Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
575409Visninger
AA

38. Fælden Klapper!.

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Onsdag d. 30. August, 2017 Kl. 12.45.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Det var med kæmpe uro i maven, at jeg sad i min hvide stol inde på Jamies kontor og så på Jamie og hans venner veje og dele 5 store poser med coke. Jeg havde overhørt dem sige, at der var 5 kg i alt i de poser og at det skulle fordeles i 1 grams poser..

Min første tanke var, at det sku da kom til at tage hele dagen, hvis de skulle veje 5 kg og dele det ud i poser, hvor der skulle være 1 gram i hver. 5000 poser?!. Det var jo vanvittigt!.

Min følelse omkring det var mega ubehagelig, da jeg på ingen måder brød mig om alt hvad der havde med stoffer at gøre. Jeg kunne ikke forklare det, men hver eneste gang jeg var i nærheden af stoffer fik jeg det virkelig dårligt og følte mig langt fra tilpas. Set med mine øjne var det det værste du kunne gøre imod dig selv og din krop. Det kunne jo gå gruelig galt og hvis jeg kunne, så havde jeg taget hele lortet og skyllet ud i lokummet!. Men af simple, men ret gode grunde, så var det nok ikke smart at gøre..

Det at have en kæreste der købte og solgte så store mængder, eller bare i det hele taget købte og solgte stoffer generelt, havde jeg det virkelig skidt med.. Men jeg elskede ham jo forfanden så højt, at det halve kunne være nok, så hvad kunne jeg gøre?. Jeg kunne ikke engang sige til ham, at han skulle lade vær, for.. Ja, det havde jeg faktisk prøvet, da jeg fandt ud af det, men det gjorde ingen forskel overhovedet. Jamie var stålfast og kom med en lang forklaring om hvorfor det ikke var en mulighed for ham at stoppe hans forretning på den måde..

For mig at se handlede det kun om penge for ham. Det var den eneste grund jeg så, der gjorde, at han ikke havde tænkt sig at stoppe den forretning. Et simpelt regnestykke.. Hvis ét gram kostede 500 kr. hos Jamie og han selv havde købt det for 250 kr. og så købte 5 kg.. Så tjente han 1.250.000 kr. på det.. Det var voldsomme penge og et eller andet sted kunne jeg da godt se hvor god en forretning det var, men.. Det gjorde på ingen måder, at jeg blev okay med det. Faktisk, hvis jeg skulle være helt ærlig, så holdte jeg Jamie ansvarlig for, hvis nogen i byen døde af det lort, for som Jamie havde fortalt mig, så styrrede han hele markedet her i byen, når det kom til coke.. Alle der havde noget på sig, havde købt det af nogen, der kunne spores tilbage til Jamie, som sad og pakkede det hele midt i denne her lejlighed, hvor jeg befandt mig nu!..

Min sidste tanke gav mig det vildeste og mest ubehagelige sus i kroppen og de klammeste kuldegysninger ned af ryggen. Jeg følte mig så skyldig af at sidde og overvære det her. Ærligt, så havde jeg bar mest lyst til at gå. Jeg skulle have været hurtig og spurgt Justin om jeg måtte løbe en tur med ham, for så slap jeg da i det mindste for at være her lige nu..

Apropos Justin, så havde jeg tænkt meget på ham.. Okay, det gjorde jeg nok sådan lidt hele tiden, men altså..  Det startede faktisk allerede igår aftes efter vores samtale. Han havde virkelig fået prikket til mig, så jeg ikke kunne lade vær med at spørge ind hos Jamie her til morgen. Desværre faldt det så ikke lige i god jord, da han tværtimod bare blev sur fordi jeg overhovedet kunne finde på at stille spørgsmålstegn ved ham.

Da Jamie så skred og jeg var alene tilbage med Justin, følte jeg faktisk først en irritation overfor Justin, da det var ham der på en måde havde fået mig til at spørge ind til Jamies lort, hvilket jeg godt vidste, at jeg ikke skulle eftersom, at Justin endda selv havde frarådet  mig at blande mig i Jamies forretninger.

