Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
575602Visninger
AA

69. ’’..Det Er Sådan Vi Er’’

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Fredag d. 22. September, 2017 Kl. 08.10.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Jeg følte det på ingen måder som en drømmemorgen, da jeg først kom til mig selv. Mit hoved bankede så voldsomt, at man skulle tro, at jeg var blevet tævet med en hammer, min kvalme sad helt oppe i halsen, og så svedte jeg så meget, at min pande var fugtig og havde efterladt spor af fugtighed i min hårgrænse, hvilket jeg mærkede, da jeg lagde min hånd på panden og gled den op i mit hår.

Jeg pustede tungt idet jeg slap min pande og istedet trak ned i den tykke dyne, som føltes anderledes end den plejede.. Denne her var tykkere?.

Jeg åbnede øjnene forsigtigt, da jeg ikke ønskede at blive blændet af sollyset, der stod skarpt ind i rummet, og straks gik et gip igennem min krop, da jeg så ned af mig selv, der lå på ryggen, og havde en dyne med sort betræk på over mig.

Jeg lå stadig på Justins værelse?. Jo, jeg huskede da klart, at jeg var gået herop igår aftes efter at have fundet ud af, at Justin var skredet trods det, at han lovede mig at blive, men samtidig huskede jeg også min sidste tanke, som gik igennem mit hoved imens jeg græd og hulkede stille, lige inden jeg gik ud som et lys i aftes..

’’Justin smider mig sikkert ned på Jamies værelse, når han ser mig ligge her..’’

Tanken var virkelig ubehagelig igår, men nu.. At finde ud af, at jeg stadig lå her, gjorde det lidt mere behageligt at være i min ellers ret voldsomme tømmermænds-ramte krop!.

Et nyt gip gik igennem min krop, da jeg så lidt svag bevægelse ud af øjenkrogen fra den anden side af sengen, og uden at tænke mere, drejede jeg roligt blikket over på Justins side, hvor jeg så ham ligge under dynen på siden.

Jeg lod mit blik vende sig helt op imod hans ansigt og mærkede et sug omkring hjertet, da jeg så hans dybe brune øjne, som var rettet direkte imod mine øjne. Han så egentlig ret frisk ud, trods hans uglede morgenhår, men hurtigt fik jeg tanken, at han havde været vågen i et stykke tid.. Eller måske havde han slet ikke sovet, men bare ligget der?.

Først blev jeg egentlig ret tryg og glad indeni, da jeg så ham ligge ved siden af mig og vide, at han havde ladet mig ligge her og selv lagt sig her, da han kom hjem. Men straks blev den følelse erstattet af en ny ubehagelig og gnavende følelse i min krop..

’’Hvad hvis han dropper mig?. Han var så sur igår, da jeg kom hjem..’’

Frygten fra igår aftes, da jeg lagde mig herind kom igen, og jeg huskede den mest ubehagelige tanke jeg havde haft.

’’Hvad hvis hans grænse var nået og han slet ikke havde lyst til at glemme det her og være sammen med mig?..’’

’’Ej, så havde han sku da ikke ladet dig ligge her og selv lagt sig hos dig, da han kom hjem igen, hvis han ikke ville dig!’’

’’Hvad nu hvis han havde besluttet sig i nat for at give mig den sidste nat med ham inden han dropper mig her til morgen?’’

Efter dén tanke blev der helt stille i mit hoved og ingen rationelle tanker kom til mig og gav mig et svar der kunne give mig håb for, at Justin ikke havde tænkt sig at droppe mig helt nu, og det gjorde mig virkelig utilpas. I forvejen var det ikke fedt at have en krig i mit hoved, hvor frygt og fornuft skændtes om hvorvidt det her ville ende med, at jeg ville blive droppet eller ej, men at min fornuft ikke engang kunne komme med et reelt modsvar til min frygt.. Ja, det bekymrede mig virkelig, og gjorde det umuligt for mig ikke at blive påvirket af det hele igen..

’’Hvorfor sover du her?’’

Hans spørgsmål fik mig straks til at se op i hans øjne igen efter automatisk at have vendt mit blik lidt ned af ham imens mine tanker havde deres egen krig i mit hoved.

