Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
574978Visninger
AA

62. Et Knust Hjerte..

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Mandag d. 18. September, 2017 Kl. 10.29.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Jeg havde nok ligget vågen i, i hvert fald en halv times tid og bare stirret tomt ud på de voldsomme regnbyger, der væltede nedover byen, som så helt grå og kedelig ud.

Som sædvandelig efter en bytur havde jeg sovet virkelig dårligt hele natten og her til morgen var min krop helt smadret og udkørt, som var jeg blevet trampet på af 10 vilde heste, pga alle de tømmermænd jeg havde anskaffet mig ved at drikke mig så fuld som jeg havde gjort.

Jeg havde vendt mig i sengen efter at have været oppe og trække gardinerne fra, så jeg lå tværs henover den, og så jeg hverken behøvede at bøje nakken eller løfte hovedet for at se på udsigten.

Vejret afspejlede virkelig meget mit humør lige nu. Godt nok var jeg plørestiv i nat, men desværre for mig, var jeg ikke typen der fik blackouts og derfor intet kunne huske fra min aften. Tværtimod, så huskede jeg alt.. Og særligt det vigtigste af det hele huskede jeg kun alt, alt for tydeligt.. Det som var skyld i, at jeg nu lå her, deprimeret, knust og med tårer trillende ned af mit fugtige ansigt, som kun var blevet så fugtigt fordi jeg op til flere gange havde tværet mine tårer ud i ansigtet.

Jeg snøftede kort ind og kneb øjnene sammen bare ved tanken om det. Det var en af de allerførste tanker der kom ind i mit hoved idet jeg vågnede, men det var slet ikke mærkeligt, da ømheden stadig hvilede svagt på min kind, når jeg mærkede på den eller pressede den ned imod puden i sengen.

Jeg forstod det slet ikke. Allerhelst ønskede jeg, at det kun var en ond drøm, men desværre var det den skinbarlige virkelighed.. Det ville jeg måske nok også kunne se, hvis jeg stillede mig op og kiggede mig selv i spejlet?. Jeg havde faktisk overvejet det, men.. Jeg turde ikke.. Eller?.. Jeg ville ikke?.. Uanset hvad, så gjorde jeg det ikke. Mest fordi, at jeg ikke ønskede at mindes det hårde slag der ramte mig, ikke kun på kinden, men også direkte i maven og i hjertet, da det gik op for mig, at han faktisk havde gjort det. At han faktisk havde slået mig!.

En ubehagelig følelse lynede igennem mig og straks satte jeg mig op i sengen imens jeg hulkede og samtidig mærkede lidt mere til mine tømmermænd, da det hele snurrede lidt for mit blik et kort øjeblik. Jeg tog mig til hovedet med begge hænder, så jeg gemte hele ansigtet, og hvilede mine albuer på mine nøgne knæ. Flere små hulk kom småstønnende ud af mig imens tårerne gav mit hjerte endnu mere grund til at flænse sig selv i flere tusinde småstykker.

Jeg tog endnu engang en dyb indånding for at få styr på mig selv og kiggede tilbage imod udsigten, som kort flimrede lidt og blev en smule uklart i mit blik. Jeg pustede tungt ud og snøftede imens jeg tørrede mine kinder og tænkte, at jeg skulle tage mig sammen!. Ja, jeg blev lidt hård ved mig selv, men jeg var træt af at tude!. Hvad nyttede det også at sidde og græde?. Egentlig burde det jo slet ikke være mig der var ked af det, men ham!.

Jeg vendte blikket over imod værelsets dør og besluttede mig for at kravle ud af sengen i et roligt tempo, så det hele ikke snurrede for meget for mig. Jeg gik hen til døren i værelset og tog min morgenkåbe ned fra knagerækken der hang på døren, lige ved siden af Jamies. De var lette at kende forskel på, da Jamies var sort og min var hvid. Helt enkle, men fantastisk bløde og dejlige at have på.

Jeg svang morgenkåben om mig og bandt den på maven, hvorefter jeg hev mit løse uglede morgenhår op af den omme i nakken. Jeg lagde forsigtigt min hånd på dørhåndtaget, men tøvede lidt med at åbne døren. Ja, jeg havde hørt Justin rende rundt derude, og bare tanken om, at jeg nu havde valgt at gå derud, gav mig lidt hjertebanken.

