Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
576095Visninger
AA

51. En Mærkelig App..

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Lørdag d. 16. September, 2017 Kl. 10.20.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

At være sammen med Justin var nok det dummeste jeg havde gjort i hele mit liv. Ikke nok med, at jeg havde forrådt ham jeg elskede, og blev pint af det konstant og hele tiden, så havde jeg også mistet den virkelig gode ven, som Justin lige var gået hen og blevet for mig.. Eller, jeg følte i hvert fald, at jeg havde mistet ham. Det var ikke noget han havde sagt - faktisk havde han dårligt sagt noget til mig og når han gjorde, så var der sådan en akavet stemning imellem os, og det var præcis derfor, at jeg følte, at det venskab vi lige havde fået bygget op, allerede var på vej væk igen..

Hele ugen havde jeg ikke kunne slippe de her tanker én eneste gang. Nok mest fordi, at jeg konstant blev mindet om det. Enten var Justin i nærheden, og så kørte mine tanker på ham, ellers ringede Jamie til mig og pinte mig konstant med søde ord og ’’jeg savner dig’’-samtaler.. Det var helt forfærdeligt!.

Jeg havde tit tænkt på at fortælle Jamie sandheden om mig og Justin, men.. Hver eneste gang han ringede, så kunne jeg bare ikke få mig selv til det.

Jeg havde talt med Jamie stort set hver dag – altid efter kl. 21.00, da det var der at dørene til alle fangernes celler blev låst – men ærlig talt, så ved jeg ikke, hvor fedt jeg syntes, at det var. Hver eneste gang jeg talte med ham fik jeg ikke andet end dårlig samvittighed. Specielt, når vores samtaler kom over i alle de søde ting han kunne sige til mig.. Og hvad kunne jeg gøre, når jeg ikke turde fortælle ham sandheden?. Ja, jeg kunne ikke andet end at svare igen med søde ting, og lige dér.. Ja, der følte jeg mig kræftedeme som en klam møgkælling!. At sidde og sige, hvor meget jeg jo i virkeligheden savnede og elskede ham, men med viden i baghovedet om, at jeg lige havde knaldet hans bror.. Ej, det smagte ikke så godt i min mund for at være ærlig!.

Noget helt andet var den paranoia som jeg pludselig var begyndt at føle. Jeg var begyndt at kigge mig meget omkring, når jeg bevægede mig ud fra lejligheden og jeg var ret sikker på, hvorfor.. På en eller anden måde følte jeg, at Jamie holdte øje med mig uden at være her, og det var nok allerede den aften i byen, hvor hans venner sad og overvågede os hele natten indtil vi tog hjem, der gjorde det, men det startede nok for alvor pga mit kæmpe fejltrin med Justin.

Det var så latterligt. Så vidt jeg vidste, så kendte ingen til det udover Justin og jeg selv, og slet ikke Jamie havde fået nys om det, hvilket jeg slet ikke var i tvivl om eftersom, at han på ingen måder havde virket sur eller anderledes, når jeg talte med ham.. Men alligevel følte jeg, at han vidste det.. Som om, at det stod i panden på mig eller røg ud af munden på mig så snart jeg åbnede den.

Det var jo tydeligt, at alle de paranoiaer kun var der, fordi jeg vidste, at jeg havde gjort noget forkert.. Noget forkert, som jeg var pisse bange for skulle komme ud til nogen.. Men hvorfor virkede det ikke at berolige mig selv?. Hvorfor virkede det ikke, når jeg sagde, at det ikke stod i panden på mig og at jeg ikke lod sandheden flyve direkte ud, når jeg åbnede munden?. For det gjorde det jo ikke..

Indimellem, når jeg virkelig følte, at det hele var ved at koge over for mig, overvejede jeg virkelig om jeg bare skulle tage hjem til mig selv og bo i min egen lejlighed indtil Jamie kom ud.. Eller indtil jeg blev ’’tvunget’’ til at opsige den, da jeg stadig ikke havde fundet et nyt job som kunne betale regningerne i lejligheden, når min 3 måneders løn slap op her d. 1. November. Men hvad skulle det hjælpe?.

’’Måske ville det hjælpe på de heartattacks som du konstant får, når Justin træder ind i et rum?’’

