Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
574690Visninger
AA

50. Dårlig Samvittighed.

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Søndag d. 10. September, 2017 Kl. 11.36.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

*Riiing, Riiing, Riiing... Riiing, Riiing, Riiing...*

Jeg rynkede panden kraftigt for at mindske den voldsomme hovedpine der ramte mit hoved idet min mobil vækkede mig og fik mig til at spjætte voldsomt i kroppen.

Jeg strakte armen hen til natbordet, hvor min mobil lå og ringede løs, og greb den så og kiggede på skærmen, så godt jeg nu kunne igennem mine øjne som knap nok kunne åbnes.

Hemmeligt nummer?. Hvem fanden ringede til mig med hemmeligt nummer?. Og så på denne her tid af morgenen?.

Jeg gled min tommelfinger over skærmen og lagde min telefon op på min øverste kind imens jeg pustede tungt ud.

’’Hallo?’’ Mumlede jeg virkelig træt og med småhæs stemme, så jeg måtte rømme mig en smule.

’’Hey baby..’’

Hans dybe brummende stemme gik rent igennem og trods min hovedpine, så var hans stemme faktisk virkelig rar og behagelig at høre på.

’’Hey’’ Svarede jeg bare træt.

’’Sov du?’’

’’Mm’’ Mumlede jeg som svar og holdte mine øjne lukkede imens jeg prøvede at holde mig vågen til denne her samtale.

’’Undskyld, at jeg vækkede dig så..’’ Lød det roligt fra ham.

’’Det gør ikke noget’’ Svarede jeg helt roligt og pustede træt ud imens jeg tog fat om telefonen og holdte den ind til kinden imens jeg rullede ned på ryggen at ligge og bagefter gned mig lidt i panden med min frie hånd.

’’Prøv og hør, babe.. Øhm?..’’ Startede Jamie efter en kort stilhed, hvor ingen af os sagde noget.. Men hvad skulle jeg også sige så tidligt på dagen?. Desuden var det også ham der ringede, så det var jo også ham der måtte føre ordet.

’’..Undskyld for det igår, okay?. Jeg skulle ikke have opført mig sådan.. Selvfølgelig skal du have lov til at hygge dig og tage i byen som det passer dig. Det er bare frustrerende at vide, at du kan alt det og jeg bare kan få lov til at sidde herinde..’’

Hans ord røg roligt ind i mit hoved, men idet de nåede ind og vende, føltes det som om, at jeg fik en kæmpe mavepuster, og det fik mig til at åbne øjnene og straks stirre op i loftet.

Det var først nu, at virkeligheden ramte mig og jeg fik lagt puslespillet. Ja, ærligt, så havde jeg slet ikke skænket den skinbarlige sandhed én eneste tanke, lige indtil jeg hørte Jamies ord!. Indtil da havde jeg glemt alt. At han sad i fængsel, at jeg havde besøgt ham, været i byen, set hans venner holde øje med mig hele aftenen, og.. Shit!..

’’..Jeg savner dig fucking meget, og det er svært for mig at lade dig tage i byen uden at jeg er der til at passe på dig.. Jeg vil jo bare ikke have, at der sker dig noget jo..’’

Hans ord var de rene pinsler for mig og fik mig kun til at få knuder i maven imens jeg kneb øjnene sammen og tog mig til hovedet med min frie hånd.

’’Babe?..’’ Lød det spørgende fra Jamie idet jeg ikke svarede ham overhovedet.. Men hvad skulle jeg sige?. Okay, der var sikkert en enkelt ting jeg nok burde sige, men kramperne i min mave og følelsen af tårerne der var på vej op til mine øjne, gjorde det helt umuligt for mig at sige det.

’’Ja, jeg er her’’ Svarede jeg bare med en pivende og stille stemme og mærkede straks, at tårerne fik frit løb idet jeg hørte min grådkvalte stemme.

’’Græder du?’’ Spurgte han mig stille og bare dét at høre de ord, fik ørerne til at løbe ud af øjnene på mig og nedover mine tindinger, så tårerne endte i min hårgrænse.

Som svar hulkede jeg bare lidt og snøftede imens jeg forsøgte at få vejret. Det her var nok det mest forfærdelige der overhovedet kunne ske for mig!. Hvordan fanden kunne jeg også være så dum?!. Hvordan kunne jeg få mig selv til at være sammen med Justin, når jeg elskede Jamie så meget som jeg gjorde og oven i købet havde sagt ja til at gifte mig med ham?!.

