Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
574512Visninger
AA

66. Anderledes?.

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Torsdag d. 21. September, 2017 Kl. 09.17.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Det var med blandede følelser, at jeg valgte at stå ud af sengen her til morgen. Jeg var vågnet flere gange i nat fordi min hjerne kørte på højtryk og havde svært ved at falde til ro for alle de tanker som var så svære for mig at holde styr på. Jeg havde det virkelig skidt over den måde det var endt imellem Justin og jeg igår, og selvom det kun havde været for få dage, så havde jeg lige vænnet mig til at vi også sov sammen oppe hos ham om natten.. Og nu lå jeg her helt alene nede på Jamies værelse.. Det var blandt andet også derfor, at jeg var glad for at det endelig var morgen. Så jeg ikke behøvede at ligge her og prøve at få noget søvn istedet for at gruble så meget over det igår aftes.

Jeg rejste mig fra sengen og greb min morgenkåbe som jeg havde taget på igår aftes efter at have taget et dejligt langt og varmt karbad. Det besluttede jeg at gøre lige efter, at Justin valgte at skride fra lejligheden uden at tale til mig overhovedet.. Men sådan nægtede jeg, at det skulle være idag!.

Jeg havde det mildt sagt, sygt stramt over igår og det faktum, at Justin ikke havde noget at sige til mig. Forstod han ikke, at det bare var en refleks?!. En latterlig refleks, som jeg ikke havde en skid kontrol over!.

Det var forfærdeligt at tænke tilbage på igår. At han var gået herhjemmefra med troen om, at jeg sammenlignede ham med Jamie. Selvom jeg forsøgte at bryde igennem hans mur og overbevise ham om, at det ikke var rigtigt, så troede han ikke på mig.. Og så efterlod han mig bare med en så trist stemning, at det brændte mig langt ind i sjælen!. Men som sagt, så skulle det laves om idag!.

Jeg bandt min morgenkåbe fast om livet på mig imens jeg gik hen til soveværelsesdøren. Jeg åbnede den roligt og gik med rolige skridt ud i gangarealerne med kursen imod stuen og køkkenet.

Her var fuldstændig tomt, men idet jeg nåede længere hen imod køkkenet blev jeg klar over, at Justin havde været vågen eftersom, at der stod en lille bunke opvask på kogeøen. Efter hvad jeg kunne se, var der blevet lavet æg og bacon på de to små pander der stod brugte på komfuret. På pladen plejede der at være nogen røde knapper der lyste, hvis komfuret var varmt, men lige nu var de alle 4 slukkede, så jeg tænkte hurtigt, at det nok var et stykke tid siden, at han havde været hernede.. Bare han ikke var gået..

Jeg kiggede over imod trapperne til førstesalen og uden at tænke længere, valgte jeg at gå hen til dem og videre ovenpå. Jeg krydsede fingre for, at Justin nok var oppe hos sig selv istedet for at være gået, men ærligt, så hældte jeg nok mest til, at han var skredet endnu engang fordi han ikke ville tale med mig.. Bare det at tænke den tanke fik det til at gnave dybt i mig..

Jeg kom ovenpå og gik målrettet imod Justins værelse, hvor jeg stoppede op foran den lukkede dør. Jeg lagde min hånd på håndtaget og skulle lige til at trække ned i det, da en svag brusen lød fjernt for mig.

Jeg kiggede ned imod enden af gangen og bevægede mig langsomt ned imod døren for enden af gangen, som stod på klem. Jeg nærmede mig den brusende lyd og var slet ikke i tvivl om hvad jeg havde lyst til at gøre.. Men turde jeg?. Burde jeg?..

’’Hvad fanden skulle du ellers gøre?..’’

Stemmen i mit hoved nåede ikke engang at lade mig bruge energi på at gruble over det. Hvis jeg skulle bløde ham op, så var det her måske et ret godt sted?.

Jeg tog en dyb indånding og holdt vejret imens jeg forsigtigt skubbede døren til Justins badeværelse op. Han stod med ryggen til ovre i hans brusekabine, og virkede mere som en der bare nød det dampende varme vand løbe nedover ryggen på ham frem for en der faktisk tog et bad for at gøre sig klar til dagen.

Jeg trådte forsigtigt ind på badeværelset og helt bevidst lukkede jeg døren lettere hårdt efter mig. Jeg smækkede den ikke, men gjorde alligevel så man kunne høre, at den blev lukket, så Justin kunne høre, at han ikke længere var alene. Mine øjne var som frosset fast på ham og faktisk havde jeg håbet på en reaktion fra ham idet døren blev lukket i.. Men der kom ingen?..

