Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
575207Visninger
AA

31. Det Ender Galt!.

 

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Lørdag d. 5. August, 2017 Kl. 12.51.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Elevatoren dingede og dørene gik fra, og jeg var som den første ude af elevatoren. Lyden fra min stilletter kunne nemt høres i det blanke flisegulv imens jeg gik direkte imod stueområdet.

’’Hvor er han?’’ Lød det fra Jamie til hans bodyguards, som stod ved elevatoren.

’’Han er inde på deres kontor. Drengene er også kommet’’ Svarede hans ene bodyguard.

’’Godt..’’ Svarede Jamie køligt, hvorefter lyden af hans fodtrin kunne høres blidt i gulvet.

Jeg steppede ned af trappetrinene imens jeg tog min sommerjakke af. Jeg smed den henover ryglænet på Jamies ene sofa og gik derefter rundt om den for at sætte mig.

Jeg skulede op imod entréen, da jeg kom rundt om sofaen lige inden jeg satte mig og bemærkede straks, at Jamie stod og kiggede ned på mig. Jeg fjernede hurtigt mit skuffede blik og satte mig i sofaen med blikket imod vinduerne.

Hele vejen hjem i bilen havde jeg ikke sagt et ord. Amen, helt seriøst, jeg var så skuffet. Når han endelig havde fri, så var der lige et eller andet alligevel.. Og han sagde aldrig nej!. Hellere arbejde frem for mig.. Tss..

Jeg hørte nogen rolige fodtrin bag mig og efter få sekunder så jeg skikkelsen af Jamie komme ind i min synsvinkel fra min højre side.

’’Kom..’’ Sagde han og rakte hånden ned til mig. Jeg rynkede panden lidt og kiggede undrende op på hans kølige men rolige ansigt.

’’Hvad?’’ Spurgte jeg en smule forvirret og bevarede mit uforstående ansigtsudtryk.

’’Kom med derind..’’ Svarede Jamie og så på mig uden at blinke.

’’Hvorf..’’

’’Du ville ikke sidde her alene, vel?. Kom nu med’’ Afbrød han mig roligt.

Jeg bed mig lidt i læben og kiggede ned på hans hånd.. Indtil jeg tog imod den og rejste mig fra sofaen og gik med.

For at være ærlig, så var det ikke lige det jeg havde tænkt på, når jeg sagde, at jeg altid bare sad og kedede mig, når han arbejdede. Det var ikke fordi jeg ville med derind og være til stede under hans møder. Det var jo nærmest endnu kedeligere?.. Men alligevel var jeg lidt nysgerrig. Dog også lidt nervøs eftersom, at jeg huskede på, hvad der skete sidst, hvor jeg bare kiggede ind om morgenen for at finde Jamie..

Jamie åbnede døren for mig ind til hans kontor og med ham lige bag mig trådte jeg ind imens jeg så hvordan drengene stod og kiggede på os imens ham der tydeligvist skulle snakke med Jamie, sad foran skrivebordet med ryggen til os, og trippede med det ene ben.

’’Sæt dig derover, babe’’ Sagde Jamie lavt bag mig i mit øre og pegede over imod venstre, hvor der i hjørnet på Jamies side af skrivebordet, stod en lækker hvid designerstol der kunne vippe og som var overtrukket med noget der lignede lys fåreskind.

Jeg gik med rolige skridt imod stolen med Jamie bag mig. Jeg gik forbi skrivebordet og idet jeg kom lidt forbi, kiggede jeg ned på ham fyren, som i det samme kiggede op på mig og kort efter så lidt overrasket ud.

Jeg vendte blikket væk fra ham og gik videre hen og satte mig i stolen, som var meget mere behagelig at sidde i, end jeg først lige havde troet.

’’Ryan..’’ Lød det køligt fra Jamie, da han stod face to face med fyren..

