Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
575398Visninger
AA

82. ’’Do You Tell Him?!’’

 

Location: Lake Union Park, Seattle. Dato: Søndag d. 8. Oktober, 2017 Kl. 21.19.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Med hurtige skridt kom jeg helt hen til pavillonen med kursen direkte imod det hjørne, som Justin netop var forsvundet fra. Jeg drejede hurtigt omkring hjørnet og så straks Justin foran mig, som det eneste menneske heromme.

’’Justin..’’ Kaldte jeg efter ham, da han var på vej væk fra mig og gik med hurtige skridt, med ryggen til mig, så jeg var tvunget til at sætte tempoet i mine skridt lidt mere op for at kunne indhente ham på de få meter der var imellem os.

’’Justin!’’ Kaldte jeg igen, da han ikke svarede mig, men bare fortsatte med at gå.

’’Fortæller du ham det?..’’ Spurgte han mig køligt uden at stoppe med at gå længere og længere om bag pavillonen og væk fra alle menneskerne.

’’Justin, stop nu lige!’’

’’Fortæller du ham det?!’’ Spurgte Justin bare videre med en lidt højere tone og uden overhovedet at gøre som jeg bad ham om.

’’Gider du godt at..’’

’’FORTÆLLER DU HAM DET?!’’ Vrissede Justin straks meget bestemt og stoppede straks op og vendte sig imod mig, så jeg selv var nødt til at stoppe op, for ikke at vade direkte ind i ham.

’’Jeg ved det ikke!’’ Svarede jeg meget hurtigt og desperat, da jeg stoppede brat op og vi fik øjenkontakt.

’’Du har måske tænkt dig at sige, at det er hans barn, eller hvad?!’’ Spurgte Justin med en tung vejrtrækning, så jeg slet ikke var i tvivl om, at hans adrenalin og temperament kørte godt rundt i kroppen på ham.

Jeg pustede tungt ud og rystede svagt på hovedet og sendte ham et lettere opgivende blik.

’’Jeg ved det ikke..’’ Hviskede jeg stille og så straks på Justin, at han spændte i kæben og kiggede anspændt væk fra mig et kort øjeblik imens han rystede lidt på hovedet og i en frustreret bevægelse kørte sin ene hånd igennem hans hår, så jeg fik det rigtig dårligt indeni og derfor kiggede lidt ned imod jorden og tog mig til ansigtet med den ene hånd.  

’’Er vi tilbage ved start?.. Huh?. Er vi, Molly?!’’ Brummede Justin frustreret imens jeg satte mine hænder i siden på mig selv og vendte blikket ud imod vandet og gjorde alt for at holde tårerne tilbage imens jeg ikke anede, hvad jeg skulle svare ham..

’’Hvad med den sidste måneds tid, huh?!. Betyder det slet ikke noget for dig?!’’ Spurgte Justin meget frustreret.

’’Jo det gør, det betyder meget for mig, men det har også været meget frustrerende og ulideligt!’’ Svarede jeg ham hurtigt og så på ham med tårer drønende imod mine øjne imens jeg så Justins frustrerede reaktion, hvor han gik så virkelig vredt væk fra mig og lignede en der slet ikke kunne være i sig selv.

’’Det hele skete så hurtigt, og vi lod os rive med!’’ Fortsatte jeg og fik hurtigt Justins blik tilbage på mig.

’’Rive med?.. Vi lod.. Hold kæft man!’’ Brummede Justin vredt og lød langt fra tilfreds med mit svar, hvilket man også klart fornemmede, da han vendte sig rundt for at gå.

’’Vi vidste begge to, at det her ville ske, Justin!..’’ Fortsatte jeg og begyndte at gå efter ham, men stoppede hurtigt op igen, da han hurtigt vendte sig imod mig og så stramt og vredt på mig.

’’..Ingen af os ville erkende, at før eller siden skulle vi stå overfor det her og..’’

’’Jo!. Jeg vil fandme erkende det!. Det er dig der ikke vil!..’’ Afbrød Justin mig skarpt.

’’Jeg er gået all in for dig, Molly!.. Du sagde du ville mig!.. Husker du det?!’’ Spurgte Justin vredt og trak tungt efter vejret.

’’Det vil jeg også, Justin, men det er lidt mere kompliceret i den virkelige verden..’’ Småråbte jeg frustreret, men stoppede lidt mig selv uden at være helt færdig med at tale, da Justin igen meget frustreret kørte begge sine hænder igennem hans hår og så sig lidt omkring før han kort efter tog sin ene hånd og hamrede ind i muren på pavillonen imens han brummede vredt.

