Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
575411Visninger
AA

60. En Ægte Is-dronning!.

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Søndag d. 17. September, 2017 Kl. 18.32.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Jeg mener det sku, bro!!..’’

’’Du har selv sat gang i det her, og så skrider du midt i det hele?!. WTF!!’’

’’Tag din rådne telefon!!!’’

’’Er det pga hende eller hvad fuck sker der med dig man!?. Svar mig forhelved!!!!!..’’

Sukkende lukkede jeg skærmen på min mobil og igen ignorerede Tobys beskeder der tikkede ind minut efter minut. Ja, han var tydeligvis vred på mig, men ærligt, så var jeg pisse ligeglad. Desuden vidste jeg, at jeg sagtens kunne få redt trådene ud med ham senere, så det bekymrede mig ikke specielt, at han bevidst valgte at bruge udråbstegn i sine utallige beskeder til mig.

Men okay. Hånden på hjertet, så forstod jeg godt, hvorfor han var vred. Ham, jeg selv og drengene havde - og havde altid haft - en aftale om aldrig at skride op til en kamp, og hvad gjorde jeg så?. Lige inden kampens start valgte jeg så at skride og efterlade drengene midt i det hele. Men hvad kunne jeg gøre?. Jeg var totalt off og havde kun én eneste fucking ting i hovedet!. Mollys udtryk, da hun skred fra lejligheden tidligere..

Det havde pint mig hele dagen. Konstant havde jeg haft hendes blik foran mig, stikkende ind i mine øjne, og ikke mindst skærende i hjertet på mig. Men hvem kunne jeg blame for det?. Ikke nogen!. Ikke nogen fucking andre end mig selv!.

Hvorfor fuck skulle jeg også tage den med hende om morgenen, når jeg var totalt off, bagstiv og pissetræt?!. Hvorfor helvede tænkte jeg ikke det som jeg egentlig ville sige, ordentligt igennem inden jeg gik til hende?.

Hele dagen havde det naget mig, at den samtale med Molly var endt på den måde den gjorde. Det var jo ikke fordi jeg ønskede at miste hende, men efter at have været inde hos Jamie, var jeg.. Ja, kort sagt, så ramte paranoiaerne mig for vildt og jeg begyndte at tvivle på alt og alle!. Jeg blev en fucking kylling!. En lille slave der trak sig fra det jeg havde sat igang!.

Det var sku ynkeligt!. At jeg ikke engang havde ’’turde’’ komme hjem af ren og skær paranoia, efter mødet med Jamie, var jo kræftedeme til at brække sig over. Men frygten for om drengene, som Jamie havde bedt holde øje med Molly, fandt ud af noget om os, var åbenbart nok til at holde mig væk fra mit eget hjem og istedet smutte i byen, hvor jeg drak mig stiv og sov den ud i Tobys garage indtil i morges, hvor jeg valgte at gå træt og helt ødelagt hjem imens jeg intet andet end tomme følelser havde i kroppen.

Jeg huskede tydeligt de tanker jeg havde i morges, da jeg vågnede og lige idet Molly og jeg stod overfor hinanden. Min plan var egentlig bare at bide hele lortet i mig og komme videre, men efterfølgende - og efterhånden som paranoiaerne i mig faldt mere og mere til ro - kunne jeg godt mærke, at det slet ikke var rigtigt det der var sket.. Og specielt én ting pinte mig helt vanvittigt!.

Jeg var så opgivende. Jeg tøvede.. Jeg tøvede kræftedeme på det der i mit liv føltes allermest rigtigt!. Jeg tøvede på Molly, som jeg på intet tidspunkt før havde tøvet med at opgive!.

Det gav mig en virkelig dårlig smag i munden at tænke på, og det havde som sagt forfulgt mig hele dagen, og havde gjort det svært for mig at være i mig selv. Ja, jeg kunne ikke engang se mig selv i øjnene efter i morges, hvor jeg gav udtryk overfor hende, at jeg opgav hende!. Det var kræftedeme det eneste jeg ikke ville have, at hun skulle kunne placere på mig, og hvad skete der så?. Jeg kvajede mig big time og kastede alt hvad vi havde på gulvet!.. Bare fordi mine paranoiaer blev utrolig svære at styre og fik mig til at tage den nemme udvej, som langt fra var den rigtige!.

Ja, jeg var sku vred på mig selv, og det var slet ikke til at holde ud. At jeg kunne lade mig styre af så åndssvage paranoiaer ridsede mig overalt i kroppen. Aldrig før havde jeg ladet frygt styre mig, så jeg fattede kræftedeme ikke, hvordan jeg kunne gøre det nu!. Lige nu hvor der gjaldt noget så vigtigt som Molly!.