Med langsomme skridt bevægede jeg mig hen imod brusekabinen. Jeg bed mig lidt tvivlsomt i læben, men hurtigt kom djævlen i mig på banen og forsøgte ihærdigt at holde på min beslutsomhed og selvsikkerhed.

Jeg bandt min morgenkåbe op og lod den falde til det varme gulv, så jeg stod tilbage i et par hvide g-strenge, som jeg kort efter, og meget beslutsomt, også tog af og lod glide ned af mine ben.

Jeg trådte et skridt frem og greb blidt fat i lågen til kabinen, som jeg åbnede, og var nu helt sikker på, at Justin kunne mærke og høre min tilstedeværelse.. Men stadig kom der ingen reaktion fra ham. Han stod bare der helt stille med bøjet nakke og med vandet silende nedover ryggen på ham.

Mit hjerte bankede hårdt imod mit bryst, men samtidig fortalte det mig også, at jeg ikke kunne bakke ud nu. Jeg var nødt til at gøre noget for at overbevise ham om at det der skete igår var totalt misforstået.

Jeg trådte et lille skridt frem, så jeg stod helt tæt på ham og samtidig blev ramt af bruserens varme vandstråler, hvilket var virkelig behageligt. Jeg lukkede øjnene og gled mine hænder ind på hans hofter bagfra imens jeg tog det sidste lillebitte skridt frem, så min nøgne overkrop blidt blev presset ind imod hans ryg.

Det, at han ikke engang gispede eller rørte på sig, gjorde mig ret overbevist om, at han havde hørt mig komme lige fra starten. Dog gav det samtidig også et lille jag i maven, da han ikke engang reagerede på mine blide nus på hans rillede og ret tatoverede mave.

Uden at åbne øjnene, placerede jeg blidt mine læber på hans ene skulderblad og gav ham et forsigtigt kys.. Men heller ikke det reagerede han på.. Jeg sukkede tungt og åbnede øjnene.

’’Undskyld..’’ Sagde jeg stille imod hans ryg og lagde ikke skjul på nogen som helst følelser.. Jeg var ked af det, og det skulle han vide.

Egentlig havde drømmesenariet lige nu været, at han ville vende sig om til mig, holde om mig og tilgive mig for den drejning som tingene tog igår, men selvfølgelig skete det ikke.. Det eneste der kom fra ham, var en dyb indånding, hvorefter han pustede tungt ud og slukkede for bruseren, så det straks føltes meget køligere omkring mig eftersom, at det varme vand ikke længere varmede mig op.

Det gippede i mig idet Justin tog blidt fat om mine håndled, men hurtigt blev den håbefulde følelse i mig erstattet af en gnavende og meget ubehagelig følelse, da Justin blidt trak mine hænder væk fra ham og vendte sig om og gik direkte forbi mig og ud af brusekabinen. Han bevægede sig over til håndklædevarmeren på væggen og tog et håndklæde og viklede det om livet på sig selv og satte derefter kursen imod badeværelsesdøren.

’’Justin’’ Kaldte jeg roligt efter ham og steg ud af bruseren helt våd. I modsætning til ham tog jeg min morgenkåbe fra gulvet istedet for et håndklæde, og var egentlig bedøvende ligeglad med om den blev våd og ubehagelig at have på fordi jeg ikke havde tørt min krop inden.

’’Justin!’’ Kaldte jeg igen, nu med en lidt skarpere tone i stemmen, da han ikke engang svarede mig, men derimod bare valgte at gå ud af badeværelset og ned af gangen. Jeg viklede hurtigt båndet i morgenkåben om mig imens jeg straks satte efter Justin. Nu havde jeg taget hul på det her, så kunne han sku ikke bare gå!.

Jeg fulgte efter ham hele vejen ned til hans værelse og tøvede ikke det mindste med at gå efter ham ind på det.

Sukkende valgte jeg at sætte i småløb hen til ham i et forsøg på at få ham stoppet i at gå imod hans garderobe, og jeg nåede hurtigt ind på ham eftersom, at han fortsatte med at gå i det samme rolige tempo selvom man sikkert tydeligt kunne høre, at jeg satte tempoet op og småløb efter ham.

’’Justin, forfanden..’’ Sagde jeg idet jeg greb hans skulder og trak lidt i den, så han stoppede op og først nu vendte sig om og så på mig med et fjæs, som stak mig direkte i hjertet. Han var helt tom i blikket og kølig, men alligevel virkede han lidt skuffet og trist idet han så på mig..

Et eller andet sted havde jeg håbet på en eller anden bemærkning fra ham. Noget alla ’’hvad er der?!’’ ’’Hvad man?!’’ eller sådan noget?. Noget af det han plejede at sige, men der kom ingenting. Han stod bare der og lod totalt mig få ordet.. Det var i hvert fald nyt!.