’’Så du går i seng med mig og siger alt det lort du gør, og så skrider du bare så snart Jamie er ude igen?!’’

’’Nej!. Det er ikke..’’

’’Var det planen lige fra start?!. Var det en test jeg ikke bestod?!’’

’’NEJ!. NEJ!’’ Råbte jeg af ham, da vi begge hævede stemmerne mere og mere og konstant afbrød hinanden, hvilket kun gjorde frustrationerne endnu værre.

’’NEJ?!. Så fortæl mig, hvorfor helvede du ikke bare skrider fra ham man!’’ Råbte Justin og så skarpt på mig imens jeg straks blev tavs og tog en dyb indånding og tog mig til hovedet og kiggede ned imod jorden, hvor jeg rystede lidt på det af bar frustration over det her fandens rod, som jeg følte var komplet umuligt at løse.

De første tårer sneg sig ud af mine øjne og det fik mig til at knibe dem godt sammen imens jeg snøftede. Jeg hørte Justin sukke tungt og afsluttede det med et ordentligt pust, som afbrød den stilhed, der i et kort øjeblik sank sig imellem os..

’’Det her handler ikke om, hvem du helst vil have..’’ Sagde Justin med en lidt mere rolig stemme. Dog langt fra en mindre frustreret tone.

Jeg snøftede svagt og kiggede lettere forvirret op på Justin, som nu stod med krydsede arme og så køligt ned på mig.

’’Det handler om tryghed, ikke?..’’ Fortsatte han køligt, så jeg rynkede panden lidt.

’’Hvad mener du?.. Jeg er..’’

’’Det handler om pengene!’’ Afbrød Justin mig småråbende og fik straks et lyn til at slå ned igennem mig og en vrede til at stige i kroppen på mig.

’’Hvad snak..’’

’’Du kan ikke gå fra ham pga hans penge man!. Du ved, at han kan give dig hele verden og det kan jeg ikke!’’

Uden nogen tøven svang jeg min hånd igennem luften og ramte hans kind, så han straks drejede hovedet til siden.

’’Fuck dig, Justin!. Rend mig i røven!’’ Råbte jeg rasende af ham og vendte mig om for at gå.

’’Hvis du går nu, så ser du mig aldrig mere!. Forstår du det, Molly!’’ Råbte Justin efter mig og gjorde det ret tydeligt, at han fulgte efter mig, da hans stemme på intet tidspunkt blev fjernere.

’’Rend mig i røven!. Det er dig der ikke forstår en skid!’’ Råbte jeg frustreret og mærkede kort efter en hånd gribe fat om mit håndled, så jeg straks stoppede op og blev trukket tilbage og vendt om, så jeg straks fik øjenkontakt med ham.

’’Hvad er det jeg ikke forstår, hva?!. Du kan ikke vælge man!. Du sagde, at du gerne ville mig. Du sagde, at du ikke kunne gøre det forbi med Jamie så længe han sad inde!. Nu er han ude, og du kan stadig ikke gøre det forbi!. Ikke engang selvom du har mit barn i maven man!. Så det jo være pengene og sikkerheden i det, der gør, at du ikke bare skrider fra ham!’’ Råbte Justin mig ind i hovedet og lod tydeligvis hans vrede og frustrationer overtage fuldstændig.. Men kunne man bebrejde ham?. Ikke rigtig, vel?. Jeg gjorde præcis det samme selv lige nu..

’’Vi har aldrig nogensinde talt om, hvor det her skulle føre hen, Justin!.. Vi..’’

’’Nej, for det var forfanden så fucking tydeligt, at det ikke var nødvendigt man!.. Men jeg har måske misforstået dine signaler, eller hvad?!’’ Vrissede Justin skarpt og højt.

’’Ja, det har du måske!’’ Råbte jeg vrissende og rev min arm fri af hans greb og vendte mig igen om imens en kæmpe knude vred sig i min mave, da tanken om, at det jeg svarede ham med.. Var virkelig løgn!.

’’Hvordan tror du det føles at være god nok, når Jamie ikke er der, og så være ligegyldig nu hvor han er tilbage, huh?!’’ Råbte Justin efter mig, så jeg straks vendte mig om og så tilbage på ham og hans meget vrede blik, som han gik imod mig med.