Bare det, at han spurgte, gjorde slet ikke min bekymring for hvad der ville ske, bedre. Tværtimod faktisk!. Jeg kunne slet ikke læse på ham, hvad han egentlig mente ved at spørge. Var han sur?. Var det underligt, at jeg lå her?. Var han bare nysgerrig?.

’’Læg dig fladt ned, Molly!. Drop det spil nu og vis ham sandheden!.. Han har jo vundet.’’

Min indre fornuft skreg mig temmelig højt ind i hovedet, og jeg var klart med den!. Det nyttede ikke noget mere. Den kamp vi havde haft var nødt til at stoppe, og hvis Justin virkelig ikke havde tænkt sig det.. Så havde jeg.. Jeg kunne ikke holde ud, at det skulle være sådan her, og jeg havde ikke lyst til at prøve at få en reaktion fra ham mere. Hvis han virkelig ikke gad reagere på mig og alt det jeg gjorde, så kunne det jo være ligemeget med at blive ved med at prøve.. Desuden havde min fornuft jo ret.. Han havde vundet for længst..

Jeg sank en klump i halsen og spændte i øjnene for at holde tårerne inde, som var på vej op igennem tårekanalerne med 120 km i timen. Jeg bed mig svagt i underlæben og så ham i øjnene meget kort inden jeg tog en dyb indånding for at tage mig sammen og svare ham.. Dog nægtede mit blik at kigge ham i øjnene, så det forblev fastfrosset nede på det hvide lagen imellem os, hvor den store dobbeltdyne med sort betræk hang indover eftersom, at Justin og jeg lå med lidt afstand og derved trak dynen godt ud i midten.

’’Jeg vågnede og fandt ud af, at du ikke var der, selvom du havde sagt, at du ville blive..’’ Svarede jeg meget stille og blev derefter helt blank på, hvad jeg skulle sige.. Og stilheden der meldte sig bagefter, hvor jeg egentlig havde håbet, at Justin ville sige noget, gjorde slet ikke situationen mindre slem, eller akavet!. Tværtimod, så blev det kun mere ubehageligt og fik mine tårer til at melde deres ankomst i mine øjne, for derefter at løbe nedover min næseryg og ende på puden.

Jeg ved ikke om det var med håbet om at få lidt medfølelse fra ham, men idet tårerne forlod mine øjne, kunne jeg pludselig se op på ham og se hans blik. Desværre blev jeg kun endnu mere trist, da hans blik stadig var ligeså ulæseligt som før.. Intet tegn på medfølelse overhovedet!.

’’Læg dig fladt ned, Molly!!’’ Skreg min fornuft så højt den kunne i mit hoved, så jeg ikke kunne undgå at lytte.. Men okay, lige nu havde jeg vidst heller ikke noget andet valg. Toget med andre valg var i hvert fald kørt idet tårerne kom ud af mine øjne.

’’Undskyld, Justin..’’ Græd jeg stille og drejede mig om at ligge på siden, så vi begge lå med fronten og kroppene imod hinanden. Dog med måske en halv meters afstand imellem os.

’’Undskyld!..’’ Forsøgte jeg igen med tårer væltende stille ud af mine øjne, som stirrede direkte ind i hans meget ulæselige blik imens jeg blidt lagde min hånd på hans tatoverede arm, der lå ovenpå dynen.  

’’Hvad undskylder du for?’’ Spurgte Justin stille uden at røre det mindste på sig, eller på nogen måder vakle med sit blik.. Heldigvis gav han mig noget jeg kunne bruge til noget!. Noget jeg kunne svare på!.

’’Det hele!.. Jeg er virkelig ked af det. Det var ikke meningen, at det skulle gå så vidt. Jeg blev bare så frustreret over, at du lukkede mig ude på den måde som du gjorde..’’ Svarede jeg stille og smågrædende og havde svært ved at holde øjenkontakten med ham hele tiden, så indimellem kiggede jeg lidt ned imod lagnet, hvor jeg også lagde min hånd som jeg kort før havde lagt på hans arm.

Stilheden meldte sig igen, og det pinte mig virkelig. Han var nødt til at sige noget!.

’’Sig noget, Justin..’’ Hviskede jeg pleasende og smågrædende idet jeg igen så op i hans øjne, så han kunne se mit bedende blik.