Dog holdt irritationen op efter kort tid, hvor jeg havde ligget inde på værelset og fået tænkt lidt. Det var selvfølgelig ikke Justins skyld, og jeg kunne på ingen måder blame ham for mit valg om at tage den med Jamie. Justin havde jeg aldrig bedt mig om at gøre det. Han havde bare snakket med mig og gjort mig opmærksom på, at Jamie nok ikke var helt ærlig omkring alt hele tiden.. Men det var måske det Jamie mente, når han nogengange sagde, at det var bedst, at jeg ikke vidste for meget?.

I hvert fald endte jeg med at fortryde lidt, at jeg havde afvist at tale med Justin, da han så pænt kaldte på mig, da jeg gik imod værelset. Jeg skulle have haft talt med ham, men da jeg kom ud efter ca. 5 minutter og faktisk ville snakke, så var han smuttet ud på sin løbetur, som han endnu ikke var kommet tilbage fra. Men jeg kunne vel tage den med ham, når han engang kom tilbage?. Tja, nu hvor Jamie havde ’’så meget’’ at lave resten af dagen, så kunne jeg måske bruge tiden på at få snakket lidt med Justin?. Få snakket lidt ud, så det ikke hele tiden føltes så akavet, når vi var i samme lokale?.

Jeg gispede hurtigt og spjættede lidt med kroppen, da jeg blev revet ud af mine tanker af en af Jamies venner der kom brasende ind på kontoret. Ja, trods det, at Jamie havde huset fuldt af stoffer, så var her kun Jamie, jeg selv og så nogen af hans venner, som var sådan lidt over det hele her i stueetagen. Det havde undret mig lidt, at Jamies bodyguards ikke var her, men jeg havde undladt at spørge. Jeg havde forsøgt at give mig selv svar og kom frem til, at det måske var fordi, at de heller ikke vidste noget om alt det her og nok heller ikke skulle vide det..

’’Hvad fanden er det for en måde at brage ind på man?’’ Vrissede Jamie og kiggede over på Dylan, som var ham der kom brasende ind.  

’’Det er panserne!. De er på vej op med elevatoren!. Zac ringede op dernede fra. De har en ransagningskendelse!’’

Det gippede i hele min krop, da ordet ’’panser’’ lød i mine ører, og det så også ud til at både Jamie og alle drengene reagerede kraftigt på det.

’’HVAD?!’’ Udbrød Jamie helt ophidset og samtidig pisse overrasket.

’’De stak den i hovedet på Zac og din dørmand nede i opgangen, da de forsøgte at nægte dem adgang. De er heroppe om 2 sekunder man!’’ Forklarede Dylan helt panisk og fik mit hjerte til at pumpe voldsomt.

’’Drenge, pak sammen!’’ Beordrede Jamie og pegede på hans skrivebord som var fyldt helt op imens han drejede sig væk fra dem og lidt mere imod mig.

’’Babe!’’ Kaldte han og vendte sig straks helt imod mig. Jeg rejste mig op og kiggede lettere skræmt på ham.

’’Løb ovenpå og sæt dig i dit walk in closet. Nu!’’ Sagde han meget hurtigt.

’’Hvad så med dig?’’ Spurgte jeg lettere panisk og så det her så surrealistisk, at jeg knap nok kunne tro, at det var virkelighed og ikke bare en ond drøm.

’’Gør det nu!’’ Sagde Jamie og tog fat i min arm og trak mig i retningen af udgangen indtil jeg selv begyndte at gå meget hurtigt. Jamie slap mig og jeg begyndte at løbe.

Jeg nåede ud af kontoret, igennem entréen og halvvejs op af trapperne, da jeg hørte elevatoren dinge. Jeg satte min slutspurt ind og nåede de sidste par trin op og lidt ned af gangen, hvor jeg stoppede op, da jeg hørte Jamies stemme nedeunder.

’’Hvad vil i her?’’

Han virkede utrolig rolig i sin stemme og slet ikke så overrasket, som lige før inde på kontoret.