Min spydige underbevidsthed gav mig et sug i maven, da den sendte mig den mest  ukontrollerede tanke af dem allesammen. Ærligt, så kunne jeg ikke finde ud af, om jeg brød mig om at høre den. Jeg hældte nok mest til, at den tanke helst skulle forsvinde helt ud af mit hoved, men det var nok mest fordi, at – også den – bare gav mig mega dårlig samvittighed.

For det var jo rigtigt. Hver eneste gang Justin var i samme lokale som mig, så gik min krop totalt i selvsving. Og faktisk forstod jeg ikke hvorfor, eftersom at jeg havde spekuleret meget over visse ting efter vores fejltrin.

Det der fik mine tanker til at gå amok var generelt bare spørgsmål.

’’Hvorfor snakker han ikke til mig?’’

’’Hvorfor er det så akavet?’’

’’Hvorfor kan vi ikke engang se hinanden i øjnene?’’

’’Hvorfor siger han ikke noget, når han sætter sig ned i sofaen overfor?’’

’’Hvorfor gik han bare den aften, hvor det skete?’’

Ja, den sidste tanke var nok den der havde givet mig allerflest mavekramper. Sådan som det så ud i mit billede på hele denne her lortesituation, så virkede Justin til virkelig at fortryde det. Og dét, at han bare gik fra mig den aften, lige efter det skete, var kun med til at få mig til at tænke, at det udelukkende var hans fucking pik der styrrede ham den aften!.

Ja, hvor meget jeg så end ville indrømme det, så gjorde det mig faktisk frustreret at se ham reagere sådan og være sådan overfor mig, og det gav mig et klart billede af, at for ham var det bare sex. Han fik hvad han ville have og så kunne jeg ellers få lov til at sidde her og sejle min egen sø med alt min dårlige samvittighed!.

Igen kunne jeg mærke vreden stige i min krop. At føle sig som en ligegyldig person for et menneske var fandme ikke rart. Og det hjalp ærlig talt slet ikke at huske på alle de ting Justin havde sagt igennem tiden.

Det var faktisk som at have en engel og en djævel på skulderen.. Djævlen stak hele tiden til mig og gjorde mig vred på Justin imens englen sad og prøvede at få mig til at være forstående og finde en logisk forklaring på hvorfor han opførte sig sådan overfor mig, men så kom djævlen igen på banen og nærmest skreg ind i hovedet på mig:

’’Han har sku da kun sagt sådan nogen søde ting til dig og givet udtryk for, at du betød mere, for at komme til at knalde dig igen!’’

Og den tanke var så overbevisende, at englen i mit indre slet ikke havde mere at sige. Den klappede fuldstændig i og jeg lod mig selv holde med djævlen, som jeg var ret sikker på havde ret. Det var en klassisk ting for drenge. Jeg havde prøvet det så mange gange i byen igennem årene, men aldrig havde jeg mødt en der kunne være så overbevisende og faktisk sørge for, at alt det lort han lukkede ud, virkede på mig!. Men hvad fanden kunne jeg sige?. Justin havde jo hele pakken og skulle nærmest bare smile til en, og så var man solgt!. Umuligt, at jeg var den eneste pige i verden der var faldet for ham og hans tricks.. Altså jeg mener ikke faldet som i faldet.. Jeg mener.. Øhm?.. Arg, fuck det man!.

Jeg pustede frustreret og rejste mig fra divastolen jeg sad i henne ved de store panoramavinduer, hvor jeg bare stirrede udover den smukke by. Hvor længe jeg havde siddet her anede jeg faktisk ikke og jeg kunne ikke engang bedømme det ud fra hverken tv-programmer eller hvor meget musik jeg havde hørt, for der var dødstille omkring mig og ingen i huset til at minde mig om hverken tid eller sted.

Jeg vidste, at Justin var ude på sin sædvandlige løbetur. Jeg havde selv været vågen siden kl. ca. 7, hvor jeg stille og roligt var gået igang med at lave morgenmad og gøre mig klar til at skulle op og besøge Jamie om ikke så længe, og for et stykke tid siden så jeg Justin komme småløbene ned af trapperne med løbetøj på og kursen direkte imod elevatoren, som han hurtigt forsvandt ind i uden at sige et ord til mig.. Kom det bag på mig?. Nej, ikke rigtig..