Jeg fik en klump i halsen imens mit hjertes slag blev hurtigere og hårdere. Mest af alt havde jeg bare lyst til at tudbrøle, men jeg nægtede mine tårer at få frit løb. Ikke mere nu!. Jeg tog en dyb indånding imens jeg kort lukkede øjnene, hvorefter jeg uden at tænke mere, trak ned i håndtaget og åbnede døren.

Der var helt stille herude. Egentlig havde jeg nok regnet med at høre noget småstøj fra tv’et eller noget eftersom, at Justin havde været vågen.. Men der var ingenting?. Var han mon gået?.. Please, lad ham være gået!.

Min stille bøn inde i mig selv kom der desværre ikke meget ud af, for idet jeg kom ud af værelset og lidt længere hen imod entréområdet, fik jeg øje på Justin, som sad i sofaen. Han sad bare der.. Han havde ikke engang sin mobil fremme eller noget. Han sad bare der med lettere spredte ben og hans underarme hvilende på hans lår, så hans hænder mødtes afslappet imellem hans ben, imens hans blik var tomt og stirrende imod sofabordet foran ham.. Eller, det var det i hvert fald indtil han efter meget få sekunder så op på mig med et ulæseligt blik.. Et blik som var som en mavepuster og et stik i hjertet for mig, så jeg straks så væk fra ham og fortsatte min gang hen imod køkkenet.. Ja, hvor skulle jeg ellers gå hen?. Jeg gad i hvert fald ikke sætte mig ned i stuen til ham!. Måske en kop te?. Ja, det ville være godt!.

’’Molly?..’’

Bare det at høre hans stemme kalde mit navn fik alle mine følelser til at slå koldbøtter i mig. Hans stemme var som borende nåle i min sjæl, og den fik mig kun til at få flashbacket fra i nat tilbage på nethinden, så mine tårer pressede sig gevaldigt på i mine tårekanaler.

Uden at sige en eneste lyd, valgte jeg at ignorere hans kald på mig og gik istedet rundt om kogeøen og hen til elkedlen for at varme noget vand til den kop te jeg havde besluttet mig for at lave.

Jeg hældte vand i kedlen og satte det til at koge, og åbnede derefter et af de øvre skabe og fandt hurtigt teen. Jeg trak æsken ned fra hylden og tog et brev ud og satte æsken tilbage, hvorefter jeg åbnede det næste skab og fandt en kop, som jeg smed brevet ned i imens jeg lod snoren hænge udover kanten.

Jeg holdt vejret et kort øjeblik, da jeg hørte en lyd et kort stykke fra mig. Den lyd virkede ikke særlig naturlig, men mere som en lyd der blev skabt fordi jeg skulle fornemme at en vis person nærmede sig mig og ikke ønskede at forskrække mig ved pludselig at stå ved mig uden at have lavet den mindste lyd.

Jeg holdte mit blik nede i min kop imens jeg ud af øjenkrogen så ham nærme sig mig fra siden af. Mit hjerte bankede så hårdt imod mit bryst at det kunne mærkes helt ned i mine fingre som begyndte at ryste svagt.

Jeg lukkede kort øjnene og tog en dyb indånding for at få styr på nerverne. Jeg åbnede roligt øjnene igen og uden at tage blikket fra min tekop, så og mærkede jeg Justin stoppe op tæt ved siden af mig imens hans blik borede sig ind i siden af mit ansigt.

Min hjerne kæmpede en brag kamp for at finde på noget jeg kunne foretage mig. Noget andet end bare at stå her og glo ned i min kop!. Men der var helt slukket. Mad var jeg slet ikke i humør til at få noget af, da det bare ville føre til, at jeg blev så dårlig, at jeg måtte ud og brække mig. Det var igen pga de skide tømmermænd!. Jeg havde ikke andet at lave end at stå her og vente på, at det skide vand blev færdig med at koge.

’’Molly?..’’

Hans bløde og sørgmodige stemme ramte mig som en pil i hjertet. Jeg kunne høre, at han var ked af det, og det skar mig i hjertet, da flashbacket fra i nat igen kom ind på nethinden og fik mine tårer til at være endnu sværere at holde tilbage.

