Heartache ❄ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
December er den mest stressende måned på året, og det er noget, Noah McKenzie kan skrive under på. Ikke nok med at det er stressende at arbejde på intensiv, så kommer hun også ud for følelsesmæssig stress, da hendes ex-forlovede, Harry Styles, havner på afdelingen. Da Noah ser Harry ligge bevidstløs i hospitalssengen, vækkes gamle følelser, og der går ikke længe, før hun fortryder de valg, hun foretog få måneder forinden.

14Likes
26Kommentarer
3702Visninger
AA

8. ❄ 10. december, 2001


10. december, 2001

Solens stråler sendte lys ind i mange farver, da den skinnede ind gennem de forskellige farvede mosaikvinduer. Rødlige, grønlige og blålige farver beklædte flere af marmorstene i gulvet, og alt forekom idyllisk.

Modsat var mine tanker, mens jeg sad på en af kirkebænkene længst væk alteret. Foran mig hang Jesu på korset med bedrøvende mine, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at en dag ville det være Harry.

Det føltes som en evighed siden, at Harry blev hastet til intensiv, og siden da havde jeg ikke kunnet være i min egen krop. De søvnløse nætter havde været lange, og hvis jeg havde været heldig, havde jeg døset hen for en kort stund. Mine tanker kunne ikke falde til ro, og jeg levede mere eller mindre på kaffe og håbet om, at han snart ville vågne fra sin trance.

Jeg stirrede ned på dagbogen i mit skød, hvor kun datoen var blevet skriblet ned. Mit hoved var fyldt med frustrationer og sorg, men jeg syntes ikke at kunne få udtrykt det med ord. Alligevel greb jeg endnu engang min kuglepen, og lod den let glide hen over det blanke papir.

Kuglepennen efterlod en enkelt mørk plet, da ordene stadig ikke kom frem. En tåre landede på papiret, og tværrede pletten endnu mere ud, end den allerede var i forvejen. Jeg lukkede dagbogen i og lagde den i min taske, hvorefter jeg tørrede sporet fra tåren væk.

Det eneste jeg kunne tænke på, var at Harry var blevet straffet for noget, jeg havde gjort. Og det gav ingen mening for mig, eftersom han ikke havde gjort så meget som en flue fortræd. Det hele var min skyld, men alligevel gik det ud over Harry.

Verdenen var et finurligt sted, som ikke hang sammen rent moralsk. Det havde den aldrig gjort, og jeg tvivlede på, at den nogensinde ville komme til det. Der var vitterligt ikke andet at gøre, end at læne sig tilbage og vente på, at livet gik sin gang. Verdenen var baseret på håb, intet andet.

Det var også på grund af håb og tiltroen til de øvrige magter, at jeg lukkede øjnene og foldede mine hænder.

”Kære Gud i Himmeriget,” indledte jeg min bøn og sukkede kort. Jeg havde ikke foretaget mig meget andet end at bede for Harrys liv, og det føltes som om, at jeg blev ignoreret af de hellige kræfter. Det var som om, at tilgivelse var langt ude for rækkeviden, men jeg opgav ikke.

”Kære Gud,” begyndte jeg forfra. ”Livet er fuld af prøvelser, der bliver gengældt med enten belønninger eller straffe. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke forstår din straf. Harry burde på ingen måde straffes på vegne af det, jeg har gjort. Hvis du bare kunne give mig et tegn på, at Harry nok skal blive okay igen. Bare et lille vink, jeg forlanger intet andet. Almægtige i Himmeriget, fri Harry fra sin trance, og lad ham bevæge sig frit på Deres jord igen. Amen.”

Jeg åbnede mine øjne og så rundt. Kirken forholdt sig stadig stille, til trods for den ældre herre, der var kommet. Han traskede med tunge skridt ned ad kirkegulvet med en taske på hjul rullende efter sig. Jeg gættede mig frem til, at han slæbte rundt med en iltflaske, eftersom han trak vejret gennem en iltmaske.

Herren satte på en af kirkebænkene oppe foran. En svag hvislelyd kunne høres, og jeg konkluderede, at manden bad en bøn. Det var på en eller anden måde rart at vide, at man ikke var den eneste, der stod i en håbløs situation.

Jeg rejste mig lydløst for ikke at afbryde den ældre mands bøn, og på listefødder bevægede jeg mod udgangen. Min hånd knugede om det kolde dørhåndtag. Jeg pressede håndtaget ned, listede udenfor og lukkede forsigtigt døren i.

Vinterkulden slog mig i møde, og jeg gned mine hænder mod hinanden i håb om at genvinde varmen. Grundet den manglende succes og en kort banden over at have glemt vanter, gik jeg ned af trapperne. Jeg havde et fast greb i gelænderet, da jeg var hunderæd for at glide og slå hovedet. I disse dage gjorde jeg alt for ikke at komme til skade eller blive syg, for der var intet, der skulle afholde mig for at se til Harry.

”Noah. Noah McKenzie!” lød en stemme bag mig. Stemmen virkede bekendt, men jeg kunne ikke sætte navn eller ansigt på, hvem den tilhørte.