’’Justin, du..’’ Startede jeg tøvende og sukkede tungt imens jeg så ned et kort øjeblik før jeg inde i mig selv skreg mig selv ind i hovedet, at jeg skulle se ham i øjnene, når jeg tog den her med ham!. Ja, det nyttede sku ikke at stå og glane ned i gulvet. Det virkede ikke særlig troværdigt. Derfor rettede jeg hurtigt blikket mod hans øjne igen og pustede tungt ud for at styre uroen i min krop.

’’Du må ikke være sur på mig..’’ Sagde jeg stille og prøvede bevidst at ramme ham på hans medfølelse ved at vise ham, hvor ked af det jeg var over det her.

’’Jeg er ikke sur på dig..’’ Svarede Justin bare helt tomt og virkede, for mig, slet ikke ærlig. Det lyste ud af ham, at han følte en hel masse omkring mig lige nu - og et af de ting var helt sikkert vrede - og ærligt så pinte det mig lidt, at han ikke bare smed det hele i hovedet på mig, og.. Ja!. Svarede mig igen og viste sin vrede til mig.. Ligesom han plejede, for så ville vi kunne komme videre og få det godt igen!.

’’Hvad er du så?’’ Spurgte jeg ærligt og krydsede mine arme og hævede svagt mit ene øjenbryn.

Justin så bare på mig og uden at sige noget trak han bare lidt på skuldrene og vendte sig om og fortsatte hen imod sin garderobe.

’’Justin, lad vær med at gå nu. Fortæl mig nu forfanden hvad du tænker, for jeg kan mærke, at du har noget du gerne vil sige!’’ Sagde jeg pinefuldt imens jeg fulgte efter ham og nægtede bare at lade ham gå fra mig på den måde. Det irriterede mig faktisk helt vildt, at han bare skred!.

’’Justin!’’ Kaldte jeg og skruede bissen lidt mere på eftersom, at han slet ikke svarede mig eller reagerede på hvad jeg sagde.

’’Hvad blev der af ’ingen hemmeligheder’, huh?!’’ Spurgte jeg frustreret imens Justin stoppede op ved sit klædeskab og åbnede lågerne. Dog fik jeg endelig en reaktion fra ham efter mine ord, som jeg bevidst trak frem i håb om, at det ville genere ham, at jeg brugte en tidligere samtale imod ham og derved få ham til at snakke. Og det virkede tydeligvis eftersom, at han vendte sig om og så på mig.

’’Jeg har ingen hemmeligheder for dig..’’ Svarede Justin roligt, men alligevel køligt.

What?!. Var det dét?!. Så roligt et svar!. Fuck no man!.

’’Det har du da!. Du fortæller mig ikke hvordan du har det!’’ Svarede jeg rimelig frustreret efterhånden.

’’Det er ikke en hemmelighed hvordan jeg har det..’’ Svarede han bare og vendte igen ryggen til mig for at finde noget tøj i hans skab imens jeg stod mundlam tilbage og mærkede frustrationen brænde mig op indvendig, som var den lavet af ild!.

’’Forstår du ingenting eller hvad!?. Jeg har jo sagt, at jeg er ked af det og at det var en refleks!’’ Sagde jeg frustreret og hævede tonen en anelse, da frustrationen var virkelig svær at holde inde, trods det, at jeg virkelig kæmpede en kamp for at tage den med ro, men det var forbandet svært, når han stod der og var så lukket, og så fandens kold overfor mig!.

’’Det ved jeg godt..’’ Svarede Justin mig med ryggen til og stadig helt køligt.

’’Hvorfor er du så sådan der?!’’ Spurgte jeg hurtigt frustreret og fik ikke andet tilbage end et tungt og opgivende suk fra Justin, som ikke engang så til min side idet han lukkede skabet med sit indsamlede tøj i hænderne og gik over imod hans seng.

’’Fint, Justin!..’’ Startede jeg og krydsede mine arme imens jeg nikkede ’’forstående’’, da jeg kunne mærke, at min vrede var ved at tage fuldstændig overhånd nu.

’’Så vær sur på mig!. Opfør dig som et fucking pattebarn, men jeg har sku ikke tid til det her!..’’ Fortsatte jeg vredt og tøvede kun få sekunder med at sige noget som jeg vidste ville gå ham på. Dog var min beslutsomhed og vrede langt stærkere end min tøven..

’’..Jamie venter på mig..’’ Afsluttede jeg mig selv og vendte mig om og gik imod værelsesdøren for at gå ud af værelset.

Jeg var totalt forberedt på, at det hele ville eskalere nu. Jeg var klar på at mærke ham nærme sig mig og måske endda tage fat i mig som han plejede.. Men det skete ikke?!. Jeg forstod ikke en skid idet jeg forlod ham på værelset. Han råbte ikke engang af mig?. Han reagerede slet ikke på min spydige bemærkning?..