’’Hvorfor gjorde du det?..’’ Spurgte han mig og straks kunne jeg godt høre på tonen, at han ikke hentede til, at jeg blev frustreret over, at han lukkede mig ude, men at han hentydede til alt det jeg havde gjort for at få hans reaktion, som jeg var helt enig i, på ingen måder var i orden. Jeg havde jo brugt alle midler bare for at få en reaktion fra ham.. Jeg havde decideret trådt på ham!.. Arg, der kom stikket i hjertet igen.. Og endnu flere tårer!.

’’Jeg ved det ikke, Justin..’’ Hulkede jeg, da konfrontationen med alt det jeg havde gjort, for alvor kom på banen. Det var på ingen måder rart, men.. Jeg forstod ham jo godt. Hvis jeg var ham, så havde jeg også spurgt.. Jeg ville også høre ham sige det, hvis det her havde været omvendt og hvis det var ham der skulle tilgives!. Jeg ville vide, at han undskyldte for de rigtige ting og kunne se det samme som jeg i de fejl der var blevet begået...

’’Hvem skulle så vide det?’’ Spurgte Justin helt køligt og afbalanceret, som om, at det slet ikke påvirkede ham overhovedet hverken at tage denne her samtale med mig.. Eller se mig græde!.

’’Jeg blev desperat efter en reaktion fra dig..’’ Græd sig stille og kiggede igen ned, da jeg virkelig havde svært ved at se ham i øjnene. Ja, jeg skammede mig fandme!. Men det var jo sådan set forståeligt. At behandle et andet menneske så dårligt og træde på ham på den måde.. Det var sku noget at skamme sig over!.

’’Så det var derfor jeg skulle have den i hovedet, at du skulle ind og besøge Jamie, eller hvad?’’ Spurgte han ind og stak mig verbalt i hjertet ved at sige det så iskoldt som han gjorde.

’’..Ja..’’ Svarede jeg pinefuldt og lod flere tårer komme ud, så mine øjne automatisk knep sig sammen.

’’Og det var derfor du tog i byen?’’ Spurgte han videre med samme kølige tone, som dog samtidig virkede helt rolig og afklaret.

’’Jeg håbede du ville droppe det med, at du ikke ville reagere på mine handlinger og så komme og tage mig med hjem..’’ Sagde jeg stille og kiggede ham i øjnene igen i endnu et forsøg på at holde det ud og vise ham, at jeg mente hvert eneste ord.

’’..Jeg huskede hvad du sagde sidst jeg tog i byen’’ Fortsatte jeg stille og snøftede kort uden at stoppe de forsigtige og stille tårer der gled ud af mine øjne.

’’Hm?.. Hvad sagde jeg?’’ Spurgte han kort, og der var ingen tvivl!. Han spurgte fordi han ville høre mig sige det.. Ikke fordi han havde glemt det. Det var 100%..

’’Du sagde, at du slog mig ihjel, hvis jeg gjorde det igen..’’ Svarede jeg hviskende og lod stilheden imellem os være som den var indtil Justin efter få sekunder sagde noget.

’’Og det troede du så, at jeg ville gøre denne gang?’’ Spurgte han mig roligt uden at trække en mine i ansigtet.

’’Jeg havde håbet du ville..’’ Svarede jeg ærligt og så igen ned imod lagnet, hvor jeg svagt i toppen af mit blik kunne se hans tatoverede og nøgne overkrop.

’’Tja.. Man kan ikke sige, at du ikke havde fortjent det, hvis jeg gjorde..’’

Hans kølige svar ramte mig i hjertet, men samtidig forstod jeg ham også.. Jeg var jo enig, men alligevel fik det tårerne til at blive forstærket en anelse, så jeg måtte knibe øjnene sammen og suge lidt luft ind for at holde på det hulk der ville ud igennem mine læber.

’’Jeg ved.. det godt..’’ Svarede jeg og lod samtidig mit tilbageholdte hulk komme med ud, da det var umuligt at holde tilbage.

Justin svarede mig slet ikke, så lidt efter kiggede jeg smågrædende op på ham og fugtede kort mine læber.