’’Babe, forfanden. Du skal ikke græde..’’ Sukkede Jamie småtrist i røret, hvilket bare gjorde min dårlige samvittighed og alle de andre følelser endnu værre.

’’Undskyld’’ Hulkede jeg grædende og satte mig op i sengen i håb om at kunne få lidt luft, men desværre virkede det ikke rigtig, da mine hulk fyldte alt, alt for meget.

’’Hold nu op. Det er ikke dig der skal undskylde.. Det var mig der var en kæmpe idiot. Vi kan bare glemme det, babe’’

Hans ord var nok rettet imod noget helt andet end det jeg faktisk havde i hovedet. Det som jeg faktisk undskyldte for.. Men på en eller anden måde, så hjalp det lidt at høre ham sige det, trods det, at jeg tog de ord helt anderledes end han mente det.. For jeg var alt for sikker på, at hvis han kendte den reelle grund til, at jeg undskyldte.. Så ville han aldrig nogensinde sige sådan der.. Og det var nok også det der gjorde, at jeg ikke kunne få mig selv til at sige det til ham, som jeg egentlig burde gøre hurtigst muligt..

’’Jeg har fået lov til at få mine besøg i et privat besøgslokale, dog med vagt på..’’ Begyndte Jamie og skiftede totalt emne.. Hvilket faktisk var meget rart.. Dog stoppede det slet ikke den dårlige samvittighed, men emneskiftet fik mig lidt ud på et andet spor, hvor min dårlige samvittighed ikke var helt i fokus.

’’Jeg har fået lov til at få dig på besøg på lørdag.. Hvis du vil selvfølgelig?’’

Jeg sank en klump i halsen og tog en dyb indånding imens jeg nikkede kort for mig selv.

’’Mm’’ Mumlede jeg som svar og kunne ikke sige andet end det han gerne ville høre. Jeg følte mig så tom og følte mig slet ikke i en position, hvor jeg kunne tillade mig at sige nej og gøre ham ked af det og sur.. Slet ikke, når jeg ikke engang havde modet til at fortælle ham sandheden..

’’Godt, babe.. Så ses vi på lørdag, men jeg ringer nok til dig i løbet af ugen.. Du ved, bare for at sige godnat og høre din stemme og sådan, ikke?’’ Sagde Jamie helt afslappet og lød helt forløst i modsætning til mig, som langt fra følte mig hverken afslappet, forløst eller særlig godt tilpas lige nu.

’’Hvor har du en telefon fra?’’ Spurgte jeg ham stille og snøftede imens jeg tørrede mig under det ene øje, hvorefter jeg kørte min hånd ind i mit hår og støttede mit hoved på den.

’’Jeg har lånt en af de indsattes for at ringe til dig nu, men jeg får nok min egen snart. Jeg skal have en af drengene ind og besøge mig, når jeg får lov til at have mine besøg helt private og uden vagt på’’ Forklarede han og fik mig til at nikke svagt forstående for mig selv imens jeg igen snøftede blidt.

’’Men, babe, jeg bliver nødt til at løbe. Jeg kan høre vagternes nøgler ude på gangen, så de kommer nok og lukker mig ud på gårdtur nu..’’

’’Ja okay’’ Svarede jeg bare stille og tog en dyb indånding. Mest for at få mit hjerte til at holde op med at banke så meget imod mit rimelig trykkede bryst..

’’Jeg ringer nok til dig senere, okay?’’ Sagde Jamie stille og gav mig en knude i maven.

’’Ja, okay’’ Svarede jeg bare igen og snøftede ind, hvorefter røret hurtigt blev smidt på, så tre duttoner lød i den anden ende.

Jeg fjernede røret fra øret og smed telefonen ned på min dyne og tog mig selv til hovedet, hvor jeg brød helt sammen for mig selv.

Hvordan kunne jeg gøre det her imod ham?. Hvordan kunne Justin gøre det imod sin egen bror?!. Hvordan kunne vi begge være så snotdumme, at ende med at være sammen, når vi begge vidste, at vi ville såre en vi holdte så skide meget af?!.