Min nysgerrighed vandt meget hurtigt over min fornuft, som sagde, at jeg skulle skynde mig ind i mit walk in closet. Jeg stod i dækning ovenpå, så ingen kunne se mig, men hvor jeg kunne høre alt.. Og jeg havde sådan brug for at høre hvad fanden der skulle ske.

’’Jamie Bieber. Vi har en ransagningskendelse, så jeg beder dig gå til side, så politiet kan gøre sit arbejde..’’

’’Hvad er jeres begrundelse for at komme masende her?’’

’’Vi har en formodning om, at der findes euforiserende stoffer her på ejendommen. Træd til side eller vi anholder dig for at forhindre politiet i at gøre deres arbejde, hvilket er ulovligt og kan..’’

’’Jajaja, rend mig i røven man!’’ Hørte jeg som det sidste fra Jamie, hvorefter en masse fodtrin lød i flisegulvet og en masse ordrer blev delt ud.

’’Hold 1, i begynder derinde, hold 2, i går igang herinde, hold 3 og 4, i går ovenpå. Kom op og igang, skifter og slut..’’

Jeg sank en kæmpe klump og valgte hurtigt at tænke, at jeg havde hørt nok. Jeg farede hurtigt de få meter der var hen til mit walk in closet og åbnede døren så lydløst jeg kunne og løb ind, og lukkede den igen så stille som det overhovedet var muligt.

Jeg tog nogen tunge og dybe indåndinger, da jeg var save herinde og kunne trække vejret igen uden at nogen kunne høre det. Jeg kiggede ned på mine hænder, som rystede svagt.

’’Fuck’’ Pustede jeg hviskende og fjernede mine hænder fra mit syn og gik hurtigt væk fra døren og begyndte at træde panisk frem og tilbage i lokalet.

Hvad fanden skulle jeg gøre!?. Jeg hørte, at de ville sende et hold herop, så det var sku da kun et spørgsmål om tid før de fandt mig her?. Og der var hverken nogen nødudgang eller mulige steder jeg kunne gemme mig herinde!. Fuck, fuck, fuck!..

’’Okay, Molly, kold vand i blodet og så slapper du fandme af!’’

Jeg valgte hurtigt at lytte til min indre befaling til mig selv, og tog så en dyb indånding. Jeg kørte mine rystende hænder igennem mit hår og kiggede mig omkring i lokalet. Hvad skulle jeg?. Hvis.. Eller, når de kom herop skulle det se naturligt ud. Jeg kunne ikke bare stå her og glo!.

’’Makeup!’’

Præcis!. Makeup!. Jeg havde ikke orket at tage andet end mascara på idag, så der havde jeg noget jeg kunne lave herinde..

Jeg spurtede hurtigt hen til mit makeupbord og satte mig ned. Jeg rev min øverste skuffe op og tog en håndfuld af en masse forskelligt makeup og kastede det op på bordet. Jeg stillede det sådan så det så nogenlunde afslappet sat op, som om jeg havde taget en ting af gangen og sat fra mig, og greb så en makeupbørste i min børsteholder på bordet.

Jeg tog min pudder og åbnede låget og nærmest pressede min børste ned i den, for at få noget makeup på den.

’’Okay!. Du bliver sku nødt til at være lidt mere rolig.. Ellers gennemskuer de dig fandme!’’

Endnu engang havde min indre stemme ret, så jeg tog en dyb indånding og lukkede et kort øjeblik øjnene for at falde ned. Efter et par sekunder åbnede jeg igen øjnene og begyndte helt stille og roligt at massere pudderet ind i min hud med børsten kørende i cirkler.

Jeg fortsatte mine dybe vejrtrækninger for at holde mig i ro, men efter kun et par sekunder hørte jeg tunge fodtrin ude på trappen og dér vidste jeg, at mit walk in closet var en af de første værelser de ville kigge i eftersom, at det lå som det første, når man kom op af trapperne.

Det gav et sæt i mig, da min dør pludselig blev revet op. Jeg kiggede mig straks over skulderen og så 3 uniformerede betjente vade ind og straks få øje på mig. Okay, gameface on, Mo!..