’’Du kedede dig bare, gjorde du ikke?!’’ Fortsatte han uden så meget som at blinke med øjnene eller tage blikket fra mit eget vrede blik, som jeg sendte ham.

’’Det er derfor du ikke bliver hos mig, ikke?!. Fordi det ikke betød en skid for dig!. Er det ikke rigtigt?!..’’

’’Nej, det er kræftedeme ikke, men hvorfor helvede skulle jeg blive!?. Prøv og hør på os!. Vi kan ikke engang tale om et problem uden at skændes!’’ Svarede jeg hurtigt og så vredt på ham.

’’Det er forhelved det vi gør man!. Vi skændes!. Vi skændes fordi vi begge er helt vilde med hinanden, men ved, at det eneste der står i vejen, er ham der derhenne, og ham vil du ikke gå fra!’’ Råbte Justin frustreret og pegede hårdt i retningen af området, hvor alle bænkebordene stod linet op.

’’Jeg er ikke bange for at sige, hvad jeg fucking mener op i dit åbne ansigt!. Jeg er ikke bange for at fortælle dig, at du er røvhamrende irriterende og at du gør mig fuldkommen vanvittig!.. Som du gør 99% af tiden!’’ Fortsatte han imens jeg stod tilbage og blev en smule tavs imens jeg mærkede, hvordan mit hjerte bankede hårdt pga alt den adrenalin, men samtidig også blev helt varmt og nærmest føltes som om, at det blødte..

’’Så kan det jo heller ikke fungere imellem os, forfanden..’’ Sukkede jeg ærligt og så opgivende på ham imens jeg kørte min hånd lettere frustreret igennem mit løse glatte hår.

’’Jo det kan, for det vil jeg have, at det skal kunne!.. Fordi jeg vil have dig!’’ Brummede Justin skarpt og uden så meget som at tøve 1 sekund, hvilket igen fik mig til at holde mig helt tavs og bare se på ham imens han rettede sig lidt op og samtidig tog en dyb indånding.

’’Jeg vil have dig med alt hvad det indebærer!. Hele dig. For altid!.. Hver eneste fucking dag i resten af mit fucking liv!..’’ Begyndte Justin, så mine tårer ikke var til at holde tilbage og derfor straks væltede ned af kinderne på mig, og som jeg slet ikke var i tvivl om, at Justin tydeligt kunne se.

’’Kan du huske, hvad du sagde til mig på båden den aften oppe på dækket?..’’ Fortsatte Justin imens han så mig direkte i øjnene.

’’Du sagde ’lad os blive her for evigt’.. Kan du huske det?’’ Spurgte Justin og fik mine tårer til at løbe endnu mere ned af kinderne på mig, da mit hjerte krakelerede fuldstændig ved hans blide ord og hans dybe og varme øjne, som han viste mig.

’’Det kan vi komme til.. Dig og mig..’’ Fortsatte han og tog blidt fat om mine kæber og holdte fast i mit hoved, så jeg ikke kunne rykke det væk og derved bryde vores øjenkontakt. 

’’Jeg mente alt hvad jeg sagde.. Vi kan stikke af sammen.. Starte vores helt eget liv uden noget pis..’’

Jeg kneb øjnene sammen og hulkede svagt over hans ord imens jeg vendte blikket nedad, så jeg så på hans bryst istedet for hans øjne.

’’Kom med mig, forfanden..’’ Fortsatte Justin og smed fuldstændig facaden og alt vreden og frustrationen i hans stemme, imens han stødte sin pande til min og nussede nogen af mine tårer væk fra min kind.

’’Forhelved, Justin.. Hvorfor skal du gøre det så svært for mig altid?’’

’’Jeg elsker dig!..’’

Der gik et lynende sus igennem hele kroppen på mig, da hans ord, som kom meget hurtigt ud af ham efter min sætning, fik mig til at se op på ham og direkte ind i hans øjne, så var ligeså meget fyldt med følelser, som hans tone i stemmen, da han sagde de tre ord, som jeg slet ikke havde regnet med at skulle høre fra ham..

’’Hører du, hvad jeg siger?. Jeg elsker dig, Molly!.. Jeg kan sige det en million gange, hvis det skulle være!. Jeg elsker dig, jeg elsker dig.. Jeg. Elsker. Dig!..’’ Blev han ved uden så meget som at blinke en eneste gang med øjnene.