’’Vil du ikke nok se på mig?’’ Spurgte han meget forsigtigt og med så blød en stemme, at alt eksploderede i mig og gjorde det helt umuligt for at mig at holde nogen som helst tårer tilbage. Det gjorde for ondt. Det var alt for pinefuldt det her!. Det var som at ignorere en pivende hundehvalp, som var kommet slemt til skade.. Hans stemme var jo helt umulig at være kold overfor!.

Jeg knækkede fuldstændig sammen indeni og kneb øjnene hårdt sammen. Tårerne pressede sig ud igennem revnerne i mine øjne og et svagt hulk forlod mine læber, så jeg tog min hånd op til hovedet og skjulte mit grædende ansigt.

Jeg fornemmede en kort bevægelse ved siden af mig og kun få sekunder senere mærkede jeg hans arme vikle sig om min krop bagfra imens hans ansigt knugede sig ind i siden af min hals..

’’Undskyld..’’ Hviskede han blidt og meget fortrydende imod min hals, og lige dér  besluttede jeg mig for at slippe facaden fuldstændig og bare lade alt i mig reagere præcis som det ville uden nogen former for kontrol over noget som helst!. Jeg gad ikke engang prøve at tænke.. Troede han bare, at han kunne sige undskyld og så var alt godt?!. Med alle de knuste følelser jeg havde i mig, så var undskyld virkelig kun et ord!. Det hjalp hverken ham eller mig!.

’’Slip mig!’’ Hulkede jeg og tog fat i hans arme og rev dem hurtigt af mig, så hans ansigt også blev fjernet fra min hals.

’’Hold nu op..’’ Sagde Justin sørgmodigt og lagde igen sine arme omkring mig.

’’Kom nu her..’’ Fortsatte han og forsøgte at vende mig rundt, så vi stod ansigt til ansigt. Først strittede jeg imod og fortsatte med at stå med ryggen til, men da jeg mærkede, at han øgede brugen af kræfter på at få vendt mig om, valgte jeg at give mig.

Jeg vendte mig om imod ham, men istedet for at lade hans arme lægge sig om mig, skubbede jeg til hans bryst, så han tog et lille skridt tilbage imens jeg hulkede og gentog bevægelsen.

’’Tror du bare, at du kan sige undskyld og så er alt fint?!’’ Græd jeg imens mine skub til hans bryst mere blev til slag, som han bare tog imod med et ansigt der strålede af kølighed.. Som om, at han bare fandt sig i det jeg gjorde. Tss!. Han havde fandme også fortjent det!.

’’Jeg hader dig!. Dit dumme svin!’’ Hulkede og græd jeg uden at stoppe mig selv i at slå ham i brystet.

’’Jeg ved det godt..’’ Svarede Justin opgivende og forsøgte at gribe blidt fat i mig, for nok at trække mig ind til ham, men det kunne han sku godt glemme!.

’’Du skal ikke røre ved mig!’’ Vrissede jeg grædende og skubbede hans hænder væk og trådte et skridt tilbage, så jeg samtidig også stoppede mine slag i hans bryst. For første gang idag så jeg ham i øjnene. Mest så han kunne se hvor knust jeg var og hvor vred jeg var på ham!.

’’Jeg vil aldrig nogensinde se dig igen!. Aldrig mere!’’ Hulkede jeg, og så kort i hans øjne, at han reagerede på det jeg sagde, før jeg valgte at dreje mig til siden og gå væk fra både Justin og køkkenet.

’’Molly?’’ Kaldte Justin efter mig, men fik mig på ingen måder til at stoppe op.

’’Du skal ikke gå nu!’’ Kaldte Justin efter mig, da det gik op for ham, at jeg havde kursen imod trappen der førte ovenpå, hvor jeg kunne hente noget rent tøj jeg kunne få på inden jeg smuttede.. For det havde jeg sku tænkt mig!. Jeg ville fandme ikke bo under samme tag som ham!.

’’Molly!’’

Jeg gispede lidt panikken over hans høje kald og stoppede pludseligt, istedet for at sætte mit tempo op, da jeg kunne høre, at han med hurtige skridt nærmede sig mig. Det var som om, at jeg gik lidt i chok og istedet for at løbe væk eller andet, så.. Så stivnede jeg?.. Det tog mig dog ikke mange sekunder at reagere på den ’’choktilstand’’ jeg havnede i, men da jeg ville fortsætte min gang de sidste få skridt hen til trappen, var det for sent og jeg mærkede en hånd gribe hurtigt fat i min arm og vende mig hurtigt om, så billedet for mit blik snurrede vildt og gjorde mig lettere svimmel.