’’Jamie..’’ Svarede han køligt tilbage uden hverken at give ham hånden eller et afslappet smil. Faktisk var ham Ryan utrolig kold at se på. Og det mest ubehagelige var, at han blev ved med at kigge på mig, trods det, at han hilste på Jamie. Det stive blik han sendte mig, kunne mærkes, som en ånde i nakken, selv når jeg kiggede væk. Hvorfor kiggede han på mig?. Og så på den måde der?..

Jeg bed mig lidt usikkert i læben og kiggede diskret op på ham for at se om han stadig kiggede.. Og det gjorde ham.. Dog bemærkede jeg, at Jamie kiggede fra ham og hen på mig og idet Jamie og jeg fik øjenkontakt valgte jeg at kigge væk med et lettere utilpas blik i håb om, at han ville se, at jeg på ingen måder brød mig om, at ham Ryan sad og gloede sådan på mig.

’’Hvorfor kigger du på hende?’’ Spurgte Jamie ham tørt og rimelig køligt.

’’Tja. Måske det kunne være fedt at vide, hvem man sidder i rum med?’’ Svarede Ryan efter lidt tids tænkepause eller få sekunders tøven på sit svar, og kiggede stramt op på Jamie med et køligt blik.

’’Du sidder i rum med mig, okay?!..’’ Svarede Jamie kort og enkelt og udvekslede kølige og nærmest onde blikke med Ryan i få sekunder, før Ryan valgte at nikke kort op til Jamie, der stod for enden af hans skrivebord med krydsede arme og kiggede ned på Ryan, der stadig sad i stolen på siden af bordet.

’’Hvad kan jeg gøre for dig?’’ Spurgte Jamie uden at trække en mine i ansigtet.  

’’Hvor er han?..’’ Spurgte Ryan hurtigt og så ondt op på Jamie.

’’Hvem?’’ Spurgte Jamie hurtigt og med et ligeså iskoldt blik som ham Ryan.

’’Drop det pis, Jamie!. Du ved hvor han er!. Jeg snakker med ham hver dag fordi han er skide bange!. Og jeg ved, at du leder efter ham!’’ Vrissede Ryan og blev siddende som om, at han intet havde at frygte.. Og det gjorde mig lidt nervøs.  

’’Jeg har ikke hørt fra ham siden i mandags!’’ Fortsatte han køligt.

Det gippede lidt i mig, da Ryan nævnte mandag.. Det var den aften hvor Jamie var ude til sent på natten.. Det huskede jeg tydeligt, for.. Ja, den aften var temmelig svær at glemme for mig, hvis jeg skulle være helt ærlig..

’’Hvis du har vidst, at han var væk siden i mandags. Hvorfor kommer du så først nu?’’ Spurgte Jamie iskoldt, spydigt og alligevel helt afslappet.

Ryan udstødte et meget svagt pust imens han smilede lidt, rystede på hovedet og gned sig på hagen. Så ondt et blik havde jeg aldrig set før, og med det pust der nærmest lød som et ondt grin?.. Ej, det var modbydeligt.. Han var modbydelig!.

’’Er han død?..’’ Spurgte Ryan og kiggede ondt op på Jamie, som kiggede tilbage og igen ikke gjorde andet end at udveksle onde blikke med hinanden.

’’Det er fandme en tam bror at have, som først leder efter en næsten en uge senere..’’ Svarede Jamie spydigt og svarede på ingen måder på Ryans spørgsmål, hvilket jeg kunne se på Ryan, gjorde ham endnu mere sur end han så ud til at være i forvejen.

Mit hjerte pumpede derud af og jeg kunne mærke, at jeg faktisk slet ikke brød mig om at sidde her og lytte med på det her. Mest fordi det satte en masse tanker i hovedet på mig. Var der noget om det Ryan sagde?. Det passede jo sammen. Jamie var væk den aften og kom først sent hjem.. Og det, at han stod og røg den aften, som jeg vidste var et tegn på, at han havde brug for at køle sig selv ned og slappe af?.. Det var uhyggeligt, men.. Det gav mening.. Ej, det måtte være et tilfælde.. Jamie ville da aldrig.. Eller?.. Shit..