Jeg hulkede stille og lukkede øjnene, så tårerne væltede ned af kinderne på mig, hvor jeg med det samme mærkede, at Justin tørrede dem væk med sine tommelfingre, der hvilede på mine kinder.

’’Nu ved du, hvad jeg vil.. Så, hvad vil du?’’ Spurgte han virkelig sårbart og trak kort efter sin pande til sig og rettede sig op og lod hans hænder glide fra mine kæber og nedover mine skuldre, så de til sidste endte omkring mine overarme.

’’Vi går derhen nu.. Sammen!. og så fortæller vi Jamie det hele.. Okay?..’’ Sagde Justin selvsikkert og så afventende og håbefuldt på mig imens jeg forblev tavs og trak lidt luft og holdte vejret. Mit hjerte begyndte at pumpe hårdt imod mit bryst og frygten steg kraftigt i mig i takt med, at mit blik faldt langsomt fra hans øjne og ned imod hans bryst.

’’Det er, hvad du vil, ikke?’’ Spurgte Justin videre og fiskede efter et klart svar.. Men det kunne jeg ikke give ham.. Det eneste jeg kunne var at se op i hans øjne igen, med tårer rendende ned af kinderne og et usikkert blik.. Og det kunne jeg tydeligt se, at Justin lagde mærke til, da hans håb i øjnene slukkede langsomt mere og mere..

’’Er det ikke?’’ Spurgte han mig igen og gjorde det så pinefuldt for mig, så jeg igen måtte se ned, da jeg ikke kunne se ham i øjnene imens flere tårer løb ned af kinderne på mig imens jeg rystede svagt på hovedet.

’’Jeg ved det ikke..’’ Hviskede jeg meget stille og følte i samme sekund, at mit hjerte røg til bund og splittede sig i tusind stykker, som var et det tabt spejl på gulvet!.

Justin blev helt stille og sagde ikke en lyd, og selvom jeg langt fra havde lyst, så så jeg alligevel op og ind i et par tomme mørke øjne, som bare stirrede helt tomt på mig.

’’Okay..’’ Hviskede Justin og nikkede svagt imens han langsomt slap mine arme.

’’Nej.. Justin..’’ Hviskede jeg grædende, da det gik op for mig, at han ville gå fra mig idet han tog et forsigtigt skridt baglæns.

’’Okay..’’ Sagde han igen og løftede sine hænder og prøvede at se forstående ud, hvilket kun gjorde det hele meget værre for mig!.

’’Jeg forstår..’’ Fortsatte han roligt imens han bakkede baglæns og langsomt begyndte at vende ryggen til mig for at gå.

’’Justin, du må ikke gå..’’ Græd jeg, men fik ikke mere fra ham. Han vendte sig bare om og begyndte at gå væk fra mig i den modsatte retning end tilbage til der hvor vi startede med at gå for at komme herhen..

Jeg kneb øjnene sammen og tog mine hænder op til ansigtet imens jeg drejede mig til siden og lænede mig op af pavillonens mur, som jeg gled mig selv ned af, så jeg endte med at sidde på hug og hulke voldsomt ned i mine hænder.

Aldrig i mit liv havde jeg følt mig så knust og ødelagt. Men hvad fanden skulle jeg sige?. Jeg følte mig som det værste menneske på jorden overfor Jamie konstant!.. Jeg elskede ham jo, forhelved, så jeg kunne ikke bare gå hen og sige farvel og tak på den måde. Det ville jeg bare ønske, at Justin kunne forstå!.

Jeg forstod jo godt Justin, men efter alt det som både Justin og jeg havde gjort imod Jamie, så kunne jeg ikke ende noget som helst, på den måde Justin ønskede det. Jamie fortjente bedre end det. Men samtidig var der også noget i mig, der ikke kunne give slip på ham, og hvis jeg skulle være sammen med Justin, så krævede det, at jeg kunne give slip på Jamie.. Men det kunne jeg ikke.. Han betød alt for meget for mig til det..

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op nu. Jeg forstød virkelig den måde jeg havde behandlet Jamie på.. Men samtidig.. Så kunne jeg ikke få mig selv til at indrømme, at jeg fortrød, at jeg havde været sammen med Justin, for det ville være en kæmpe løgn!. 

________________________________________

Av, av, av - Hvad skal Molly gøre nu, hvor Justin er gået? :O

Kom gerne med bud om hvad hun skal gøre, og ikke mindst, hvad i tror der sker nu :D 

Massere af krammere herfra!. :D

Love <3

-NetteC :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...