Sukkende gik jeg forbi alle Jamies sofaer og op af trappetrinene til entréen. Hvor skulle jeg dog gøre af mig selv?. Det var så kedeligt at gå og vente på at kunne tage af sted. Godt nok var der ikke så længe til, som der havde været, men alligevel. Når man var helt klar og parat til at gå, så var det altså ulideligt at vente på at kunne gå ned og tage toget der nærmest kørte mig til døren i fængslet.

Jeg skulle være inde hos Jamie kl. 11.15 og det tog mig rundt regnet 20 minutter fra når jeg gik hjemmefra og til jeg stod foran fængslet. Det tog mig ca. 5 minutter at gå herfra og ned til stationen, 10 minutter at køre til fængslet, og 5 minutter at gå fra stationen og til fængslet. Så hvis jeg tog afsted nu, så kunne jeg bare få lov til at vente i fængslet, for jeg tvivlede sku meget på, at de lukkede mig tidligere ind bare fordi jeg var i god tid.

Uden at tænke mere, så jeg mig selv bevæge mig imod Jamies kontor, hvor den sorte dør var lukket ind til.

Jeg tog i døren og trykkede håndtaget ned, så døren gik op og Jamies tomme kontor kom til syne.

Det var nok første gang, at jeg havde været herinde helt alene og uden nogen med mig overhovedet.. Og faktisk føltes det lidt mærkeligt. Jeg var vant til at der var nogen herinde.. Eller i hvert fald at Jamie altid sad herinde og arbejdede med et eller andet, når jeg kiggede herind..

’’Og når du går ind og spiller billard med Justin..’’

Jeg rynkede panden over den spydige tanke der dukkede op i mit hoved og tog hurtigt en dyb indånding for at ryste tanken væk, og gik så ind på kontoret, hvor jeg lod døren stå åben.

Med rolige skridt bevægede mig jeg hen til Jamies skrivebord. Jeg lagde blidt mine fingerspidser på kanten og lod dem blive slæbt blødt hen af bordet idet jeg gik rundt om bordet og stillede mig ved siden af Jamies kontorstol.

Jeg bed mig lidt i underlæben imens jeg lagde min anden hånd på ryglænet af stolen og helt stille trak den ud fra bordet, så der var plads til, at jeg kunne sætte mig ned.

Jeg kiggede over imod den hvide stol i hjørnet, som efterhånden var blevet min, da det altid var der jeg sad, når jeg var herinde, og ærligt, så føltes det sku lidt underligt at sidde heroppe ved bordet istedet for at sidde diskret i baggrunden og være til stede uden alligevel at være det mentalt.

Jeg tog en dyb indånding og kiggede på de 2 stole der stod på den anden side af bordet. Jeg mærkede på armlænende på Jamies stol jeg sad i og følte en underlig følelse af magt. Ja, det var mærkeligt, men at sidde her føltes virkelig.. Tja, hvad kunne man kalde det?. Magtfuldt?.

Igen tog jeg en dyb indånding og rettede mig op i stolen og kiggede ned i skrivebordet. Ja, den følelse af magt brød jeg mig faktisk ikke om. Om det var fordi jeg havde set hvilken magt Jamie havde eller om jeg bare ikke var typen der havde lyst til at have magt over nogen, anede jeg ikke, men i hvert fald brød jeg mig ikke rigtig om det.

Jeg vendte blikket ned imod venstre side af bordet og så fire skuffer i en lodret række. Jeg fugtede mine læber med min tungespids og uden at tænke mere over noget overhovedet, så jeg min hånd gribe fat i håndtaget, som jeg trak i, så skuffen gik op.

Hvorfor jeg egentlig fik lyst til at kigge i skuffen anede jeg faktisk ikke. Måske var det bare kedsomhed, for ærligt, så var jeg sikker på, at den bunke med blanke papirer og de andre småting, der lå i skuffen, ikke var særlig interessante for mig.. Ja, det tænkte jeg i hvert fald.. Lige indtil, at jeg fik øje på en sort Iphone der lyste op i det bagerste hjørne af skuffen, som jeg havde trukket helt ud, så jeg havde frit udsyn til alt i skuffen.

Min første tanke var egentlig rimelig chill. Det var Jamies, som han havde lagt der inden vi allesammen blev anholdt.. Men efter kort tid mærkede jeg hurtigt undringen stige, da billederne fra da vi kom til politistationen, dukkede op i mit hoved.