Det ramlede bare for mig. Med det i baghovedet, at jeg næsten lige havde siddet face to face med Jamie, set realiteterne i øjnene og vidste, at han ville slå mig ihjel, hvis han vidste hvad Molly og jeg havde lavet, så valgte jeg bare at trække mig.. Og fuck hvor jeg fortrød at være den fucking kylling der pludselig trak sig bare pga én mand!. Jeg havde jo forhelved vidst hvad jeg havde gang i hele tiden, og jeg kendte til konsekvenserne, så hvorfor fuck panikkede jeg lige pludselig?. Det var jo latterligt!.

Men dog havde jeg et håb indeni mig, omkring at det ikke var for sent at rette op på min kæmpe brøler. Jeg måtte tale med Molly. Forklare hende, at jeg slet ikke mente det jeg sagde på den måde. Vise hende, at det var en fejl, og fortælle hende, at jeg i et kort stykke tid lod frygten styre mig, og at jeg bare ikke kunne finde ud af at fortælle hende det hele som det faktisk var i det øjeblik, hvor jeg egentlig skulle, istedet for bare at tage den nemme løsning og smide det hele så opgivende på gulvet som jeg gjorde.. Og så skulle jeg forsvare!. Forsvare mig i forhold til det hun sagde.. Det som havde pint mig hele dagen at vide, at hun nu gik rundt og troede om mig.. At det vi havde ikke betød andet end sex for mig..

Tanken om, at det bare var noget hun havde sagt for at hævne sig på mig efter at have opgivet alt hvad vi havde sammen, havde selvfølgelig strejfet mig, men for mig var det slet ikke vigtigt om hun virkelig troede det, eller om det bare var noget hun sagde for at ramme mig. Det eneste der betød noget var, at hun blev overbevist om, at det nok var det sidste jeg følte overfor hende. Hun var alt andet end et fucking stykke legetøj for mig!.

*Ding*

Dørene til elevatoren skød sig ud til siderne og synet af en ret tom lejlighed kom til syne foran mig. Jeg skød mig væk fra bagvæggen i elevatoren og gik ud i entreen, hvor stilheden straks sank sig i mine øregange et kort øjeblik. Dog blev stilheden hurtigt brudt af lyden fra en dør, der smækkede hårdt i oppe ovenpå.

Jeg vendte straks blikket op imod trappen, der førte op til første sal imens jeg gik længere ind i lejligheden, og fik få sekunder efter øje på Molly, der kom helt dressed up og småløbene ned af trapperne, så man kunne høre hendes stilethæle klikke imod trinene.

Uden så meget som at skænke mig ét eneste blik tog hun de sidste trin ned af trapperne og strøg direkte forbi mig og hen imod elevatoren.

’’Hvor skal du hen?’’ Spurgte jeg hurtigt og mærkede en ubehagelig følelse i maven, da det ikke krævede meget hjernekapacitet at regne ud, at hun nok ikke bare skulle en tur ned i kiosken i den mundering.

Molly svarede mig slet ikke. Ikke engang så meget som en enkelt lille tøven i hendes gang hen imod elevatoren, var der, og straks gik det op for mig, at det nok krævede lidt mere af mig end bare at åbne munden for at få hende til at lytte. Hun var virkelig sur.. Ikke bare sur, som hun af og til kunne være, men sådan.. Skide hamrende jeg-gider-ikke-tale-med-dig-sur!.

’’Hey?’’ Kaldte jeg efter hende og satte straks i småløb efter hende, og nåede lige akkurat at gribe blidt om hendes arm få meter før hun var ved elevatoren.

Uden så meget som at sige noget, stoppede hun op og så helt koldt på mig imens hun hurtigt rev sin arm til sig. Bare det at se det blik i hendes øjne, fik mig til at fortryde endnu mere, hvad jeg havde sagt i morges. Det her blev sku ikke let.. Men mon ikke at hun forstod mig, når hun hørte min egentlig begrundelse for at være sådan et kvaj i morges?.

’’Kom lige med hen i sofaen..’’ Sagde jeg roligt og rakte ud efter hendes hånd, som hun straks flyttede, så jeg ikke kunne nå den. Okay?. Hun gad ikke engang tage mig i hånden?..

Jeg så et kort øjeblik ned på hendes hånd, men vendte så blikket op til hendes iskolde ansigtsudtryk, som hun havde rettet direkte imod mig. Det var ikke fordi, at hun fik mig til at blive usikker, men.. Forfanden, hvor var det blik ikke særlig rart at få fra hende. Aldrig havde jeg set hende sådan. Ærligt, så troede jeg slet ikke, at hun kunne se så iskold og vred ud.. Søde lille uskyldige Molly?.. Jeg mener.. Wow..

