Heartache ❄ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
December er den mest stressende måned på året, og det er noget, Noah McKenzie kan skrive under på. Ikke nok med at det er stressende at arbejde på intensiv, så kommer hun også ud for følelsesmæssig stress, da hendes ex-forlovede, Harry Styles, havner på afdelingen. Da Noah ser Harry ligge bevidstløs i hospitalssengen, vækkes gamle følelser, og der går ikke længe, før hun fortryder de valg, hun foretog få måneder forinden.

14Likes
26Kommentarer
3687Visninger
AA

4. ❄ 1. december, 2001


1. december, 2001

Tre, to, en… Viserne passerede midnat, og det var officielt den første december. Glæden ved denne højtid var dog ikke at spore nogle steder på de hvide hospitalsgange, hvor det både til højre og venstre vrimlede med læger og sygeplejersker.

”Kode Blå på stue syv!” råbte en læge og kom susende forbi mig med tre sygeplejerske lige i hælene. ”Kode Blå, kode Blå!”

Situationer som disse var almene på intensiv afdeling, og selvom dette var hverdag, måtte intet sekund gå til spilde. Liv stod på spil, og det var ikke til at bære, hvis man kom for sent.

Jeg sad bag receptionsdisken og læste journalerne på de patienter, der var blevet overført fra intensiv til de almindelige afdelinger, da de blev vurderet til at være uden for livsfare. Det gav ofte en følelse af tilfredshed at vide, at man havde gjort sit arbejde godt. Der opstod dog situationer, hvor man stadig viste, at patienten havde stor risiko for tilbagefald.

”Af banen, af banen! Vi har en bevidstløs mand, der er nødt til at komme ind på operationsstuen!” blev der råbt, idet dørene blev flået op og nogle ambulancefolk kom kørende med en båre. ”Så flyt jer dog!”

Manden på båren var svøbt ind i et lyseblåt varmetæppe. Jeg nåede ikke at se hans ansigt, da flere læger fløj ind over manden for at tilse ham.

”Hurtigt, af sted til operationsstuen. Ellers mister vi ham!” udbrød lægen og viftede vildt med armene for at få nogle af de øvrige læger til at køre ham ind på operationsstuen. Lægen så sig forvildet omkring, som om han ikke helt vidste, hvad han skulle gøre som det næste.

”Har De brug for hjælp med operationen?” spurgte jeg med hævet stemme for at tiltrække lægens opmærksomhed. Han så over på mig.

”Ja, nej… måske,” sagde han og kløede sig i nakken. ”Kan du ikke bare ringe efter Dr. Bennett?”

Jeg bandede lavmælt.

”Jo, jeg ringer straks, men jeg kan sagtens hjælpe til indtil da?” foreslog jeg og greb telefonen. Lægen hørte mig ikke, og begyndte at småløbe ned mod operationsstuen. Jeg lod som om jeg tastede Dr. Bennetts nummer og ventede til, at lægen var ude af syne. Telefonen blev nærmest kastet tilbage på telefonsvaren, hvorefter jeg hoppede over skranken og løb ned ad gangen.

Flere sygeplejersker råbte efter mig, at jeg skulle se mig for, men jeg ænsede dem ikke. Jeg havde et mål, og det var operationsstuen. Denne operation kunne være mit gennembrud.

Mine ben sprintede ned ad de hvide gange, og for enden kunne jeg se dørene, der førte ind til operationsstuen. Jeg stoppede hurtigt op og tog nogle dybe vejrtrækninger for at få min puls ned igen. Forsigtigt åbnede jeg døren, og alle øjne rettedes mod mig.

”Hvad laver du her? Har du ikke ringet efter Dr. Bennett?” spurgte lægen fra før.

Jeg så på de mange ansigter foran mig. De var alle stoppet med at operere manden for at følge med i lægens og min samtale.

”Han… han er på vej, men der går lidt tid,” løj jeg og sank en klump. Lægen hævede skeptisk sit ene bryn. ”Men jeg kan sagtens assistere, indtil Dr. Bennett er til stede.”

Lægen rystede på hovedet, og jeg var sikker på, at han prøvede at skjule et grin, eftersom han svagt trak på smilebåndene.

”Jeg mener det… j-jeg er kvalificeret nok,” udbrød jeg irriteret, da det var tydeligt, at jeg ikke var ønsket. ”Jeg har udført en operation før.”

”Har du måske udført en TBI-operation?” spurgte lægen, og jeg sank en klump. ”Har du?”

Jeg skulle lige til at påpege, at selvom det ikke var tilfældet, kunne jeg sagtens stadig assistere med andre ting end det praktiske, men ikke en lyd forlod mine læber.

Lægen syntes at have bemærket, at jeg ikke ville gå lige foreløbigt, så han gestikulerede til de andre læger, at de skulle fortsætte med operationen. I mellemtiden lod jeg mit blik vandre hen mod patienten.

Det var først nu, at jeg kunne tage et ordentlig kig på manden. Der var små sår overalt i hans ansigt, og flere af dem blødte endnu. Han havde endda en stor, blødende flænge på højre kind, men det var ikke det, der fangede min opmærksomhed. Det, der fik mig til at gøre store øjne var et lille, mørkt modermærke, der sad under hans underlæbe, og jeg kendte kun en med et modemærke lige præcis dér.