Jeg vendte mig om mod det sted, hvor stemmen kom fra, og lidt længere nede ad gaden fik jeg øje på Brianna, der ivrigt vinkede til mig. Et irriteret suk forlod mine læber, efterfulgt af himlen med øjnene. Hun var nok den sidste person, jeg havde lyst til at snakke med. Alligevel blev jeg stående, indtil hun stod foran mig.

”Hej. Der var du. Jeg har ledt efter dig,” sagde en forpustet Brianna og strøg en mørk hårlok om bag øret.

”Ledt efter mig? Hvorfor dog det? Jeg holder fri i dag,” sagde jeg og rynkede panden. Jeg begyndte stille og roligt at gå mod parkeringspladsen, der lå over på den anden side af vejen. Brianna fulgte efter mig.

”Det ved jeg, men…” begyndte Brianna og tog en dyb indånding. Det forekom tydeligt, at hun ikke var i form – hun burde vide bedre som sygeplejerske.

”Men hvad? Jeg har meddelt hospitalet, at jeg ikke vil kaldes på spontan vagt, og det er jeg blevet forsikret, at jeg ikke vil blive,” sagde jeg og stak mine følelsesløse hænder ned i jakkelommerne.

”Det er Harry,” sagde Brianna. Jeg stoppede op, og jeg kunne mærke, hvordan vinterkulden havde sneget sig op på mig og frosset mit blod til is. ”Han har fået et tilbagefald.”

”Hva… hvad?” min stemme blev ufattelig lille, nærmest uhørlig, og mit hjerte hamrede panisk mod min brystkasse. Min hals snørede sig sammen, og det blev pludseligt svært at trække vejret.

”Han har fået lungebetændelse, og det ser ikke for godt ud. Du burde nok tage derud,” afsluttede Brianna og så på mig med det medfølende blik, som hun havde sendt mig den dag, Harry havnede på intensiv.

”Jeg…” ordene ville ikke frem, og alle mine tanker fløj forvildet rundt i hovedet på mig. Jeg prøvede at bevæge mig, men jeg kunne ikke. Min krop lystrede ikke, da den ikke var forberedt på hvilket syn, der ville møde mig. Samtidig vidste jeg, at jeg hellere måtte komme af sted, inden det var for sent.

Ærligt, så huskede jeg ikke, køreturen hen til hospitalet. Efter samtalen med Brianna kunne jeg ikke tænke på andet end Harry. Hans kønne ansigt dukkede hele tiden op for mit indre, indtil tårerne slørede mit blik. Det var i dette øjeblik, jeg vidste, at jeg ikke var klar til at miste Harry.

Det næste, jeg huskede, var at jeg løb gennem de hvide gange, zigzaggede mellem diverse læger og sygeplejersker. Jeg ramte næsten ind i en tidligere medstuderende, men jeg nåede ikke at undskylde. Det var der simpelthen ikke tid til.

”Harry!” udbrød jeg, da jeg slog døren op ind til hans stue. Operationslægen og en fremmed sygeplejerske så over på mig med udtryksløse miner.

Mit blik landede på Harry, hvis hjerterytme var faldet drastisk. Hans vejrtrækning virkede mere smertefuld og besværlig. Brianna havde ret – det så ikke for godt ud.

Jeg fløj over til Harry og greb hans hånd. Min tommelfinger strøg blidt hans håndryg, som jeg havde gjort alle de andre gange, jeg havde været inde hos ham. Han skulle vide, at jeg var her for ham.

”Noah, jeg er frygtelig ked af det,” sagde lægen pludselig. Jeg mærkede en hånd på min skulder. ”Men jeg er bange for, at der ikke er så meget mere at gøre. Det er kun et spørgsmål om tid.”

”Er der overhovedet ingenting, I kan gøre?” spurgte jeg og så op på ham. Jeg sank en klump. Der måtte være et eller andet, de kunne gøre. Hvad som helst.

”Det tvivler jeg på. Vi vil selvfølgelig give ham antibiotika mod lungebetændelsen, men hvis det ikke virker…” lægen færdiggjorde ikke sætningen, hvilket fik tårerne til at flyde. Jeg lod tårerne lydløst trille ned ad mine kinder. Det måtte ikke være enden. Jeg var ikke klar til at sige det endelige farvel.

 


Åh, åh. Det ser ikke så godt ud for Harry i øjeblikket, men mon ikke lægerne kan redde ham?

I hvert fald, så håber jeg, at I synes om min julekalender, selvom den er lidt atypisk.

Jeg har virkelig prøvet at blande spænding og jul sammen, og det har været en smule svært.

Specielt fordi jeg i starten ikke kunne finde ud af, hvor meget jul der skulle blandes ind i kapitlerne,

der foregår på hospitalet, fordi der er jo ikke særlig meget julet over et hospital.

Men næste kapitel kommer onsdag d. 13 december, og jeg håber, at I stadig vil følge med.

God 2. søndag i advent!

Amalie V. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...