Jeg stod ved siden af Jamie, da vi blev bedt om at tømme lommerne op i bakker, og der så jeg tydeligt Jamies mobil blive smidt op i bakken foran ham.. Og det huskede jeg kun fordi, at Jamie kom med en flabet bemærkning om, at han ønskede at beholde sin mobil, så han kunne ringe efter noget roomservice, når vi blev lukket inde på vores ’’luksusværelser’’..

Usikkerheden og en krampeagtig følelse i maven bredte sig hurtigt og blev meget hurtig meget voldsom og ikke mindst tvivlsom. Hvorfor havde han en ekstra telefon?. En telefon jeg aldrig havde set ham med før eller hørt om?. Når han ’’arbejdede’’ brugte han sin egen mobil, hvilket jeg havde set tonsvis af gange..

Mange tanker drønede igennem mit hoved, men den mest tydelige og mest ubehagelige af dem allesammen, var rimelig tydelig for mig, og fik mig bestemt ikke til at få det særlig godt i kroppen.

’’Endnu en hemmelighed!.. En ukendt telefon, som han aldrig havde talt om, og som han brugte til.. Ja, hvad?..’’

’’ANDRE DAMER!’’

Min djævels tanke skreg mig ind i hovedet og var rimelig tydelig. Først prøvede jeg at modbevise det, men efterhånden som jeg ikke kunne finde en forklaring på, hvad den telefon ellers skulle bruges til, blev jeg mere og mere anspændt.. Og ikke mindst nysgerrig for hvad jeg kunne finde inde i den, hvis jeg åbnede den!..

Jeg tøvede en smule, men efter at have mærket nysgerrigheden stige og da jeg havde hørt tanken: Ingen vil finde ud af det alligevel – besluttede jeg mig for at gribe telefonen og holde den foran mig med underarmene hvilende på skrivebordet.

Jeg så straks at telefonen så ret ny ud eftersom, at den dårligt nok havde en skramme. Ikke engang ekstra glas eller cover havde den på sig, så det gav mig tanken om, at det nok ikke var en der var blevet gået rundt med og brugt i hverdagen..

’’Nej!. Hvorfor helved skulle han også tage den med og risikere at du opdagede den?!’’

Jeg pustede tungt over min tanke og gled min finger over skærmen, så jeg straks kom hen til skærmen, hvor jeg skulle skrive den berømte adgangskode.. Fuck!. Hvad kunne det være?.

Min første tanke var min egen fødselsdag eftersom, at han havde brugt den til sin oprindelige telefon og sit skjulte pengeskab oppe i sit walk in closet, men dog fnøs jeg hurtigt af den idé. Hvorfor fanden skulle han bruge min fødselsdag til en telefon der skjulte utroskab?. Så blev han jo konstant mindet om mig, når han skulle ind og skrive med den eller de damer han mødtes med de aftner, hvor han påstod, at han tog ud i byen pga arbejde!.

Jeg tog en frustreret indånding og pustede tungt imens jeg fangede mig selv i, at taste de berømte 1-2-3-4.. Det ville komme ret meget bag på mig, hvis telefonen gik op. Men det gjorde den så heller ikke, og helt automatisk trak jeg bare på skuldrene af mig selv og prøvede istedet at taste 0-0-0-0, hvilket heller ikke var koden..

’’Som om han også bruger så let en kode?!’’ Fnøs min underbevidsthed af mig, og jeg holdte med det samme med den. Hvis han virkelig prøvede at skjule det her for mig, så vidste jeg også godt, at han ikke kun gjorde det halvt. For hvad nu hvis jeg fandt telefonen?. Så skulle den jo ikke være nem for mig at komme ind i, vel?.

Jeg så på skærmen, at jeg havde et forsøg tilbage og det frustrerede mig virkelig. Hvorfor var det ikke også bare min fødselsdag?. Nu hvor han brugte den på sin normale telefon og nu også i sit skjulte pengeskab, hvorfor så ikke også på denne her telefon?. Hvorfor kunne det ikke være så nemt?.

’’Måske er det så nemt?. Måske ved han, at du ved, at det ikke er det, og derfor bruger han den?..’’

Min tanke fik mig til at ryste på hovedet. Som om det var en dårlig film det her?. Så kunne han sku ligeså godt bruge sin egen fødselsdag.. Eller Justins.. Det havde jo været ligeså let.

’’Prøv nu bare. Hvis det ikke er den, så får du nye forsøg om nogen minutter..’’