’’Slip mig!’’ Vrissede jeg og forsøgte febrilsk at vriste mig ud af hans greb, hvilket langt fra gik godt, da han hurtigt fik fat om begge mine arme, som han fik et godt greb i.

’’Nej, nu hører du fandme på mig!.. Du skal kræftedeme ikke bare gå altid!’’ Svarede Justin med en hævet stemme, som lød mere bestemt og frustreret end vred og arrig som igår, som jeg straks fik flashback til endnu engang.

Mindet om hans slag imod min kind gjorde mig bange, og frygten for at det ville ske igen, kom straks ind i mit hoved, så jeg på ingen måder opgav forsøget i at rive mig ud af hans greb, selvom det gjorde lidt ondt i mine arme, når jeg prøvede at komme fri.

’’Jeg gider ikke høre mere på dig!’’ Vrissede jeg med tårer rendende ned af kinderne.

’’Men det skal du fandme!’’ Svarede Justin desperat og fik mig til at gispe idet han spændte ben for mig, så jeg ramte gulvet, dog ikke hårdt, da Justin holdte fast i mig og holdte lidt igen i mit fald, så han nærmest bare fik lagt mig ned og hurtigt fik sat sig ovenpå mig imens han gled sine hænder ned af mine arme indtil han havde et fast greb om mine håndled.

Han pressede mine håndled ned imod det opvarmede marmorgulv oppe over mit hoved, så han sad lænet indover mig imens jeg ikke kunne stille andet op end at vride min krop under ham i håb om at komme fri.. Dog virkede det slet ikke. Jeg havde slet ikke kræfter nok til hverken at få mine hænder fri eller hans krop skubbet af mig.

’’Stop så, forhelved!’’ Brummede Justin med blikket direkte ned på mig, som hulkede og snøftede imens jeg måtte se i øjnene, at jeg intet kunne stille op nu.

Jeg forsøgte at tage en dyb indånding for at få ro på, men alt gråden og alle hulkende gjorde det umuligt for mig at trække vejret ordentligt, så det der skulle være en dyb indånding for at få ro på, blev bare til små konstante gisp imens gråden ingen ende ville tage. Det gjorde mig helt svimmel at gispe sådan, men uanset hvor meget jeg prøvede, så kunne min krop simpelthen ikke slappe af. Jeg var alt for oprevet til at kunne finde ro..

’’Rolig, babe..’’ Sagde Justin roligt og holdte sit blik ned på mig.

’’Lad.. Vær med.. At ka.. Kalde mig det..’’ Hulkede jeg og mærkede endnu et stik i hjertet imens en varm følelse løb ud i alle nervebaner af min krop.

’’Molly, træk lige vejret engang’’ Sagde han stille med en blid og behagelig tone og lænede sig lidt længere ned imod mig.

’’Bare giv.. S-slip på mig..’’ Hulkede jeg grædende og drejede mit ansigt til siden, da jeg fornemmede, at han ville støde sin pande til min.

’’Forhelved..’’ Pustede han og stødte sin pande blidt ned på min tinding istedet for på min pande.

’’Vil du ikke nok tale med mig, hva?’’ Småhviskede han stille, så jeg kneb øjnene frustreret sammen, da det var virkelig hårdt at afvise ham. Jeg mærkede hans tommelfingre nusse mine håndled, som han stadig havde et greb om, og bare det lille kærtegn på min arm, fik mit hjerte til at splintre sig endnu mere.

’’Please..’’ Hviskede han, så jeg kunne høre på hans stemme, at han var virkelig oprigtig og virkelig ønskede at tale med mig.. Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding og gjorde et sidste forsøg på at få lidt samling på mig selv.. Og denne gang blev det da til en dyb indånding og ikke de små gisp der.. Men dog alligevel en usikker indånding.

’’Der er ikke så meget at tale om.. Du har bare brugt mig hele tiden..’’ Sagde jeg stille og snøftede grædende med blødende og ræsende hjerte.

