Heartache ❄ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
December er den mest stressende måned på året, og det er noget, Noah McKenzie kan skrive under på. Ikke nok med at det er stressende at arbejde på intensiv, så kommer hun også ud for følelsesmæssig stress, da hendes ex-forlovede, Harry Styles, havner på afdelingen. Da Noah ser Harry ligge bevidstløs i hospitalssengen, vækkes gamle følelser, og der går ikke længe, før hun fortryder de valg, hun foretog få måneder forinden.

14Likes
26Kommentarer
3707Visninger
AA

12. ❄ 19. december, 2001


19. december, 2001

Urets tikken fyldte det kvadratiske rum, hvor lugten af klinisk renhed stadig hang tungt. Lugten skar stadig i næsen, ligegyldig hvor megen tid, man tilbragte på stuen.

Jeg fulgte nøje Brianna og den tilknyttede læge, idet de var i færd med det daglige tjek hos Harry. De målte hans puls og undersøgte, om det stemmede overens med den indstillede rytme hos respiratoren. Brianna lyttede til hans lunger og nikkede godkendende. Det fik mig til at ånde lettet op, selvom jeg ikke havde bemærket, at jeg havde holdt vejret.

Det var stadig ikke lykkedes mig at få adgang til Harrys journal, så jeg havde ingen fornemmelse af, hvad hans tilstand egentlig var. Jeg vidste ganske nok, at der var kontrol over lungebetændelsen, men ellers var jeg ikke blevet yderligere informeret. Det var som om, de holdt noget skjult for mig.

”I bliver altså nødt til at fortælle mig, hvordan han har det,” sagde jeg pludselig, og både Brianna og overlægen stoppede deres arbejde og rettede deres opmærksom mod mig. Jeg så skiftevis på dem, og da de intet sagde, lagde jeg irriteret armene over kors. ”Jorden kalder jer begge.”

Brianna så nervøst over på lægen, der allerede stod og kiggede på hende. For nogle yderligere sekunder sagde de intet, og jeg havde endnu engang følelsen af, at de havde en telepatisk samtale – ligesom den dag, hvor Harry var havnet på afdelingen.

”Altså…” begyndte Brianna, men tav så. Hun sank en klump. ”Der er ikke så meget at sige?”

Hendes stemme lød usikker, og det var vel også grunden til, at hun kastede et hjælpeløst blik over på lægen. Han rømmede sig.

”Og hvad skal det betyde? Er det godt eller skidt?” pressede jeg på. Irritationen havde fået kontrol over mig, og jeg prøvede på at beherske mig, til trods for at mine ord kom ud som en mild hvæsen.

”Ser du… vi har ingen fremskridt set hos Harry de sidste mange dage,” sukkede lægen og rykkede uroligt på sig. ”Ganske vidst er lungebetændelsen mere eller mindre forsvundet, men…”

Lægen tav, ligesom Brianna havde gjort. Jeg knyttede arrigt mine næver og så skiftevis på dem.

”Men hvad? Fortæl mig det så!” hvæsede jeg ud mellem sammenbidte tænder. Jeg knyttede fortsat mine næver, og jeg kunne mærke hvordan mine negle borede sig ind i mine håndflader.

”Vi har ikke andet valg end at indstille behandlingen.” Lægens ord stak i mit hjerte som en kniv, og i dette øjeblik faldt min verden fra hinanden. Mit hjerte splintrede i tusinde stykker.

”Nej,” hviskede jeg med tårefyldte øjne. ”Der må være noget, I kan gøre.”

”Jeg er virkelig ked af det, Noah, men det er desværre for sent,” svarede lægen bedrøvet og sank en klump. ”Jeg ville ønske, der var mere, jeg kunne gøre, men det er der ikke.”

Jeg så over på Brianna med et desperat blik, men at dømme ud fra hendes ligeså tårefyldte øjne, var der ikke mere, som kunne gøres. Min hals snørede sig sammen, og jeg følte, at jeg skulle kaste op.

”Sæt mig ind i Harrys journal,” sagde jeg med en grådkvalt stemme. Den første bølge af tårer skyllede ned over mine kinder. ”Jeg kan sagtens hjælpe. Der må være et eller andet, vi kan gøre!”

Det blik, jeg modtog fra både Brianna og lægen, var det mest bedrøvet blik, jeg længe havde set. Medlidenheden strømmede ud i rummet, fyldte det helt ud og fik næsten den kliniske lugt til at forsvinde.

”Er I sikre?” hviskede jeg, og en salt smag ramte mine læber. Jeg kendte allerede svaret på spørgsmålet, og jeg havde ikke brug for at høre det højt. ”Nej, I behøver ikke at svare. Jeg ved allerede, hvad I vil sige.”

Jeg tog en dyb indånding, inden den næste tårestrøm skyllede ned over mine kinder. Mit syn blev sløret, og jeg tørrede arrigt mine øjne.

Brianna kom over til mig og lagde en hånd på min skulder. Hun aede mig med blide bevægelser, der næsten ikke kunne mærkes. Normalt ville jeg havde bedt hende om at gå, men jeg kunne mærke på mig selv, at jeg havde brug for en skulder at græde på.

