OS TO FOR ALTID

Skrevet på Brønderslev Forfatterskole 2017.

18Likes
17Kommentarer
691Visninger
AA

1. OS TO FOR ALTID

Klassen ved siden af ser film. Den larmer gennem væggen, nogle ord er på tysk, andre er på engelsk, nogle er helt uforståelige. Jeg bøjer tyske verber. Bin, war, gewesen. Nutid, datid, os to for altid, skriver jeg i toppen af hæftet. Skriver Alexander. Streger det ud. Skriver habe, hatte, gehabt. Visker det ud. Skriver det igen. Skriver kantinen? og skubber hæftet over til Katrine. Nikken. Koncentration. Werde.  Jeg bladrer. Wurde. Jeg har aldrig været god til tysk. Lukas, som sidder på den anden side af mig, skubber nogle verber over til mig. Jeg smiler til ham.

    Det må være genetisk, for lige så længe jeg kan huske, har min mor sagt, at jeg ikke skulle vælge tysk. Hun valgte tysk. Min mormor valgte tysk. Vi hader det alle tre. Men vi valgte det alligevel.

    Alexander sagde også til mig, at jeg ikke skulle vælge tysk. Han afsluttede faget, da jeg startede i 1.g.

    ”Mundtlig eksamen, 24 timer,” sagde han, og rev sig i håret, da han kom hjem fra store-trække-dag.

    Han snakkede om, at han bare skulle bestå for at komme videre. Han ville gerne ind på litteraturvidenskab. Det krævede et gennemsnit på 6 og at alle fag var bestået. Han fik 10. Gennemsnit på over 10, da han blev student sidste sommer. Det er tre måneder siden nu.

    ”Sut min fede røv, jeg skal aldrig have tysk mere,” sagde han og kyssede mig længe og langsomt og ømt.

    Jeg tænkte på, hvor mange tyskmoduler jeg havde tilbage. Mange. Så tænkte jeg på, at han aldrig skulle have tysk mere, og hvor frit det måtte være. Hvor fri han virkede, hvor fri han var, da han forlod skolen - allerede godt pløret og høj, løbende efter en overpyntet studentervogn. Jeg havde været med til at pynte den.

    Der lyder et skud fra filmen inde ved siden af. Man burde ikke spille film så højt, det kan skade hørelsen. Det kunne skade min manglende koncentration.

    Jeg kigger på uret. To minutter. Et minut og fyrre sekunder, et minut og tyve sekunder. Jeg kigger væk. Lukker øjnene og åbner dem først igen, da Katrine rejser sig og begynder at pakke sine ting sammen.

 

Dobbeltmodul i matematik. To gange hundrede minutter. Polygoner. Differentialregning.

Andengradsligninger.

    ”Velkommen tilbage fra sommerferie, nu kan I godt begynde at vågne op, vi har meget, vi skal nå.”

    Det første, han sagde til os i 1.g, var, at han ikke ville se over halvdelen af os blive studenter. Jeg var gal, det kunne man da ikke bare sige til folk. Dengang var vi toogtredive i klassen. Nu er vi fjorten. Jeg hader, at han får ret.

    Jeg skriver en sms til Alexander. Han læser den med det samme, men svarer ikke. Han har nok travlt. Han har altid travlt, efter han fik hue på og tog hul på sit sabbatår.

 

Naboerne knalder. Det gør de tit og gerne midt på dagen, når jeg lige er kommet hjem fra skole og står og rører i den aftensmad, min mor ikke laver. Alexander er taget med mig hjem i dag, han svarede på min sms og skrev, at han ville hente mig.

    Han står og læner sig op ad dørkarmen, er lige kommet ud fra mit værelse, hvor han lå og stirrede op på en af sine tegninger, som jeg har klistret fast i loftet over min seng.

    Gryderetten koger, pastaen koger, alting koger.

    Jeg vender kødet. Hælder tomatsauce over. Salt, peber.

    De knalder stadig inde ved siden af, og jeg har lyst til at råbe, at de skal holde kæft. Måske har jeg mest lyst til at råbe til Alexander, at vi bare kan knalde højere end dem. Men det har vi ikke gjort i to måneder og tre dage, fordi Alexander ikke har lyst.

    Jeg trækker emhætten ud. Den overdøver mine naboers støn. Alexander rømmer sig, og det virker, som om han vil sige et eller andet, og han kigger på mig med dét der blik, der altid giver mig dårlig samvittighed, uden at jeg ved hvorfor. Så kigger han ned på sine fødder. Jeg ved, hvad han tænker. Han ved, hvad jeg tænker. Vi ved altid, hvad hinanden tænker.