Det mest ubehagelige var faktisk det, at når mine tanker ramte det der skete i nat, og de svage slørrede billeder drønede henover min nethinde.. Så kunne én helt bestemt tanke ikke undgås at blive hørt i mit hoved..

’’Det var jo virkelig frækt!’’

Tanken gav mig den vildeste ubehag, da det var så forkert at tænke sådan. Jeg elskede jo forhelved Jamie, så jeg skulle slet ikke tænke, at noget så skidt kunne føles så.. Ej, forhelved altså!. Hvorfor skulle Justin også være så sød?!.

I alt den tid, hvor Justin og jeg havde hængt ud efter, at han hentede mig på politistationen, så havde han bare været så sød ved mig. Han havde passet så godt på mig og givet mig så meget omsorg.. Alt den omsorg, som jeg lige præcis havde brug for at mærke i alt det her lort..

Hvorfor var han også sådan?!. Hvorfor kunne han ikke bare være det skide irriterende røvhul som han var i starten?!. Hvorfor gjorde han bare alt det rigtige ved mig?!..

 

~

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Søndag d. 10. September, 2017 Kl. 12.17.

 

*Justins Synsvinkel*

 

Jeg pustede tungt, da elevatordørene til lejligheden gik fra og den tomme og meget stille lejlighed kom til syne. Med udmattede skridt gik jeg forbi Fred, som var mødt ind i morges, kort inden, at jeg tog min daglige løbetur, som nok lige idag havde været ekstra lang, trods det, at jeg på ingen måder orkede det. Normalt løb jeg aldrig efter en ordentlig bytur, men idag var det rimelig tiltrængt følte jeg.

Egentlig burde jeg jo være pisse hamrende tilfreds. Jeg boede det lækreste sted. Jeg havde røven fuld af penge, som jeg kunne bruge af uden at røre en finger... Og så havde jeg endelig langt om længe været sammen med den dejligste pige af dem alle, igen!. Hvorfor fanden havde jeg så fucking dårlig samvittighed?. Hvorfor var det pludselig så anderledes for mig at tænke på Molly?.

I alt den tid, hvor jeg havde set hende med Jamie, havde jeg bare håbet på at dagen ville komme, hvor hun ville se til min side og glemme Jamie.. Og når det så endelig skete.. Så fik jeg pisse dårlig samvittighed!. Det var kræftedeme typisk.. Og slet ikke en del af planen!.

Selvfølgelig fortrød jeg ikke, at jeg havde været sammen med Molly i nat, men midt i min løbetur kom der pludselig en tanke ind i mit hoved, som jeg slet ikke havde tænkt på indtil idag.. Hvad nu hvis Molly valgte at sige det til Jamie?. Han slog mig halvt ihjel og jeg ville miste alt hvad jeg havde i hænderne på et splitsekund!.

Den tanke måtte jeg ærligt indrømme, at jeg slet ikke havde tænkt. Men nu hvor jeg gjorde det, så kom den dårlige samvittighed og jeg gjorde noget som jeg ellers ikke havde overvejet, at jeg overhovedet ville gøre.. Jeg tøvede.. Jeg tøvede med at kæmpe for hende og begyndte istedet at frygte alt det her.. Det var så latterligt og slet ikke noget der lignede mig, så det generede mig af helvedes til, at det pludselig skulle føles sådan, når jeg hele tiden, inderst inde, havde været klar over hvad fanden jeg rendte rundt og lavede og forsøgte at gøre!.

Det var stramt at være nået dertil, hvor jeg tænkte, at jeg var nødt til at holde mig fra hende.. Og det krævede, at jeg ikke drak, for i fuld tilstand var det så godt som umuligt for mig at styre både min flirt og min voldsomme tiltrækning af hende!..

Jeg hørte elevatoren lukke i og køre ned igen, bag mig, imens jeg selv fortsatte rundt om trappen og hen imod køkkenet, hvor jeg hurtigt satte farten lidt ned, da jeg så hende sidde med ryggen til ved kogeøen på en af barstolene.

Jeg tog en svag indånding ind og fortsatte min gang hen til køkkenet, hvor jeg uden at skænke hende ét eneste blik, gik direkte forbi og hen til køleskabet for at hente min vandflaske, som jeg havde sat derind inden jeg tog ud på min løbetur.

Jeg lukkede lågen til køleskabet efter mig og vendte mig om imens jeg skruede proppen af min flaske. Jeg skuede over til Molly og fik et stød igennem kroppen idet jeg så hendes triste blik være vendt hen imod mig.