”Hvad så nu?” hviskede jeg, da jeg efter nogle minutter så op på lægen. Han tog en dyb indånding.

”Der er ikke så meget andet at gøre end at slukke for maskinen,” sagde lægen og kastede et blik over på respiratoren, der holdt Harry i live. Jeg kunne mærke kniven stikke i mit hjerte endnu engang. ”Det gør mere skade end gavn at holde ham i live på denne måde.”

Ingen ord kunne beskrive det, jeg følte i dette øjeblik. Evnen til at tale var forsvundet, og jeg var efterladt med et stort, tomt hul i mit hjerte, der langsomt fyldtes med smerte. En smerte, jeg sent ville glemme.

Mit blik landede på Harry, der trak vejret i korte stød. Til trods for, at hans vejrtrækning lød besværet, så han utrolig fredfyldt ud, som om han var ved at tage den mest tiltrængte lur længe.

Jeg gik hen til Harry og satte mig på sengekanten med tårerne fortsat trillende ned ad kinderne. Det var ikke til at tro, at det var slut. At der intet kunne gøres for at redde dette dyrebare væsen.

”Åh, Harry,” hviskede jeg og aede blidt hans kind. ”Harry, vær nu sød at vågne. Jeg beder dig.”

Bag mig kunne jeg fornemme, hvordan lægen svagt rystede på hovedet. Det var tydeligt at mærke, at han ikke troede på det spirituelle, og det havde også været grunden til, at han var uddannet i det videnskabelige. Jeg, derimod, tillod mig at blande det spirituelle med det videnskabelige. De åndelige kræfter var i sidste ende det eneste, der kunne redde liv.

Ud af øjenkrogen kunne jeg fornemme en svag bevægelse, hvilket fik mig til at stivne. Med mekaniske bevægelser så jeg ned på Harrys hænder. Hans lille- og ringefinger på højre hånd sitrede svagt, og jeg rejste mig fra sengen af ren og skær overraskelse. Jeg trådte to skridt bagud og så fortsat overrasket på Harrys hånd, der ikke længere bevægede sig.

Det var som om, at al form for lyd var forsvundet. Hverken Brianna, lægen eller jeg trak vejret, og end ikke urets irriterende tikken kunne høres. Larmen fra respiratoren var ligeledes forstummet.

Jeg vendte mig om mod Brianna og lægen, der stod med endnu mere opspilede øjne end dem, jeg havde præsteret. Inderst inde følte jeg en sejrsrus, da jeg var klar over, at det spirituelle havde haft sin indflydelse på Harrys pludselige sitren.

”Så I det?” spurgte jeg og trak på smilebåndet. ”Det er ikke slut endnu, han er her stadig.”

Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Mine følelser sad uden på tøjet, og jeg kunne virkelig ikke tro det, der lige var sket. Harry havde stadig en chance for at undslippe komaens tremmer, og bare tanken gjorde mig lykkelig.

”Det… det er utroligt,” sagde Brianna og gjorde store øjne. Hendes nøddebrune øjne var fyldt med overraskelse og frygt. Det var tydeligt, at hun heller ikke kunne tro sine egne øjne.

”Jeg har aldrig set noget lignende,” sagde lægen og rystede kort på hovedet. ”Så jeg virkelig rigtigt? Bevægede Harrys fingre sig?”

”Dine øjne virker perfekt, overlæge,” sagde jeg. Smilet på mine læber blev større og større. ”Harry bevægede sig. Han har stadig en chance for at vågne fra komaen.”

Brianna og lægen så over på hinanden, og der var ingen tvivl om, at ingen af dem vidste, hvad de nu skulle stille op. Alle deres forventninger og planer til, hvad der skulle have været forgået efter i dag, var røget i vasken.

”Åh, vær sød at give ham nogle dage endnu,” tiggede jeg og foldede bønfaldende mine hænder. Mine øjne blev store og bedende, og jeg var overbevist om, at lægen ikke kunne modstå mit blik.

”Det er ikke noget, jeg kan sige nej til,” sagde lægen og kløede sig i nakken. Hans blik fortalte mig, at han vendte og drejede situationen på alle tænkelige måder, men han vidste stadig ikke, hvad han skulle stille op.

”Tusind tak! Virkelig, det betyder alt for mig,” sagde jeg, og for første gang i meget lang tid var min stemme fyldt med glæde. Jeg kastede mig om halsen på en overrasket læge, der ikke havde forudsagt den pludselige omfavnelse.

Jeg kunne ikke slippe tanken om, at jeg snart ville kunne holde min elskede Harry i mine arme. Og jeg lovede mig selv, at en regn af kys skulle dale ned over Harry i det sekund, han slog øjnene op.


Nu kom der endelig et tegn fra Harry om, at han stadig er her!

Jeg bliver helt glad, når jeg læser dette kapitel, og jeg føler virkelig med Noah.

Hun har virkelig været ude for en følelsesmæssig rutsjebanetur, der endelig er ved at nå sin ende.

Næste kapitel kommer torsdag 21. december.

Amalie V. x

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...