’’Nej.. Det har jeg ikke..’’ Hviskede Justin og knugede sit ansigt ned i min hals, så jeg kneb øjnene sammen i håb om at det kunne gøre ham lidt mindre uimodståelig.. Han gjorde det fandme svært for mig at være viljefast og afvise ham!.

’’Jeg er bare en opgave for dig’’ Græd jeg såret og stille og mærkede endnu et stik i hjertet, da jeg sagde det højt. Det var jo forhelved det der startede det hele!. Det var det der var skyld i, at jeg tog i byen igår og at vi endte der hvor vi gjorde.. Fordi Justin i virkeligheden bare at havde fået til opgave at passe på mig!.

’’Du kender mig efterhånden bedre end de fleste. Hvis jeg virkelig ikke ønskede at passe på dig selv, tror du så jeg havde gjort det fordi Jamie havde bedt mig om det?’’ Spurgte Justin mig stille og trak sig ansigt lidt til sig i håb om at få øjenkontakt med mig. Dog holdte jeg mit blik ude til siden, så jeg kun kunne skimme ham i øjenkrogen.

’’Hvis jeg ikke mente, at du var det vigtigste at passe på, så havde jeg skidt på hvad Jamie havde sagt. Så havde jeg tænkt, at du er gammel nok til at passe på dig selv.. Men du er det vigtigste for mig at passe på, og da Jamie røg ind så jeg muligheden for at vise det for dig..’’

Jeg blinkede langsomt med øjnene, så et par tårer løb ud af mine øjne. Justin så det tydeligvis eftersom, at han få sekunder efter slap mit ene håndled og blidt tog sin hånd ned til mit ansigt, hvor han forsigtigt nussede min kind.

’’Babe..’’ Hviskede han stille, så jeg straks hulkede stille og kneb øjnene sammen. Hans ord var virkelig hårde ikke at blive påvirket af og hans blide berøring på min kind gjorde kun det hele værre.

’’Undskyld, forhelved..’’ Hviskede han med en tone, så jeg slet ikke var i tvivl om, at han mente det og at det kom direkte fra hjertet.

’’Jeg skulle selvfølgelig have fortalt dig, at Jamie havde bedt mig om det.. Jeg skulle have sagt det, så du vidste, at jeg ikke har noget at skjule for dig, og at jeg ikke kun gør alt det her fordi Jamie har bedt mig om det..’’

Jeg snøftede svagt og mærkede kort efter Justins fingre tage blidt fat om min hage, som han trak i, så mit ansigt blev drejet opad. Han havde nok håbet på en øjenkontakt, men istedet for at give ham den, holdte jeg mit blik ned imellem os, så Justin pustede lidt og valgte at støde sin pande til min imens han undlod at slippe sit blide greb om min hage.

’’Kig på mig’’ Hviskede han og trykkede en smule til min hage. Jeg pustede tungt ud igennem næsen og valgte at gøre som han sagde og kiggede derfor op, så vi så tæt og direkte ind i hinandens øjne.

’’Tror du ikke, at jeg vil dig, huh?’’ Spurgte han mig stille og så afventende på mig.

’’Hvis du virkelig ville mig, så var det ikke så nemt for dig at droppe mig’’ Svarede jeg stille og lod det komme direkte fra hjertet imens jeg tænkte på igår, hvor Justin helt iskoldt valgte at stoppe alt det her..

Justin pustede tungt og fjernede blidt sin hånd fra min hage og rettede sig lidt op men uden at tage blikket fra mig. Han så et stykke tid på mig uden at sige noget. I hans øjne kunne man se, at han tænkte.. Tænkte meget, og det gav mig en knude i maven.

’’Jeg stoppede det fordi jeg lod en helvedes masse paranoiaer styre mig..’’ Startede Justin og så mig direkte i øjnene.

’’..Jamie fortalte, at han havde sat nogen af drengene til at se efter dig. Jeg fik mega noia på efter det, og for, at det hele ikke pludselig skulle gå galt, så valgte jeg bare at tage den nemme udvej og stoppe det imellem os.. Men tro mig.. Det var ikke spor nemt for mig.. At se dig sådan pga mig var sku ikke særlig fedt og jeg fortrød det i det sekund du var gået..’’