Jeg var slet ikke i tvivl om den anspændthed jeg straks følte idet vi fik øjenkontakt. Og det blik hun havde i øjnene sagde alt.. Hun fortrød det, og det fik jeg det virkelig stramt over.

Ja, det var sku mærkeligt at være mig lige nu. Her gik jeg med følelsen af dårlig samvittighed, men idet jeg så Molly i øjnene og slet ikke var i tvivl om, at hun fortrød det, så gjorde det mig nærmest vred. Det generede mig at se hende fortryde noget så dejligt som det der skete i nat!. For det var jo fucking fantastisk det vi lavede!. Det kunne hverken hende eller jeg komme udenom!. Det nægtede jeg fandme også bare at afvise!.

Molly tog en dyb indånding og brød vores øjenkontakt efter ganske få sekunder og rettede sig op på stolen, som hun kort efter hoppede ned fra.

Hun vendte sig om og da det gik op for mig, at hun ville gå, havde jeg kun ét i hovedet.. Jeg måtte stoppe hende!.

’’Molly’’ Kaldte jeg roligt, men klappede i som en østers derefter, da jeg faktisk ikke havde tænkt længere end det. Faktisk anede jeg slet ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne bare ikke holde ud at se hende gå på den måde!.

’’Justin, vi skal ikke tale om det..’’ Sagde Molly meget hurtigt idet hun stoppede op og vendte sig om imod mig.. Som om, at hun vidste, at den sætning skulle siges før eller siden.

Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle svare, da jeg så hendes øjne igen. Det var som om, at hun gjorde mig helt mundlam bare ved at kigge på mig.. Og det lignede på ingen måder mig!.

’’Det må ikke ske igen..’’ Sagde hun meget trist og virkede næsten tøvende i sine ord..

Jeg rystede bare på hovedet og kiggede lidt væk. Fuck, hvad skete der for mig lige nu?. Jeg havde selv pisse dårlig samvittighed, men at høre hende sige de ting der, gjorde mig bare rasende!. Jeg kunne slet ikke styre det eller på nogen måder tænke klart!.

Jeg kiggede hurtigt tilbage på Molly, idet jeg ud af øjenkrogen så, at hun vendte sig om for at gå.

’’Kan du kigge mig i øjnene og sige, at det ikke var godt?!’’ Spurgte jeg lidt mere vredt, end jeg egentlig havde tænkt mig at lyde, og fik Molly til at stoppe op og igen vende sig imod mig.

’’Det er fuldstændig ligegyldigt, Justin. Det..’’

’’Kan du?!’’ Afbrød jeg hende vredt og nægtede at lade hende tale udenom.

Molly kiggede hurtigt væk fra mig og rystede lidt på hovedet og tog kort efter en dyb indånding imens hun fugtede sine læber med sin tungespids. Hun pustede tungt ud og kiggede tilbage på mig med en tåre på kinden.

’’Jeg elsker Jamie.. Det er alt der betyder noget.. Jeg kan ikke gøre det imod ham’’ Var det eneste hun svarede med trist stemme, før hun vendte sig om og forlod mig i køkkenet helt alene.

Jeg bed tænderne sammen og mærkede hvordan mine hænder spændte sig om min åbne vandflaske, som knagede og lod vandet bliver presset op igennem hullet, så det løb nedover flasken og mine hænder.

’’Fuck!’’ Brummede jeg vrissende for mig selv og kastede vandflasken fra mig, så den fløj igennem luften og ramte muren henne ved siden af køleskabet.

Trods det, at jeg havde set alt det her ske allerede lige efter det i nat, skete, så var det ikke grund nok for mig til ikke at føle alt den vrede som jeg gjorde!. Det var fandme så latterligt det hele!. Hvad fuck ville hun med en der sad i spjældet man?!. Hende som hadede stoffer så meget, ville hellere vente på en der sad inde for at have spandevis liggende, end at være sammen med mig, som kun solgte det for at overleve!. Det var kræftedeme så fuckt det her!. 

____________________________________________________

Fortsættelse Følger Snart :) - Hvad tror i der sker nu?. :D Savner at høre jeres kommentarer - Måske kan jeres forslag på hvad der sker, give mig ideer til fremtiden i historien ;) :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...