    Jeg rører rundt i gryden, skruer ned på fire for pastaen, så den ikke koger over. Sætter grydelåget på skrå. Alexander trækker tre tallerkener ud af fjerde skuffe fra oven. Han finder bestik. Der står ”AGURK” på hans hånd. Vi købte den på vej hjem.

    Maden dufter ikke, og jeg ved, at jeg har gjort noget forkert, for den duftede altid, da min far lavede den.

    Jeg finder et dørslag frem og hælder pastaen fra gryden. Dampen brænder mine underarme. Jeg burde virkelig bare begynde at bruge grillhandsker. Så ville jeg heller aldrig brænde mine fingre, når jeg tager noget ud af ovnen med et viskestykke.

    Jeg hælder pastaen fra dørslaget og over i gryden igen. Jeg gider ikke vaske en skål op.

    ”Spar på vandet,” sagde min far altid.

    Alexander slår bordklappen, som hænger på døren, ned og trækker de tre stole ud. Jeg har ikke lyst til at gå ind til min mor og sige, at der er mad. Det ville også passe mig fint, hvis hun ikke vågnede, og hvis hun ventede med at spise, til Alexander var gået - selvom jeg håber, at han ikke går. Men jeg ved, at han går.

    Han kigger på mig igen. Dårlig samvittighed.

    Jeg lægger to korkbrikker på bordet, smækker gryderne over på dem. Øser op. Alexander nikker. Jeg skubber emhætten ind. De er færdige inde ved siden af. Jeg prøver at stille radioen, så den ikke skratter. Det kan man ikke. Jeg slukker for den.

    Jeg fanger en pastaskrue med min gaffel. Alexander hælder vand op i sit krus. Han skubber det hen til mig og tager et nyt til sig selv. Jeg smiler, og jeg ved, at han får dårlig samvittighed over den måde, jeg smiler på. Vi spiser i stilhed. Jeg skiller de forskellige ting i maden fra hinanden. Grøntsager, pasta, kød og ting, jeg ikke aner, hvad er. Det er min fars opskrift, ikke min.

    Alexander tørrer af, jeg vasker op. Jeg sætter på plads. Han tager sko på. Jeg er ved at tørre bordklappen af, da han åbner døren. Jeg smiler mit smil til ham, han kigger på mig på dén der måde. Vi siger ikke engang noget til hinanden, før han lukker døren efter sig. Han kysser mig ikke. Rører ikke ved mig. Jeg savner hans hænder på mig.

 

De af mine naboer, som holdt op med at knalde for flere år siden, er ved at bore noget op i væggen, så alting ryster. Jeg skriver en sms til Katrine. Spørger, hvad hun skal i morgen. Hun skal ud og shoppe med sin mor. Jeg lægger mobilen på min seng og åbner computeren. Skriver et eller andet på en aflevering. Tjekker Lectio for næste dags skema.           

    De stopper med at bore inde ved siden af. Jeg skriver en sms til Alexander. Sletter den, før jeg sender den. Skriver den igen. Sender den, men fortryder. Han skulle til koncert med en pige, han mødte på Roskilde Festival i starten af sommerferien. Han har ikke tid nu, det ved jeg, og jeg skriver, at jeg havde glemt, at han var til koncert, og det må han undskylde, men jeg sender den ikke. I stedet sætter jeg mobilen til at lade og går ud og børster tænder.

 

Engelsk på højniveau, Katrine hører jazz i sine høretelefoner, og jeg er ved at falde i søvn. Jeg har skændtes med Alexander. Han var vred over, at jeg havde sendt ham en sms, mens han var til koncert. Jeg sagde, at han da bare kunne have ignoreret den, ligesom han faktisk gjorde. Han sagde, at jeg ikke skulle have sendt den sms. Jeg spurgte, hvorfor han opførte sig sådan. Han sagde, at jeg var umoden, og så lagde han på. Jeg sendte en sms mere klokken tre i nat, tre timer før jeg skulle op. Undskyld, stod der, og han har ikke læst den endnu. Jeg har slet ikke sovet.  