’’Undskyld, Justin..’’ Forsøgte jeg igen småhviskende imens jeg igen lagde min hånd på hans overarm og trak mig selv lidt hen imod ham, hvor jeg bemærkede, at han slet ikke rykkede sig.. Og det gav mig håb!.

’’Justin..’’ Hulkede jeg klynkende idet jeg trak lidt i hans arm, men mærkede, at han slet ikke forstod mit signal om at lægge sin arm om mig.. Eller, han forstod det nok godt.. Han reagerede bare ikke på det!.

’’Vil du ikke nok holde om mig?..’’ Hviskede jeg grædende imens jeg kiggede ned imellem os og afventede ham håbefuldt og samtidig helt opgivende og knust.

’’Jeg synes du sagde, at det var slut?..’’

Jeg kiggede straks op i hans øjne efter hans kølige og lidt for afklarede kommentar.. Eller stikbemærkning var det nok mere!. Det stak mig i hjertet, da jeg blev mindet om det. Ja, ærligt, så havde jeg faktisk glemt det, men det havde Justin tydeligvis ikke, og nu hvor han bragte det på banen, så skar det mig dybt i sjælen som blev det skåret med en rusten kniv.

’’Undskyld, Justin!. Det mente jeg selvfølgelig ikke!.. Du må ikke tage den bemærkning seriøst.. Vil du ikke nok lade vær?’’ Pleasede jeg ham hulkende og lod hver en såret del af mig blive vist 100%, så han på ingen måder var i tvivl om, hvor meget jeg fortrød at have sagt det til ham!. Det var nok det sidste i verden som jeg mente!.

Justin så bare på mig uden at sige noget, som om, at det jeg sagde slet ikke var godt nok, og det fik mig kun til at græde endnu mere og istedet for at holde om hans arm, lagde jeg min hånd op på hans kind imens jeg rykkede mig tættere på ham, så jeg kunne mærke hans varme overkrop svagt op af min, og samtidig stødte min pande imod hans, som han heldigvis ikke rykkede væk.

’’Jeg skulle aldrig, aldrig, aldrig, have sagt sådan..’’ Hulkede jeg hviskende og holdte mine øjne lukkede imens mit hjerte bankede så højt og hårdt, at jeg kunne mærke min puls i mine ører.

’’Det kan du have ret i..’’ Svarede Justin stille, men stadig køligt og fik mig kun til at få det endnu mere skidt.. Ja, i forvejen var tømmermændene godt oppe at ringe, men med de her moralske tømmermænd?.. Ja, så blev det sku helt ulideligt at være mig!. Men jeg havde fortjent det.. I know!.

’’Jeg har det så skidt’’ Hulkede jeg stille og lod min hånd glide om i nakken på ham, som jeg begyndte at nusse blidt.

’’Så kan du sku bare lade vær med at tage i byen og drikke..’’ Svarede Justin iskoldt, så jeg efter kort tid åbnede øjnene og så direkte ind i hans, imens jeg var sikker på, at han godt vidste præcis hvad jeg mente, men istedet valgte at give mig et svar, hvor jeg igen skulle uddybe hvordan jeg havde det og hvad jeg mente præcist, fordi han ville høre mig sige det højt.. Ja, lige nu gjorde jeg alt.. Bare han ville lade isen blive brudt og lade os få det her ud af verden..  

’’Jeg ville hellere have 10 gange værre tømmermænd end det jeg har nu, hvis det bare kunne fjerne den skidte fornemmelse jeg har fordi jeg har været sådan en so overfor dig..’’ Græd jeg stille og hviskende og slap på intet tidspunkt hans øjne.

Et lille lys tændte sig i mig, da Justin uden at sige noget, bare valgte at sukke tungt og puste tungt ud imens han holdte sit blik direkte imod mit. Var det hans måde at lægge det her på hylden?.. Skulle jeg?.. Jeg mener, hvad havde jeg at miste lige nu?..

’’Hold om mig, Justin..’’ Hviskede jeg stille og gled min hånd blidt op i hans nakkehår, som jeg lukkede mine fingre blidt omkring imens mit hjerte bankede voldsomt og jeg holdt vejret..