Tanken om ham fyren den aften, hvor vi var i byen.. Det Justin havde fortalt mig, at Jamie havde gjort.. Gennembanket ham og bedt drengene om at køre ham ud på en øde landevej og lade ham gå hjem, som de dog ikke gjorde.. Hvis Jamie kunne finde på det bare fordi en fyr kom lidt for tæt på mig.. Kunne han så også slå en ihjel?..

’’Tror du, at Marcus er stolt af dig?. Huh?.. Tror du?’’ Spurgte Jamie spydigt og satte hænderne på skrivebordet og lænede sig lidt imod Ryan, som kiggede iskoldt og rasende på Jamie. Ja, hvis øjne kunne slå ihjel, så var Jamie nok på vej til at være temmelig færdig lige nu..

’’Du opgav at hjælpe din bror fordi du var så opsat på ikke at hjælpe mig.. Du vidste hvad han var rodet ud i og du ville ikke hjælpe ham.. Selvom du udmærket kendte til de konsekvenser der kommer, når man tager røven på mig..’’

Jamies spydige og virkelig onde bemærkning skræmte mig. Så ond havde jeg aldrig hørt  Jamie lyde før. Faktisk var han stikmodsat end sådan som jeg plejede at se ham. Bevares, jeg vidste, at han kunne blive sur, men.. Det der.. Det gjorde mig direkte bange for ham, hvis jeg skulle være helt ærlig..

’’Hvis bare du havde været der for ham..’’ Var det sidste Jamie noget at sige før Ryan pludselig sprang op af stolen og i hovedet på Jamie, som tydeligvis var klar til at han gik amok.

Jeg gispede lidt og rettede mig op i stolen, da det kom så pludseligt. Aldrig før havde jeg set nogen turde fare i hovedet på Jamie, og ham Ryan.. Han virkede ikke engang tøvende eller viste nogen tegn på skræk for Jamie..

Jeg så med det samme over på Jamies drenge, som bare stod og så på imens Jamie fik lagt Ryan ned og begyndte at banke løs på ham og sparke til ham. For hvert et spark eller slag Jamie gav ham, var det som om, at Jamie blev mere og mere hidsig i hans kropssprog.

Jeg tøvede virkelig meget med at gøre hvad jeg allermest havde lyst til, men da jeg så Jamie begynde at trampe på Ryan, nåede jeg ikke engang at tænke, før jeg var oppe af stolen og sprang over til Jamie, som stod med ryggen til mig.. Det var nok nu. Det var alt for meget over grænsen, det der..

’’Jamie, stop!. Det er nok nu..’’ Råbte jeg og greb fat i Jamies skuldre og forsøgte at hive ham væk fra Ryan, der lå på gulvet helt sammenkrøllet.

’’Fjern dig!’’ Råbte Jamie idet han vred sig fri fra mig og vendte sig lynhurtigt om.

Alting gik så stærkt og før jeg overhovedet nåede at reagere, mærkede jeg en brændende smerte på min kind. Jeg stønnede da slaget ramte mig og så mig selv falde til siden, hvor jeg gispede højt og hurtigt, da jeg fik tæt øjenkontakt med bordkanten på Jamies mørke mahogniskrivebord.

Jeg ramte gulvet hårdt og tog mig straks til øjet som brændte af smerte. Jeg åbnede øjnene og så straks hvordan det flimrede for det øje der gjorde helt ufattelig ondt.

Stønnende satte jeg underarmen til gulvet og løftede min øverste del af kroppen en smule op imens jeg tog mig til øjet med den anden hånd. Jeg mærkede en væskende følelse under mit øje og kiggede straks på min hånd og så den røde farve ligge i små striber henover nogen af mine fingre.

Jeg mærkede et stød i kroppen, da det der var sket gentog sig på min nethinde.. Han slog mig!.

