slet ikke, så for mig var det helt fint, at han havde sine venner at tage til baseball med..

’’Okay.. Sagde han også, at han stort set før eller efter hver eneste kamp, samler sine venner og gennembanker en anden gruppe drenge, som kan være helt ned til 16-17 årige knægte?..’’ Spurgte Jamie køligt..

Det mærkede det vildeste stød løbe igennem min krop og alt stod pludselig stille for mig. På et sekund føltes det som om, at jeg blev revet væk fra en verden og placeret midt i en anden!..

’’Nå, det vidste du ikke?.. Tænk, det troede jeg, nu hvor i har brugt så meget tid sammen..’’ Indskød Jamie efter at have registreret min totalt mundlamme måde at reagere på.

’’Justin er hooligan, Molly. Han får det vildeste kick ud af de slåskampe.. Han nyder det!. Han nyder at gå amok på andre og han er pisse ligeglad med, hvor gamle de så er!.. Så kom ikke her og forsvar ham overfor mig, for jeg kender ham fandme bedre end du nogensinde kommer til man!’’ Vrissede Jamie og rejste sig fra sofaens armlæn og vendte sig om og gik.

’’Hvor skal du hen?’’ Spurgte jeg med en kæmpe klump i halsen, som i det samme fik min stemme til at knække en smule.

’’Ind og have noget fred!’’ Brummede Jamie uden så meget som at se sig tilbage eller stoppe sin gang imod hans kontor, som han forsvandt ind i og smækkede døren efter sig.

Jeg vendte blikket væk fra døren ind til Jamies kontor og kiggede tilbage ud på udsigten over Seattle imens jeg rynkede panden lidt og mærkede tårerne langsomt snige sig op i mine øjne.

Jeg kneb øjnene sammen, da jeg kunne mærke, at mine tårer ikke kunne holdes inde, og bøjede nakken og tog mig til ansigtet med begge hænder. Hvis ikke det var fordi, at Jamie havde et andet og rimelig godt argument for Justins handling, så havde jeg nægtet at tro ham.. Det var slet ikke den Justin jeg kendte, men efter det Jamie fortalte mig, så blev jeg faktisk i tvivl.. Kendte jeg overhovedet Justin?.

Faktisk var det ikke engang det at finde ud af, at Justin havde stukket Jamie, der gjorde så forbandet ondt og næsten splittede mig ad indvendig.. Nej, det var det, at han havde holdt det skjult for mig!.

Justin og jeg havde tit siddet og snakket om baseball sammen, hvor jeg havde spurgt ind til kampene og sådan, og ikke engang der havde han nævnt det!. Han havde haft alle muligheder for at fortælle mig det, men det havde han valgt ikke at gøre!..

Okay, selvfølgelig kunne jeg da godt se, hvorfor han sneg sig udenom netop det emne, når vi snakkede om baseball, og et eller andet sted, så forstod jeg ham også godt, da det var temmelig klart for alle og enhver, at det ikke ville være særlig populært hos mig og selvfølgelig var det ikke noget man snakkede højt om, så det var slet ikke det, der gjorde ondt.. Nej, det der gjorde ondt var, at han havde lovet mig aldrig at have nogen hemmeligheder for mig uanset hvad.. Og at han havde givet udtryk for, at jeg kendte ham bedre end nogen andre!.. Det var jo løgn!.

Jeg hulkede svagt for mig selv og tørrede mine kinder, da det gik op for mig, at jeg var blevet holdt totalt for nar. I virkeligheden var Justin slet ikke den han havde vist mig!. I alt den tid, hvor jeg havde troet, at vi stolede blindt på hinanden, havde han gået og haft hemmeligheder og løjet for mig, trods det, at han havde set mig i øjnene og lovet, at han ikke havde nogen hemmeligheder for mig!.

Det løfte var det rene bullshit og det flænsede mit hjerte fuldstændig at finde ud af sandheden.. Nej, faktisk var det ikke sandheden der ødelagde mig.. Det var det faktum, at det var Jamie der skulle fortælle mig det og ikke Justin!. Havde Justin fortalt mig alt det her.. Så havde tingene set helt anderledes ud.

Jeg dømte aldrig nogen, så hvis Justin havde stået ved sine ord overfor mig, så havde han fortalt mig det hele og stolet på, at jeg hverken ville gå fra ham eller se anderledes på ham. Selvfølgelig ville det nok være ligeså stort et chok for mig, som det var nu, men.. Det havde givet mig indtrykket af, at han mente hvad han sagde, når han sagde, at jeg som den eneste måtte se ham for den han virkelig var uden hemmeligheder og løgne, som var indblandet!.

Jeg snøftede svagt og kiggede hen imod min jakke og uden at tænke mere, rejste jeg mig op og gik hen og fiskede min mobil op af lommen på den.

Jeg åbnede den hurtigt og gik ind i beskeder, hvor jeg fandt mine og Justins beskeder, og gav mig til at skrive en besked.

’’Hvor er du henne?. Jeg har brug for at tale med dig :’( ’’

Jeg trykkede på send imens jeg tog en dyb indånding og håbede, at han ville svare hurtigt. Jeg havde bidt mærke i, at Jamie tidligere sagde noget med, at Justin ikke engang benægtede noget, da han konfronterede ham, så jeg regnede ikke med, at Justin var hjemme..

-Derfor skrev jeg en besked, så jeg kunne finde ud af hvor han var taget hen, og lød slet ikke sur.. Men tro mig.. Det var jeg!.

____________________________________________________

Wow!. Sikke en bombe der kom der, hva?! :O 

Var der nogen af jer der havde set det komme?. 

Havde i nogensinde gættet at Justin kunne være sådan? :O 

 

Næste kapitel kommer snart igen :) 

Massere af krammere herfra <3 

Skøn dag til alle :) <3

-NetteC 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...