’’Kan vi lige tale sammen?..’’

’’Nej..’’ Svarede Molly så hurtigt, at jeg kun lige nåede at gøre min sætning færdig. Men fuck det. Bare det at høre hende tale til mig, gav mig et håb om at jeg nok skulle bryde isen overfor hende. Jeg mener, hun startede jo med slet ikke at se på mig. Nu så hun mig i det mindste, og svarede mig endda også.. Okay, godt nok ikke lige det jeg havde håbet, at hun ville svare, men alligevel. Der var da en lille åbning i den iskolde facade.

’’Molly, forfanden.. Det jeg sagde i morges.. Det..’’

Jeg sukkede lettere opgivende og kiggede et kort øjeblik væk fra hende for at tage mig sammen.

Fuck man!. Hvorfor helved kunne jeg ikke bare sige det som det var?. Nu havde jeg kræftedeme gået hele dagen og ærgret mig over, at jeg ikke bare havde fortalt hende det præcis som det var, og når jeg så havde chancen, selv efter at have tænkt det igennem 100 gange, så var det alligevel så fucking svært for mig?!. Fucking stolthed man!. Hvor svært kunne det fucking være at sige hvordan jeg havde det?!. Var det virkelig sådan et stort knæk på min stolthed at sige, at jeg forhelved bare fik noia på.. At jeg blev bange?!..

Jeg kiggede straks tilbage på Molly, da jeg ud af øjenkrogen så, at hun vendte sig om og gik videre imod elevatoren.

’’Molly, vent nu lige, forfanden’’ Sagde jeg hurtigt for at stoppe hende idet hun trykkede på elevatoren, så dørene åbnede sig.

’’Jeg har ikke tid til det der..’’ Sagde hun iskoldt og så ligegyldigt og køligt på mig.

Jeg mærkede straks en vrede og irritation stige i kroppen på mig. What the fuck man!. Her stod jeg og forsøgte at tale ud med hende, og så sked hun bare på mig og skred!?. Det lignede hende kræftedeme ikke at være sådan en.. En.. En fucking is-dronning!. 

’’Hvad fuck har du så fandens travlt med, at du ikke lige kan lytte på mig i 5 minutter man?!’’ Spurgte jeg vredt idet Molly trådte ind i elevatoren og trykkede på knappen der kunne tage hende ned til stueetagen.

’’Jeg skal ud og have det lidt sjovt’’ Svarede hun iskoldt og mega flabet, så min irritation og vrede kun blev endnu mere voldsom. Kræftedeme man!. Så hun gad ikke lytte på mig fordi hun skulle ud og ’’have det sjovt’’, hva?!. Fucking kælling man!.

Jeg bemærkede at dørene til elevatoren begyndte at lukke sig i, men hurtigt satte jeg foden i klemme ved den ene dør, så de gik op igen og derved gjorde det umuligt for elevatoren at køre ned. Egentlig havde jeg slet ikke noget at sige, men jeg nægtede seriøst at lade hende skride med den bemærkning!. Den fornøjelse skulle hun sku ikke have!. Hun skulle fandme ikke vinde denne her!.

Vores vrede og iskolde blikke mødtes og imens jeg stod og så vredt på hende, kørte min hjerne på fuld skrue for at finde den sætning der skulle give hende ondt i maven ved at skride.. En god aften ønskede jeg hende i hvert fald ikke!.

’’Du er en møgkælling. Er du godt klar over det?!’’

Jeg fjernede min fod og lod dørene lukke sig i, men mærkede straks en gnavende følelse i maven idet jeg vendte mig om og lod hende køre ned uden, at hun overhovedet så ud til at gide at svare mig på det jeg sagde. Men hvad fuck skulle hun også sige?. Det var jo kræftedeme så latterligt sagt man!.

’’Fuck man!’’ Brummede jeg irriteret over mig selv og vendte mig om og gik imod stuen.. 

____________________________________________

Dette kapitel vil jeg gerne dedikere til Melanie_vic_gabri, fordi hun fik 5/5 rigtige i min ''Mumble-quiz'' hvor man kunne vinde et nyt kapitel her til aften :D Skide godt klaret!. Den virkede lidt svær denne gang, hehe :D 

Æren for at dette kapitel kommer ud i aften går til Melanie, så husk at takke hende, hehe :D 

Massere af krammere herfra :D 

Hold jer opdateret på min profil - måske der snart er en ny quiz, hvor i kan vinde næste kapitel :D 

Hav en skøn aften - Håber i kan lide kapitlet :) 

-NetteC :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...