Jeg sukkede over min næste tanke og prøvede at latterliggøre den, men af en eller anden grund blev jeg ved med at føle for, at prøve min egen fødselsdag.. For min tanke havde jo ret. Hvis det ikke var den, så fik jeg nye forsøg om nogen minutter, og så kunne jeg jo prøve Jamies egen fødselsdag.. Eller Justins.. Som jeg faktisk ikke kendte. Pis!.

Jeg tog en dyb indånding ind og holdt vejret imens jeg skrev min egen fødselsdag på skærmen – Og ja!. Der gik et kæmpe sug igennem mig, da telefonen klikkede og i det samme blev låst op.

What?!. Helt ærligt?. Min fødselsdag som kode på en telefon han skjulte for mig?. Hvorfor?.

Ja, det undrede mig sku rimelig meget, men jeg valgte hurtigt at lade det ligge, så jeg kunne komme videre i min søgen efter svar på hvad han brugte denne her mobil til, og hurtigt trykkede jeg mig ind på beskeder.

Jeg rynkede hurtigt panden, da jeg kom ind og så, at der var fuldstændig tomt for beskeder.

’’Selvfølgelig har han da slettet dem!’’

Min tanke gjorde mig irriteret og fik mig hurtigt til at trykke mig ud og derefter ind i ’’telefon’’, så jeg kunne se om der var nogen numre gemte i telefonen.. Men det var der ikke.. Ikke andre end en eller anden ’’Bryan McKenzie’’.. Og så mig?..

Okay, nu var det for alvor underligt?. Hvorfor havde han mit nummer gemt i en telefon, som jeg ikke måtte vide noget om, som han aldrig ringede til mig fra, og som han brugte til at holde noget skjult for mig?.. Det gav jo ingen mening..

Jeg trykkede mig ud af ’’telefon’’, og kom tilbage til startsiden, hvor de faste Iphone apps var at finde. Måske var der ikke en skid der beviste noget som helst på det lort her?. Måske skulle jeg bare opgive?.

Jeg tænkte ikke særlig meget længere, før jeg besluttede mig for at droppe min søgen i at finde noget ’’interessant’’. Jeg dobbeltklikkede på home-knappen, så jeg kunne lukke ’’beskeder’’ og ’’telefon’’ ordentligt ned, så man ikke kunne se, at jeg havde været inde i den, men straks efter jeg havde lukket dem ned, bemærkede jeg, at der var en ekstra ting åben. En ting som jeg ikke havde åbnet og som jeg kunne se havde 73 notifikationer på appens billede.

Navnet på appen var slet ikke til at forstå og hurtigt trykkede jeg mig ud på forsiden og gled fingeren over skærmen, så jeg kom til næste side, hvor jeg fandt appen, som den eneste ’’ekstra’’ app i telefonen.

Uden at tænke mere åbnede jeg appen og som det første fik jeg øje på et kort over hele Seattle, hvor jeg kunne se en masse røde tingester, rundt omkring på kortet. Det var ligesom tegnestifter der var sat på kortet og mange af dem var placeret det samme sted oven i hinanden.

Oppe i venstre hjørne i appen, så jeg igen notifikationsboblen, hvor der stod ’’73’’ ovenover 3 grå streger. Jeg trykkede straks på stregerne og halvdelen af skærmen blev til en liste over muligheder, som man kunne bevæge sig ind i, og ud fra overskriften ’’oversigt’’ fandt jeg igen boblen med ’’73’’..

Jeg trykkede mig straks ind på oversigt og hurtigt kom en lang liste frem på hele skærmen..

’’15. September kl. 13.21: ’’Molly Parker’’ ringede til 555-821-412’’

’’15. September kl. 10.38: ’’Molly Parker’’ registret aktivitet: ’’7800 Green Lake Park, Seattle’’ – Koordinat: *205-312*’’

’’14. September kl. 21.10: ’’Molly Parker’’ ringede til 555-745-202’’

....

 

 

_____________________________________________________

Oh shit!. Hvad siger i til Mollys fund?. Og hvordan reagere hun på det? :D Kom gerne med bud :D 

 

Jeg har siddet og tænkt lidt over hvor mange der egentlig følger med dagligt, så tænkte at jeg ville finde ud af det med en lille udfordring til jer :D 

 

For næste kapitel: 110 Likes + 180 der har sat historien på deres favoritliste :D ;) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...