Heartache ❄ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
December er den mest stressende måned på året, og det er noget, Noah McKenzie kan skrive under på. Ikke nok med at det er stressende at arbejde på intensiv, så kommer hun også ud for følelsesmæssig stress, da hendes ex-forlovede, Harry Styles, havner på afdelingen. Da Noah ser Harry ligge bevidstløs i hospitalssengen, vækkes gamle følelser, og der går ikke længe, før hun fortryder de valg, hun foretog få måneder forinden.

14Likes
26Kommentarer
3692Visninger
AA

10. ❄ 15. december, 2001


15. december, 2001

Dagen havde endnu ikke fået øjne, da jeg med sløve bevægelser traskede ned ad de hvide gange. Det var stadig ufattelig mørkt udenfor, og i dette øjeblik tvivlede jeg på, at solens stråler ville skinne i dag.

På gangene var der helt stille, og de sædvanlige læger og sygeplejersker var ikke til at se nogle steder. De farede ikke rundt mellem stuerne, som de normalt gjorde. Faktisk vidste jeg ikke hvor mange af dem, der overhovedet var mødt ind endnu.

Den eneste grund til at jeg var mødt tidligere ind end planlagt var, at jeg ikke ville kunne gå en hel dag uden at se Harry.

De sidste fem dage havde været kaotiske for mig, som om jeg havde genoplevet første december. Mine følelser sad uden tvivl ude på tøjet største delen af tiden, og jeg havde igen svært ved at sove om natten. Jeg havde ligget vågen og ventet på at modtage et opkald fra hospitalet, men det var heldigvis ikke kommet.

Antibiotika havde heldigvis slået lungebetændelsen lidt ned, men Harry var stadig under skarp opsyn. Hver time kom der en sygeplejerske ind for at tjekke op på ham. Det var som om de tvivlede på hans overlevelsesinstinkter, men jeg vidste bedre. Han skulle nok vågne.

Jeg åbnede forsigtigt døren ind til Harrys stue. Den kliniske duft skar ikke længere i mine næsebor, men jeg vidste, at den stadig lå på lur i stuens hjørner. Harry trak vejret i hårde stød, og det lød på ingen måde behageligt. Jeg sukkede dybt.

Harrys ansigt så ikke længere så forslået ud, som da han ankom på intensiv. De små skrammer var mere eller mindre væk, og flængen på kinden var efterhånden skrumpet ind til et lyserødt ar. Hans øje var nu kun svagt hævet, men det havde stadig en svag blålig farve.

”Jeg har taget blomster med. Hvide roser,” sagde jeg og trak svagt på smilebåndet, da jeg holdt en buket med hvide roser frem. ”Blomster til lyset i mit liv.”

En tåre fandt sin vej ned ad min kind, da jeg mindes dagen hjemme i vores fælles lejlighed. Der var ikke gået en dag siden, hvor jeg ikke havde tænkt på de ord. De havde haft så stor betydning for mig, og de havde hjulpet mig igennem svære perioder – også efter bruddet med Harry.

Jeg satte roserne i vasen på natbordet, der stod ved siden af hans seng. Vasen havde stået tom i nogle dage, men da jeg havde set de hvide roser hos blomsterhandleren, vidste jeg, at jeg måtte give ham dem. Det gav også et hjemligt touch i den ellers så kedelige stue.

”Åh, min kære Harry, vil du ikke snart vågne?” sukkede jeg, idet jeg satte mig på sengen. Min hænder fandt Harrys, og jeg gav dem et blidt klem, bare så han vidste, at jeg var hos ham. ”Det er på tide, at din lille ’juleleg’ stopper, synes du ikke? Åh, Harry.”

Jeg var udmærket klar over, at det på ingen måde var en leg, men hvis Harry kunne høre mig bag komaens tremmer, vidste jeg, at en kommentar som denne ville provokere ham. Alle kneb gjaldt, så længe det ville vække ham.

”Harry?” spurgte jeg forsigtigt og så hurtigt over på de hvide roser. ”Kan du egentlig huske den aften? Den aften i vores lejlighed? Åh, vi var fyldt med kærlighed og lykke.”

Et forsigtigt smil tittede frem på min læber, og jeg strøg blidt mine tommelfingre hen over Harrys håndrygge.

”Det var en af de bedste aftner i mit liv, uden tvivl,” sagde jeg, og jeg kunne mærke, hvordan tårerne samlede sig i mine øjenkroge. ”Jeg glemmer aldrig den følelse af lykke, du gav mig. Det var min yndlingsfølelse.”