Det var som at mærke festfyrværkeri i maven, da Justin efter nogen sekunder valgte at lægge sin arm blidt over min talje ovenpå dynen og derved holde om mig!. Det var som at mærke en sten forsvinde fra mit hjerte og det gjorde at flere tårer fik sneget sig ud af øjnene på mig i takt med, at et hulk røg igennem mine ellers lukkede læber, så jeg knep øjnene sammen, strammede mit greb i nakkehårene på ham og rykkede mig de sidste centimeter helt ind til ham, så vores kroppe blev som limet til hinandens under dynen.

’’Hvorfor skal det være sådan her?. Hvorfor skal vi skændes altid?’’ Hulkede jeg helt grædefærdig, både af bar lettelse over, at han gav sig og holdte om mig, men også fordi jeg reelt stadig var virkelig ked af denne her episode..

’’Fordi det er sådan vi er, Molly..’’ Sukkede Justin opgivende og sneg roligt sin hånd ind under dynen omme på min ryg, som han blidt begyndte at nusse. Jeg kiggede ham i øjnene og snøftede svagt uden at sige noget, og gispede svagt efter vejret, som var svært at få ordentlig fat i pga alt det gråd.

’’Hvor tog du hen i aftes?’’ Spurgte jeg stille efter lidt stilhed, hvor ingen sagde noget. Hvad var der også at sige til Justins svar?. Det var nok det mest ærlige og rigtige svar man overhovedet kunne svare til det jeg spurgte om.. Det var vel bare sådan vi var?. Og sådan var vi nok bare fordi, at vi var fuldstændig in-love i hinanden, men med alt for mange sten på vejen til, at det overhovedet kunne lade sig gøre at få hinanden helt!.. Årh, here comes the bad conscience..

’’Jeg tog ud med nogen venner og fik et par øl..’’ Svarede Justin roligt.

’’Så du har også tømmermænd?’’ Spurgte jeg stille og trak for første gang idag et meget svagt smil op på mine læber.

’’Slet ikke.. Og i hvert fald ikke så mange som du tydeligvis har’’ Svarede han stille og med sit kølige og afslappede blik.

’’Nej okay.. Så må jeg vel pleje mine tømmermænd alene idag..’’ Svarede jeg stille og fugtede blidt mine læber imens jeg kiggede lidt ned.

’’Ja, det må du nok..’’ Svarede han nok en anelse for hurtigt og med en tone, så jeg kunne høre, at det nok mest var en stikbemærkning til mig og ikke helt var hans alvor..

Jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt af hans svar imens jeg så tilbage i hans øjne. Nok virkede han meget seriøs og gengældte ikke mit smil, men alligevel kunne jeg se på ham, at det var.. Ja, hvad skulle man kalde det?. En form for blid hævn for det jeg havde lavet.. Men det var faktisk okay for mig. Så længe han ikke afviste mig mere, så kunne han stikke til mig ligeså tosset han ville!.

’’Jeg har også bare fortjent det..’’ Hviskede jeg stille og trak min pande lidt til mig, men kun for at kunne nærme mig hans læber med mine meget langsomt.

’’Ja, du har..’’ Svarede han stille og køligt, hvorefter han lod vores læber smelte sammen, så min krop blev helt varm og begyndte at sitre i alle dele.

Jeg udstødte et lille dejligt støn, og det tog mig ikke lang tid at spænde i kroppen og læne mig ind over ham, så han langsomt blev lagt ned på ryggen imens jeg lænede mig mere og mere indover ham uden at trække mine læber til mig og uden at komme med nogen former for indvendinger, da han lod sin hånd glide fra min ryg og ned på min nøgne balde, da min simple g-streng blottede hele min røv..

Fuck, hvor var det dejligt at mærke ham igen, og vide, at jeg var så godt som tilgivet.. Eller, næsten da, i hvert fald.. Fuck det, at han nok ville stikke lidt til mig resten af dagen. Lige nu ragede det mig et vidst sted!.. 

_____________________________________________

Så kom næste kapitel... Fordi... Ja, bare fordi det er påskeferie, you know Marialyngholmh1 ;) - Det var en god overtagelse du havde der, men den virker ikke hver gang :D haha

God fornøjelse med kapitlet, allesammen og rigtig god påske, og ferie til jer der har det :D 

Massere af krammere herfra <3 :) 

-NetteC :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...