I dette sekund faldt min verden fra hinanden, og jeg kollapsede sammen på gulvet. Mine øjne blev fyldt med tåre, og alt blev sløret.

”Harry,” hviskede jeg ud i det åbne rum. Lægerne så på mig med et underligt blik, men jeg ænsede dem ikke. ”Nej, det kan ikke passe.”

”Hvis du ikke kan bidrage med noget, vil jeg bede dig om at forlade operationsstuen,” sagde lægen.

Jeg blinkede med øjnene for at få tårerne til at forsvinde, men jeg blev siddende. Det var som om alle mine kræfter var forsvundet.

”Rejs dig op og forlad stuen.” Lægens stemme havde en svag antydning af trusler. Jeg så op på ham med tomme øjne.

”H… Harry,” hviskede jeg igen. Lægen himlede med øjnene, og lagde de kirurgiske instrumenter på plads, inden han kom hen og satte sig på hug foran mig.

”Du bliver nødt til at gå.”

”Nej, nej, nej,” hviskede jeg og rystede på hovedet. ”D-det kan jeg ikke. Harry ligger på bordet, og j-jeg må…”

”Harry? Kender du ham?” spurgte lægen, og jeg nikkede svagt. Jeg prøvede at få et glimt af Harry, men jeg kunne intet se for de andre læger.

”Han er min forlovede… var min forlovede,” rettede jeg og blev hjulpet på benene af lægen.

”Hør her…”

”Noah.”

”Hør her, Noah. Jeg beklager, at du har været vidne til din tidligere forlovedes operation, men du er nødt til at forlade operationsstuen nu,” sagde lægen beroligende, men det havde ingen effekt på mig. Jeg rystede over hele kroppen, og jeg kunne ikke lade være med at se hen på det mørke hår. ”Her, kom med mig.”

Mod min vilje blev jeg trukket ud ad operationsstuen. Lægen førte mig hen til en stol, hvor jeg satte mig. Jeg stirrede tomt frem for mig, ude af stand til at tænke. Billedet af Harrys blødende og forslået ansigt var klistret fast til mit indre blik, og ligegyldigt hvor meget jeg prøvede at skubbe billedet ud ad hovedet, vendte det tilbage. Allerede nu vidste jeg, at dette billede ville hjemsøge mig til evig tid.

”Noah. Noah, kan du høre mig?” Lægen lagde sine hænder på mine skuldre, og det gibbede i mig. Nærmest mekanisk drejede jeg mit hoved og så på ham. Jeg nikkede. ”Godt. Nu skal du høre. Vi sender dig hjem og giver dig fri et par dage. Hvad siger du til det?”

Jeg lyttede til hans ord, men jeg forstod dem ikke. Selvfølgelig skulle jeg ikke holde fri i et par dage. Jeg skulle blive her og passe på Harry. Det var jeg nødt til.

”Kom, så følger jeg dig ud. Jeg finder også lige en, der kan køre dig hjem,” fortsatte læge og hev mig op fra stolen. Han eskorterede mig tilbage til receptionen, hvor jeg dumpede ned på en ny stol. Jeg fulgte lægen med mine øjne, da han gik hen til en af sygeplejerskerne og garanteret forklarede hende situationen. Af og til fangede jeg sygeplejersken i at se hen på mig med sympatiske øjne.

”Kom, lad os få dig hjem,” sagde sygeplejersken med et medfølende smil, da hende og lægen kom tilbage til mig. Hun rakte sin hånd frem, men jeg tog ikke i mod den. Jeg så blot på den.

”Nej,” sagde jeg og så skiftevis på sygeplejersken og lægen. ”Nej, jeg skal ikke hjem.”

”Selvfølgelig skal du det, Noah,” sagde lægen og åndede opgivende ud. ”Du er tydeligvis i chok, så du har brug for at komme hjem og hvile dig.”

”Nej,” sagde jeg bestemt og lagde armene over kors.

”Der er ikke tid til at være stædig,” sukkede han. ”Du har brug for komme dig over chokket, og jeg skal tilbage til en operation.”

”Jeg går ikke nogen steder. Jeg bliver her til Harry vågner, jeg er nødt til at passe på ham.”

Lægen og sygeplejersken så på hinanden i nogle sekunder, og det virkede som om de havde en telepatisk samtale.

”Fint, men Brianna holder øje med dig, så hvis du har brug for at komme hjem, så tager du fat i hende,” sagde lægen og jeg nikkede. ”Jeg bliver nødt til at gå nu.”

Han gav Briannas arm et blidt klem, hvorefter han forsvandt ned ad gangen. Jeg fulgte ham med øjnene.

”Har du brug for noget?” spurgte Brianna. Jeg rettede min opmærksomhed mod hende.

”Pas dit arbejde, Brianna. Jeg klarer mig selv,” svarede jeg koldt. Brianna skulle til at sige noget, men fortrød. Hun vendte om på hælene og forsvandt ud af mit åsyn.

Jeg rettede igen mit blik ned mod operationsstuen, ventede på, at lægen ville komme tilbage med enten gode eller dårlige nyheder, men for de følgende timer var der helt stille.


Næste kapitel kommer søndag d. 3 december.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...