’’Hvad sker der her?’’ Spurgte jeg super overrasket og helt målløst.

’’Post 1, vi har en kvinde oppe på 1. sal, skifter’’ Sagde den ene betjent i sin walkie, som han havde siddende omkring brystet.

’’Post 3, hun skal herned, skifter og slut..’’ Lød det kort efter i walkien.

’’Følg venligst med os nedenunder’’ Beordrede den ene betjent roligt og kiggede køligt ned på mig.

Jeg sank en klump i halsen og klappede min pudder sammen og lagde det hele fra mig på makeupbordet. Fucking hell man!.

Jeg rejste mig op og fulgte roligt og godvilligt med en af betjentene nedenunder, hvor jeg i entréen så Jamie og alle hans venner stå i en bunke imens en aller helvedes masse politifolk var igang med at gennemrode alt hvad der overhovedet var at finde i lejligheden. Politifolk der farede ind i alle rum oppe på 1. salen og nede i stueetagen.. Det var jo helt vanvittigt at se..

’’Forhold dig roligt her, frøken’’ Sagde betjenten der fulgte mig ned og ’’slap mig fri’’ der hvor de andre stod i en bunke og småsnakkede med hinanden imens et par betjente stod rundt om dem og holdte vagt over dem.

’’Jamie..’’ Sagde jeg roligt som det første og gik hen imod ham imens han vendte sit kølige blik imod mig.

’’Hvorfor sker det her?’’ Spurgte jeg alvorligt og med en klump i halsen, da jeg nåede helt tæt på ham.

’’Du ved ingenting, okay?. Hver eneste gang du er her og mine venner kommer, sender jeg dig op i dit walk in closet indtil jeg henter dig igen.. Og du har aldrig nogensinde sat dine ben i kontoret.. Forstår du det?’’ Sagde Jamie seriøst og svarede slet ikke på mit spørgsmål.

Jeg sank en klump i halsen og fik en endnu vildere hjertebanken end jeg havde i forvejen. Jeg kunne se på Jamie, at det her ikke kunne være godt. Nu kendte jeg ham efterhånden og jeg havde aldrig nogensinde set ham så lost, som han var lige nu. Han plejede altid at have kontrol over alting, men det her har virkelig måtte komme bag på ham..

’’Har du forstået det, Molly?’’ Brummede Jamie meget lavt og kiggede mig skarpt i øjnene.

’’Jaja’’ Svarede jeg stille og nikkede kort, hvilket fik Jamie til at nikke svagt bekræftende til mig.

’’Godt..’’ Svarede han og lænede sig lidt ned til mig og gav mig et kys på panden, hvilket fik mig til at lukke øjnene og nyde det fuldt ud.

’’Den er god nok. Det vælter med det derinde..’’

’’Godt, så tager vi dem alle med..’’

Jeg kiggede frem for mig og kiggede efter den samtale jeg overhørte og fik øje på en uniformeret betjent, som stod og snakkede med en civil.. Nok ham der bestemte, hvis jeg ikke tog meget fejl.

’’Godt!. Allesammen, kl. er 12.59 og i er anholdt for besiddelse af euforiserende stoffer. I bedes forholde jer i ro og følge med på stationen..’’ Sagde den civile betjent højt og fik mig til at panikke lidt inde i mig selv. Og værre blev det, da jeg så en masse betjente komme imod os, hvor de begyndte at ligge alle drengene og Jamie i håndjern.

Jeg skulle lige til at tale til Jamie, som stod og fik håndjern på med et køligt blik stirrende direkte ud i luften, da jeg fik et kæmpe chok. 2 hænder greb mine arme bagfra og vred dem om på ryggen, så den ene arm sagde knæk et par gange og fik mig til at skrige af smerte.

’’Arg, for satan!’’ Skreg jeg, da min arm fik en ubeskrivelig smerte op igennem sig, da den blev vredet endnu mere om omme på min ryg imens et sæt kolde håndjern blev sat på mig.

’’HEY!. Lad hende gå!. Hun har ikke en skid med det her at gøre!’’ Råbte Jamie hårdt og arrigt imod betjenten bag mig, imens betjenten ved ham tog fat i ham.

