Heartache ❄ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
December er den mest stressende måned på året, og det er noget, Noah McKenzie kan skrive under på. Ikke nok med at det er stressende at arbejde på intensiv, så kommer hun også ud for følelsesmæssig stress, da hendes ex-forlovede, Harry Styles, havner på afdelingen. Da Noah ser Harry ligge bevidstløs i hospitalssengen, vækkes gamle følelser, og der går ikke længe, før hun fortryder de valg, hun foretog få måneder forinden.

14Likes
26Kommentarer
3691Visninger
AA

5. ❄ 3. december, 1996


3. december, 1996

Nej, jeg tør altså ikke!” hvinede jeg, da Harry kom skøjtende hen mod mig og tog mine hænder. ”Jeg kan ikke skøjte!”

”Du bliver i det mindste nødt til at prøve,” sagde Harry og smilede. ”Du kan bare støtte dig til mig, jeg skøjter ingen steder uden dig.”

Mod min vilje fik Harry mig ud på skøjtebanen. Mine ben rystede under mig af skræk, og jeg ventede bare på at vælte første gang.

”Godt. Prøv at skøjte fremad. Tag det stille og roligt,” sagde Harry og skøjtede langsomt bagud. Med akavede bevægelser bevægede jeg mig en smule fremad.

”Det her går ikke, Harry. Jeg kan ikke finde ud af det,” sukkede jeg opgivende og stoppede op efter få skridt. Mine hænder maste Harrys, da jeg var rædselsslagen for at falde. Det havde jeg altid frygtet, og det var mere eller mindre også grunden til, at jeg aldrig før i mit liv havde stået på skøjter.

”Årh, hold nu op. Det går jo fint,” prøvede Harry at opmuntre mig med, men jeg troede ikke på det. Jeg kunne allerede føle alles øjne rettet mod mig og se deres grinende ansigter for mig. Det ville være løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke følte mig som Bambi på glatis.

”Jeg lærer det jo aldrig,” blev jeg ved. Mine ben fortsatte med at ryste, både fordi jeg frøs, men også af frygten for at falde og blive til grin.

”Kom nu. Jeg griber dig, hvis der sker noget,” sagde Harry. Jeg sank nervøst en klump, men lod mig overtale. Forsigtigt tog jeg nogle korte skridt og så op på Harry, der nikkede med et smil. Efter nogle skridt følte jeg mig allerede mere kendt på isen, og jeg rettede mig en smule op. Jeg så fortsat ned på mine fødder, der stille og roligt tog lidt større skridt. Selvtilliden boblede svagt under huden, og jeg smilede svagt.

”Se selv, du kan jo sagtens!” udbrød Harry begejstret. Jeg sendte ham et blændende smil, der var efterfulgt af en kort latter. Min krop føltes pludselig let på isen, og jeg nærmest fløj hen over den. For mit indre forestillede jeg, hvordan jeg skøjtede hen over isen som svaneprinsessen, og jeg kunne nærmest allerede høre klapsalverne i det fjerne.

”Jeg slipper dig nu, okay?” spurgte Harry og så spørgende på mig. Nervøst nikkede jeg, men jeg vidste også godt, at jeg var nødt til at prøve. Række ud og gribe muligheden.

Det var det vidunderlige ved Harry. Selvom vores forhold stadig var sprudlende og blomstrende, var der ingen tvivl om, at jeg havde lært så meget af ham. Jeg følte mig som den grimme ælling, der var vokset til den smukkeste svane, og jeg var sikker på, at jeg kunne klare alt.

Harry slap begge mine hænder, og de første par skridt havde jeg lidt problemer med balancen, men jeg genvandt den. Jeg skøjtede der ud af, så hurtigt, som jeg nu kunne, og ud af øjenkrogen kunne jeg se Harry, som var kommet op på siden af mig.

”Se mig, jeg skøjter,” jublede jeg og grinte. Jeg følte mig uovervindelig, og adrenalinkicket gjorde mig høj.

Lige som jeg troede, at jeg havde styr på det, kom to yngre drenge susende forbi mig i færd med at lege tagfat. Deres pludselige opdukken kom bag på mig, og overraskelsen gjorde mine ben usikre. Jeg kæmpede mod balancen, og før jeg kunne nå at forhindre det, snublede jeg over mine egne ben og endte på isen. Det sortnede i et splitsekund, og da jeg genvandt fatningen, trængte isens kulde ind gennem vinterjakken. Et kort jag af smerte løb gennem min hofte.

”Er du kommet noget til?” spurgte Harry og satte sig på hug foran mig. Jeg blinkede et par gange med øjnene, for det så ud som om, han trak på smilebåndene. For hans egen skyld håbede jeg, at det blot var en hallucination.

”Min hofte,” sagde jeg og gned min hofte, som om det ville få smerten til at forsvinde, men det virkede selvfølgelig ikke. Jeg så fortsat på Harry, hvis smil blev bredere og bredere, og han havde svært ved at holde en latter tilbage. Min mave trak sig sammen.

”Hvad griner du af?” vrængede jeg og så på Harry med en sur mine. ”Jeg slog mig faktisk.”