Jeg glemte ikke hvad han råbte igår før vores skænderi stoppede brat. Det havde blandt andet kørt rundt i mit hoved hele natten.

’’Så lad vær med at besøge ham.. Skrid fra ham’’

Jeg havde godt haft en mistanke om, at Justin tænke sit, når han igennem alt det her hørte mig tale om og med Jamie, og når jeg besøgte ham, men han sagde aldrig noget.. Ikke før igår. Der blev kortene virkelig lagt på bordet og jeg blev ret sikker på at mine fornemmelser for hvordan han havde det med at høre om mig og Jamie sammen, var rigtige.. Det var derfor, at jeg brugte det som en slutbemærkning helt bevidst, og ja!. Mega spydigt, I know..

Jeg brød mig på ingen måder om at bruge noget som helst imod Justin, men.. Fuck, hvor gjorde han mig vanvittig!. Hvad fanden skulle jeg gøre for at få ham til at reagere, så vi kunne komme over det her?.

 

*Justins Synsvinkel*

 

Hold nu kæft man!.. Det her var sku sværere end jeg først lige havde regnet med. Kvinden var sku dygtig!. Dygtig til at sætte mit pis totalt i kog!.

Ja, inderst inde var jeg rødglødende og kæft det var svært ikke at gå fuldstændig amok og vise hende det!. Men nu havde jeg besluttet mig for at lade vær alene af den simple årsag, at jeg ikke kunne se hende kigge på mig med den frygt i hendes øjne, som jeg så hende med igår aftes.

Seriøst!. Jeg var ikke engang i nærheden af at nå grænsen overfor hende igår, og så troede hun, at jeg kunne finde på at pande hende en!. Det var fandme stramt for mig at finde ud af, at hun kræftedeme var bange for mig, og det blev kun endnu værre at se hende kigge på mig præcis på samme måde som hun kiggede på Jamie efter han havde slået hende første gang!.

Jeg nægtede at lade hende gå med frygten for om jeg kunne finde på at gøre det igen og den eneste måde jeg kunne overbevise hende om, at det ikke kunne ske selv når hun råbte og skreg og var spydig overfor mig, var hvis jeg forholdte mig helt kølig og uden at hidse mig op overfor hende.

Men det tog sku en drejning jeg ikke lige havde forventet.. Pludselig virkede det som om, at hun blev frustreret fordi jeg ikke reagerede med vrede som jeg plejede, og det fik mig virkelig til at tænke på, hvor sindssyge kvinder kunne være!. Når man endelig lod dem råbe og skrige uden at give dem noget igen, så blev de nærmest endnu mere hidsige og frustrerede?.. What the fuck?..

Ærligt, så var jeg glad for, at hun valgte at gå nu, da det som sagt var fucking svært for mig at udstråle så meget ro og balance, for gu fanden havde jeg da lyst til at gå fuldstændig amok og svare hende igen!.. Især efter hendes sidste og meget spydige bemærkning. For det vidste jeg at det var!. En fuld bevidst og fucking spydig bemærkning, som slet ikke havde været nødvendig at bringe på banen!.

Inderst inde var jeg ved at blive revet midt over idet hun sagde, at hun skulle ind og besøge Jamie, og oven på den vrede jeg i forvejen havde over alle hendes ord og hendes måde at hæve tonen overfor mig på, så var jeg lige ved at nå grænsen for hendes flabethed.

Hver eneste gang hun snakkede eller besøgte Jamie pinte det mig, men hvad kunne jeg sige til det?. Ikke en skid man!. Jeg kunne ikke engang forbyde hende det, selvom jeg havde virkelig lyst.. Fordi vi stod i den latterlige situation, at hun ikke var min... Men hans!.

Allermest havde jeg lyst til at forbyde hende at besøge ham, og jeg havde virkelig lyst til at tage hendes ellers spritnye telefon og kyle den af helvedes til.. Men det kunne jeg ikke.. Fordi hun havde valgt ham og ikke mig!.. Det beviste hun også igår, da jeg fik råbt lidt ukontrolleret og ugennemtænkt, at jeg mente, at hun bare skulle skride fra ham og lade vær med at besøge ham!.

Jo, gu fanden mente jeg det da, men om det var smart at sige til hende dér, kunne jeg sku ikke lige finde ud af igår.. Lige nu gik det dog op for mig, at det nok ikke var eftersom, at hun valgte at bruge det imod mig nu!. Men fint!. Vi fortsatte bare det her spil!. No problem, baby!.. 

_____________________________________________

Næste kapitel kommer ud ved 150 likes ;) :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...