Hans forklaring fik mig til at sukke og vende blikket lidt væk fra ham.

’’Hvis du havde fortalt mig det som det var, at du havde noia på, så havde jeg kunne sige, at jeg har det på samme måde..’’ Sagde jeg stille og vendte mit trætte og opgivende blik tilbage op på ham, hvor jeg så hans svagt rynkede pande og spørgende blik.

’’Har du?’’ Spurgte Justin lettere undrende og måske en smule forvirret. Jeg nikkede svagt.

’’Jeg går og kigger mig over skulderen hele tiden, når jeg går på gaden.. Jeg føler mig overvåget konstant..’’ Svarede jeg roligt og snøftede svagt imens jeg så en eller anden form for lettelse i Justins blik. I hvert fald virkede det til, at han blev mere og mere rolig, når jeg sagde noget.

’’Det behøver du så ikke mere.. Jamie har sat drengene af opgaven om at holde øje med dig, fordi de skal holde øje med en anden..’’

Jeg nikkede svagt og roligt. Ja, det kom jo ikke helt bag på mig eftersom, at Jamie havde sagt at han havde sat Justin på den opgave.. Men faktisk var det virkelig rart at høre, at det nu var sikkert, at der kun var én til at holde øje med mig.. Og nu vidste jeg hvem det var..

’’Så nu er det kun dig der holder øje med mig?’’ Spurgte jeg stille selvom jeg kendte svaret, men af en eller anden grund ønskede jeg bare at få det ekstra bekræftet.. Mest så følelsen af at være overvåget kunne komme rigtigt ud af kroppen på mig.

’’Mm..’’ Mumlede Justin roligt og nikkede kort.

’’Men det gør jeg kun fordi jeg har lyst.. Fordi jeg ikke vil have, at der sker dig noget..’’ Sagde Justin blidt og strøg blidt min kind med sin frie hånd som ikke holdte om mit håndled, hvilket hans anden hånd stadig gjorde.

’’Ka.. Kan vi ikke glemme alt det her og så starte forfra igen?’’ Spurgte Justin stille og virkede i et kort sekund lidt usikker idet han spurgte mig.

Jeg snøftede svagt og mærkede en knude stramme sig i maven på mig. Jeg ville så gerne sige ja og glemme det, men.. Hvad nu hvis jeg ikke kunne glemme det?. Vi havde jo ikke engang fået talt det hele ud.. Det her var jo nærmest kun starten?.

’’Du må ikke tøve nu, Molly..’’ Sagde Justin stille og stødte sin pande til min imens hans hånd gled fra min kind og op i mit hår.

’’Kan du ikke se hvad du gør ved mig man?. Jeg ligger på mine knæ og beder dig om en chance mere.. Tror du nogensinde jeg har gjort det overfor nogen?’’ Spurgte han lettere frustreret og lod sine fingre glide ind imellem mit hår.

’’Du fatter slet ikke, hvor svært du gør det for mig.. Jeg vil dig så meget!. Jeg ved, at jeg forråder min egen bror ved at gøre det her, men alligevel er jeg fucking ligeglad man!.. Er du klar over hvor frustrerende det er?. Hvis jeg prøver at gøre det rigtige og lade dig være, så forråder jeg mig selv.. Jeg har sku aldrig haft det sådan her med nogen før.. Og det jeg føler, og den følelse du giver mig.. Det har jeg ikke lyst til at give slip på, for.. Jeg kan lide det..’’

En stille tåre sneg sig ned af kinden på mig imens Justins frustrerende ord kom ud et efter et.

’’Stop, Justin.. Du må ikke sige sådan noget..’’ Forsøgte jeg at stoppe ham, da det skar mig i hjertet at høre det.. Eller.. Det var virkelig dejligt at både se og høre ham sådan, men.. Lige nu, hvor jeg var allermest frustreret over ham?. Som om at alting løste sig, hvis han sagde sådan.. Men det virkede jo.. Jeg var svag!. Fuck, jeg var svag!.

’’Hver gang du siger, at vi skal stoppe det her og at det ikke kommer til at ske igen, så har jeg bare lyst til at gå amok og.. Ja, jeg ved sku snart ikke hvad man!..’’ Fortsatte Justin bare frustreret som om, at han slet ikke hørte hvad jeg sagde.