’’Slap af nu!’’ Brummede betjenten bag ham og holdte fast i Jamie, som vred sig endnu mere.

’’Slip hende, eller jeg smadrer fjæset på jer man!’’ Hidsede Jamie sig op, så betjenten bag ham måtte få hjælp af en anden betjent, da han ikke kunne holde ham alene.

’’Så slapper du fandme af, kammerat!’’ Brummede en af betjentene imens de fik lagt Jamie ned på maven på gulvet og begge satte sig på ham ved at presse et knæ hver ned i ryggen på ham.

’’Jeg sværger, hvis i ikke lader hende gå nu, så..’’

’’Jamie!’’ Afbrød jeg ham med et smertefuldt blik i øjnene, da min arm for det første gjorde ondt, men samtidig også fik ondt af Jamie, der havde 2 knæ i ryggen fra 2 betjente der ikke så ud til at holde igen med at ligge hver deres vægt over ham.

Jamie kiggede op på mig og trak tungt efter vejret. Jeg rystede svagt og opgivende på hovedet af ham.

’’Lad vær..’’ Sagde jeg stille og så ham i øjnene med et trist blik. Jeg ønskede ikke at se ham sådan der, eller på nogen måder se ham i smerte, så jeg valgte at bryde ind og stoppe ham i at være så hidsig.. Det hjalp jo alligevel ikke noget.. Faktisk gjorde det bare det hele meget værre..

’’Mmhr!’’ Brummede Jamie irriteret ned imod gulvet og pustede tungt ud før han igen så op på mig.

’’Jeg skal nok ordne det her, babe!. Stol på mig.. Du kommer snart hjem igen’’ Sagde Jamie seriøst og holdte sit blik på mig.

Jeg trak lidt luft ind og bed mig i underlæben for at holde mine tårer tilbage imens jeg svagt nikkede til ham.

Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg begyndte at græde lidt.. Eller i hvert fald havde lyst til det. Det hele var bare så overvældende.. For 15 minutter siden sad jeg og kedede mig og overvejede at gå, og nu stod jeg her i håndjern, anholdt og på vej til politistationen..

Jeg skulle bare være gået, da jeg havde tanken. Så havde jeg ikke stået her nu!. Fucking hell man!. Hvad fanden skulle jeg også tøve sådan for?!. Christ man!. 

____________________________________________

Heey, darlings :) Jeg har lige brug for at fortælle jer dette, så i er forberedt :) 

Jeg er så småt ved at løbe tør for forudskrevet kapitler, da jeg som sagt har fået mere at se til i hverdagen og derfor har mindre tid til at sidde og skrive.. Ja, det er lidt øv, men som jeg allerede sagde før denne historie blev publiceret, så kommer der nok til at være et tidspunkt, hvor der IKKE vil komme kapitler hver dag :/ Jeg håber på, at jeg kan få fundet tid til at skrive nogen flere, så det ikke kommer til at ske, men det er lidt svært. 

Jeg har en masse træning at passe, veninder at se til, besøg på hospitalet - fordi jeg er igang med at få ordnet mine tænder osv. osv. 

Der er en del mere at se til end dengang jeg bare sad derhjemme med en depression og ikke havde noget at lave :)

 

Nu ved i det i hvert fald - Jeg gør hvad jeg kan for at i ikke kommer til at mærke noget til at jeg ikke får skrevet så meget, men jeg lover ikke noget - Måske kommer der dage, hvor der ikke kommer kapitler, men én ting vil jeg dog godt love!... Historien bliver færdiggjort!. Jeg opgiver ikke - Det tager bare nok lidt længere tid, når der ikke kommer kapitler hver dag, som der ellers plejer i mine historier :)

 

Tak fordi i læser med!. Tak for likes og kommentarer!. Elsker at høre, at i er derude og at der er nogen der stadig læser med dag for dag! :D Tusind tak for jer!. 

#MuchLove  

Fortsættelse Følger Imorgen :)

 

-NetteC :)  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...