Harry åbnede munden for at sige noget, men i stedet for ord fløj der en klokkeklar latter ud, som nærmest fik isen under os til at runge.

Jeg bandede lavmælt af ham og prøvede på at rejse mig, men uden held. Smerten i min hofte tog til i styrke, så jeg kunne ikke støtte på mit ene ben.

”Her, lad mig hjælpe,” fik Harry sagt mellem sine latterudbrud. Han rejste sig og rakte sin hånd frem for at hjælpe mig op at stå. I ren og skær irritation tog jeg ikke i mod den, men tvang mig selv op.

”Så er det hellere ikke sjovere,” mukkede jeg og lagde armene over kors. Harry holdt sig for maven og lo fortsat, selvom jeg havde understreget, at jeg havde slået mig. ”Hey!”

Harry pressede læberne sammen til en tynd streg i et forsøg på at holde latteren tilbage, og jeg vidste, at han ville bryde ud i latter igen om få sekunder.

Til min store overraskelse forholdt Harry sig stille. Jeg så blot på ham stadig med armene over kors. Det var vidst gået op for ham, at jeg ikke var helt tilfreds med situationen.

”Undskyld, Noah. Det var ikke min mening at grine af dig,” sagde Harry og strøg blidt sine hænder op og ned ad mine arme. Han så på mig med et blik, der fortalte mig, at han mente det oprigtigt. ”Du må ikke være sur på mig, det var ikke min mening.”

Jeg sagde ikke noget med det samme. Knuden i min mave løsnede sig lidt, men jeg kunne stadig mærke den, ligesom smerten i min hofte, der fortsat dunkede.

”Det så bare så sødt ud, da du faldt. Som en sød, lille Bambi,” sagde Harry og sendte mig et forsigtigt smil. Jeg så ned. ”Du er simpelthen så sød, man kan jo ikke andet end at elske dig.”

Mit blod frøs til is, og det var ikke på grund af kulden. Jeg gjorde store øjne og så op på Harry.

”Hvad… hvad sagde du?” hviskede jeg. Harrys arme faldt ned langs hans side, og han stod fuldstændig stille. Hans ord overraskede ham selv mindst lige så meget, som de havde overrasket mig.

Der var ikke nogen af os, der sagde noget i løbet af de næste sekunder. Det var kommet bag på os begge, og ingen af os vidste, hvad vi nu skulle gøre.

”Jeg sagde, at jeg elsker dig.” Harrys stemme virkede lille, enten som om han ikke ville stå ved det, eller fordi han aldrig før havde hørt sig selv sige de ord. ”Jeg elsker dig.”

Hans stemme voksede i styrke, og den lød sikker. Jeg stod derimod fuldstændig mundlam, som om jeg havde mistet evnen til at snakke.

”Du behøves ikke at sige det tilbage,” sagde Harry og bed sig nervøst i læben. ”Og du behøver slet ikke at tænke det samme. Men nu ved du, hvordan jeg har det, og ja, selvfølgelig håber jeg, at du har nogle af de samme følelser for mig, som jeg har for dig.”

Jeg ønskede inderligt at sige noget, men ordene var fuldstændig forsvundet fra min hukommelse. Det gjorde mig en smule ked af det på Harrys vegne, at jeg bare stod og intet sagde, men han havde virkelig fejet benene væk under mig. Jeg stod naglet til stedet og ledte fortsat efter de rigtige ord, men de havde gemmet sig langt væk.

”Harry…” begyndte jeg, men jeg kom ikke rigtig videre end det. Alverdens tanker fløj gennem hovedet på mig, og jeg kunne ikke finde hoved eller hale i dem. De skreg tusind forskellige ting til mig i munden på hinanden.

”Ssh, du behøves ikke at sige noget,” sagde Harry og tog min hånd. Selvom vi havde været ude i kulden i lang tid, og ingen os havde taget vanter på, var hans hånd stadig varm, og mine kinder begyndte af en eller anden grund svagt at blusse.

”Men jeg vil…” begyndte jeg, men jeg nåede ikke at færdiggøre min sætning, for i næste nu kunne jeg mærke Harrys læber mod mine. Alt inden i mig blev elektrisk, og mine knæ føltes som gelé.

Harry lagde sine hænder på siderne af mit hoved og pressede sig tættere ind mod mig. En behagelig varme og tryghed dryssede ned over mig som de små snefnug fra himlen. Alt ved dette øjeblik føltes rigtigt, og jeg ville gøre alt for, at det kunne vare her evigt.

Langsomt trak Harry sig fra kysset og lod sin pande hvile mod min. Jeg lukkede øjnene og trak vejret dybt. Harrys hænder fandt mine, og de flettede sig ind i hinanden. Han kyssede blidt min pande, og det gav en kildende fornemmelse inden i mig.

Der fandtes ikke ord for, hvor perfekt og magisk dette var, og jeg nød hvert sekund af det. Jeg så op på Harry og blev mødt af det mest vidunderlige smil, jeg længe havde set. Hans smaragdgrønne øjne glimtede af lykke, og fra dette sekund vidste jeg, at det var ham, jeg ville være sammen med resten af mit liv. I medgang og modgang til evig tid.


Næste kapitel kommer onsdag d. 6 december.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...