Heartache ❄ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
December er den mest stressende måned på året, og det er noget, Noah McKenzie kan skrive under på. Ikke nok med at det er stressende at arbejde på intensiv, så kommer hun også ud for følelsesmæssig stress, da hendes ex-forlovede, Harry Styles, havner på afdelingen. Da Noah ser Harry ligge bevidstløs i hospitalssengen, vækkes gamle følelser, og der går ikke længe, før hun fortryder de valg, hun foretog få måneder forinden.

14Likes
26Kommentarer
3694Visninger
AA

7. ❄ 7. december, 1997


7. december, 1997

Vinterkulden havde givet de mange mennesker i skoven røde kinder og forfrosne næser. Til trods for dette var skoven fyldt med smil og latter, og alle syntes at have det skønt i selskab med deres kære.

Jeg betragtede menneskerne omkring mig, der alle snakkede lystigt med hinanden. Bekendte som ubekendte. Små børn legede tagfat mellem de voksne, og deres latter fyldte den kolde vinterhimmel. Et smil bredte sig på mine læber.

”Vær så artig,” hørte jeg Harry sige bag mig, og jeg vendte mig om mod ham. Han kom gående mod mig med to papkrus i hænder, der var fyldt med varm kakao.

”Tak,” svarede jeg med et smil og kyssede ham hurtigt på munden. Mine kolde og lettere røde fingre greb fat om det ene af krusene, og varmen derfra bredte sig allerede til min krop.

Ironisk pustede jeg ned i kakaoen for at afkøle den, og jeg tog forsigtigt et lille sip. I det samme sekund, som min overlæbe mødte kakaoen, skød en brændende fornemmelse gennem mig.

”Av, det er varmt!” udbrød jeg og fjernede hurtigt kruset fra min mund. Jeg gned min pegefinger mod min læbe i et forsøg på at få smerten til at forsvinde.

”Det er da altid noget, nu hvor det også var varm kakao, jeg bestilte,” sagde Harry muntert og med et glimt i øjet.

”Det er da altid noget, nu hvor det også var varm kakao, jeg bestilte,” efterlignede jeg Harry med en dyb stemme efterfulgt af en fjollet grimasse, der fik Harry til at le. ”Du er så sjov, hvad?”

”Faktisk, så ja. Ja, det er jeg,” svarede Harry og voksede ti centimeter. ”Og jeg ved, at du også synes det.”

Harry tog en tår af sin kakao, som han sank uden problemer. Det var også derfor, at jeg endnu engang prøvede at tage en tår. Kakaoen brændte min gane, og jeg var lige ved at spytte det hele ud igen.

”Karma har vist været på besøg,” sagde Harry og tog bevidst endnu en tår af sin kakao.

Jeg mumlede noget utydeligt og sendte Harry et surt blik, hvilket han gengældte med et sødt smil. Han lagde armen omkring mig og trak mig ind til sig, hvorefter han kyssede mig i håret.

Sådan stod vi i lidt tid; mig i hans arme, forsigtigt nippende til den stadig skoldhede kakao, og ham, der blidt nussede min arm og tømte kruset for kakao på ingen tid. Børnenes latter fyldte stadig pladsen, men den gjorde mig intet. I december var der intet, der kunne gå mig på. Alt var, som det skulle være. Perfekt.

”Nå, skulle vi se på et juletræ?” spurgte Harry pludselig, gav slip på mig og kastede kruset i retningen af en skraldespand. Han ramte ikke, og brokkende gik han hen og samlede kruset op, hvorefter det blev smidt i.

”Ja, det ville nok være en god ide,” svarede jeg og tog en stor tår kakao, hvorefter jeg også smed mit krus ud. ”Det er jo trods alt derfor, vi er kommet.”

Harry sendte mig et stort smil, hvorefter han rakte sin hånd ud mod mig. Jeg gengældte hans smil og tog hans hånd i min, og kort efter flettede vores fingre sammen.

”Og vi er enige om, at vi skal have et højt, smalt træ, ikke?” spurgte Harry mig, da vi begyndte at gå. Jeg rynkede på panden og så op på ham.

”Ej, det mener du ikke?” spurgte jeg uforstående. ”Selvfølgelig skal vi ikke have et smalt træ. Det skal højt og bredt, og sådan er det bare.”

”Nej, nej, nej,” begyndte Harry og himlede med øjnene. ”Brede træer drysser så forfærdelig meget. Det er virkelig trættende at rydde op efter.”