Jeg kiggede op imod Jamie, som så ned på mig med et køligt blik og nogen tunge vejrtrækninger. Idet vi fik øjenkontakt kiggede jeg hurtigt væk igen, da jeg slet ikke brød mig om det vrede blik han sendte mig..

’’Patrick, Logan.. Dylan..  Tag ham ud herfra.. NU!’’ Lød det koldt fra Jamie, hvorefter drengene straks reagerede og gik hen og samlede Ryan op fra gulvet.

’’Og hvis du viser dig her igen, så slår jeg dig ihjel!’’ Råbte Jamie efter dem inden jeg ud af øjenkrogen så drengene slæbe Ryan ud igennem døren, som de derefter lukkede efter sig.

’’Hvad fanden laver du, hva?!’’ Råbte Jamie arrigt og greb fat i min øverste arm. Jeg stønnede ømt idet han trak mig op fra gulvet og så hvordan hele rummet i korte sekunder snurrede for øjnene af mig.

’’Det er sidste gang, at du blander dig i mit business!. Forstår du det?!.. SE HVAD DU FIK MIG TIL MAN!’’ Råbte han arrigt ind i hovedet på mig imens han holdte fast om mine arme med et godt og stramt greb.

Jeg havde ingen ord overhovedet. Jeg turde faktisk slet ikke svare ham. Alt hvad jeg gjorde var at bøje nakken og undgå øjenkontakt med ham. Det gik dog ikke så godt eftersom at Jamie slap min ene arm og hurtigt tog fat i hagen på mig og løftede mit ansigt opad, så jeg fik den ondeste øjenkontakt med ham.. Eller, det var mere ham der så ond ud.. Ikke mig..

’’FORSTÅR DU HVAD JEG SIGER, MOLLY!’’ Råbte han ind i hovedet på mig, så jeg gispede hurtigt og begyndte at nikke desperat.

’’Ja, ja, ja, ja..’’ Fløj det lavt på stribe ud af mig imens jeg så ham bange i øjnene.

’’Godt!’’ Brummede han og slap mig fuldstændig med et lille skub, så jeg tog et par små skridt tilbage.

’’Gå ud og fix det der..’’ Sagde han og pegede på mit øje.

’’.. NU!’’ Brummede han og vendte sig væk fra mig og gik hen imod sine store vinduer imens han stak hånden i lommen og rev en pakke smøger og en lighter frem.

Jeg tog mig til øjet og gik straks imod døren. Jeg skulle slet ikke til at spille kæphøj eller noget som helst nu. Jeg gjorde bare præcis som han sagde uden nogen indvendinger!.

’’Og du bliver her!. Er du med?!. Du skal ikke engang tænke på at gå nogen steder!’’

Hans sidste befaling som han skød ud idet jeg åbnede døren ud til entréen, skræmte mig kun endnu mere. Sidste gang han sagde det, var han ikke engang så vred som nu, og der gjorde han alt for at finde mig.. Og det ville han også kunne denne gang.. Om så jeg havde tænkt mig at flygte fra ham, så nyttede det ikke noget. Han fandt mig alligevel.. Men nu havde jeg slet ikke planer om det. Jeg skulle fandme ikke rage mig endnu mere uklar med ham.. Slet ikke efter det her!.

Jeg nikkede bare til ham, så han kunne se, at jeg forstod det, og da han vendte blikket tilbage ud af vinduerne, gik jeg ud af hans kontor og ud på gangen og lod døren smække bag mig.

Jeg nåede kun at gå et par skridt i retningen imod Jamies badeværelse, da jeg pludselig hørte hurtige fodtrin på trappen. Helt automatisk kiggede jeg op og så til min ret store overraskelse.. Justin.. Hvor havde han været hele ugen?. Ikke her i hvert fald..

’’Molly?..’’

___________________________________________

Hold da fest for en omgang - Det var vidst ikke noget særlig godt at tage Molly med derind alligevel?. 
Hvad tror i der sker nu? :)

 

Fortsættelse Følger Imorgen :)  


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...