Enkelte tårer trillede ned ad mine kinder, og jeg smilede fortsat. Som en film kunne jeg se flere af Harrys og mine minder spille for mit indre, og hvert af dem fik mig til at smile lidt mere. Det var underligt at tænke på, at vi igennem de sidste fem år havde oplevet så meget. At vi igennem tykt og tyndt havde holdt fast i hinanden, indtil jeg kom på andre tanker.

”Vi kunne have været lykkelige sammen,” sukkede jeg dybt og lukkede øjnene i. ”Hvis det ikke havde været fordi, jeg var så forbandet egoistisk.”

En klump havde samlet sig i min hals, og jeg sank den med besvær. Jeg havde ikke tal på, hvor mange gange jeg i løbet af denne måned havde banket mig selv i hovedet over at have forladt Harry. Tanken om, at hvis vi stadig havde været sammen, så havde Harry måske ikke ligget i denne seng, blev ved med at spøge i baghovedet på mig.

”Jeg er virkelig ked af det, Harry,” sagde jeg grådkvalt og gjorde alt for at beherske min stemme, men uden held. ”Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg tænkte på.”

Tårerne trillede ned ad mine kinder, og jeg tørrede dem hurtigt væk med begge mine hænder. Det var som om, at jeg ikke kunne stoppe med at græde, ligegyldigt hvor meget jeg end prøvede. Jeg havde ikke grædt i to dage, men følelserne tog overhånd endnu engang.

”Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget, så du ville vågne,” fortsatte jeg med grødet stemme og snøftede efterfølgende højlydt. ”Det er ulideligt at se dig ligge sådan. Jeg forstår ikke, hvordan det kunne ende sådan her. Åh, hvis du bare ville vågne og fortælle mig alting.”

Jeg tav i håbet om, at Harry ville slå sine øjne op. Det var det eneste, jeg ønskede mig, og det ville gøre mig til det lykkeligste menneske på hele jorden.

”Og jeg håber virkelig, at du kan tilgive mig. Kan du det?” spurgte jeg og lod spørgsmålet hænge lidt i luften. Jeg sukkede. ”Det er forståeligt, hvis du ikke kan, men jeg håber virkelig, at du kan se bort fra alle mine fejl og mangler. Jeg mangler dig i mit liv, ærligt.”

Jeg tog Harrys hånd i min. Den føltes underligt kølig, og den forekom også blegere end normalt. Ligeledes gjorde hans ansigt, og hvis jeg ikke tog fejl, havde hans læber en blålig og lilla farve. Det fik mig til at rynke brynene, da jeg egentlig syntes, at stuen havde en behagelig temperatur. Alligevel rejste jeg mig for at skrue op for radiatoren, hvorefter jeg trak dynen længere op hos Harry, så han var pakket godt ind.

”Dine forældre er virkelig bekymret for dig,” sagde jeg, da jeg igen satte mig på sengekanten. Jeg strøg en hårlok væk fra hans pande. ”De er helt ude af sig selv over ikke at være her hos dig – de er sneet inde derhjemme, ser du – men jeg har lovet dem, at jeg nok skal passe på dig.”

”Jeg savner faktisk dine forældre. De har altid været så flinke,” sagde jeg pludselig og smilede svagt. ”De er nogle gode mennesker, virkelig, og de vil også blive virkelig glade, hvis du vågnede. Der er så mange mennesker, der holder af dig, Harry. Det ved du godt, ikke?”

Jeg så stadig ned på Harry, der fortsat trak vejret i hårde stød, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, om han overhovedet kunne høre mig. Det håbede jeg inderligt, at han kunne, men inderst inde havde jeg min tvivl. Jeg havde aldrig helt troet på de historier om folk, der vågnede op fra koma, fordi de kunne høre deres kæres stemmer. Alligevel var jeg naiv nok til at håbe på, at det var sandt. At Harry snart ville vågne, fordi han kunne høre min stemme.

”Hold da op, som tiden dog går!” udbrød jeg, da jeg så op på væguret. Jeg havde siddet inde hos Harry i længere tid end forventet, og det var lige før, at jeg ville komme for sent til møde. ”Jeg er nødt til at gå, Harry, men jeg kommer tilbage igen omkring frokost, okay?”

Jeg lænede mig forover og kyssede Harry blidt på panden, inden jeg rejste mig op og forsvandt ud af stuen med tungt hjerte. 

Næste kapitel kommer søndag d. 17 december.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...