”Hold da op. Det går da hurtigt nok, hvis man er flere om det,” sagde jeg.

”Det kan du sagtens sige. Hvor mange gange har du hjulpet med at tage juletræet ud igen?” spurgte Harry og så afventende på mig. Jeg tav.

”Altså, jeg har taget al pynten ned mange gange,” sagde jeg efter lidt, hvilket fik Harry til at fnyse.

”Pynten er også den lette del. Du skulle prøve at løfte træet ud af huset og op en trailer, for ikke at snakke om fejeriet, der venter, når man kommer hjem fra lossepladsen.” Harry guidede os mellem de lange rækker af grantræer, der nærmest så ud som om, de poserede for os.

”Se det her træ,” sagde Harry og gik hen til et højt grantræ. ”Det er da fint.”

”Nej, det er smalt, og det skal det ikke være,” sukkede jeg og lagde armene over kors. ”Og det er ikke engang flot.”

”Årh, Noah,” sagde Harry opgivende. ”Hvorfor er det, at vi ikke bare kan vælge et træ, jeg godt kan lide?”

”Fordi vi skal have et bredt træ, for det plejer vi,” svarede jeg en smule surt. ”Desuden, så skal træet stå hjemme ved mine forældre. Det er deres træ, og de plejer at vælge et bredt træ.”

”Sandt, men hør lige. Sidste år lod de os vælge et træ, og der valgte vi et bredt træ, du kunne lide,” sagde Harry og kørte frustreret en hånd gennem sit geléfyldte hår. Han holdt en kunstpause og overvejede sine næste ord. ”Jeg har ikke haft en familie at holde jul med i mange år, så jeg kunne virkelig godt tænke mig, bare én gang, at vælge et træ efter min smag.”

Jeg tav. Harrys ord ramte mig i hjertet, dér, hvor det gør allermest ondt. Han havde ret. Jeg tænkte tilbage på sidste jul, hvor vi havde stået i selv samme skov og kigget på træer. Mindet om, hvordan jeg havde fundet det bredeste træ af dem alle, stod stadig klokkeklar. Harry havde ikke engang protesteret over træet, og jeg havde troet, at alt var i skønneste orden.

”Undskyld, Harry,” sagde jeg med en lille stemme, der nærmest forsvandt mellem træernes grene. ”Du har ret.”

Jeg så op på ham med store, undskyldende øjne, og han trådte frem mod mig. Han tog mine hænder i sine og strøg blidt mine håndrygge med hans tommelfingre.

”Du skal ikke undskylde, jeg…” Harry sukkede og ledte efter de rette ord. ”Jeg har bare set frem til en rigtig jul.”

”Jamen, vi tilbød dig at være med sidste år,” mindede jeg ham om. ”Du var også velkommen dengang.”

”Det ved jeg,” sagde Harry og tog en dyb indånding. ”Men ærligt, så følte jeg mig ikke som en del af familien. Det hele var nyt og ukendt, og jeg var ikke sikker på, at jeg kunne håndtere alle indtrykkene. Men i år, der er jeg klar, og jeg glæder mig som et lille barn. Mit indre barn hopper og danser rundt i mig bare ved tanken om, at jeg skal tilbringe den mest vidunderlige dag på året sammen med hende, jeg elsker og hendes mindst ligeså vidunderlige familie.”

Jeg smilede. Tårerne pressede sig på, og pludselig gennede en tåre sin vej ned ad kinden på mig.

”Hey, du skal ikke græde,” sagde Harry med en mild stemme og tørrede tåren væk med sin tommelfinger.

”Det gør jeg heller ikke. Jeg bliver bare rørt,” svarede jeg og så på ham med et blik, der både var fyldt med vemod og kærlighed. ”Du har været igennem så meget, og jeg er lykkelig over at være en del af din glæde. Det betyder virkelig meget for mig.”

”Jeg har altid overlevet, og jeg vil altid overleve. Livet er en rejse fyldt med prøvelser, der bliver belønnet med glæder. Og lige nu er min største glæde dig.”

”Åh, Harry…”

”Ssh, sig ikke mere.”

Harry tyssede på mig, og i næste øjeblik mærkede jeg hans bløde læber mod mine. En svag varme bredte sig hele min krop og fik mine kinder til at brænde.

Jeg fældede en tåre, stadig berørt over Harrys ord, og taknemmelig for, at jeg kunne dele øjeblikke som disse med ham. Der var ingen, der fortjente glæde og lykke, ligeså meget som Harry.


Næste kapitel kommer søndag d. 10 december.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...