 

Alexanders nabo spiller rockmusik. Det gør han ofte. Jeg sidder i Alexanders stue og kigger på billeder af Alexanders far, mor og lillebror og ham selv. Der hang engang et billede af mig, men det gør der ikke længere. Alexanders far sidder over for mig og er i gang med at tygge en makronkage. Hans mor sidder og fortæller mig en historie om, hvordan hun og Alexanders far flyttede fra hinanden for et par år siden. Hun siger, min far nok skal flytte tilbage igen. Jeg giver hende ret. Har lyst til at ryste på hovedet. Alexander gik for noget tid siden. Han skulle noget, men hans mor ville gerne have, at jeg blev.

    ”Det er så længe siden, du har været her,” klagede hun og hældte en kop te op til mig.

    Det er fire kopper siden nu, og jeg skal virkelig ud og tisse, men hun vil ikke lade mig gå.

    Jeg tjekker min mobil, der ligger i sofaen ved siden af mig. Alexander har ikke skrevet.  Klokken er mange.

    ”Jeg bliver nødt til at gå,” siger jeg, rejser mig op og siger tak for te, kage og snak.

 

Jeg har besluttet mig for, at det ikke skal påvirke mig, at mine naboer knalder, bare fordi Alexander og jeg ikke gør. Igennem årene er jeg blevet helt vant til deres forskellige lyde.

    De har gjort det overalt. Lejligheden er en spejling af min egen. Det ved jeg, fordi jeg blev inviteret på kage derinde for et par år siden, da min far og mor var oppe og skændes.

    Jeg ved, at når jeg ikke kan høre dem tydeligt, så er de i stuen. Jeg ved, at når de banker mod den modsatte side af min værelsesvæg, så er de i deres eget soveværelse. De er mest i soveværelset. De har sådan et parforhold, som alle ønsker sig. Hun er smuk, klog. Han er nørdet, køn og sød. De er ikke ældre end femogtyve, men de flyttede ind for fem år siden og har boet sammen lige siden. Alexander er nitten. Jeg fylder snart sytten. Vi har masser af tid, siger Katrine altid, når hun kan se, at han gør mig ked af det.

    Jeg sender ham en sms og spørger, om vi skal mødes senere. Han skriver, at det kan han ikke, han har en aftale med Sebastian. Jeg tjekker Facebook. Skriver, at jeg savner ham. Han læser den og sender en kyssesmiley tilbage. Jeg forstår ham ikke.

 

Alle skolens elever strømmer ned ad trappen. De råber. Jeg venter på, at de er væk. Jeg er ved at svare på en sms, Alexander sendte mig. Han skriver, at han kommer for sent, men han er på vej. Lukas fra mit tyskhold står og venter ved siden af mig. Han tager mig i at kigge op fra min mobil, og over på ham. Vi har aldrig snakket så meget sammen, men han hjælper mig i tysk, og han er sød.

    ”Hvordan går det? Overlever du tyskafleveringen?” spørger han.

    Jeg nikker. Så ryster jeg på hovedet.

    ”Den har jeg glemt.” Jeg prøver at lyde, som om jeg ikke er ved at gå i panik. Alexander skulle have været her for lidt over ti minutter siden.

    ”Har du glemt den? Du har da ikke glemt en aflevering nogensinde, har du?”

    Jeg ryster på hovedet. Han kigger på mig. Hans øjne spørger mig, hvad der er galt. Jeg trækker på skuldrene.

    ”Jeg har bare haft travlt,” mumler jeg og kigger på min mobil. Alexander skulle have været her for tolv minutter siden.

    ”Hvem venter du på? Katrine?” Han kigger rundt. Jeg ryster på hovedet.

    ”Alexander,” svarer jeg og håber, han ved, hvem det er.

    ”Nå okay.” Lukas kigger på sin mobil. ”Hvornår kommer han?”

    Det virker ikke, som om han vil gå.

    ”Han skulle have været her for et kvarter siden.”

    Jeg sukker.

    ”Det stinker,” svarer Lukas og lægger mobilen i lommen.

    Jeg nikker.

    ”Vi kan følges ud til bussen, hvis det er.”

    Lukas svinger med armen hen mod trappen. Jeg nikker. Alexander henter mig alligevel ude på vejen.

    Vi går ned ad trappen, ud gennem døren og ud på fortovet. Lukas snakker om sin klasse. Jeg lytter. Han støder skulderen ind i min, da jeg finder min mobil frem igen og tjekker for om Alexander har skrevet. Han griner. Smiler. Vi går forbi busstoppet. Videre. Min mobil ringer i min lomme. Jeg kigger på den. Alexander ringer.

    ”Skal du ikke tage den?”

    Jeg ryster på hovedet.

   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...