’’Det var også sådan jeg havde det igår..’’ Svarede jeg ham hurtigt og så på ham, at han tydeligt hørte den sætning.

’’Så kan du se, hvordan jeg har det..’’ Svarede Justin kort og så mig direkte i øjnene og ventede nok lidt på et svar.. Men jeg havde ikke noget svar.. Jeg var mundlam.

Jeg sukkede tungt og forsøgte at dreje mit ansigt ud til siden, men pga Justins hånd i mit hår, som han hurtigt flyttede ned på min kind, blev det umuligt for mig, og jeg var så godt som tvunget til at fortsætte øjenkontakten med ham.

’’Vil du mig?. Tænk dig godt om inden du svarer..’’ Sagde Justin uden at trække en eneste mine i ansigtet.

Jeg sank en lille klump i halsen. Efterhånden var jeg blevet klar over, at jeg ikke kunne lyve overfor mig selv. Jeg ville ham så gerne!. Så meget at det gjorde helt ondt, men samtidig elskede jeg også Jamie. Et stort fucking dilemma!.. Men hvad hvis jeg svarede ’’jeg ved det ikke’’ nu?. Ville Justin så trække sig?. Godt nok havde han lige sagt at det gjorde ham sindssyg, når jeg forsøgte at afslutte det her, men med den måde han stillede sit spørgsmål, virkede det som om, at han tænkte, at hvis jeg svarede ’’nej’’ eller ’’det ved jeg ikke’’, så var han tvunget til at holde sig fra mig.. Ønskede jeg det?.

’’Ja, jeg vil’’ Indrømmede jeg småhviskende og med en tåre løbene ud af øjet imens jeg så Justin direkte i øjnene. Det var jo sandheden. Jeg ville ham så gerne.. Men det var bare ikke så enkelt for mig.. Desværre..

’’Så kan vi også starte forfra og glemme alt det her lort..’’ Svarede Justin småhviskende tilbage og nussede mig blidt på kinden, så det kriblede i hele kroppen på mig.

’’Molly..’’ Hviskede han stille, da han så mit triste blik vende sig nedad imens endnu en tåre gled ud af mit øje og nedover min tinding.

’’Giv mig en chance..’’ Fortsatte han og tørrede blidt min tåre væk fra min hårgrænse. Jeg snøftede svagt og kiggede ham endnu engang i øjnene, hvor jeg straks mærkede et sug i hele kroppen samtidig med, at jeg blev endnu mere ked af det. Fuck, det var en rutsjebane, det her!. Så fyldt af blandede følelser, så jeg blev helt skør i hovedet!.

En kæmpe eksplosion blev tændt i mig, da Justin få sekunder efter fjernede sin pande fra min, så hans læber kunne møde mine. Følelsen af, at mærke hans læber igen var helt ubeskrivelig. Hele min krop sitrede og mine læber brændte.

Et lille hulk forlod mine læber, da følelserne fuldstændig overtog mig, men tråds alt min frustration, så kunne jeg bare ikke afvise ham.

’’Årg, du er så dum!’’ Mumlede jeg frustreret imod hans læber efterfulgt af et nydende støn, imens jeg placerede min frie hånd omme i nakken på ham, hvor jeg gled mine hænder ind i hans hår og rev godt i det bare for at få nogen af alle de frustrerede følelser ud.

’’Mmh..’’ Stønnede jeg nydende, da lysten skyllede indover mig som et vindpust i en orkan. Jeg mærkede straks at Justin gengældte min lyst ved at gøre vores intense kys endnu mere grådigt og samtidig løsne grebet om mit andet håndled, og derefter bore sin hånd om i nakken på mig, imens jeg hurtigt smed min anden arm om nakken på ham og lod ham slæbe mig med op fra gulvet imens jeg låste benene om livet på ham..

___________________________________________

Næste kapitel er snart ude - Det går godt med skrivningen for tiden, så håber på, at jeg kan holde jer opdateret sådan nogenlunde tit på historien, men som sagt, så er jeg begyndt i skole og der er lektier der skal laves, og her i April skal jeg ind og opereres, så den tid vil være presset - Men indtil videre går det godt og jeg har fået skrevet en masse :D 

Massere af krammere herfra, og rigtig god søndag :) 

-NetteC :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...